Det autonome nervesystem

Det autonome nervesystem er selvregulerende. Det vil sige, at det skifter mellem at være i aktivitet og i hvile. Systemet regulerer mange af kroppens funktioner når du kommer ud for forskellige situationer. Det kan for eksempel være din hjerterytme, din sved, spyt, den måde dit blod bliver dirigeret rund i kroppen på, og meget mere.

Systemet har to ”gear”. Aktivitetsgearet er det sympatiske nervesystem. Det styrer kæmp og flygt mekanismen. Det andet gear er det parasympatiske nervesystem, som er gearet til hvile og fordøjelse og overtager styringen når du ikke kan bruge din kæmp eller flygt mekanisme mere.

Du kan også forestille dig det autonome nervesystem som en arbejdsplads hvor der er to teams som har svært ved at samarbejde, fordi de laver det modsatte af hinanden. Alligevel kan de blive enige om, at hvis det sympatiske team får problemer, tager det parasympatiske over.

Det er ikke kun negative ting de to nervesystemer reagerer på. Det er for eksempel det sympatiske nervesystem der sørger for en heftig hjertebanken to minutter før du skal møde en date første gang – og desværre også for den ubehagelige lugt af æsel du får i samme ombæring!

Men hvad er det så egentlig de to nervesystemer laver?

Det sympatiske nervesystem

Det sympatiske nervesystem er ansvarlig for kæmp eller flygt mekanismen, som en reaktion på en truende eller stressfyldt situation. Systemet gør dig klar til at handle ved at øge din hjerterytme og blodtryk. Blodet bliver ført væk fra huden, maven og tarmene for i stedet at fordele det til hjernen, hjertet og musklerne. Det får dig til at trække vejret hurtigere og gør, at din krop er klar til at reagere på faren med det samme.

Krybdyr reagerer på fare ved at udløse ubevægelighed i deres krop, og de vil hurtigt kunne vende tilbage til homøostase når truslen er drevet over. Det kan du ikke som menneske, i hvert fald ikke hvis ubevægeligheden kommer til at vare lang tid. Det kommer jeg ind på senere, men kort fortalt handler det om, at hvis din krop lukker mere ned end til blot at spille død, vil det være svært for dig at komme ”op” igen. Du kan få huller i din hukommelse i lang tid bagefter, hvis du ikke gør noget for at hjælpe den på vej, for eksempel i form af professionel terapi.

Det parasympatiske nervesystem

Det parasympatiske nervesystem har de modsatte arbejdsopgaver end det sympatiske. Det vil sige at det sørger for at sætte mange af dine kropslige funktioner på pause når du bliver (alt for) stresset eller oplever noget traumatisk som det er muligt at bekæmpe eller flygte fra. Noget af det der bliver sat på pause er din fordøjelse og dit mave- og tarmsystem. Energien bliver fordelt til de steder i din krop der har allermest brug for den. De ting der sker, er ikke noget du selv kan styre. De foregår automatisk ved at der sendes nerveimpulser til de organer og blodkar der har brug for det. Så når dit parasympatiske nervesystem er i gang vil dit hjerte slå langsommere og der bliver sendt mere blod til dine indre organer og væk fra dine musklerne, (det er derfor du vil have svært ved at bevæge dig). Det parasympatiske nervesystem sørger også for at du bliver seksuelt opstemt og medvirker til at dine kønsorganer får øget blodtilførsel.

Det sympatiske og parasympatiske nervesystem bliver styret fra hypothalamus i hjernen. Her fra udsendes nerveimpulser som kan skrue op eller ned for de forskellige funktioner i dig. Ud over dit autonome nervesystem er der også flere kemiske ”fabrikker” i din krop, som står for at producere hormoner.

Reaktioner på frygt – 6F modellen

Lad os lige se hvad det egentlig er der sker, når kæmp eller flygt mekanismen går i gang. Som nævnt bliver den udløst når der sker et eller andet truende. Men tingene er faktisk noget mere komplicerede end at du blot at kæmper eller flygter fra en fare.

