Kender du dét, at du sidder midt i et stort selskab og føler dig alene? Eller at du er på besøg hos dine forældre, og snakken er overfladisk. Du begynder at kede dig, når snakken igen begynder at gå i ring. Og du tænker på, hvornår du kan køre hjem, uden at det virker som om du ikke vil være der? Eller at du bare har lyst til at trække dig fra din kæreste og din familie fordi det er svært at være i? Du vil måske hele tiden gerne bekræftes i, at din partner virkelig elsker dig, fordi du har svært ved at føle dig værd at elske? Så er det måske værd at tænke over, om du skal have en snak med forældrene om barndommens sår? Tal med forældrene giver dig forhåbentlig noget der kan hjælpe dig til de svære samtaler.

Der kan være mange grunde til at dine forældre ikke formåede at give dig en sund kontakt til dine følelser. Her kan man dele forældre ind i 3 kategorier:

Velmenende forældre, der selv blev følelsesmæssigt forsømt som børn.

Denne type forælder har ikke sat nok grænser eller konsekvenser. De har måske været arbejdsnarkomaner, som har forvekslet materiel rigdom med kærlighed. Her kan du måske huske, at selv om du nok havde en masse ting som barn, manglede der alligevel noget. Nemlig en følelsesmæssig forbindelse, både til dine forældre, men også til dig selv. Det kan også være, at dine forældre lagde alt for meget vægt på dine præstationer. Og ikke lagde mærke til om du var lykkelig. Forældrene synes de gør hvad der er bedst for deres børn, og de handler af kærlighed. Eller de opdrager børnene som de selv blev, i deres egen barndom. Så på den måde følger ”programmeringen” med gennem generationerne.

Børn af velmenende forældre vokser ofte op med følelsesmæssige svigt og følelsen af skyld. For når du ser tilbage på din barndom, ser den ved første øjekast fin ud. Så du tænker, at grunden til at du ikke kan få det følelsesmæssige til at fungere med din partner, er din egen skyld. Det må være en fejl i dig. Nogle gange føler du måske en vrede mod forældrene, som du ikke ved hvor kommer fra. Nogle gange keder besøg hos dine forældre dig helt vildt, fordi de ikke kan se dig for den du er nu. Selv om du ved dine forældre inderst inde elsker dig, kan du ikke føle det.

Forældre der kæmpede for at holde sammen på det hele.

Kæmpende forældre har typisk haft så mange ting at se til, at de har haft overskud eller opmærksomhed på dine følelser som barn. Måske har de måttet arbejde meget for at få tingene til at køre rundt. Måske har der været andre børn i familien som har taget al opmærksomheden. Måske har forældrene været skilt, og haft svært ved at komme sig efter bruddet. Eller det kan være at der har været nogle psykiske problemer involveret, som for eksempel depression eller andet.

Pointen er, at der har været andre ting som forældrenes opmærksomhed har været på. Ikke fordi de ikke har elsket dig. Dine behov er ”bare” ikke blevet set eller hørt. Og måske har du været en ekstra forælder i familien for dine mindre søskende. Det har gjort dig så uafhængig, at det kan være svært for dig at bede andre om hjælp i voksenlivet. Eller bare slippe andre tæt ind på dig.

Som barn af kæmpende forældre, er du måske super selvstændig, men uden kontakt med dine følelser. Følelser som der ikke var plads til i familien. Du lægger sandsynligvis dig selv til side for andre, fordi du har lært at sørge for andre før dig selv. Du føler nok en stor sympati for dine forældre fordi de kæmpede for det hele. Og det kan gøre det svært at erkende, at de fejlede i forhold til at validere dine følelser. Men selv om du er taknemmelig for dine forældre, kan du også føle dig vred over at dine følelser var usynlige for dem.

Selv-involverede forældre.

Denne kategori er meget forskellig fra de to andre. Både fordi denne type forælder, ikke nødvendigvis er motiveret af, hvad der er bedst for dig som barn. De er mere opmærksomme på deres egen behov. Og de kan være strenge på en måde, som har givet dig store sår som barn. Der er ofte dysfunktionelle træk involveret på denne type forælder. Det kan være forældre med narcissistiske træk, som behøver deres børn for selv at føle sig som noget særligt. Det kan være meget autoritære forældre, som vil have disciplin, koste hvad det vil. Eller måske har der været et misbrug af en eller anden slags. Denne forælder har måske nok elsket dig som barn, men misbruget har fyldt mere. Eller det kan være en forælder som har været sociopat, som har kun ønsker magt eller kontrol.

