Kender du dét, at du sidder midt i et stort selskab og føler dig alene? Eller at du er på besøg hos dine forældre og snakken er overfladisk? Du begynder at kede dig når samtalen nu igen begynder at gå i ring, og kigger i smug på uret. Hvornår kan du køre hjem, uden at det virker som om du ikke har lyst til at være der? Eller har du i virkeligheden bare lyst til at trække dig fra din kæreste og din familie, fordi det er svært at være i? Måske bruger du (alt for) meget tid på at ville bekræftes af din partner, fordi du har så svært ved at føle dig elsket? Så er det måske tid til at tænke over, om du skal have en snak med forældrene om barndommens sår?

Der kan være mange grunde til at dine forældre ikke formåede at dække dine følelsesmæssige behov. Dem kan man dele ind i 3 kategorier:

Velmenende forældre, der selv blev følelsesmæssigt forsømt som børn

Denne type forælder har ikke sat nok grænser eller konsekvenser. De har måske været arbejdsnarkomaner, som har forvekslet materiel rigdom med kærlighed. Selv om du kan huske at du havde en masse ting som barn, manglede der jo alligevel noget. Nemlig den følelsesmæssige forbindelse, både til dine forældre, men også til dig selv. Det kan også være, at dine forældre lagde alt for meget vægt på dine præstationer. Men glemte at lægge mærke til, om du egentlig var lykkelig. Forældrene synes de gør hvad der er bedst for deres børn, og at de handler af kærlighed. Eller de opdrager børnene som de selv voksede op. På den måde følger ”programmeringen” med gennem generationerne.

Børn af velmenende forældre vokser ofte op med følelsesmæssige svigt og følelsen af skyld. For når du ser tilbage på din barndom, ser den ved første øjekast fin ud. Så du tænker, at grunden til at du ikke kan få det følelsesmæssige til at fungere med din partner, nok er din egen skyld. Det må være en fejl i dig. Nogle gange føler du måske en vrede mod forældrene. Og du kan ikke helt sætte fingeren på, hvor den kommer fra. Nogle gange keder besøg hos dine forældre dig helt vildt, fordi de ikke kan se dig for den du er. Selv om du måske ved, at  dine forældre inderst inde elsker dig, kan du ikke føle det.

Forældre der kæmpede for at holde sammen på det hele

Kæmpende forældre har typisk haft så mange ting at se til, at de ikke har haft overskud eller opmærksomhed på dine følelser som barn. Måske har de måttet arbejde meget for at få tingene til at køre rundt. Måske har der været andre børn i familien som har taget al opmærksomheden. Eller forældrene har været skilt, og har haft svært ved at komme sig efter bruddet. Det kan også være, at der har været psykiske problemer involveret, som for eksempel depression.

Pointen er, at der har været andre ting som har taget forældrenes opmærksomhed. Ikke fordi de ikke har elsket dig. Dine behov er ”bare” ikke blevet set eller hørt. Og måske har du skullet være en ekstra forælder i familien for dine mindre søskende. Det har gjort dig så uafhængig, at det kan være svært for dig at bede andre om hjælp i dit voksne liv. Eller bare slippe andre tæt ind på dig.

Som barn af kæmpende forældre er du måske superselvstændig, men uden kontakt med dine egne følelser. Følelser som der ikke var plads til i familien. Du ofrer sandsynligvis dig selv til fordel for andre, for det lærte du jo i barndommen. Du føler nok en stor sympati for dine forældre fordi de kæmpede for det hele. Og det kan gøre det svært at erkende, at de fejlede i forhold til at se dig. Men selv om du er taknemmelig for dine forældre, kan du også føle dig vred over at dine følelser var usynlige for dem.

Selv-involverede forældre

Denne kategori er meget forskellig fra de to andre. Både fordi denne type forælder ikke nødvendigvis er motiveret af, hvad der er bedst for dig som barn. De er mere opmærksomme på deres egne behov. Og de kan være strenge på en måde, som har givet dig store sår som barn. Der er ofte dysfunktionelle træk involveret i forhold til denne type forælder. Det kan for eksempel være forældre med narcissistiske træk, hvor børnene bliver et værktøj til selv at føle sig som noget særligt. Det kan være meget autoritære forældre som absolut vil have disciplin, koste hvad det vil. Eller måske har der været et misbrug af en eller anden slags. Denne forælder har måske nok elsket dig som barn, men misbruget har fyldt mere. Eller helt grelt kan det være en forælder som har været sociopat, som kun har ønsket magt eller kontrol.

