Kropskontakt betyder bedre nærvær i relationerne.

Kropskontakt betyder bedre nærvær i relationerne. Og det starter allerede fra du er barn.
Starten på livet
De første leveår er en meget vigtig periode i dit liv. Det er nemlig her din tilknytning udvikles. Enten til en tryg eller utryg tilknytning i voksenlivet.
Alle mennesker er i en eller anden udstrækning sociale væsener, som har brug for andre mennesker for at overleve.
Som helt små foregår tilknytningen helt automatisk, og er afhængig af den fysiske kontakt med mor, far eller en anden nær person til at give os omsorg.
Behov for tilknytning går langt tilbage
Og det er sådan, at du som spæd ikke har andet valg end at prøve at have en nær tilknytning til dine nærmeste. Det er en instinktiv ting, som går helt tilbage til hulemennesket. Nemlig at du får muligheden for at overleve i en uforudsigelig, og nogle gange fjendtlig verden.
Hvis du ikke får den rigtige omsorg og fysiske kontakt som barn, vil du have sværere ved at mærke dig selv som voksen.
Det er derfor vigtigt, at du på din vej til heling får kontakt til din krop igen. Det vil også gøre dig bedre i stand til at indgå bedre i sociale sammenhænge.
Heldigvis er der mange muligheder for arbejde med dig selv.
Yoga
Ofte er en utryg tilknytning også forbundet med en følelse af, ikke at være i kontakt med sin egen krop. Derfor vil det altid være godt at gøre noget, hvor man kan mærke sin krop. Yoga er en god måde at gøre det på. Og det behøver ikke tage så lang tid. Jeg har en fast rutine hver dag, som tager omkring 20 minutter, og som løsner kroppen op. Selv om det kan værke i leddene, er guleroden, at kroppen bliver “varmet op” til dagen.
Dans
Det er altid godt at slippe kroppen løs på noget dans, uanset om det så drejer sig om noget som gør dig glad i låget fra din ungdom, eller er mere eksperimenterende. Jeg har haft god glæde af begge dele. Det kan være 70’er disco eller ambient musik, som kalder på følelserne. Det vigtige er at give slip i det, så kroppen føles fri.
Naturen heler
For mig vil det altid være helende at befinde mig i naturen. Måske du har det på samme måde? Bare at mærke sanserne blive aktiveret. Duften af forår i skoven, eller tang ved havet. At se den blå himmel og mærke solens varme på kroppen. Smage vilde hindbær. Og ikke mindst “glemme” smartphonen derhjemme, så du ikke bliver forstyrret, eller ikke behøver fortælle hvor du er lige nu?
Meditation
At meditere er en måde at undersøge sig selv på. Ikke på en aktiv måde, men mere ved bare at give slip, og se hvad der dukker op.
Det er også forskelligt hvordan du kan meditere. For eksempel kan det være meditativt at sidde ved vandet, i skoven eller med morgenkaffen på terrassen mens fuglene synger i haven. Det kan være meditativt at male et maleri, eller skrive et digt. Så på den måde er der ikke en opskrift på at meditere.
Mange forbinder nok meditation med at ligge eller sidde, og søge ind i sig selv. Og man skal nok finde den vej der passer én bedst.
Og meget mere…
Der er naturligvis mange andre måder at få kontakt til sin krop på, for eksempel dans, teater, sport og så videre. Det vigtige er, at du finder dét, der passer dig bedst. Der er ikke en færdigbrygget opskrift.
Læse mere om tilknytning gennem barndommen på Sundhedsplejersken.nu. Få også mere inspiration på Bliv klogere.