Som barn af to fraværende forældre, var det nok uundgåeligt at jeg har fået et undvigende mønster med ind i mit liv. Min far var alkoholiseret, var for det meste ikke hjemme og ville dybest set slet ikke have børn. Min mor forblev emotionelt umoden gennem livet. Vi fik mad og tøj som børn, men dét, at tale om følelser, eller bare få et kram, var ikke noget vi gjorde i familien.

Da mine forældre blev skilt, var der nogle år hvor min mor gav den gas med “vennerne”. Min søster flyttede hjemmefra så hurtigt hun kunne. Senere blev hun alvorligt syg, og i den periode fyldte sygdommen meget i familien.

Jeg havde kærester, men aldrig i mere end nogle år. Så gik det forbi. Jeg havde nok altid en mistanke om et mønster, men det var først for nogle år siden, at jeg kom på sporet af tilknytningsteorien.

Der efter har det været en rejse ind i mig selv, og der har også været terapi ind over. I den forbindelse kan jeg anbefale også at bruge kropsterapi som helingsform, for ud over det mentale, er der også indlejret et sprog i din mimik og krop, hvis du har et utrygt tilknytningsmønster.

Min mor lever pt. endnu, og jeg forsøger at gøre det moralsk rigtige og være “den gode søn”. Jeg tror også det er vigtigt ikke at opfatte sig selv som offer, men mere som en figur man selv kan forme i den retning man ønsker. Så vil livet blive meget nemmere, både for dig selv og andre.