Som barn af denne type forælder, er det nemt at se hvad der har været galt. Det gør sikkert, at du ikke tænker at det er din egen skyld. Det siger sig selv at effekten af den slags forælder sandsynligvis har sat sig svære spor i dig. Spor som gør det vanskeligt at være i et forhold, eller for den sags skyld at være en god forælder for dine egne børn. Her kan det være svært for dig at rumme vreden til dine forældre. Du føler dig ofte nervøs før du skal se dem. Og det ender tit med at du føler dig såret, når du går derfra. Måske får du ligefrem fysiske symptomer inden i skal være sammen. Når du er sammen med dem, føles det falsk og svært at forudsige. Det kan også være at du føler dig manipuleret eller kontrolleret.

Det kan være en svær beslutning at tage snakken

Det er ikke så ligetil at tage en snak med forældrene om barndommen. For dels har du jo lært at gemme dine følelser væk i din barndom, hvilket kan gøre det svært for dig at åbne op. Og dels kan det føles lidt som når man møder op til 25-års jubilæet for folkeskoleklassen: De gamle hierarkier er nemlig præcis som den dag, du gik ud af skolen. Her kan det være en god idé at gøre sig nogle overvejelser:

Hvilken kategori hører dine forældre til?

Hvis dine forældre var velmenende eller kæmpende, vil en snak være nemmere, end hvis dine forældre var selv-involverede. Vær opmærksom på, at de ting du har lært om følelsesmæssige svigt i barndommen sandsynligvis vil være nyt for dem. Et nyt sprog, så at sige. Så en langsom udfoldning af din proces overfor dine forældre vil være vejen frem. Hvad angår selv-involverede forældre, skal du være mere forsigtig. For den slags forældre har det svært med empati, og kan ofte ikke få øje på deres ansvar for din opvækst.

Beslutningen om at tage en samtale med forældrene eller ej

Det kan virkelig rode op i din ængstelse at stå overfor en snak med dine forældre. Skal du overhovedet tage en snak med dem om de sår du fik i barndommen? Er det for sent? Hvordan vil dine forældre opfatte ønsket om en snak? Vil de tage det som kritik af den måde de lod dig opvokse på, eller vil de tage det som en vej til at få kontakt igen? Alle disse spørgsmål dukker sikkert op i dig når du tænker på dem. Så en god idé er at mærke efter:

Hvor meget uro eller smerte føler du i forhold til dine forældre nu?

Selv om spørgsmålet er simpelt, er svaret det ikke nødvendigvis. For når du er vokset op med en fornemmelse af at blive overset eller ignoreret følelsesmæssigt, bliver smerten en del af dig. Du bliver så vant til smerten, at du tror alle har det på samme måde. Så tænk godt efter. Hvilke ord kan du sætte på dine følelser i forhold til dine forældre?

Blokerer din smerte din heling?

Du tænker måske, at det går godt med din heling – i hvert fald indtil du er sammen med dine forældre igen. Så føles det som om du ikke kan foretage dig noget, fordi sårene er så dybe. Tænk over, om det får dig til at føle dig bedre eller værre tilpas at tage snakken med dine forældre. Hvis du ikke føler du skal tage snakken, så lad være. Det er helt ok. Det er ikke alle forældre der er modtagelige for snakken.

Er det muligt at forstå de følelsesmæssige svigt for mindst den ene af dine forældre?

Måske er dine forældre skilt, eller blot meget forskellige? Det kan være den ene er velmenende og den anden er selvinvolveret. I så fald kan det være en god idé at fange den velmenende forælder på tomandshånd først. Eller i hvert fald dén, du mener vil være mest åben for dine tanker. Du kan i hvert fald have en fornemmelse for, om du kan tale med begge samtidig eller hellere kun den ene af dem, til en start.

Hvordan vil du føle det, hvis dine forældre reagerer for lidt?