En kaskade af reaktioner

Den ”gamle” version af kæmp eller flygt mekanismen består af 3 ting du kan gøre, hvis der lige pludselig opstår en truende eller farlig situation:

  • At kæmpe, det vil sige at du gør front mod truslen.
  • At flygte, hvor du forsøger at bevæge dig væk fra situationen.
  • At fryse. Når du ikke kan kæmpe eller flygte, forsøger du at ”spille død”.

Den version vil jeg delvis beskrive her, og udvide den ved at bruge 6F modellen. De 6 F’er beskriver den kaskade af reaktioner der opstår når du bliver udsat for noget potentielt farligt. De udfolder sig i en fast rækkefølge, og afløses af den næste reaktion i rækken, hvis den foregående reaktion ikke fører til noget. Rækkefølgen af reaktionerne er:

  1. Frys (Freeze).
  2. Flygt (Flight).
  3. Kæmp (Fight).

Hvis der ikke er nogen mulighed for at kæmpe eller flygte, kan du prøve med nedlukning. På den måde mister kilden til fare måske interessen:

  1. Styrkende ubevægelighed (Fright) – der tidligere hed ”frys”.
  2. Slap ubevægelighed (Flag).
  3. Besvimelse (Faint).

Modellen ser ud på følgende måde:

Kilde: (Schauer & Elbert, 2010)

Når du lige ser ovenstående model, ser den sandsynligvis helt uoverskuelig ud. Men bare rolig, jeg vil forklare de forskellige reaktioner i den rækkefølge de sker, og hvad der samtidig sker i kroppen.

  1. Frys

Forestil dig, at du er taget med på en bustur ud i den canadiske vildmark. Under en pause er du kommet til at bevæge dig udenfor synshold af holdet. Du går i den retning du tror de andre befinder sig i, men i stedet går det op for dig, at du er faret uhjælpeligt vild. Træerne føles på en eller anden måde meget tættere på nu, og en hel del mørkere. Du bemærker en knugende stilhed og lægger mærke til at du er begyndt at liste. Pludselig hører du en kvist knække højt.

Da du hører den uventede lyd fryser du. Det vil sige, du stopper op og står helt stille. Der sker nu en række ting som gør dig i stand til at indsamle så mange oplysninger om lyden som muligt, inden du beslutter hvad der er det bedste at gøre. Eller måske rettere inden din krop beslutter det, for du vil spilde tid hvis du skal stå og veje for og imod, inden du kan træffe en beslutning. Dine sanser arbejder på højtryk for at finde kilden til den knækkede kvist, og om der er noget du kan se, høre, lugte eller fornemme i nærheden. Dine øjne og mund er vidt åbne og dine øjenbryn er løftet.

Man siger her, at du er i en tilstand af hyperarousal. Arousal er et udtryk for din mentale vågenhed og modtagelighed for sanseindtryk. Din første reaktion på lyden vil måske være overraskelse, men ikke nødvendigvis (ret meget) frygt. Du er på vagt, på udkig efter faren og klar til at reagere. Dit hjerte slår langsommere og fokus er på den potentielle trussel i nærheden og på detaljer der kan afsløre hvad faren er. Man kan sige du befinder dig i en ”pause” inden din reaktion.

Forskning viser, at når et dyr i naturen ”fryser”, vil det bedre kunne undgå at blive opdaget ved at gå i ét med omgivelserne. Det skyldes at mange rovdyr reagerer på bevægelse fremfor farver. Din ubevægelighed er en overgangsfase inden din næste reaktion, som giver dig tid til at overføre de ressourcer der skal til for at udføre en ny handling.

  1. Flygt

Du har fået øje på bjørnen nu. Den står ca. 100 meter væk i en lysning og stirrer direkte på dig. Du kan mærke, at kroppen er i højeste alarmberedskab nu. Hjertet hamrer i brystet på dig, du registrerer et kort sekund, at du føler dig svimmel og tør i munden. Så vender din krop sig og spæner alt hvad den kan i den modsatte retning af bjørnen. Det er ikke noget du tænker over, det lader bare til at ske af sig selv. Mens du løber mærker du ingen smerter. Faktisk forekommer kroppen følelsesløs selv om alle muskler kører i højeste gear. Du hører lyden af grene der knækker bag dig, og du sætter farten endnu mere op.

