De første eksperimenter om barndommens tilknytningsformer.

Historien starter først i 1950’erne, hvor den engelske psykoanalytiker John Bowlby sætter en teori på tilknytning. Og det ligger måske i kortene, at han gør det, for i hans barndom fik han ikke for meget følelsesmæssig omsorg og kærlighed fra forældrene. For på den tid tror man nemlig at for meget opmærksomhed på børnene vil spolere dem. Hans far arbejder meget, og hans mor ser han en time hver dag – efter te-tid.

I stedet vokser Bowlby og hans søskende op med barnepigerne i huset. Særligt knytter Bowlby sig til barnepigen Minnie, som han har en tæt relation til i de første år af hans liv. Hun forlader dog familien da han var omkring 4 år, og han beskriver senere, at det er som at miste en mor. Som syvårig bliver han sendt på kostskole sammen med en bror, hvilket han bestemt ikke er vild med. Han husker sine følelser omkring det som voksen: ”Jeg ville ikke sende en hund på syv år væk på kostskole!

Da han som voksen bliver læge og psykoanalytiker, kommer Bowlby sikkert til at tænke på sin barndom. Han ser den betydning det har for barnet at være godt tilknyttet de nærmeste omsorgsgivere. Han arbejder en del med utilpassede og kriminelle børn, og han bliver nysgerrig på, om der er noget i deres barndom der kan forklare hvorfor de bliver som de bliver.

En anden ting, der kan have inspireret Bowlby i 50’erne, er Harlow’s eksperimenter på rhesusaber. I eksperimentet undersøger forskerne hvad aber foretrækker: Mad eller tryghed. I buret er der to ”mødre”. Den ene er beklædt med blødt stof. Den anden er en mor i ståltråd, som tilbyder mad. Den ”gamle” måde at se børns psykologiske udvikling på, er at mad kommer før tryghed, men det viser sig, at aberne foretrækker trygheden. Mange af aberne tilbringer 22 timer i døgnet klynget til den bløde mor.

Herefter er der en naturlig vej for Bowlby, i forhold til at udvikle teorien om tilknytning. I den oprindelige teori handler det mest om forholdet mellem mor og barn, men i den senere forskning, handler det også om andre omsorgspersoner end forældrene. Men én ting er teori, en anden er at kunne måle og afprøve teorien. Heldigvis kommer der hurtigt en løsning på det, da udviklingspsykologen Mary Ainsworth kommer på banen.

Den mærkelige situation

Ainsworth udtænker et eksperiment, som kan afgøre hvilken slags tilknytning børn har til deres omsorgsgiver, i disse forsøg moren. Forsøget bliver kaldt for ”Den mærkelige situation”, og det er virkelig en mærkelig situation for barnet i dette eksperiment.

I det oprindelige forsøg, bliver barnet observeret i 21 i alt, imens omsorgsgiveren og en fremmed går ind og ud ad rummet i forskellige tidsrum. Det gør man for at for at efterligne de kendte og ukendte situationer, der hele tiden opstår i barnets liv. Situationer er mere eller mindre stressende for barnet. I det oprindelige eksperiment, udspiller situationerne sig på følgende måde:

  1. Mor og barn kommer ind i forsøgsrummet. Der er lidt legetøj i rummet.
  2. Barn og mor er alene i rummet. Hun er passiv mens barnet udforsker rummet.
  3. En fremmed kommer ind og snakker lidt med mor, og nærmer sig så barnet. Mor forlader rummet mens barnet er optaget.
  4. Den første separation. Den fremmedes adfærd indretter sig efter barnets reaktion.
  5. Første genforening. Mor kommer ind igen og hilser og trøster barnet.
  6. Den anden separation. Begge voksne og barnet er nu alene i rummet.
  7. Derefter kommer den fremmede ind og indretter igen sin adfærd efter barnet.
  8. Anden genforening. Mor kommer ind, hilser og trøster barnet. Den fremmede forlader rummet, mens barnet er optaget.

I løbet af forsøget observerer man fire ting:

  • Hvor meget interesse barnet viser i forhold til at udforske rummet.
  • Barnets reaktion på at mor forlader rummet.
  • Hvordan barnet reagerer når det er alene i rummet sammen med den fremmede.
  • Barnets reaktion når mor bliver genforenet med mor.

