Hvordan påvirker følelsesmæssige svigt din forældrerolle?

For lige som dine forældres og din barndoms familie har påvirket dig, er det også sandsynligt, at du selv har fortsat mønstret som forælder. Det kan være vanskeligt at erkende, og måske endnu sværere at gribe fat i for at ændre det. Men det er også vigtigt at huske at mønstret kan brydes, og du er den eneste der kan gøre det. Denne side ser nærmere på de følelser du selv kan have som forælder. For hvordan påvirker følelsesmæssige svigt din forældrerolle? Se mere om dét, her på Tal med børnene.

Dine følelser som forælder

Der er 10 udfordringer omkring følelsesmæssige svigt i barndommen, som påvirker dine følelser som forælder:

  1. Frygt for at være afhængig af andre.

Da du ville have hjælp i din barndom, og ingen lagde mærke til det, fik du en underbevidst lektion. Du lærte, at stole på andre er skidt eller skamfuldt. Og du lærte, at hvis du regnede med at få hjælp fra andre, ville du bare blive skuffet. Som forælder kan denne frygt få dig til at føle dig ubehageligt til mode over dine egne børns afhængighed af dig. Du vil underbevidst føle det svært, og måske endda urimeligt, at skulle have båndet til dit barn. Og ja, det ER urimeligt, for dine forældre følte det samme overfor dig som barn. Ud over dét, så bliver alle forældre udmattet af og til. Og her kan det være svært for dig at bede andre om hjælp, eller modtage den. Det får dig måske til at føle dig sårbar, svag eller egoistisk.

  1. Dårlig medfølelse i forhold til dig selv.

Du har en svækket evne til at føle med dig selv, at komme dig over fejltagelser, og du er måske hård ved dig selv. Alle disse ting kan du have med dig, hvis dine forældre ikke formåede at føle med dig som barn. Derfor lærte du det ikke selv, overfor dine egne børn. Du føler du kommer til kort i forhold til dine børn, eller at du ikke er god nok. Eller du kan have tendens til at være perfektionist, og straffer dig selv hårdt indeni, hvis noget fejler. Og du føler dig hele tiden skyldig.

  1. Tomhed

Som barn var du nødt til at afskærme dine følelser, for ikke at komme i konflikt med din barndoms hjem. Det gør, at du lever dit voksne liv uden nok adgang til dine egne følelser. Du har en følelse af, at noget mangler i dig. Eller der er en fornemmelse af følelsesløshed i dig. Som forælder er det meningen at du elsker dine børn og føle en dyb omsorgsfuldhed for dem. Men du føler dem måske ikke som andre forældre gør. Måske fylder børnene dit liv ud med deres livfulde følelser, deres lys og intensitet. Men på andre måder får de dig måske til at tænke på dét, du mangler i dig selv. Du kan føle det som om du ikke kan give nok, og skammer dig over det. Eller du føler dig udmattet og ked af det, uden at kunne sætte fingeren på præcist hvad.

  1. Forkert vurdering af dig selv.

Her mangler du en realistisk og balanceret viden om dig selv. Når dine forældre giver dig opmærksomhed som barn, opdager du hvem du er. Du lærer noget om dig selv, og ser dig selv spejlet i forældrene. Når dine forældre ser, at du er alvorlig, genert, sød, energisk eller andet, kan du selv fornemme at du er sådan. Men hvis du ikke kan se hvordan dine forældre opfatter dig, har du heller ikke nogen at spejle dig i. Og derfor får du svært ved at vurdere hvem du er i voksenlivet. Du mangler simpelthen information om dig selv. Det bestemmer også de valg du træffer, for eksempel i forhold til karriere eller romantisk partner. Som dine egne forældre, vil du have svært ved at give dine børn et ordentligt spejl for dem selv. Det vil være vanskeligt for dig at finde ud af din børns sande natur, hvilke styrker og svagheder de har. Og hvad de har behov for. Du vil føle dig fortabt og forvirret, eller måske fjern i forhold til dine børn.

