Tilknytningsteorien bliver selvfølgelig ved med at udvikle sig, også efter Bowlbys død i 1990. Så det vil være en god ting at give et kort rids over nogle af de forgreninger, tendenser, teorier og navne der har med tilknytning at gøre op til i dag, til dig der er sulten på nye forgreninger i tilknytningstræet.

Reguleringsteorien

Den amerikanske psykolog og forsker i neurobiologi Allan N. Schore foreslår i 2003 en teori som handler om selvets neurobiologiske udvikling i de første leveår. Neurobiologi beskæftiger sig blandt andet med nervesystemets struktur, funktion, biokemi og de mekanismer der foregår på det molekylære plan. Teorien går ud fra, at dit selv består af mønstre som præges tidligt ved at du regulerer dine følelser i forhold til omgivelserne. Det vil typisk være dine omsorgsgivere når du er helt lille. Hvor Bowlby mener at barnets behov for at få sin frygt reguleret gennem en voksens nærvær, mener Schore at det er den generelle regulering af barnets følelser der er kernen i tilknytning. Det vil sige at du som barn får alle dine følelser reguleret gennem en voksen.

Fordi du som barn ikke er i stand til at regulere dine følelser og reaktioner, risikerer du hele tiden at miste kontrollen med dem. Derfor har du brug for en voksen til at hjælpe dig. På et fysisk plan er din cortex, d.v.s. den ”nyeste” hjerne i menneskehedens udvikling, ikke udviklet endnu. Men det er den når man bliver voksen, så på et vist plan kan man sige, at du som barn ”låner” den voksnes hjerne og evnen til regulering, indtil du selv er i stand til at regulere på egen hånd. Det sker, når din cortex har fået trukket de vigtigste ”veje” i din egen hjerne. Indlæringen vil foregå på forskellige måder, afhængigt af om man har en tryg eller utryg tilknytningsstil.

Når der er en tryg tilknytningsrelation mellem dig og dine omsorgsgivere bliver skiftene i din følelsesmæssige tilstand hele tiden afstemt mellem jer, blandt anet gennem spejling af kropssprog og ansigtsudtryk. Når I udforsker hinanden, medfører det en arousal (vågenhed og modtagelighed for sanseindtryk) hos dig, og omsorgsgiveren er i stand til at mærke hvornår du er klar til samspil eller ej. Hvis der generelt er et positivt samspil, vil dine negative følelser blive mindre mens de positive bliver større. Selv når der ikke altid er mulighed for et positivt samspil, vil du med en tryg tilknytningsstil hurtigt kunne ”indhente” det igen.

Kommunikationen foregår også mellem dig og din omsorgsgiveres høje hjernehalvdele. Denne halvdel spiller nemlig en stor rolle for følelsesmæssig information og indlæring, og hvordan du oplever din krop. Så det meste af den måde du lærer på i den tidlige barndom, er gennem din ubevidste hukommelse, som har at gøre med de ting mennesker gør – altså hvilke procedurer der udføres (den såkaldt procedurale hukommelse.) Når du er mellem 9 og 18 måneder gammel, er tilvæksten størst i din cortex. Hvis du har en tryg tilknytning, vil der skabes rigtig mange synapser i din hjerne, som er forbindelsespunkter i hjernens celler. Det gør der fordi du bliver stimuleret i din vækst af dine omsorgsgivere. Efterhånden vil forbindelser der ikke bliver brugt, blive beskåret, mens dem du bruger, bliver forstærket. Så man kan sige, at de veje i din hjerne der ikke er befærdede, simpelthen bliver gjort mindre – for måske endda helt at forsvinde.

Hvis tilknytningen derimod er utryg, vil der blive skabt færre synaptiske forbindelsespunkter i din hjerne. På den måde har tilknytningsstilen også betydning for hvordan din hjerne fysisk kommer til at se ud. For der vil være færre ”veje” i en utryg hjerne end i en tryg.

Schores teori gør dybest set regulering til kernen i tilknytningsteorien, men er stadig en teori. Der er også andre teorier i spil, én af dem handler om intersubjektivitet.

Intersubjektitivtet og mentalisering

Psykologen Daniel Stern beskriver intersubjektivitet som en fælles subjektive oplevelse i nuet, hvor vi har en kontakt, som indebærer en gensidig mental indtrængen, hvor vi uden ord siger: ”Jeg ved, at du ved, at jeg ved” eller ”jeg føler, at du føler, at jeg føler”. Der sker en gensidig aflæsning af den andens tanker, følelser eller hensigter. Ifølge Stern arbejder sindet naturligt på at opsøge oplevelser hos andre, som vi kan resonere med. Vi analyserer andres adfærd ud fra hvordan vi selv har det indeni, og som vi kan forstå, føle, deltage i og dermed dele. Så aflæsning af andres intentioner er ifølge Stern afgørende for intersubjektivitet.