3 reaktioner

Det interessante i forsøget er, at man kan inddele børnenes reaktioner i 3 tydelige grupper, baseret på observationerne:

Børn med tryg tilknytning søger med det samme at få kontakt med mor igen ved genforeningen, og man kan se glæden ved at gense hende. Derefter genoptager barnet sin leg igen. Denne adfærd træder frem for lidt over halvdelen af børnene.

Børn med ængstelig tilknytning er dybt ulykkelige ved at blive efterladt. De søger hen mod mor når hun kommer ind i rummet igen, men skubber hende så væk i frustration. Det gentager sig flere gange. Barnet har svært ved at komme ned igen efter separationen. Her er det 20-25 % af børnene der viser dette mønster.

Børn med undvigende tilknytning ser ikke ud til at have savnet mor når hun kommer ind i rummet igen, og er mest optaget af legetøjet. Det ser ikke ud til at have behov for mor og ser heller ikke ud til at være særlig urolig over at være sammen med den fremmede i rummet. Her undgår barnet med andre ord at vise sit behov for tilknytning. Omkring 20-25 % af børnene viser undvigende tilknytningsstil.

Den mærkelige situation er blevet lavet igen mange gange i forskningsverdenen, og de viser alle den samme tendens som i Ainsworth’s forsøg. Dog kan procenterne omkring tilknytningsstilene svinge lidt fra kultur til kultur. 

Den fjerde tilknytningsstil

I 1990 bliver en fjerde tilknytningsstil tilføjet, som er fundet af Ainsworth’s kollega Mary Main. Dette mønster får betegnelsen desorganiseret tilknytningsstil.

I den mærkelige situation viser barnet forskellige former for frustration når mor kommer ind i rummet igen. Det viser tegn på fjendtlighed, og vil både have at mor er tæt på, og så alligevel ikke. Barnet ser ikke ud til at have en strategi i forhold til at få omsorg og kærlighed fra mor, i modsætning til bøde ængstelig og undvigende tilknytningsstil. Barnets reaktioner er kort sagt uforudsigelige. Omkring 5 % af børnene viser dette mønster.

Men…

En anden tankevækkende ting ved dette eksperiment er, at når man måler stressreaktionerne i hjernen, viser de alle sammen de samme tegn på angst og stress. Så selv om børnene reagerer på hver deres måde når mor forsvinder, er der forskel på hvordan de vælger at vise det.

AAIP – Adult Attachment Interview Protocol

Mary Main og hendes kolleger udvikler senere også AAIP, som er et interview, som har til hensigt at vise sammenhængen mellem barnets og den voksnes tilknytningsstil. I interviewet får den voksne forskellige spørgsmål omkring familie historien og ting der kan belyse hvilket mønster vedkommende selv har.

Det spændende ved dette interview er, at ud over at få svar på mønstrene i familien, bliver den interviewede også observeret for sine egne reaktioner på spørgsmålene gennem interviewet. Og det viser sig, at der er en sammenhæng mellem den voksnes tilknytning og barnets.

Faktisk prøver man også at interviewe mødre som ikke har født endnu, og der er man i stand til at forudsige hvilken tilknytningsstil barnet højst sandsynligt vil få.

Klik her for at læse en af de første udkast til AAIP interviewet: Adult Attachment Interview Protocol

De 4 tilknytningsstile:

Du får lige et kort billede af de 4 tilknytningsstile opdeles på denne måde i voksenlivet, med de forskellige udfordringer og fordele det nu kan byde på:

Find din tilknytning

Hvordan finder du ud af, hvad din tilknytning er?

Ud over testen her på siden, er der en del test på nettet, men dén jeg synes er bedst, finder du på yourpersonality.net.

Det er en grundig test, som også giver dig et billede af din tilknytning til nære relationer. Man kan nemlig godt kan have forskellige tilknytningsformer i forskellige relationer.

En anden god ting ved denne test er, at man kan tage den jævnligt og på den måde kan man se, hvordan ens tilknytning bevæger sig over tid. Testen er på engelsk