  1. Skyld og skam.

Hvis du som barn var nødt til at være din egen følelsesmæssige forælder, har du lært at udvikle din egen ”indre forældre stemme”. Fordi stemmen blev skabt af dig selv som barn, vil den ikke kunne forstå den komplekse voksenverden. Den vil mere være god eller dårlig forælder. Når du så som voksen kommer ud for situationer din indre voksne ikke kan klare, bliver skylden og skammen slået til. Du skammer dig over hver eneste lille fejl du har, eller tror du har. Og du føler dig skyldig, fordi det er så svært for dig at lære af dine fejl. Det er jo det voksne gør. Men din indre voksne er skabt af barnet, så derfor vil din frustration typisk bevæge sig i en ond cirkel. Og du tænker hele tiden: hvordan påvirker følelsesmæssige svigt din forældrerolle?

  1. Vrede og bebrejdelse af dig selv.

Dette er en endeløs gentagelse, som kommer af at du giver dig selv skylden for dine handlinger, eller mangel på samme. Vreden følger nu efter, fordi du bliver frustreret. Det er typisk, at familier med følelsesmæssige svigt er dårlige til at håndtere vrede. Enten har familien ladt som om vreden ikke eksisterede, eller din barndom har været fyldt af voldsomme vredesudbrud i familien. Under alle omstændigheder lærte du ikke at udtrykke vrede på en sund måde. For det er umuligt at være forælder uden at blive vred en gang imellem. Fordi du ikke ved hvor du skal gøre af din vrede, retter du den måske indad. Det dræner dig for energi, og kan komme til udtryk i umotiverede vredesudbrud, som ikke gør noget godt for dine egne børn. Det ved du inderst inde også godt, men du ved ikke hvordan du kan ændre det.

  1. Den fatale fejl.

Du har en fornemmelse af, at der er noget galt med dig, at du er forskellig fra andre. Men du kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er der er galt. Du føler måske du har nogle fejl, som skaber afstand til andre mennesker. Du bliver bange for at lade nogen komme for tæt på dig, fordi de så vil gennemskue din fatale fejl, og droppe dig. Du kan føle, at du ikke hører hjemme nogle steder. Når du bliver forælder, kan følelsen af afstand blive ved at være der, også til dine egne børn. Du mangler inderst inde et nært forhold til dine børn, men er ikke i stand til at føle dig tæt forbundet. De mange sociale aktiviteter som forælder kan være vanskeligt for dig, fordi du ikke føler du hører til i det. Small talk vil være svært for dig, og også at være synlig for andre. For eksempel til et arrangement med andre forældre. Du prøver at se glad ud, men du bliver tappet for energi og føler dig ofte ensom. Og du føler dig skuffet, fordi du ikke er i stand til at skabe et nært forhold til dine børn.

  1. Dårlig selvdisciplin.

I modsætning til hvad du måske tror, bliver du ikke født med evnen til selvdisciplin. Det er noget du lærer af dine forældre. Dine forældre formåede måske ikke at sætte klare grænser, på en sund og kærlig måde. Så når du vokser op, vil det også være et problem for dig. Og dermed også dine egne børn. Aben flytter simpelthen med, fra generation til generation. Du vil føle dig hjælpeløs i forhold til dine børn og deres behov for grænser. Det kan ende med, at du enten giver dem for meget eller for lidt disciplin. Intet af det vil komme til at fungere særlig godt. Du vil føle dig frustreret og forvirret over hvad du gør forkert.

  1. Problemer med at tage dig af dig selv og andre.

Din evne til at give og tage ren og ægte kærlighed kan være hæmmet. For at du kan være i stand til at give og modtage kærlighed som voksen, skal du have fået evnen som barn. Dine forældre har af en eller anden grund ikke kunnet lære dig denne evne. Måske har de haft for travlt, måske har der været problemer i deres forhold. Eller måske lærte de heller ikke at have et sundt forhold til kærlighed. Som voksen vil du elske og tage dig af dine børn, men der vil være en barriere i dig, som ikke kan mærke og give den ægte kærlighed. Det vil gøre det svært for dig at være involveret følelsesmæssigt i dine børn. Du vil måske føle dig handlingslammet og selvisk. Eller have svært ved at mærke dig selv.

  1. Problemer med at beskrive dine egne følelser.

Du er ikke bevidst om dine følelser, din viden og dine færdigheder. Barndommen er en træningslejr til at lære følelsesmæssig intelligens. Nogle forældre ser hvad du føler og reagerer på det ved at hjælpe dig med at tackle dem. De lærer dig hvad følelserne betyder. Du lærer hvorfor du gør bestemte ting når du føler noget bestemt. Men hvis du ikke har lært det, fordi dine forældre ikke var i stand til at lære dig det, vil du have et problem. For så kan du heller ikke lære dine egne børn det. Du vil have svært ved at forstå dine børn, og ikke mindst handle på deres følelser. Du fik simpelthen ikke den viden med som barn. Du vil føle dig frustreret, forvirret og bekymret for manglen på følelsesmæssig kontakt med dine børn.