Bowlbys teori om tilknytning lægger stor vægt på de evolutionære rødder. Det skal forstås på den måde, at grunden til at du som barn opretholder nærhed til dine omsorgsgivere er fordi det er et overlevelsesinstinkt som går mange millioner år tilbage i tiden. Også til tiden før mennesket blev til. Den menneskelige intersubjektivitet, det vil sige evnen til at tilskrive andre et indre mentalt liv, som ligner vores eget, er en meget yngre egenskab. Den opstår først da nutidsmennesket, kommer til for 200.000 år siden – altså kun for et øjeblik siden i Jordens historie. Men hvad betyder intersubjektivitet for tilknytningsteorien?

Den oprindelige tilknytningsteori bliver skabt før forskningen har opdaget, hvor godt udrustet vi er som børn, til at bruge intensiv intersubjektivitet sammen med vores omsorgsgiverne. Der er hovedsageligt to retninger forskningen bevæger sig i, efter Bowlbys tilknytningsteori. Den ene er spædbarnsforskningen og den anden er mental forskning indenfor kognitiv psykologi. Det kognitive er dét, der beskæftiger sig med tænkning og erkendelse, frem for følelser og drifter. Det er i denne anden retning at intersubjektivitet befinder sig.

Traditionelt fokuserer Bowlby på adfærd der kan iagttages, og på at tilknytningssystemet er et afgrænset adfærdssystem som bliver aktiveret når du som barn føler frygt. Men fordi du også kan bruge intersubjektivitet, foregår der rigtig mange andre ting mellem dig og dine omsorgsgivere. Det kan være ting som måden at se på hinanden på, kropsholdning, stemmeleje, ansigtsudtryk eller tonefald. Så der er i virkeligheden mange andre ting end frygt, der aktiverer en tilknytning mellem barn og omsorgsgivere. På den måde bliver intersubjektivitet et system til motivation, der eksisterer side om side med tilknytningssystemet.

Intersubjektiviteten kan ses på de kropslige signaler du og dine omsorgsgivere sender mellem jer, men der er lige så meget tale om en følelse af, at kunne mærke den anden og sætte sig ind i den anden. Den del af det, kan ikke måles eller vejes, og vil derfor være svær at teste videnskabeligt.

Mentalisering er evnen til at forstå din egen og andres adfærd som udtryk for indre, mentale tilstande. Det kan være tanker, ønsker eller følelser. På den måde kan mentalisering ses som en fuldt udfoldet intersubjektivitet. Evnen til at mentalisere opstår i løbet af dine 4-5 første leveår, i takt med at du udvikler evnen til at tænke, reflektere og i det hele taget blive mere bevidst om dig selv og dine omgivelser. Evnen til at mentalisere afhænger i høj grad af, hvordan omsorgsgiverne så på dig og opfattede dig som barn. For hvis de ikke selv havde evnen til at mentalisere, bliver det også en udfordring for dig senere, når du vokser op. Så man kan sige, at evnen til at mentalisere, er tæt forbundet med tryg tilknytning fordi den gør dig i stand til at forstå andre på en fundamental måde. Ikke mindst vil du også kunne forstå dig selv når du har fri adgang til dine tanker, ønsker og følelser.

Mentaliseringsteorien antager at vi alle sammen bliver født med et dybt behov for at blive set og forstået som et mentalt væsen. Når du er i stand til at mentalisere, vil du også udvikle en tryg tilknytning til dine omsorgsgivere, som på sin side selv er i stand til at mentalisere. Omvendt vil din tilknytningsstil blive utryg, hvis du ikke har lært at mentalisere i løbet af din opvækst. Mentaliseringsevnen er derfor ikke kun et spørgsmål om at have de rigtige gener, men i høj grad også om det miljø du vokser op i, og de erfaringer du gør dig hen ad vejen. Mentalisering kan lyde som et lidt abstrakt begreb, men er egentlig bare et udtryk for en evne til empati, ikke kun for omgivelserne men også for dig selv. Hvis du er blevet nysgerrig på at læse mere om mentalisering, er det især professor Peter Fonagy der har gjort bemærket på feltet. Af dansk litteratur skal nævnes vores egen Susan Hart, som blandt andet er psykolog og har skrevet og holdt foredrag om mentalisering (og meget andet).

Ganske meget af den tidlige forskning omkring tilknytning koncentrerede sig omkring moderen, men faktisk er der jo også en far. Den del er tilknytningsforskningen begyndt at zoome mere ind på.