Hvis du ser på modellen over frygtreaktioner, vil du se at det sympatiske nervesystem er tæt forbundet med type 1: Oprør. Det betyder med andre ord, at det sørger for at sætte alt det i gang i kroppen, som kan hjælpe i en kæmp eller flygt situation. I denne situation hvor du flygter, frigiver kroppen endorfiner der gør, at du føler meget mindre smerte, samtidig med at din berøringssans og bevidsthed bliver dæmpet. Det sker så din krop kan arbejde så optimalt som muligt med at løbe væk og fokusere på eventuelle steder at gemme dig. Dine håndflader bliver fugtige for at give dig bedre muligheder for at gribe fat i noget under flugten, og din fordøjelse bliver midlertidigt sat i stå.

Der bliver desuden frigivet rå mængder at adrenalin i din krop. Adrenalin er et hormon som blandt andet produceres når du står i en stressfyldt situation, eller du kan få et adrenalin ”kick”, for eksempel lige før du springer ud med faldskærm eller laver noget tilsvarende Daredevil-agtigt. Den vigtigste funktion er at forsyne musklerne med energi i form af sukker og ilt, og hæve puls og blodtryk. Du har måske hørt historier om mødre der har kunnet løfte en bil, hvis deres barn ligger under den? Det er adrenalin der gør det muligt.

Hormonet produceres i det inderste af din binyre, hvor det hurtigt kan sendes ud i din blodbane hvis det er nødvendigt. I lungerne udvides bronkierne hvilket gør, at der kommer mere ilt til kroppen. Samtidig forbrændes der mere fedt fra dine fedtdepoter og dit blodsukker bliver hævet. Så det vil nok ikke være helt forkert at sige, at der pludselig foregår en hel masse ting i din krop, når du er i fare eller under intens stress.

  1. Kæmp

Bjørnen bag dig er nu så tæt på, at du kan høre dens vejrtrækning. Du føler næsten at du kan lugte den lige bag dig. Samtidig kan du ikke se nogle muligheder for at springe op i et træ eller gemme dig på andre måder. Du når lige at komme til en klippe før du vender dig om. Klar til kamp. Du ser bjørnen i øjnene lige foran dig. Den er stoppet op og gør også klar til at angribe.

Din krop bliver ved med at stige i arousal og dele af din krop mærkes kolde. Det sker fordi blodforsyningen i dig omfordeles, så visse steder ikke får tilført så meget blod. På samme tid får hjerte og muskler tilført mere blod for at gøre dig så stærk som muligt i kampsituationen, det sker ved at blodkarrene trækker sig sammen for at få mere tryk på blodtilstrømningen. Det øgede blodtryk gør, at du nu er klar til kamp. Du ånder hurtigere og dybere for at tilføre din krop al den ilt det kan lade sig gøre, og alt hvad der ikke er brug for i kroppen sættes mere eller mindre på pause. Du mærker at hårene har rejst sig på huden.

Kroppen nærmer sig nu toppen af arousal, så du er nærmest så ophidset som du kan blive i den akutte stress situation. På et tidspunkt vil du nå toppen af din ophidselse, og der starter nu nogle helt andre ting i din krop. Dit parasympatiske nervesystem begynder at træde i kraft for at give kroppen hvile. Dette nervesystem er på den måde det modsatte af det sympatiske system, for det står for de funktioner i din krop, som ”lukker dig ned”. På toppen af ophidselse, vil de to modsatte systemer fylde lige meget i dig, hvilket vil føre til et sammensurium af kropslige og følelsesmæssige reaktioner.