Som forælder kan du have dine egne udfordringer.

Men der er heldigvis mange ting du kan gøre for at ændre det følelsesmæssige forhold til dine børn. Hver alder på dine børn har sine egne muligheder. Og så er der ting du kan gøre uanset børnenes alder. Lad mig starte med dem:

Du kan tale mere med dine børn.

Som forælder kender du dine børn, og de kender dig. Det vil være naturligt at nogle ting bliver rutine med tiden. Eller sagt på en anden måde, så bliver nogle ting en fælles forståelse, frem for egentlig kommunikation. Det er nogle gange nemmere at gøre som man ”plejer”. Så overvejelsen for dig kan være hvor meget du egentlig taler med dine børn, og hvor meget der er rutine? Du kan dele mere ud af dig selv til dine børn, hvordan du ser på ting, og hvad der betyder noget for dig. Og det samme den anden vej. På den måde finder du ud af mere om dine børn, og får også fortalt dem at de betyder noget for dig.

Du kan blive mere nysgerrig og spørge mere.

For eksempel hvad der foregår i dit barns liv og ikke mindst i hovedet på dem. I stedet for rutinespørgsmålet ”Hvordan er det gået i skole i dag?”, så prøv at spørge om noget mere specifikt. For eksempel hvad de har lavet i dag, eller følg op på noget i har talt om før. Vær forberedt på, at dit barn ikke altid har lyst til at svare. Men giv ikke op af den grund, for spørgsmålene signalerer til dit barn, at han eller hun er vigtig for dig.

Brug flere følelsesord.

På den måde bliver dit barn mere opmærksom på sine egne følelser. Der er eksempelvis stor forskel på at spørge: ”Du må være træt?” og ”Du må føle dig overvældet og tappet for energi?”. Med tiden bliver det normalt for jer at tale om dét I føler hver især, og i forhold til hinanden.

De forskellige aldre har forskellige indfaldsvinkler for dig, hvis du vil forhindre følelsesmæssige svigt og berige forholdet mellem dig og dit barn.

Hvis dit barn er lille:

Behandl dit barn på en måde som passer til alderen.

Det lyder måske underligt når du læser dette, men husk at dit barn hele tiden ændrer sig. Det kan betyde, at hvis du ikke behandler dit barn efter sin alder kan der ske to ting. Enten forventer du for meget af dit barn, eller du behandler det som en baby. Når dit barn ikke ser dig behandle sig efter sin alder, betyder det: ”Jeg ser dig ikke. I kender dig ikke.” Det omvendte vil være tilfældet, når din behandling passer til barnets alder.

Observér og notér dig hvad der er dit barns unikke måde at være på.

Det betyder blot, at du holder øje med dit barn. Hvordan er han/hun? Hvad kan hun lide eller ej? Er han udadvendt eller mere passiv? Er hun sjov eller alvorlig? Er han genert eller vred? Hvad trøster hende? Hvad har han af sociale udfordringer? Og så videre. Jo mere du lægger mærke til dit barn, jo mere vil det føle sig set. Og at føle sig set får også dit barn til at have et godt selvbillede.

Fortæl dit barn hvad du observerer.

Det er nemlig vigtigt at vide for dit barn. Men husk at levere budskabet på en ikke-dømmende og støttende måde.

Det betyder ikke at du skal undgå konflikter med dit barn for enhver pris.

Selv om det kan føles forkert, kan undgåelse af konflikter føre til, at du giver dit barn lov til alt. Dit barn har behov for en vis grad af struktur og disciplin i sit liv. På den måde kan det vokse op, så det selv kan strukturere sit liv, og være disciplineret, når dét kræves. Husk også at håndhæve dine grænser og regler på en kærlig måde, så jeres indbyrdes kærlighed er intakt, også efter en konflikt.

Husk at det er følelserne der er drivkraften i barnets adfærd.