Fadertilknytning

Ifølge Bowlbys oprindelige tilknytningsteori er moderen den primære tilknytningsperson for barnet, om end Bowlby selv med tiden bliver mere vægelsindet omkring den holdning og giver plads til, at der kan være flere tilknytningspersoner. Tilknytning handler dels om en genetisk kodning i evolutionen, som går helt tilbage til den tid hvor vi levede i huler, dels om de hormoner der bliver frigivet i moderen under og efter graviditeten, og dels at moderen står for den følelsesmæssige ”sikre base”. Faderen bliver på den måde en støtte for moderen, fremfor at have en tilknytning til barnet, i hvert fald ikke i samme omfang som moderen. Men alle disse punkter er kommet under lup, og ikke mindst revision, i den nyere forskning om mandens rolle i forhold til at have en tilknytning til barnet. Lad os lige udfolde hvert punkt:

  • Evolutionens genetiske kodning

Ifølge Bowlby opstod den genetiske kode for tilknytning for ca. 150.000 år siden, da vi stadig var samlere og jægere. Mennesket tilpassede sig omgivelserne og mulighederne for at overleve ved at båndet mellem mor og barn blev til tilknytning. Det vil sige en intensiv emotionel relation, som havde til hensigt at beskytte barnet så slægten kunne gå videre og stammen bestod. Den mekanisme forandrede sig meget langsomt gennem tiden. Men nyere forskning tyder på, at der også er nogle såkaldte epigenetiske mønstre som kan blive slået til eller fra, i et samfund der hastigt ændrer sig hele tiden. Epigenetik handler om, at vores genetiske kode hurtigt kan ændre sig, alt efter miljø og omstændigheder. Da Bowlby første gang formulerer tilknytningsteorien, er vi i 1950’erne, hvor kønsrollerne er meget forskellige fra 2020’erne. I dagens samfund er mandens rolle meget mere aktiv hvad angår forholdet til barnet. Så der kan være nogle genetiske koder som er blevet aktiveret af den grund.  Ud over det, så viser det sig også, at den gamle ”fordom” om at manden altid var ude at jage, og kvinden var den ”sikre samler” simpelthen ikke holder, for undersøgelser fra jæger-samler folk viser, at manden ofte var primært involveret i omsorgen for barnet.

  • Hormonel frigivelse hos forældrene

Den ”gamle” tilknytningsteori har en hypotese som handler om at kvinden gennem hormonelle forandringer under og efter graviditeten, bliver særligt ”rettet ind” på moderskabet. Det betyder også, at faderen egentlig bliver udelukket fra at kunne have samme tilknytning til barnet som moderen, fordi han ikke er rettet ind på samme måde. Men ny forskning viser, at mandens hormoner også ændrer sig under og efter graviditeten. Fædrenes prolaktin-niveau stiger efter fødslen, og er højest når barnet er helt spædt. Prolaktin er et hormon som hæmmer produktionen og virkningen af kønshormoner hos både mænd og kvinder. Det betyder, at mandens testosteron niveau falder efter fødslen, hvilket medfører en mindre grad af konkurrence- og sexlyst, og dæmper irritation. Der bliver også produceret mere oxytocin i manden i den periode. Oxytocin kaldes også for ”kærlighedshormonet” og udløses blandt andet gennem berøring, og ved øjenkontakt og verbal kontakt med barnet. Så heller ikke her holder de oprindelige teoretiske argumenter mere.

  • Den sikre base og det udforskende rum

Bowlby anser, at moderen er den primære tilknytningsperson, som også er den sikre base for barnet. Barnet befinder sig dels i den sikre base, men også i det udforskende rum, hvor det ”opdager verden”, og hvis den bliver for skræmmende eller utryg, kan barnet trække sig tilbage til den sikre base hos moderen. I Bowlbys optik er det kun i den sikre base, at tilknytningen kan finde sted. Faderen vil mest befinde sig sammen med barnet i det udforskende rum. Men meget tyder på, at der også foregår en tilknytning mellem far og barn i det udforskende rum. Det forgår gennem fysisk stimulerende leg og aktivitet. Så man kan sige, at det udforskende rum bliver til et særligt tilknytningsdomæne mellem far og barn.

Så den ny forskning er undervejs, og tilknytningsteorien i den oprindelige form vil hele tiden blive rettet til og kritiseret. Ændringerne går langsomt, på grund af den ”langsommelighed” der nu er er i forskning. Her er det kun hensigten at give et kort rids af nogle af de nye tendenser, men jeg håber du har fået en fornemmelse af de tilknytningsteoriske forgreninger der forskes i.