Som barn af denne slags forælder, er det nemt at se hvad der har været galt. Og som måske gør, at du ikke tænker at det er din egen skyld. Det siger sig selv, at effekten af denne type forælder sandsynligvis har sat sig svære spor i dig. Spor som gør det vanskeligt at være i et forhold, eller for den sags skyld at være en god forælder for dine egne børn. Det kan være svært for dig at rumme vreden til dine forældre. Du føler dig ofte nervøs før du skal se dine forældre. Og det ender tit med at du føler dig såret, når du går derfra. Måske får du ligefrem fysiske symptomer inden i skal være sammen. Og samværet med dem føles måske falsk, og svært at forudsige. Det kan også være at du føler dig manipuleret eller kontrolleret.

Det kan være en svær beslutning at tage snakken

Det er ikke så ligetil at tage en snak med forældrene om barndommen. For dels har du lært at gemme dine følelser væk allerede i din barndom. Det kan gøre det svært for dig at åbne op, specielt overfor dine forældre. Og dels kan det føles lidt som når man møder op til fejringen af 25 års klassefesten for folkeskoleklassen. De gamle hierarkier er som den dag, du gik ud af skolen. Her kan det være en god idé at gøre sig nogle overvejelser:

Hvilken kategori hører dine forældre til?

Hvis dine forældre var velmenende eller kæmpende, vil en snak være nemmere, end hvis dine forældre var selv-involverede. Vær opmærksom på, at de ting du har lært, om følelsesmæssige svigt i barndommen, sandsynligvis vil være nyt for dem. Et helt andet sprog. Så en langsom udfoldning af din proces overfor dine forældre, vil være vejen frem. Hvad angår selv-involverede forældre, skal du være mere forsigtig. Fordi disse forældre har det svært med empati, kan de ofte ikke se deres ansvar for din opvækst.

Beslutningen om at tage en samtale med forældrene eller ej.

Det kan virkelig rode op i din ængstelse at stå overfor en snak med dine forældre. Skal du overhovedet tage en snak med forældrene om barndommens sår? Er det for sent? Hvordan vil dine forældre opfatte dit ønske om at snakke om barndommen? Vil de tage det som kritik af den måde de lod dig opvokse på, eller vil de tage det som en vej til at få kontakt igen? Alle disse spørgsmål dukker sikkert op i dig når du tænker på dem. Så en god ide er, at mærke efter følgende:

Hvor meget uro eller smerte føler du i forhold til dine forældre nu?

Selv om spørgsmålet er simpelt, er svaret det ikke nødvendigvis. For når du er vokset op med en fornemmelse af at blive overset eller ignoreret følelsesmæssigt, bliver smerten en del af dig. Du bliver så vant til smerten, at du tror alle har det på samme måde. Så tænk godt efter. Hvilke ord kan du sætte på dine følelser i forhold til dine forældre?

Blokerer din smerte din heling?

Du tænker måske, at det går godt med din din heling – i hvert fald indtil du er sammen med dine forældre igen. Så føles det som om du ikke kan foretage dig noget, fordi sårene er så dybe. Tænk over, om det får dig til at føle dig bedre eller værre tilpas at tage snakken med dine forældre. Og hvis du ikke føler du skal tage snakken, så lad være. Det er helt ok. Det er ikke alle forældre der er modtagelige for snakken.

Er det muligt at forstå de følelsesmæssige svigt for mindst den ene af dine forældre?

Måske er dine forældre skilt, eller blot meget forskellige? Det kan være den ene er velmenende og den anden er selvinvolveret. I så fald kan det være en god idé at den velmenende forælder på tomandshånd først. Eller i hvert fald den som du mener, vil være mest åben for dine tanker. Du kan i hvert fald have en fornemmelse for, om du kan tale med begge samtidig, eller hellere den ene til en start.

Hvordan vil du føle det, hvis dine forældre reagerer for lidt?