Hvis du handler på noget barnet gør, går du muligvis glip af, hvad det føler. Prøv at se ind under den fysiske adfærd, og i stedet handle på barnets følelser. Det vil nemlig fortælle barnet at du forstår ham/hende, og at du føler omsorg. Og barnet vil på den måde få vigtig information til at forstå sig selv. I forhold til at sætte grænser, er det for det meste mere frugtbart at spørge: ”Hvorfor gør du det?”, i stedet for: ”Hold op med det!”. En god tommelfingerregel er, først at handle på følelsen, derefter adfærden.

Stræb efter at føle dit barns følelser.

Empati er nemlig uvurderlig mellem dit barn og dig. For hver gang du sætter dig selv i dit barns sted, foregår der en dyb kontakt og kommunikation mellem jer. Det viser kort sagt ægte kærlighed. Og fortælle dit barn, at hans/hendes følelser er virkelige og betyder noget vigtigt. Du må stadig sætte grænser, men på denne måde gør du det kærligt og indfølende.

Du kan opmuntre dit barn til at udtrykke sine ønsker.

Dette er ikke en opfordring til at give barnet lov til alt. Men mere, at dit barn får mulighed for at udtrykke sine behov og ønsker. Du kan opmuntre dit barn, for eksempel ved at spørge ind til det: ”Har du brug for hjælp?”. Eller: ”Kan du lide de her sko?”, ”Hvilken farve kan du bedst lide?”. Når dit barn får mulighed for at udtrykke sig, vil de tage den egenskab med ind i voksenlivet.

Del dine egne følelser med dit barn.

Efterhånden som du selv bliver klar over, hvad der sker i din egen heling, kan du dele noget af det med dit barn. Det er vigtigt at du tænker over hvilke følelser du deler, og hvordan. Du viser dit barn dit ægte selv, når det får lov at se, når du er ked af det, glad eller vred. Det er vigtigt at du holder de følelser du deler under kontrol, og holder øje med dit barn reaktion på dem. Når du deler dine ægte følelser, så husk også at forsikre dit barn om, at det ikke er farligt.

Vær ikke bange for at tale om følelser med dit barn.

Når du viser og taler om hvad du føler for dit barn, og giver barnet plads til det samme, er grunden lagt til en god relation. På den måde vil dit barn få en fordel som teenager og senere hen som voksen. En åben relation, hvor det er i orden at tale om følelser, udstyrer både dig selv og dit barn med følelsesmæssig intelligens. En intelligens som medvirker til større generel glæde ved livet, og en følelse af tilfredshed.

Forvent ikke at dit barn bruger ord om følelser.

De fleste børn bruger nemlig ikke ord om følelser, og det er helt i orden. Efterhånden som du selv bruger ord om dine egne følelser, vil dit barn begynde at gøre det samme.

Hvis dit barn er teenager:

Vær opmærksom på intensiteten af dit barns følelser.

Mindre børn kan have intense følelser, og de bliver forstærket som teenager. Her er det vigtigt at du kommer på banen i forhold til at lære dit barn at håndtere følelserne.

Bliv ikke bange for din teenagers følelsesudbrud.

Teenagere kan levere voldsomme udbrud, specielt rettet mod forældrene. Her skal du huske, at det din eksploderer med, er et overtryk af følelser. Hvis du tager udbruddene for personligt, vil din teenagers følelser få for meget magt. Så det du skal reagere på, er følelsen i sig selv. Og huske på, at dét teenageren siger, er noget de mener i dét øjeblik, men ikke generelt. Hvis de for eksempel siger: ”Jeg hader dig!”, mener de: ”jeg føler det som om jeg hader dig lige nu”.

Vær opmærksom på, at teenagere ofte forsøger at skjule deres følelser.

En teenagers liv er kompliceret, og gør at de ofte skjuler det de føler. Hvis din teenager forsøger meget at skjule sine følelser, kan det faktisk være et tegn på, at de føler særlig meget lige hér. Og de kan hurtigt komme til at føle skam, hvis deres følelser bliver for synlige, fordi de så også bliver sårbare.

Reagér på dit barn med empati.

Uanset om det giver mening for dig eller ej, så prøv at føle hvad din teenager føler. Det vil han/hun opfange lynhurtigt.

Lær din teenager hvordan man kommer i følelsesmæssig balance.