Din frygt vil dukke op på overfladen igen, efter at være blevet trængt i baggrunden af din kæmp og flygt mekanisme. De kropslige reaktioner vil være kvalme, svimmelhed, hjertebanken og spændinger. Du vil have sløret syn, følelsesløshed, prikken i kroppen og en fornemmelse af sløvhed. Følelsesmæssigt forekommer situationen uvirkelig. Kroppen går nu over til forskellige stadier af dissociation, som kort fortalt er en følelse af at stå udenfor din egen krop. Jeg vender tilbage til en nærmere beskrivelse af dissociation om lidt. For at give dig et lille overblik over hvad der sker i din krop under kamp og flugt, kan du få en fornemmelse af det på nedenstående billede:

  1. Styrkende ubevægelighed

Efter at have slået ud efter bjørnen nogle gange, kan du mærke svimmelheden brede sig i dig. Du har svært ved at fokusere og dine arme falder ned og føles meget tunge. Bjørnen står lige foran dig på rejste bagben, og den sætter langsomt en lab på dit bryst. Du er presset op mod klippen bag dig, og mærker fjernt at du falder sammen.

Du har nu forsøgt dig med at kæmpe og flygte, uden resultat. Derfor går din krop nu over i en tilstand, hvor dine muskler bliver stive og paralyserede og du er ikke i stand til at tale. I naturens verden svarer det til at ”spille død”. På den måde prøver du at få rovdyret (eller en person) til at tabe interessen for dig. Så hvis der byder sig en mulighed for at komme væk på et tidspunkt, vil du være klar til at komme hurtigt ud af din tilstand og flygte. En eksplosiv flugt kan blive fulgt af en fornyet tilstand af styrkende ubevægelighed, hvis der igen opstår en situation det ikke er muligt at kæmpe i eller flygte fra.

Styrkende ubevægelighed er også en overgang fra det sympatiske til det parasympatiske nervesystem. Det betyder at kroppen går fra stigende til faldende arousal og en nedlukning går i gang. Fra stærk ophidselse bevæger kroppen sig over i en hviletilstand. Overgangen er farlig for dig, fordi begge teams i dit autonome nervesystem arbejder på samme tid. Faktisk er der forhøjet risiko for at dø. Så selvom du står midt i en farlig situation, bliver det pludselig meget besværligt at bevæge dig.

På trods af at kroppen er stiv, er du vågen og føler at angsten og ophidselsen bliver mindre, men du kan ikke reagere på de ting der sker omkring dig, eller med din krop. Dit blik vil blive stift, og du opfatter ikke så meget med dit syn. Du er følelsesløs og mærker ikke smerte, men du vil muligvis kunne huske en fornemmelse af kulde i kroppen efter situationen. Tilstanden øger din mulighed for overlevelse når du er i direkte kontakt med en fare, som for eksempel et rovdyr eller en voldsmand. Den ses ofte også i forbindelse med kvinder som bliver udsat for vold eller seksuelle overgreb, eller når der er en anden tydelig uligevægt i styrkeforhold. Det kan være børn eller svagelige personer som kommer ud for en voldelig eller farefuld oplevelse, eller som er vidner til vold. Følelsen vil være en overvældelse af truslen som gør, at personen ikke er i stand til at reagere med kamp eller flugt. Hvis den traumatiske situation fortsætter, vil kroppen gå videre til næste led i kaskaden af reaktioner på frygt.

  1. Slap ubevægelighed

Du bemærker fjernt bjørnens tilstedeværelse, uden egentlig at have nogen følelser omkring det. Som om det bare er noget der foregår i en anden tid, et andet sted – og i en anden krop. Det er kun svagt at du sanser noget som helst og du glider ind i en følelsesløs ubevægelighed.

Efterhånden bevæger din krop sig langsomt over i slap ubevægelighed, hvor der foregår en form for depersonalisation, det vil sige en oplevelse af at stå ved siden af dig selv eller være en tilskuer til din situation. Denne ubevægelighed adskiller sig fra styrkende ubevægelighed ved at informationen fra dine sanser, følelser og krop lukker ned. Så lyde og synsindtryk forsvinder. Når det sker, vil du få fornemmelsen af at være udenfor dig selv.

Din arousal bliver ved med at falde, og derfor falder din ophidselse mere og mere, til den nærmer sig ligegyldighed og passiv opførsel. Du har nu bevæget dig ind i type 2: Nedlukning i 6F modellen. Det betyder at dine blodårer udvider sig og dermed falder din hjertefrekvens og dit blodtryk. Du er ude af stand til at tænke rationelt, og dine følelser forekommer langt væk. Din hukommelse vil også næsten slå fra.

