Min historie

Tidlig barndom

Jeg landede i verden i 1963, som den sidste i en arbejderfamilie, som bestod af far, mor og min storesøster. Inden vi begyndte i skole, flyttede vi rigtig mange gange. Min far havde svært ved at slå rod et sted. Min far arbejdede som tjener, og min mor gjorde rent. Så vi havde ikke mange penge. Den gang var kønsrollemønstret et andet, så min mor fik penge til de vigtige ting. Men vi fik tøj på kroppen, og mad hver dag. Min fars arbejde betød, at vi ikke så ham ret tit. Og når han endelig var hjemme var han ikke rigtig til stede.

Jeg husker små glimt af ting jeg lavede med min far. En gang byggede vi drager og satte op om sommeren på marken. En anden gang lærte han mig at fiske. Men det er også de eneste positive oplevelser jeg kan huske om min far. Selv om der sikkert har været andre. En anden ting jeg husker omkring min far var, da jeg en dag følte mig fuld af kærlighed til min far. Han lå på sofaen og sov, og jeg ville give ham et kys. Men han blev vred og skubbede mig væk.

I det hele taget husker jeg ikke så meget fra barndommen, der er et minde om en strandtur hist og en skovtur pist. Men ikke noget om, hvilke følelser der var forbundet med at være i familien. Far kunne allerede den gang godt lide en øl. Hvor vidt han var alkoholiker ved jeg ikke, men det er sandsynligt. Han blev beskrevet af min mor som én, der var svær rigtigt at kende. Også af hende som den nærmeste.

Min mor var den, der skulle holde det hele sammen i familien. Og hun har helt sikkert gjort hvad hun kunne for at give os børn det vi havde brug for. I hvert fald manglede der ikke ting som mad, tøj og andet nødvendigt. Til gengæld snakkede vi ikke rigtig om, hvordan vi havde det i familien. Følelser var noget der blev lagt lidt låg på. Min tidlige barndom husker jeg som ensom.

Barndom og tidlig ungdom.

Da vi startede i skole, insisterede min mor på, at vi ikke skulle flytte mere. Så vi flyttede ind i en lejlighed i en lille by på Midtsjælland. Der havde vi flyttet en håndfuld gange siden min fødsel. Og de første år gik det også godt.

Min far var min mor utro, og i 1974 blev mine forældre skilt. Som den mindste i familien blev jeg ikke inddraget særlig meget i de ting der var foregået. Det var mere min søster og mor som sørgede for at tingene kom til at køre. Og det blev heller ikke økonomisk bedre, nu der manglede en indtægt. Det betød, at min mor begyndte at arbejde mere. Og vi børn fik at vide, at vi skulle stå sammen om at få det hele til at fungere, nu far var ude af billedet.

Mine følelser omkring skilsmissen var vrede. En vrede som ikke rigtigt kunne finde et mål. For jeg ville ikke skuffe mor, og jeg kunne ikke blive vred på far. Så der begyndte at komme problemer med mig i skolen. Jeg kunne finde på at slå tilfældige elever fra skolen jeg gik på, og jeg havde et voldsomt temperament. Det betød, at jeg ofte kom ud på gangen i timen, til en snak med min lærer. Men jeg klappede helt i. Måske fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige.

Problemerne betød selvfølgelig også, at min mor fik at vide hvad der foregik. Og en dag, som jeg tydeligt kan huske, lovede jeg mig selv ubevidst, at jeg ikke ville skuffe hende mere. Så nærmest fra den ene dag til den anden ændrede jeg karakter. Ikke at jeg ligefrem blev en mønster elev, men jeg blev ikke vred mere. I hvert fald ikke udadtil.

Teenagetiden

For min mor betød skilsmissen, ud over at hun skulle arbejde mere, at hun begyndte at gå i byen. Der var ofte mennesker med hjemme, eller min mor var hos dem. Og der blev drukket godt igennem. Mine følelser omkring det vat, at jeg følte mig bange for de fleste af de mennesker der var mere eller mindre fulde i weekenderne. Nogle gange var der også en ny fyr med hjemme med mor. Det gjorde mig vred og ked af det, selv om det er naturligt som voksen at komme ud, når et ægteskab går forbi. Den gang var der også en del mere skam forbundet med en skilsmisse. Jeg tror mine forældre var nogle af de første til at blive skilt i min skoletid.

Min søster flyttede hjemmefra da jeg var teenager. Hende og mor havde deres sammenstød, så der var nogle gange dårlige perioder. Men også gode.

Samtidig skete der en masse ting inden i mig som teenager. Hår begyndte at gro ud nye steder, lugten af mig selv blev anderledes, og pigerne begyndte at blive mere interessante. Det var spændende at se vores årgang begyndte at udvikle sig. Pigerne begyndte at få bryster, og det var også mest dem, som fik kærester i starten. Vi drenge i klassen var ikke lige så fremme i skoene som pigerne. Vi begyndte at feste, og begyndte at drikke og ryge. Og også prøve andre ting, som eksempelvis hash. Jeg fik småjobs, hvor jeg kunne tjene lidt.