Det budskab du kan give dit barn er, at deres følelser betyder noget, men at de ikke kører showet. Der skal lyttes til følelserne, men de skal i samme ombæring også håndteres. Så hjælp din teenager med at sætte ord på følelserne, og hvad de kan betyde.

Læg mærke til din teenagers humørsvingninger.

Hold øjne og ører åbne. Nogle gange er din teenager åben for dig, og andre gange helt lukket. Så når dit barn har lyst til en snak, vil det være en god idé, at lægge det fra dig, som du var i gang med og lytte. Dette selvfølgelig for at se muligheden i det åbne vindue der byder sig til. Når din teenager er lukket, så hold øje, så din han/hun ved, at du stadig er der, hvis de får brug for det.

Anerkend din teenager for hvem han/hun er på vej til at blive.

På vej gennem ungdommen vil dit barn ændre sig drastisk, og vil måske blive helt anderledes end dig selv. De vil sandsynligvis træffe en masse valg, som overrasker dig, eller sige noget som du aldrig selv ville have sagt. Så det vigtige er, at du ikke forsøger at lave din teenager om til en anden end den de er. Giv i stedet plads til at dit barn kan udfolde sig og acceptér at dine valg ikke nødvendigvis er hans/hendes.

Giv din teenager plads til at begå fejl.

Når du holder øje med din teenager på en ikke dømmende måde, samtidig med at give plads, signalerer det, at du viser omsorg. Og at du stoler på ham/hende. Det er vigtigt at din teenager oplever hvordan det er at begå fejl i den virkelige verden. En slags træning til livet. Og dit barn ved du vil være i nærheden til at hjælpe, hvis det brænder på. Hvis du ikke holder nok øje, svigter du dit barn følelsesmæssigt. Og det samme er tilfældet hvis du holder for meget øje, og forsøger at kontrollere alt.

Hav grænser og håndhæv dem.

De fleste teenagere vil forsøge at finde ud af hvor grænserne går. De kan for eksempel bryde regler eller aftaler, bare for at se hvad der sker. På den måde kan de se hvor alvorlige grænserne er. Det er vigtigt at du er viser reglerne klart og tydeligt, og at være forudsigelig når dit barn bryder dem. For uanset hvor meget din teenager hader dine regler, vil de sandsynligvis også blive deres når de bliver voksne.

Gør noget for at lære din teenagers venner at kende.

Det skal du ikke gøre på en påtrængende måde. Se og lyt når du kører dem til pizzariaet, eller når de hænger ud, i og omkring huset. Du kan spørge om naturlige spørgsmål, for eksempel om en ven har brødre eller søstre, eller hvad de skal lave til sommer. Den slags dagligdags spørgsmål. Lad være at fylde for meget i deres liv, bare vær venlig og interesseret.

Lad aldrig båndet gå i stykker.

Din teenager frigør sig, for at blive sin egen voksne person, og det kan være en svær proces for forælder, såvel som for teenageren. Men selv om båndet bliver tyndere, så lad det ikke gå i stykker. For så vil det være svært at finde kontakten igen.

Hvis dit barn er voksen:

Ræk mere ud til dit barn.

Hvis dit barn bor tæt på, så snak mere med det. Hvis det bor længere væk, så ring lidt oftere end du plejer. Brug flere ord når I er sammen. Det vil nok overraske dit barn, og det er helt i orden. Målet er ikke at irritere ham/hende, men at levere budskabet at de betyder meget for dig. På den måde, kan barnet forberedes på, at der er nye toner undervejs.

Tal mere om følelser.

Vær bevidst om at bruge flere ord der beskriver følelser. Med tiden vil en naturlig udveksling af følelser finde sted mellem jer.

Vær over for dine børnebørn på en måde som du ønsker du havde været overfor dine børn.

Her kan du bruge de samme strategier som beskrevet under yngre børn og teenagere. Men gør det på en måde, så dit barn ikke kommer til at føle sig overset. For du ønsker ikke at signalere, at dine børnebørn betyder mere end dine børn.

Validér dit barn oftere.

Det er aldrig for sent at være opmærksom på dit barn styrker, kvaliteter og de ting de opnår i livet. Og det er aldrig for sent at lade dit barn vide, at du lægger mærke til det.

Del mere af dig selv med dit barn.