Det kan være du har prøvet det før: Du fortæller dine forældre noget som betyder meget for dig. Og deres reaktion er… at de nærmest ikke reagerer! Hvilket måske er én af grundene til, at du stoppede med at snakke med dem til at starte med? Overvej hvordan du vil have det, hvis de ikke reagerer som du havde forventet. Det kan være lidt ironisk, at når du vil tale med dine forældre om at de ikke reagerer… så reagerer de ikke. Grunden til deres manglende reaktion kan være, at de simpelthen ikke forstår hvad du snakker om. Og måske skifter de emne så hurtigt som muligt, som de plejer. Overvej hvad du vil gøre her. Vil det være muligt at trænge igennem til dem? Eller er det måske bedre bare at lade det ligge?

Hvad hvis dine forældre reagerer negativt?

Her er det mest sandsynligt at dine forældre er selv-involverede. Så hvad vil der ske, hvis dine forældre går i defensiven eller angriber dig? Hvad hvis de beskylder dig for at være over sensitiv, eller fornærmer dig på en eller anden måde? Det kan også være, at de beslutter sig for at give dig den kolde skulder, og ikke kontakte dig mere. Enten for at straffe dig, eller beskytte dem selv (eller begge dele). Hvis det sker, behøver det ikke nødvendigvis være dårligt. Det kan ligefrem være en lettelse for dig at få afklaring, og ikke mindst afstand til dine forældre. På den måde kan du måske få plads til at komme videre.

Du kan blive nødt til at sætte nye grænser

Det kan tænkes at du når til et sted, hvor det kan være nødvendigt for dig at involvere dig mindre i dine forældre. Simpelthen tilbringe mindre tid med dem eller sige nej tak til flere invitationer fra dem. Det kan muligvis være en svær øvelse for dig, for du har muligvis været vant til altid at gøre som de siger. Men det kan gøre det nemmere, hvis du kan sætte ord på din nye måde at handle på til dine forældre. Om de så reagerer positivt eller negativt er op til dem. Du har i hvert fald gjort dét, der er godt for dig.

Hvad kan du vinde eller tabe ved at snakke med dine forældre?

Det kan være smart at tænke over fordele og ulemper ved at tage snakken med forældrene. For der vil sandsynligvis være begge dele. Tænk over hvad jeg har skrevet og lad det ”simre” lidt. Prøv så at mærke efter hvad der er det rigtige at gøre. Vil du inddrage i din heling eller undlade at tage det op?

Hvis du vil tage snakken med forældrene, hvordan er så bedst at gøre det?

Hvis du beslutter dig til at tage en snakken, kan det være en god idé at lægge en plan først. Dét lyder måske lidt underligt, men det kan faktisk være en stor fordel at tænke tingene igennem inden du tager en snak med dine forældre.

Få grænserne på plads

Det vil godt for dig at få styr på dine grænser, og her er der 4 typer:

Fysiske grænser handler om den helt bogstavelig fysiske afstand du har til dine forældre. Flyttede du langt væk fra dem eller bor du på den anden side af gaden? Vi har alle sammen en større eller mindre fysisk grænse for hvor tæt folk må komme, før vi finder det ubehageligt. Så husk, at når du er sammen med dine forældre er den grænse også mindre.

Eksterne grænser skal helst være stærke, men fleksible. De er det filter som beskytter dig for at blive såret eller fornærmet af mennesker omkring dig. Hvis dine forældre ignorerer, sårer eller siger noget der gør ondt på dig, beskytter dine eksterne grænser dig. De fortæller dig også hvad du skal smide ud eller beholde, når dine forældre siger noget til dig.

Interne grænser er de grænser der beskytter dig selv. De er filtret mellem dine følelser, og hvad du gør med dem. Hvis du for eksempel føler dig vred på dine forældre, hjælper interne grænser dig med at finde ud af hvordan du kan udtrykke din vrede. Det vil sige, at du så kan finde ud af, hvad du skal holde inde i dig selv og hvad du skal udtrykke.

Tidsmæssige grænser hjælper dig med at sortere gamle og nye smerter, så du kan forholde dig til situationen lige nu. Der dukker en smerte op, hvis du (gen)oplever noget der ligner en tilsvarende hændelse i barndommen. Det vil få dig til at reagere nu, som du gjorde dengang. Men hvis din tidsmæssige grænse er sund, kan du se forskellen mellem før og nu. Og så bliver det meget nemmere for dig at handle på en bedre måde.