Mine første kæresteforhold varede sjældent mere end kort tid, som i sangen om Mona, af Søren Kragh Jacobsen ;-). Mine første seksuelle erfaringer havde jeg som 15 årig, med en pige som jeg var blevet kærester med i sommerferien. Hendes forældre lå på en campingplads, så der var tale om en vaskeægte sommerforelskelse. Forholdet gik forbi da de pakkede teltet efter nogle måneder. Men oplevelsen var på mange måder en dør ud til verden der gik op for mig.

Jeg var aldrig dén, der var i centrum for opmærksomheden i grupperne i skolen. Jeg var altid sådan lidt med, men også lidt i udkanten. Heldigvis blev et godt venskab opdyrket med en af mine klassekammerater. En venskab der holder den dag i dag, og som er guld værd.

Mine følelser omkring teenage tiden er en blanding af, at jeg ikke helt var med, og at jeg ikke kunne vise mig selv fuldt ud. Og at det var svært at stole på andre.

Indgangen til voksenlivet

Så sluttede skolen, og hvad skulle jeg så? Jeg valgte at gå i gang med at udlære mig til klejnsmed, mest fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle. Jeg var skoletræt, og troede nok ikke rigtig på, at jeg kunne få en god studentereksamen. Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte mit første ”rigtige” kæresteforhold. Der havde været andre før det, som mere var tilløb. Det første stykke tid gik godt. Vi blev endda forlovede, og blev enige om at prøve at få børn. Vi prøvede længe uden held, og besluttede at lade os undersøge begge to, om der var noget der ikke stemte. Det var der. Det viste sig, at jeg havde stærkt nedsat sædkvalitet. Vi snakkede om det, og prøvede endnu mere at få det til at lykkes. Men det var også hårdt for os begge. Så til sidst gik det i stykker, og hun flyttede. Inden det gik forbi, havde jeg tanker om at ende det. Jeg havde svært ved at være tæt, så jeg trak ofte fra, når vi var hjemme begge to.

Det er nok de fleste forældres ønske at blive bedsteforældre. Men eftersom det var meget svært for mig, og min søster ikke ville have børn, røg pludselig drømmen om en kernefamilie. For mit vedkommende blev jeg ikke dybt deprimeret eller sådan noget. Jeg kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det. Men derfor kan det alligevel en sjælden gang godt give et stik i mig, hvis jeg ser en far med børnene ved stranden eller i skoven. Efter forholdet gik forbi, flyttede jeg et par gange. Den anden gang blev det ud af min barndoms by. Jeg flyttede til Høje Taastrup i en lille lejlighed. I det hele taget skulle flytninger blive en fast bestanddel af mit liv fremover. 15 gange er det blevet til på 38 år, det er godt og vel hvert andet år.

Et nomadeliv

Siden fulgte en række kæresteforhold, og hver gang var det mig der flyttede ind hos kæresten. Jeg har boet i Nørresundby, Egebjerg, Kirke Værløse, Værløse og Ringsted. Når jeg gik ind i et nyt forhold, gik der ikke så lang tid før jeg enten begyndte at trække mig væk, eller blev for omklamrende. Så forholdene gik forbi. Af forskellige grunde tænkte jeg den gang. Jeg havde måske nok en fornemmelse af et mønster, men kunne ikke se det tydeligt. Til gengæld blev jeg rigtig god til at pakke flyttekasser! ;-)

I denne periode havde jeg tre længerevarende kæresteforhold. Og en vigtig ting er, at ensomheden helt klart har været et argument for at finde en kæreste hurtigst muligt, for ikke at føle mig ensom mere. Og på bekostning af min sunde fornuft, kan man tilføje. Jeg skiftede i denne periode job, så jeg nu arbejdede som pædagogmedhjælper.

Den første havde jeg mødt gennem et chatrum. Det var meget moderne den gang. Det var et turbulent forhold. Hun havde to børn, en pige og en ældre dreng, begge i teenageårene. Drengen kom i dårligt selskab med sprut og stoffer, og der var flere episoder hvor der var politi på matriklen af samme grund. Det ændrede mig nok som person. I starten af forholdet begik min svoger selvmord, hvilket selvfølgelig også havde en påvirkning på mig. Kæresten gik hjemme, på grund af ledsmerter, så det var mig der mest lavede de praktiske ting i hjemmet. Så skete der det, at jeg gik ned med stress. For forholdet gik forbi, jeg mistede mit job, og min far døde. Alt sammen indenfor en måned. Så der var overload på hjernen. Det tog lang tid at komme mig. Men fordelen er jo nu, at jeg kan genkende tegnene.