Ræk mere ud, tal mere, og del dine følelser. Fortæl dit barn om din barndom. Her vil det give særlig god mening at tale om den måde du selv blev svigtet på som barn. Del mere fra dit hverdagsliv med dit barn, for på den måde at blive mere tilgængelig og vise mere af dig selv. På den måde tilbyder du dit barn en dybere kontakt.

Stræb efter empati.

Som også sagt tidligere, så skal din empati ikke være dømmende. Bare føl hvad dit barn føler, uanset om du er enig eller ej. Så vil det samme med tiden ske den anden vej også.

Fokusér på kontakt frem for konflikt.

Det betyder at du skal lægge gammelt nag og konflikter til side. Også selv om du ikke kan lade være at tænke på det. Husk at selv om din rolle som forælder er færdig, så er din relation med dit barn det ikke. Du er stadig forælder i relationen, så at række ud og kontakte dit barn må være dit job. Gør dit bedste for at fokusere væk fra grunden til konflikten, med mindre det vil skade dit barn mere.

Spørg mere.

På den måde signalerer du at du er dybt interesseret i dit barns liv. Spørg om barnets liv, arbejde eller hans/hendes egen forældrerolle. Lyt nøje til svarene og følg op på det, hvis det er noget der kan udvikles på. Såkaldte vertikale spørgsmål er en god måde at spørge ind til dine børn på. Vertikale spørgsmål hjælper den spurgte til at fokusere indad og komme i kontakt med sine egne følelser. Det kunne for eksempel være spørgsmål som: ”Hvordan følte du det?”, ”Hvorfor gjorde du det?” og ”Hvad tænkte du på, da du gjorde det?”.

Tal direkte med dit barn om følelsesmæssige svigt i barndommen.

Her kan du vælge at tale med dit barn om de svigt du selv begik i forhold til deres barndom. Vær opmærksom på, at ikke alle vil være klar til at gå ombord i denne snak med det samme. Her kan det være en god idé at ”varme op” med de andre punkter først, inden snakken om følelsesmæssige svigt.

Hvis dit barn er lille, er der naturligvis ingen idé i at snakke om følelsesmæssige svigt med ham/hende. For det første fordi emnet vil være for svært og for det andet fordi det i første omgang ikke er nødvendigt. Det vigtige er, at du ser din egen heling i øjnene og begynder at ændre din måde at være forælder på. Der er tid nok til at komme på sporet igen.

Hvis dit barn er teenager eller voksen, kan det være en fantastisk ting at snakke med ham/hende direkte om følelsesmæssige svigt. Både dem du uforvarende har givet dine børn, men også dem du selv fik i din barndom. Det er dog ikke et must at tale direkte om følelsesmæssige svigt, hvis du ikke anser at det vil være gavnligt for dine børn. For der kan være masser af følelser involveret i netop svigt.

Så lad os se på fordelene og ulemperne her:

Potentielle fordele:

  • At række kærligt ud.

Når du begynder at tale om svigt med dit barn, kan han/hun reagere enten positivt eller negativt. Måske kan der være vrede, sorg, glæde eller andre følelser involveret. Det vigtige er, at dit barn i sit indre føler, at du rækker ud med din kærlighed. Og føler den. For kablerne i alle mennesker hjerner er trukket til at ønske deres forældres kærlighed og validering. Du sender et budskab der fortæller dit barn at du elsker ham/hende og at ”Dine følelser betyder noget for mig”.

  • At etablere et fælles sprog og forståelse.

Når de taler med dit barn om følelsesmæssige svigt i barndommen, følelsesmæssig kontakt eller andre nye begreber skaber i et fælles sprog. Med tiden vil dette fælles sprog gøre det meget nemmere at hele jeres relation. At tale direkte med dit barn om, hvad der gik galt omkring følelserne, skaber en fælles forståelse, ud over et fælles sprog. Den forståelse er utrolig vigtig for jeres fremtidige relation.

  • At tale om skyld.

Det er ikke sikkert dit barn er klar over det, men der er stor mulighed for at han/hun er fyldt med bebrejdelser over dig. I barndommen fik dit barn flere sår på følelserne, fordi disse behov ikke blev opfyldt af dig. Og det er din fejl, vil dit barn tænke eller udtrykke. Og sårene er sikkert de samme som du selv fik i din egen barndom. At tale åbent med dit barn om denne transport fra generation til generation, kan åbne nogle døre mellem dit barn og dig.

  • At formindske vreden.