I modsætning til styrkende ubevægelighed vil det kun langsomt være muligt for dig at komme ud af ubevægeligheden, fordi din krop og tanker er lukket så meget ned. Så selv om faren forsvinder, kan det tage mange timer inden du kommer tilbage til virkeligheden. Hvis du er udsat for noget, som får dig til at føle intens afsky, kan det fremkalde spontan kvalme og opkastning, for at afstøde eventuelle skadelige ting i dig eller omkring dine åbninger i kroppen. Det kan være hvis du har spist eller drukket noget du ikke skulle, eller hvis du er udsat for seksuel vold. Du nærmer dig nu sidste trin i 6F kaskaden.

  1. Besvimelse

Langsomt og fjernt bemærker du at bevidstheden forsvinder. Det sker bare, som om du giver slip uden at tænke over det, eller føle noget for det. Der er ingen fornemmelse af tid eller sted mere.

Det er i sagens natur svært at sige noget fornuftigt om hvad der sker mentalt i dig når du taber bevidstheden. Men der er nogle ting der kan siges om de reaktioner der fører til en besvimelse. Før mente man, at det lave blodtryk vil mindske blodtabet hvis du bliver skadet, men det er en misforståelse, for blodtabet i venerne bliver ikke påvirket af trykket i arterierne. Til gengæld mener man, at besvimelsen skal forebygge hjertestop under den traumatiske oplevelse. Når du besvimer falder du, og den vandrette stilling skal sikre, at du får blod nok til hjernen mens du er væk.

Besvimelse er forbundet tæt til følelsen af afsky. Det kan være overfor smittefarlige eller skadelige ting, gift eller rådne fødevarer. Kvalmefornemmelser og opkastning menes at have udviklet sig gennem evolutionen, som et svar på at undgå kontakt med farlige ting.

Når din bevidsthed så småt begynder at komme tilbage, vil du kun meget langsomt begynde at sanse omverdenen og dine egne følelser. Du vil lidt efter lidt få fornemmelsen af at være i din egen krop igen, og kan orientere dig i den virkelige verden, (forhåbentlig uden en bjørn i nærheden). Men man kan sige, at jo længere du bevæger dig ud ad 6F modellen, jo sværere bliver en efterfølgende behandling også.

Handlingssystemer og dissociation

Dissociation kan, udover at ses som en forsvarsmekanisme, også anskues som et symptom på manglende integration af personligheden. Hvad betyder det så? Det betyder, at hvis du bliver udsat for noget der kan opleves som traumatiserende som barn eller voksen, og du ikke er i stand til at tage hændelsen ind og samtidig er i stand til at have en personlighed der hænger sammen, vil der ske en dissociation. Det vil sige at din personlighed bliver splittet op i to eller flere dele, hvor hver del har sit eget syn på den hændelse du har været udsat for. Det er nok vigtigt at sige her, at en dissocieret personlighed ikke skal forveksles med skizofreni, som er en sjælden psykisk sygdom.

Så man kan sige, at fornemmelsen af dig selv bliver delt, fordi du har oplevet et traume som har været for svært at håndtere. Der er to tydelige delpersonligheder der kan opstå af traumer. Den ene er den tilsyneladende normale personlighed, som lader til at fungere som den plejer i hverdagslivet og vil ofte ikke have nogen erindring om traumet. Den anden er den emotionelle personlighed, som bliver ved med at genopleve traumet, og hele tiden forsøger at forsvare sig mod potentielle farer. Det er vigtigt at sige, at der ikke er tale om to forskellige personligheder, men mere to dele af samme personlighed.

Opdelingen af personligheden er en udvikling som er bestemt af evolutionen og kan deles op i to handlingssystemer som tilsammen udgør din personlighed. På den ene side er der de handlingssystemer som er beregnet til at videreføre slægten og håndtere hverdagslivet. Det er ting som tilknytning, omsorg for barnet, seksualitet, udforskning, leg og sociale aktiviteter. På den anden side har du dit psykologiske forsvarssystem, som beskytter dig mod pludselige trusler. Dette system har en række undersystemer, som deles med andre pattedyr: vagtsomhed, underkastelse og frygtreaktioner som i 6F modellen.