Det kan være du har prøvet det før: Du fortæller dine forældre noget, som betyder meget for dig. Og deres reaktion er… At de nærmest ikke reagerer. Hvilket måske er én af grundene til, at du stoppede med at snakke med dem til at starte med. Så overvej hvordan du vil have det, hvis de ikke reagerer som du havde forventet. Lidt ironisk er det jo, at når du vil tale med dine forældre om at de ikke reagerer… så reagerer de ikke. Grunden til den manglende reaktion kan være, at de simpelthen ikke forstår hvad du snakker om. Og måske skifter de emne så hurtigt som muligt, som de plejer. Overvej hvad du vil gøre her. Vil det være muligt at trænge igennem til dem? Eller er det bedre at lade det ligge?

Hvad hvis dine forældre reagerer negativt?

Her er det mest sandsynligt at dine forældre er selv-involverede. Så hvad vil der ske, hvis dine forældre går i defensiven eller angriber dig? Hvad hvis de beskylder dig for at være over sensitiv, eller fornærmer dig på anden vis? Eller de beslutter sig måske til at give dig den kolde skulder og ikke kontakte dig mere. Enten for at straffe dig, eller beskytte dem selv (eller begge). Hvis det sker, behøver det ikke nødvendigvis være dårligt. Det kan måske være en lettelse for dig at få afklaring og ikke mindst afstand til dine forældre. På den måde kan du måske få plads til at komme videre.

Du kan blive nødt til at sætte nye grænser.

Måske når du til et sted, hvor det kan være nødvendigt for dig at involvere dig mindre i dine forældre. Tilbringe mindre tid med dem, eller sige nej tak til flere invitationer fra dem. Det kan være en vanskelig ting at gøre, for du har muligvis været vant til altid at gøre som de siger? Det kan gøre det nemmere, hvis du kan sætte ord på din nye måde at handle på til dine forældre. Om de så reagerer positivt eller negativt er op til dem. Du har i hvert fald gjort dét, der er godt for dig.

Hvad kan du vinde eller tabe ved at snakke med dine forældre?

Det kan være smart at tænke over fordele og ulemper ved at tage snakken med forældrene. Sandsynligvis vil der være begge dele. Tænk over de foregående spørgsmål, lad dem ”simre” lidt, og prøv så at mærke efter hvad der er det rigtige at gøre. Vil du inddrage eller undlade dine forældre i din heling?

Hvis du vil tage snakken med forældrene, hvordan er så bedst at gøre det?

Hvis du beslutter dig til at tage en snak med dine forældre, så kan det være en god idé, at lægge en plan først. Det lyder måske lidt underligt for dig, men det kan være en stor fordel at tænke tingene igennem inden du tager snakken.

Få grænserne på plads

Det vil være nødvendigt for dig at få styr på dine grænser. Du kan se dem som 4 typer:

Fysiske grænser handler om den helt bogstavelig fysiske afstand du har til dine forældre. Flyttede du langt væk fra dem, eller bor du på den anden side af gaden? Vi har alle sammen en større eller mindre fysisk grænse for hvor tæt folk må komme før vi finder det ubehageligt. Så husk at når du er sammen med dine forældre, er denne grænse også mindre.

Eksterne grænser skal helst være stærke, men fleksible. De er det filter som beskytter dig for at blive såret eller fornærmet af mennesker omkring dig. Hvis for eksempel dine forældre ignorerer, sårer eller siger noget der gør ondt til dig, beskytter eksterne grænser dig. De fortæller dig også, hvad du skal smide ud eller beholde når dine forældre siger noget til dig.

Interne grænser er de grænser der beskytter dig for dig selv. De er et filter mellem dine følelser, og hvad du gør med dem. Hvis du eksempelvis føler dig vred på dine forældre, hjælper interne grænser dig med at finde ud af hvordan du kan udtrykke vreden. Det vil sige, at du kan finde ud af, hvad du skal holde inde i dig selv, og hvad du skal udtrykke.

Tidsmæssige grænser hjælper dig med at sortere gamle og nye smerter, så du kan forholde dig til den nuværende situation. For der kan være en smerte forbundet med en tilsvarende hændelse i barndommen, som får dig til at reagere som dengang. Men hvis din tidsmæssige grænse er sund, bliver det meget nemmere for dig at handle på en bedre måde.