Du taler måske ofte om dine forældre i positive vendinger. Men der kan der også være en tendens til at bide af dem, undgå dem, eller dele information med dem. Din vrede er virkelig, men ligger gemt under overfladen. Og det samme kan være tilfældet med dit eget barn. Derfor er den en god idé, at tale med dit barn om både vrede og følelsesmæssige svigt. På den måde er der en grund til vreden som bliver synlig. Og en forklaring på vreden. Ved at anerkende dit barns vrede, og fortælle om den vrede du selv har/havde, kan I starte på at mødes og føle mere sammen.

  • At opbygge empati.

Forestil dig empati som den gødning der får forholdet mellem dit barn og dig til at gro større og stærkere. Når du deler dine forældres svigt fra din barndom med dit barn, giver du et blik ind i den du er. Og giver dit barn mulighed for at se lighederne mellem generationerne. Når i kan føle hinandens barndom, vil I også fornemme kontakten mellem jer.

  • At tilbyde værktøj til helingen.

Når dit barn åbner op for følelsesmæssige svigt i barndommen er det en ny verden der åbner sig. Her har du mulighed for at give mere end blot en forklaring på hvad der er galt. Der er masser af god litteratur omkring emnet. På den måde vil dit barn ikke blot får mere bevidsthed omkring svigt, men også få øje på sine egne blinde vinkler.

Potentielle ulemper:

  • Det kan blive værre før det bliver bedre.

Hvis dit barn er meget vred på dig, kan dét, at du åbner dig, få endnu mere vrede i spil hos dit barn. Særligt hvis dit barn er teenager. Men med tålmodig og nærvær, vil vreden dampe af igen, og med tiden sætte jeres forhold på rette spor.

  • Dit barn kan bruge det imod dig.

Det kan tage lang tid, inden det fulde omfang af følelsesmæssige svigt i barndommen vil synke ind hos dit barn. Hvis dit barn kun fanger dele af din forklaring, kan vreden vokse, og dit barn vil måske distancere sig (mere) fra dig. Dit barn vil måske bruge det som en anklage mod dig, når du åbner op. Også her vil tolerance og tålmodighed være en fordel.

  • Det kan devaluere den måde du er forælder på.

Når du begynder at ændre din relation med barnet, vil han/hun måske ikke vide hvad der skal gøres ved det. Eller hvorfor du ændrer dig. De vil måske ikke se ud som om de bemærker det bevidst. Men ændringen vil helt sikkert blive bemærket, selv om det ikke ser sådan ud. Her kan du huske, at du ikke behøver at snakke om alt hvad du ved om følelsesmæssige svigt i barndommen. Der er tid nok. Så del ud af din viden i små portioner, hvis du mener det er bedst. Der skal jo være plads til at fordøje alle oplysningerne, og give plads til det nye i relationen.

Nu har du alle oplysninger i forhold til at snakke med dit barn om svigt i deres barndom. Så det store spørgsmål nu vil være, om du beslutter at gøre det? Og i givet fald hvordan og hvornår? Der kan være fem ting der kan hjælpe dig med at beslutte dig for eller imod samtaler:

  • Hvordan har dit barn reageret på de ændringer du har gjort, i forhold til dét, at være forælder?

Kan du mærke, om der er sket en ændring i dit barn? Er forholdet blevet lidt bedre? Taler I mere sammen? Hvis det er tilfældet, er det gode tegn. Og et tegn på at du skal fortsætte med at ændre relationen og dig selv. Hvis dit barn er i sen teenagealder eller voksen, kan du med fordel tale direkte om følelsesmæssige svigt i barndommen. Både fra dine forældre, og som forælder selv. Hvis dit barn ikke reagerer, bør du vente lidt med næste samtale. Husk også, at teenagere er i gang med at løsrive sig, og det er helt naturligt. Så det kan være en balancegang at prøve at få dit barn tættere på i samme ombæring.

  • Kan det tænkes, at dit barn er mere følelsesmæssigt intelligent end dig selv?

Dit barn er vokset op i en anden verden end dig. Der bliver talt meget mere om følelser end da du selv var ung. Det kan være at dit barn har været/ er i terapi, eller har læst selvhjælps bøger på egen hånd. Så måske ved dit barn allerede mere end dig selv om svigt i barndommen? I så fald bør du være glad! Det kan kun være en fordel for jeres fælles relation.

