Mon ikke vi alle sammen ved at vi har både gode og dårlige træk som mennesker? Ingen er fuldstændig gode, eller helt og aldeles onde. Men de gode og dårlige træk vi har, er som regel ikke så markante at de hører til yderlighederne. Der findes dog karaktertyper i yderzonen, som har meget udtalte karaktertræk, nemlig dem man kalder for mørke empater.

De fleste kender nok udtrykket at være empatisk. Det vil sige at man kan sætte sig ind i, hvordan andre føler. Det er praktisk at kunne, for på den måde kan man mærke i sig selv, hvad en anden føler. Man kan for eksempel mærke hvis en anden er ked af det eller glad. Og man kan fornemme hvordan den følelse må være hos vedkommende.

En mørk empat har også denne evne. Men ud over evnen til at være empatisk, har en mørk empat samtidig også andre træk fra den såkaldte mørke personlighedstrekant. Trekanten består af 3 karaktertræk: Machiavellianisme, psykopati og narcissisme. Machiavellianisme kommer fra navnet på en italiensk renæssancediplomat ved navn Niccoló Machiavelli. Hans filosofi gik ud på, at ”hensigten helliger midlet”. Det vil sige, at det er i orden at man er dominerende, skrupelløs og kun interesseret i sig selv. Man skyr intet middel for at nå sine mål. Psykopater på den anden side, er følelsesmæssigt kolde, handler ofte impulsivt og kender ikke til anger. Mens narcissisten er overbevist om sin egen storhed og med rette kan siges at være forelsket i sig selv.

Hvad er en mørk empat?

Når man blander empati med træk fra den mørke personlighedstrekant, får man en mørk empat. Det vil sige en person som godt nok kan fornemme andres følelser, men som bruger dem til sine egne skumle formål. For det meste formål som har til hensigt at få dem selv frem i verden, uanset hvad der så måtte være af omkostninger for andre. Mørke empater vil ofte fremtræde karismatiske. I sociale sammenhænge vil de sandsynligvis være midtpunktet i rummet. De ser ud som om de er gode til at snakke med folk, og er gode til at lytte.

Men mørke empater er følelsesmæssigt farlige at give sig i kast med. For den tilsyneladende magnetiske tiltrækning og de gode træk har kun til hensigt at fremme deres egne mål. En mørk empat er farlig fordi vedkommende kan komme tæt ind på livet af dig, og dermed skade dig mere. Han/hun er god til at få dig til at slappe af, men under overfladen skjuler der sig noget helt andet.

Du kan kende mørke empater på at de tit har en ond humor, som retter sig mod dem de mener er under dem. De er også gode til at få andre til at føle skyld. Så når alarmklokkerne bimler her, kan du være i kontakt med en mørk empat.