Sæt dig selv først

Hvis du har oplevet følelsesmæssige svigt i barndommen, vil det muligvis være svært for dig at håndtere. For du har jo lært at sætte andres følelser før dine egne. Men tænk på det som at du godt kan have medfølelse med dine forældre, uden at ofre dig selv. I sidste ende kommer dine behov først. Grunden til at du vil snakke med dem er, at du vil have det bedre. Fordi du forstår dine følelser bedre nu, vil det også være nemmere for dig at prioritere dig selv. Du vil kunne mærke hvornår du skal snakke, og hvornår du ikke skal. Det vil dine følelser fortælle dig.

Få styr på dine forventninger

Her er det vigtigt at sætte realistiske mål for dig selv og hvad du opfatter som en succes. Tænk på, at du kun har indflydelse på halvdelen af situationen. Den anden halvdel er op til dine forældre. Tænk også på, at du sagtens kan have flere samtaler med dine forældre, hvor tingene bliver udfoldet lidt efter lidt.

Eksempler på realistiske mål kan være:

  • De hører ordene ”følelsesmæssige svigt” for første gang.
  • De deler en historie fra deres barndom, hvor følelsesmæssige svigt var involveret.
  • De hører en historie fra dig, som involverer følelsesmæssige svigt i barndommen.
  • De får at vide at du tænker meget over dig selv, din barndom og dine forældre.
  • De siger ja til at læse en artikel om følelsesmæssige svigt.
  • Du føler et øjeblik af følelsesmæssig ”kontakt” med dem eller fra dem.

Vælg scenen

Tænk over hvor det vil være bedst at snakke med dine forældre. Et sted, hvor der er tid, plads og privatliv til at snakke. Hvilket tidspunkt på dagen/ugen/måneden/året vil være bedst? Hvornår vil de være mest afslappede? Du kan også overveje om du skal fortælle i forvejen, at der er noget du gerne vil snakke med dem om. Det kan være meget forskelligt hvad der er det rigtige at gøre. Her må du lytte til din mavefornemmelse. Måske vil du gerne vente til det ”rigtige” tidspunkt? Men pas på ikke at vente så længe, så tidspunktet fordamper.

Hvordan kommer du praktisk i gang med at snakke med forældrene?

Der er mange måder du kan indlede samtalen på med dine forældre:

  • Start med noget positivt. Fortæl dem noget du sætter pris på hos dem. Det kan være noget du fik af dem i din barndom. Det kan bane vejen for til at tale om enten deres eller din egen barndom.
  • Der kan finde en udveksling af medfølelse sted. Du kan for eksempel sige: ”Det må have været hårdt for jer at______. Jeg følte det på samme måde da_____”. På den måde kan I måske finde frem til en gensidig forståelse.
  • Spørg dem om deres barndom. Når dine forældre husker noget om deres barndom, kan det også være en god vej ind for dig. Start med nogle positive ting, og spørg om noget der kan bringe nogle følelser frem.
  • Giv dem en teaser. Det kunne være, at du nævner at du har læst noget som har fået dig til at tænke anderledes om familien. Og at du gerne vil fortælle om det en gang, hvis de er interesserede.
  • Fortæl dem om en artikel du har læst. Drop teaseren, og fortæl direkte om hvad følelsesmæssige svigt i barndommen er. Tal ikke direkte om dig selv. Vælg den artikel du vil bruge meget nøje.
  • Fortæl dem om noget som er gået dig på. Fortæl dem at det er svært for dig at være sammen med dem og tale med dem. Nogle forældre vil måske gerne vide mere, andre lukker i.

Vælg det rigtige

Det siger sig selv, at du skal vælge de muligheder der er bedst for dig og dine forældre. Og at du skal forberede dig på, at dine forældre kan reagere uforudsigeligt. Måske vil de føle skyld og sige. at de har været dårlige forældre. Nogle bliver måske vrede. Men hvis du har tænkt godt over din måde at snakke med dem på, vil de fleste være modtagelige på den ene eller anden måde. Så nu er det bare om at gå i gang.