Sæt dig selv først

Hvis du har oplevet følelsesmæssige svigt i barndommen, vil dette sandsynligvis være svært for dig. For du har jo lært at sætte andres følelser før dine egne. Men tænk på det som at du godt kan have medfølelse med dine forældre, uden at du ofrer dig selv. Dine behov kommer først. Grunden til at du vil snakke med dem er, at du vil have det bedre. Og fordi du forstår dine følelser bedre nu, vil det også være nemmere at prioritere dig selv. Du vil kunne mærke hvornår du skal snakke, og hvornår du ikke skal. Det vil dine følelser fortælle dig.

Få styr på dine forventninger

Her er det vigtigt at sætte realistiske mål for dig selv og hvad du opfatter som en succes. Tænk på, at du kun har indflydelse på halvdelen af situationen. Den anden halvdel er op til dine forældre. Tænk også på, at du sagtens kan have flere samtaler med dine forældre, hvor det hele bliver udfoldet lidt efter lidt. Eksempler på realistiske mål kan være:

  • De hører ordene ”følelsesmæssige svigt” for første gang.
  • De deler en historie fra deres barndom, hvor følelsesmæssige svigt var involveret.
  • De hører en historie fra dig, som involverer følelsesmæssige svigt i barndommen.
  • De får at vide, at du tænker meget over dig selv, din barndom og dine forældre.
  • De siger ja til at læse en artikel om følelsesmæssige svigt.
  • Du føler et øjeblik af følelsesmæssig ”kontakt” med dem eller fra dem.

Vælg scenen

Tænk over hvor det vil være bedst at snakke med dine forældre. Et sted, hvor der er tid, plads og privatliv til at snakke. Hvilket tidspunkt på dagen/ugen/måneden/året vil være bedst? Hvornår vil de være mest afslappede? Du kan også overveje, om du skal fortælle i forvejen, at der er noget du gerne vil snakke med dem om. Det kan være meget forskelligt hvad der er det rigtige at gøre. Her må du lytte til din mavefornemmelse. Måske vil du gerne vente til det ”rigtige” tidspunkt? Pas på ikke at vente så længe, så tidspunktet forsvinder.

Hvordan kommer du praktisk i gang med at snakke med forældrene?

Der er mange måder du kan indlede samtalen på med dine forældre (mere og mere direkte):

  • Start med noget positivt. Fortæl dem noget du sætter pris på hos dem. Det kan være noget du fik af dem i din barndom. Det kan bane vejen for til at tale om enten deres eller din egen barndom.
  • Der kan finde en udveksling af medfølelse sted. Du kan eksempelvis sige: ”Det må have været hårdt for jer at…. Jeg følte det på samme måde da….”. På den måde kan I måske finde frem til en gensidig forståelse.
  • Spørg dem om deres barndom. Når dine forældre husker noget om deres barndom, kan det også være en god vej ind for dig. Start med nogle positive ting i barndommen, og spørg om noget, der kan bringe nogle følelser frem.
  • Giv dem en teaser. Det kunne være, at du nævner at du har læst noget som har fået dig til at tænke anderledes om familien. Og at du gerne vil fortælle om det en gang, hvis de er interesserede.
  • Fortæl dem om en artikel du har læst. Drop teaseren, og fortæl direkte om hvad følelsesmæssige svigt i barndommen er. Tal ikke direkte om dig selv. Vælg den artikel du vil bruge meget nøje.
  • Fortæl dem om noget som er gået dig på. Fortæl dem at det er svært for dig at være sammen med dem og tale med dem. Nogle forældre vil måske gerne vide mere, andre ikke.

Vælg det rigtige

Det siger sig selv, at du skal vælge de muligheder der er bedst for dig og dine forældre. Og du skal forberede dig på, at dine forældre kan reagere uforudsigeligt. Måske vil de føle skyld, og sige de har været dårlige forældre. Nogle bliver måske vrede. Men hvis du har tænkt godt over din måde at snakke med dem på, vil de fleste være modtagelige, på den ene eller anden måde. Så nu er det bare om at gå i gang.

Held og lykke!

Siden her er inspireret af “Running on empty” af Jonice Webb. Besøg hendes hjemmeside og find ud af mere. Få mere inspiration på Bliv klogere.