Det er egentlig lidt pudsigt, at man ofte får en trang til at tænke lidt status i forhold til sig selv når man nærmer sig et nyt år. Måske er det fordi et år i en levetid er nemmere at forholde sig til. For når jeg selv tænker tilbage, er der sket rigtig meget i det sidste år. Og det på trods af, at der også har været dage hvor alting føles som om det er gået i stå.

Pointen er måske, at man bedre husker de ting som gav én fremdrift og positive oplevelser, end dem med stilstand og negative følelser? I så fald er det en dejlig bekræftelse af, at være i live og til stede i nuet synes jeg.

Et lille tilbageblik

Jeg vil dog gerne starte lidt længere tilbage i tiden. Til den gang min forvandling begyndte. For nogle gange sker der ting i livet, som føles som en helt fundamental forandring. Og som ændrer ens liv fuldstændig.

Forandringen består for mit vedkommende af bevidstheden om mine egne tilknytningsmønstre. Det er vel 3-4 år siden jeg fik øje på dem, takket være min eks kæreste. Hun er meget beskæftiget med selvudvikling, og præsenterede mig for tilknytningsteorien. Og tusind tak for det J

Jeg tror på, at man først kan ændre noget i sit liv, når man er lige på det rette sted i sin motivation og bevidsthed. Og det var åbenbart det rette sted for mig.

For selv om forholdet gik forbi, kastede jeg mig over tilknytningsteorien, fordi jeg med al (u)ønskelig tydelighed kunne få øje på min bagage fra barndommen. En bagage som havde spændt ben for mig så lang tid, uden at jeg kunne se det.

Man kommer aldrig i mål

Processen omkring min egen tilknytning tog fart, og jeg læste alt hvad jeg kunne om emnet, og fandt også ud af en masse. Men én ting er at finde ud af en masse teori, en anden er at gøre det operativt i sig selv, og i forhold til ens relationer.

Så én af de ting jeg først lærte var, at man faktisk aldrig kommer i mål. Det er en proces der hele tiden kommer til at køre. Så man kan måske sige, at processen er målet i sig selv. Det vigtige er med andre ord at bevæge sig.

Her er det meget vigtigt at være klar til at åbne sig for nye ting, så ledningerne i hjernen kan trækkes på andre måder.

Fælder i processen

Selv om min proces har været fyldt med masser af gode erkendelser og en fundamental ændring af min personlighed, har der også været fælder.

Èn af dem var at være for meget i min proces. Forstået på den måde, at jeg så alt gennem en linse af tilknytning. Forbandt alt omkring mig med tilknytning. Så i den periode har jeg sikkert været lidt uudholdelig at være i selskab med ;-) Pointen her er, at huske at holde nogle pauser fra sig selv og den proces man er i. Det vil gøre én langt mere afslappet og rummelig generelt.

En anden var en erkendelse af, hvor svært det egentlig var at slippe min vrede over forældre som ikke var der emotionelt i min barndom. Men vreden kan kun ændres gennem et bevidst valg om at gøre noget ved det, mens tid er. Og det kan selvfølgelig røre rundt i gryden med familiemønstre.

Faktisk skal man være klar på, at når man selv ændrer sig, vil nogle relationer sandsynligvis falde fra hen ad vejen. Sådan er det. Men nye vil jo komme til også, som vil se den person man er nu, og ikke den man var en gang.

Om at være i selskab med sig selv

I går så jeg en tekst i nyhederne med Lone Frank, hvor emnet var at holde jul alene. Jeg synes hun havde en god pointe, da hun beskrev reaktionerne når hun fortalte hun skulle holde jul alene. Enten synes folk det var helt forfærdeligt… eller også ønskede de, at det de selv kunne det!

Forventninger er nok kodeordet her. Der er en forventning om, at man skal være sammen med andre i julen. At julen er hjerternes fest – hvilket for de fleste måske involverer et selskab.

Men man kan jo også være i godt selskab med sig selv. Og ikke mindst kan man føle kærlighed alligevel. Til én selv. Og nyde at gøre noget man har lyst til, også hvis det indebærer ikke at gøre noget som helst.

Selvfølgelig kan man føle sig ensom, men det kan man også i kernefamilien, eller midt i juleaften for den sags skyld.

For mit eget vedkommende er der dage jeg føler mig ensom, og andre hvor jeg føler mig glad for at være mig selv. Alt har i den forbindelse fordele og ulemper. Men mon ikke det er et grundvilkår i vores liv?

Om at (gen)finde sig selv

Efter at have været i gang med min proces i nogle år, kan jeg kun sige, at det føles som om en helt ny person bryder frem, lidt efter lidt. Eller måske er det snarere den kerne jeg hele tiden har faft, som bliver mere tydelig? Mit egentlige jeg?

Hvis du kan få den samme følelse som mig, vil det da være fantastisk.

Mit udsyn på verden har i hvert fald ændret sig radikalt. Det er en accept af, at ting ændrer sig hele tiden, og at alting har en grund. Og ikke mindst en nydelse af at være til stede lige nu. I dette ene liv. Så får det hele en anden og mere tydelig betydning. Nemlig at være opmærksom på verden, og være nysgerrig på den. Lægge barnets bagage fra sig og få ny mening i det liv man lever i dette øjeblik. Bygge en ny historie, så at sige.

Tilknytning og coaching

Jeg føler jeg er kommet langt i processen omkring mine tilknytningsmønstre. Og det glæder mig helt utrolig meget, at min hjemmeside tilknytning.nu bliver besøgt af rigtig mange. Det varmer mit hjerte, at jeg kan hjælpe andre med at ”se lyset”, eller bare bliver klogere på tilknytning generelt. Det kan også være, at læseren har en kæreste eller en ven der har en bagage med, som der heldigvis kan gøres lettere hen ad vejen.

Arbejdet med mig selv og min tilknytningsstil har også ført mange andre gode ting med sig.

Én af dem er, at jeg er i gang med en uddannelse som Life og stress coach. For jeg ønsker også at kunne hjælpe andre mere direkte, ansigt til ansigt.

Så hvis du har et ønske om forandring i dit liv, et mål du gerne vil nå, eller et problem du vil løse, er det noget jeg kan hjælpe dig med. Kig ind på lifecoachen.dk for at se mere. Du vil ikke fortryde det.

Godt nyt år til dig

Med disse ord ønsker jeg dig et fantastisk nyt år. Et nyt skridt i dit liv, med nye erkendelser og glæder. Og også med fejltagelser og tilbageskridt. Men alt noget du kan lære og vokse af.