Hvis du har oplevet noget traumatisk og har dissocieret under hændelsen, vil du langsomt vågne op for at opdage om faren er drevet over. Derefter vil du begynde at hele. Smertefornemmelsen og bevidstheden vender tilbage sammen med hverdagen og de aktiviteter der foregår i den. Hvis du ikke er traumatiseret, vil de to handlingssystemer kunne fungere fint sammen, men efter et traume vil de to systemer gå meget i vejen for hinanden, fordi den skarpe opdeling mellem dem nu træder tydeligt frem.

Den emotionelle del lever videre i traumet uden at kunne bearbejde det, fordi den ikke har adgang til den tilsyneladende normale del, som på sin side prøver at undgå alt hvad der kan minde om traumer. Den del oplever slet ikke traumet som en del af den personlige livshistorie. Så kernen er at skabe forbindelse mellem de to systemer i en behandling.

Behandling

Når du lærer at forbinde bestemte ting i omgivelserne med fare, bliver du i stand til at forudsige den. Det betyder at hvis du oplever traumatisk stress gentagne gange, kan det ske at faren også opleves på andre tidspunkter og steder, også selv om der ikke i virkeligheden er en fare. Så taler man om at du har udviklet PTSD (Post Traumatic Stress Disorder). Det er en tilstand som gør, at du kommer til at ”sidde fast” i traumet. Du genoplever hele tiden dine traumer, eller brudstykker af dem, hvor du enten har været i en tilstand af hyperarousal (kæmp eller flygt), eller dissociation (slap ubevægelighed eller besvimelse). De kan også kaldes for henholdsvis Type 1: Oprør, eller Type 2: Nedlukning.

Meget terapeutisk behandling går ud på at du genoplever dit traume på en mere eller mindre direkte måde. Men der er stor forskel på, om du har oplevet et traume i oprør eller i nedlukning. For eksempel giver det ikke mening at slappe af i en terapeutisk behandling, hvis du lukkede ned under dit traume, for så risikerer du også at lukke ned under sessionen. Eller at du bliver opmuntret til at blive mere ophidset, hvis du havde en høj arousal under dit traume. Så det er vigtigt at din behandling er tilrettet dine oplevelser.

Forbindelsen til tilknytning

Nu sidder du måske med 10.000 kroners spørgsmålet: ”Hvad har alt det her med tilknytning at gøre?” Faktisk er der er tæt parløb mellem frygtreaktioner og tilknytning. Når du bliver født, er din første opgave at overleve, drevet af en frygt for at ”blive sat udenfor hulen”. Det er en instinktiv og genetisk kodet reaktion som skal sikre både din overlevelse og dermed også ”stammens” fremtid.

I løbet af din opvækst og når du lander i voksenlivet, tager du dine frygtreaktioner med dig. Og den bedste måde at forklare dét på, er ved at tage bjørne-historien frem igen:

Frys

Din fødsel er det tidspunkt hvor ”grenen knækker” i skoven. Du er i alarmtilstand som nyfødt og prøver at orientere dig, for at finde ud af hvordan du kan overleve. Det svarer til frys-tilstanden i historien om bjørnen. Hvis der ikke er nogen fare på færde, og du får dine behov dækket, kan du bevæge dig ”gennem skoven” med en tryg tilknytningsstil. Der vil af og til være ”nye grene” der knækker, som kalder på din frys-reaktion, men din vej vil være uden de store farer på vejen. Dem der er, vil du kunne håndtere uden at det ændrer din tilknytningsstil. Som trygt tilknyttet er du godt klædt på til at finde ud af en strategi til at håndtere din stress (og dermed også din kæmp eller flygt mekanisme). Som barn blev du følelsesmæssigt set og hørt, så du vil have en god følelse af dig selv. Dit overordnede syn på verden er, at du egentlig godt kan stole på andre mennesker og at du kan vise dig selv som du virkelig er. Du skal ikke lave dig om, for at gøre andre tilpas.