Den anden kæreste mødte jeg via et dating site. Vi fik en kop kakao i City 2. Dagen efter ringede jeg til hende og sagde, at det nok ikke var mig alligevel. Men hun fik mig overtalt til at ses igen, og snart flyttede jeg ind hos hende. Set i bakspejlet, er det sigende at jeg havde svært ved at sige fra. Forholdet gik godt i starten. Hun havde en teenage datter, som det fungerede godt med. Jeg gik i gang med at læse på biblioteksskolen her. Men med tiden blev afstanden mellem kæresten og mig større. Også her trak jeg fra når jeg kunne komme til det. Så en søndag morgen var et forbi, og jeg skulle pakke igen.

Den tredje kæreste arbejdede på samme bibliotek som mig. Mit første indtryk var at jeg ikke brød mig om hende. Men ensomheden var for tung, så det endte med at vi blev kærester. Hun havde også en teenage datter, som det slet ikke fungerede med. Hun talte aldrig til mig. Hvis hun ville mig noget, spurgte hun sin mor, selv om jeg stod lige ved siden af. Det var meget mærkeligt. Mor og datter havde boet alene sammen længe, og havde deres helt eget ”sprog”, som jeg ikke var en del af. Min kæreste var ekstremt kontrollerende. Hvis jeg kom 5 minutter senere hjem, følte jeg det som et forhør når jeg trådte ind ad døren. Lige fra starten kunne jeg godt se, at det ikke ville gå. Så denne gang var det en befrielse da flyttevognen dukke op, da jeg stod på fortovet med flyttekasserne.

At blive bevidst om mønstret

Min sidste kæreste lærte jeg at kende på et online forfatterforum. Vi var langdistance kærester et stykke tid. På det tidspunkt boede jeg på Midtsjælland, og hun boede i nærheden af Grenå. Jeg tror de fleste der har prøvet at være kærester på afstand vil sige, at man bliver træt af det efter et stykke tid. Det blev vi også, så jeg flyttede ind hos hende, og hendes 4 børn. Og langt hen ad vejen gik det godt, både med vores forhold og med børnene. Jeg kunne dog mærke mine gamle mønstre rumstere igen. Hun lavede mange ting med selvudvikling, og prøvede også at få mig med på det. Jeg tror bare ikke jeg var klar til det på det tidspunkt. En af de ting hun fortalte om, var tilknytning. Der var forholdet ved at være forbi. Jeg havde svært ved at være i det, og alle mine triggere kørte i mig. Så det gik forbi, men jeg skylder hende tak for at have gjort mig opmærksom på tilknytning. For da jeg flyttede, gik det fuldt op for mig hvilke mønstre jeg havde med mig fra barndommen.

  • Vi fik mad og tøj, men manglede emotionel kontakt til forældrene.
  • Jeg husker ikke ret meget fra barndommen.
  • Jeg må ikke gøre mor skuffet.
  • Følelsen af ensomhed.
  • Jeg skal gøre tingene selv, hvis jeg skal gøre noget, der gør mig glad.
  • Jeg skal undertrykke mine følelser for at få andres kærlighed.
  • Jeg skal forlade andre, inden andre forlader mig – og det vil de altid gøre.
  • Jeg manglede at være inddraget i familiens ”historie”.
  • Jeg har svært ved at stole på andre.
  • At jeg ikke kunne få børn, kunne måske have en betydning.
  • Jeg har svært ved at sige fra.
  • Jeg har svært ved at være for intim i længere tid.
  • Jeg tror min partner forlader mig, når noget er ”anderledes”.

Hvad nu?

Jeg tror erkendelsen kommer i faser, eller ”bump” på vejen. Jeg brugte noget tid på at være vred på min mor. Jeg var ked af det, fordi ”verden” var ond. Men i virkeligheden handler det om, at se indad. Spørge sig selv: ”Hvad kan JEG gøre, for at ændre mønstrene og de måder jeg handler og tænker på?”

Det er en rejse som aldrig bliver færdig, og heldigvis for det. Efterhånden kommer beviserne på, at helingen virker. For eksempel er jeg nu glad for at være i mit eget selskab. Der er ingen ensomhed der skal drive mig videre til næste forhold. Og efterhånden dukker flere og flere brikker til historien op, som kan sættes sammen og give mening.

Når jeg nu har denne hjemmeside, som har til hensigt at hjælpe dig på vej, er det naturligt at du også får min historie. For måske er der nogle ting i den, som ligner din? Det kan være, at du kan genkende nogle af mønstrene i familien? Eller måske dine egne mønstre senere i voksenlivet, og særligt i dine romantiske relationer? Det kan også tænkes du har en kæreste som bokser med sine egne mønstre. Jeg håber under alle omstændigheder, at min historie også rammer noget i dig, som kalder til handling. For én ting er jo at opdage mønstrene, noget andet er at begynde at gøre noget ved dem. Og dermed få bedre kort på hånden i forhold til at ændre dem til nye friske af slagsen.