“Still-face eksperimentet” er et meget interessant forsøg, som viser dit behov for tilknytning når du er barn. Forsøget viser med al (u)ønskelig tydelighed hvor påvirkelig du er som barn. Det går ud på, at man observerer en mor og hendes barn i to forskellige situationer. Barnet er ikke fyldt 2 år endnu.

Først leger moderen med sit barn på normal vis, de ser på hinanden, og spejler hinanden i forskellige situationer. Der er et godt samspil mellem barnet og moderen, og der er også en mimik hvor de to spejler hinanden. På den måde får begge indblik i, hvad den anden føler.

Når mor forsvinder…

Efter at have leget sammen lidt tid, får moderen besked på at vende sig væk et øjeblik. Når hun kigger på barnet igen, må hun ikke interagere med det på nogen måde, hverken med krop eller mimik. Barnet går nu flere faser igennem, fra overraskelse over frygt til frustration. Det prøver på alle mulige måder at genoptage den gode leg de lige har haft, og kan ikke forstå hvad der sker. Til sidst vil barnet græde frustreret og hjælpeløst.

Mor vender sig nu igen og bliver normal igen, men det tager lige et øjeblik for barnet at finde tilbage til den gode leg igen.

Pointen er, at hvis en eller flere nære omsorgspersoner ikke interagerer, vil der være stor risiko for, at barnet vil opleve sin tilknytning som utryg. Det kan godt gøre ondt at se på klippet her. Det gjorde det i hvert fald på mig da jeg så det første gang, men det også meget lærerigt. Og det giver rigtig meget mening hvor traumatisk det må føles som barn, når samspillet med den nærmeste omsorgsperson forsvinder.