“Still-face eksperimentet” viser behovet for tilknytning. Et eksperiment der viser hvor påvirkelig man er som barn er ”Still Face” eksperimentet. Det går ud på, at man observerer en mor og hendes barn i to forskellige situationer. Barnet er ikke fyldt 2 år endnu. Først leger moderen med sit barn på normal vis, de ser på hinanden, og spejler hinanden i nogle situationer. Der er godt samspil mellem barnet og dets mor, både fordi der er en interaktion mellem dem. Og der er også en mimik som fortæller hvad parterne føler.
Når mor forsvinder…
Efter at have leget sammen lidt tid, får moderen besked på at vende sig væk et øjeblik. Når hun kigger på barnet igen, må hun ikke interagere med det på nogen måde, hverken med krop eller mimik. Barnet går nu flere faser igennem, fra overraskelse over frygt til frustration. Det prøver på alle mulige måder at genoptage den gode leg de lige har haft, og kan ikke forstå hvad der sker. Mor vender sig nu igen og bliver normal igen, men det tager lige et øjeblik for barnet at finde tilbage til den gode leg igen.
Pointen er , at hvis en eller flere nære omsorgspersoner ikke interagerer, vil der være stor risiko for, at barnet vil opleve sin tilknytning som utryg. “Still-face eksperimentet” viser behovet for tilknytning med al ønskelig (eller uønskelig) tydelighed. Det kan godt gøre ondt at se på klippet her, men også meget lærerigt. Og så giver det rigtig meget mening, hvor traumatisk det må føles som barn, når samspillet med den nærmeste omsorgsperson forsvinder.
Du kan læse mere om “Still-face eksperimentet” på denne blog fra Scientific American. Og du kan blive mere inspireret til læsning, filmklip og artikler på Bliv klogere.
“Still-face eksperimentet” blev udtænkt i 1970’erne af den amerikanske udviklingspsykolog Ed Tronick. Han har udgivet 4 bøger, og over 200 artikler.