Flygt

I løbet af din opvækst kan du ”se bjørnen langt væk” – det vil sige, dine omsorgsgivere er ”langt væk” i forhold til at dække dine følelsesmæssige behov. Så faren er ikke at du risikerer at blive angrebet. Angrebet er mere, at der slet ikke er en kontakt. Derfor flygter du retning af den eneste person du føler du kan stole på, nemlig dig selv. Med undvigende tilknytningsstil søger du hele tiden at minimere din stress ved at komme væk fra den. Da du var barn var mønstret, at du for det meste blev følelsesmæssigt afvist af dine omsorgsgivere. Derfor fik du en grundlæggende mistillid til andre mennesker, og en følelse af, at du kun kunne stole på dig selv. Så for at beskytte dig i de stressende situationer sætter du din flygt mekanisme i spil. Du lukker med andre ord ned for dit tilknytningssystem og fornægter dine negative følelser. Du kan ovenikøbet blive irriteret hvis andre reagerer på stress fordi du er vant til at tackle dine problemer selv. Det kan selvfølgelig have fordele at kunne handle individuelt, for eksempel i forhold til opgaver på arbejdspladsen. Men det er ikke en strategi som holder i længden, for det gør dig også dårligere udrustet til at håndtere følelsesmæssigt udfordrende ting i dit privatliv eller i familien. Selvom du måske ikke viser det, så har du stadigvæk følelser lige under overfladen. Det kan være ensomt, og føre til at du føler dig udbrændt, fysisk og følelsesmæssigt. Din krop vil være i alarmtilstand, særligt i dit voksne liv, for når ”bjørnen” kommer tættere på i en intim relation flygter du.

Kæmp

Bjørnen, det vil sige dine omsorgsgivere, er tæt på, men du er usikker på om de er der for dig eller ej (om bjørnen vil angribe dig eller ej). Derfor kæmper du for at få deres opmærksomhed for på den måde at få dine behov dækket. Når du har ængstelig tilknytningsstil, er det kodet ind i dig fra barndommen, at du reagerer meget mere end andre i stressfyldte situationer. Det skyldes at dine omsorgsgivere kun var der nogle gange for dig da du var barn, derfor lægger du flere følelser i alt hvad du foretager dig. Selv de mindste ting kan hurtigt blive til store ting for dig, og det er svært at slippe tankerne. Du er kort sagt utrolig meget oppe i dit hoved. En anden ting der er en udfordring for dig, er følelsen af at noget kan vare ved. Det gør at du hurtigt vil føle dig stresset og hjælpeløs fordi du så nemt bliver følelsesmæssigt overvældet. Derfor bruger du ofte en masse krudt på at lægge mærke til hvordan alle andre reagerer, hvor du egentlig skulle bruge kræfterne på dig selv. Så din kæmp mekanisme er konstant aktiveret. Det betyder at du hele tiden vil søge bekræftelse fra andre, særligt i parforholdet.

Styrkende ubevægelighed og dissociation

I det næste scenarie angriber bjørnen dig, det vil sige du bliver udsat for en traumatisk oplevelse i din barndom, på toppen mellem oprør og nedlukning. Med desorganiseret tilknytningsstil vil du hele tiden føle at du har det dilemma, om du skal kæmpe eller flygte. På den ene side opsøger du nærheden fra dine relationer. Men når de så nærmer sig, flygter du. Samtidig kan du gå med en følelse af at være mere eller mindre fjern fra verden, det vil sige at du dissocierer dig fra omgivelserne. Dine tidlige år var fyldt med frygt og uforudsigelighed, fordi din frygt var knyttet til den selvsamme person som skulle give dig omsorg. For andre vil du være svær at finde ud af, fordi du både har en ”jeg hader dig” og ”forlad mig ikke” udstråling på samme tid. Fordi du har svært ved at styre følelserne er du i risikogruppen for at blive udbrændt og få kroniske stresssymptomer. Det vil også være mere sandsynligt at du vil ty til alkohol eller stoffer for at håndtere situationen.