  • Vil det hjælpe på kontakten, at dit barn kender konceptet om følelsesmæssige svigt i barndommen?

Dette er ikke nødvendigvis et ja eller nej spørgsmål. Det er et spørgsmål der skal hjælpe dig i forhold til at tænke over om dit særlige forhold til dit unikke barn kan hjælpes ved at kende til svigt? Her er empati en vigtig medspiller. Kan dit barn sætte sig ind i din egen barndom, og give plads til at du prøver at føle dit barns tilstand?

  • Er dit barn vred på dig?

Vrede er en tilstand som holder dig og dit barn på afstand af hinanden. Nogle børn bliver mere vrede, når forældrene forsøger at komme tættere på følelsesmæssigt. De kan opfatte det som en invasion eller lige frem fornærmende. Nogle vil måske sige, at ”det er for lidt og for sent nu”. Nogle gange kan dét, vedvarende at tale om svigt, skabe et hul i panseret. Du kan også vælge at nægte dit barn at afvise dig. Hvis du nægter at give op, vil de fleste børn med tiden lukke dig ind.

  • Lader dit barn til at være klar over sin vrede til dig, eller giver dig hints til, hvorfor han/hun er vred?

Det er sandsynligt at dit barn har det skidt med at være gal på dig, selv om han/hun ikke er bevidst om det. Men der vil ofte være hints til grunden til det. Så holde øje med dem, og grib dem når de dukker op. Og reagér så anderledes end du ellers ville før i tiden. Det betyder for eksempel at spørge hvad han/hun mener.

Så… nu har du besluttet dig for at tale med dit barn om svigt i barndommen. Hvordan kan du så gøre det bedst muligt? Her er der forskellige muligheder at tage i betragtning for at få succes med dit forehavende:

  • Få grænserne på plads.

En af de største fejl du kan begå, er at have svage grænser når du går ind i snakken om svigt i barndommen. Du bør have en klar fornemmelse af linjen mellem dit barn og dig selv. Hvad skal du gøre, og hvad skal barnet? Hvis du føler dig for ansvarlig overfor barnet, kan du skabe flere problemer end du løser. Tænk på det som at du leder barnet hen til vandet… og barnet skal drikke. Præsentér konceptet svigt i barndommen, men lad være at give for meget information til at starte med. Det kan ende i information overload. Forvent heller ikke øjeblikkelig reaktion. Nogle børn ”lægger det på hylden” og vælger selv at tage det frem senere. Det er ikke dit ansvar hvornår dit barn gør noget eller ej.

  • Sæt forventningerne lavt.

Vær realistisk. En kæmpe forvandling kommer ikke til at ske fra dag 1. Det vil tværtimod være et langt træk, som med tiden forhåbentlig forbedrer relationen mellem dig og dit barn. Vælg dit første lille skridt og se om du kan fornemme hvor vejen skal gå efter det. Formålet er at plante et frø i dit barn, som kan få lov at gro.

  • Vælg scenen.

Du kan for eksempel vælge et sted hvor dit barn og dig har haft en super oplevelse. Det kan også være et sted, hvor du ved, at dit barn vil være mindst stresset.

  • Forbered hvordan du vil indlede snakken.

Tænk over de mulige måder du kan bringe et emne op, som dig og dit barn ikke er vant til at snakke om. Omgivelserne er én ting, din indledning er en anden. Du kan måske bruge humor til at starte snakken, eller måske har dit barn lige opnået et godt resultat i et eller andet?

  • Du kan have et værktøj med.

Det kan for eksempel være en kort artikel eller noget fra en bog om noget der er aktuelt i jeres relation lige nu.

  • Tag ansvar i snakken.

Det betyder, at det ikke kun er barnet der skal snakke, men også at du tager ansvar for de ting du har gjort, eller ikke gjort. De fejl du har begået, mange gange uden at være klar over det. Pas på ikke at udtrykke dig, så barnet ser det som kritik. Tag dig selv ind i jeres snak om jeres relation. Ved at tage ”skylden”, giver du plads til at barnet lytter.

God fornøjelse med din fremtidige tættere relation mellem dig og dit barn!

Bliv inspireret til mere læsning på Bliv klogere. Se mere om følelsesmæssige svigt på Jonice Webbs hjemmeside.

Indholdet til Tal med børnene, er hentet fra ”Running on empty – no more”, af Jonice Webb.