Hvis du kunne tale i det øjeblik du kommer til verden, ville dine første ord sikkert være noget i stil med: ”Hvad f….. skete der lige dér?? Nu lå jeg lige så godt! Her er koldt, og i øvrigt er ledningen til fødeforsyningen forsvundet!” Derefter ville du pludselig føle frygt, og det næste du ville sige, er: ”Hvordan overlever jeg? – og sikrer en stabil forsyning af føde? Og lidt kærlighed ville heller ikke være af vejen.”

Du kan trylle

Når du bliver født er verden din østers, forstået på den måde, at alt hvad der sker forbinder du med dig selv. Din mor vil være så tæt forbundet med dig, at der nærmest er tale om en sammensmeltning i det første cirka halve år af dit liv. Hun kan fornemme når du er sulten, træt eller har fyldt bleen. Men DU opfatter det som at du er sulten, og så bliver du mæt, og det er noget du får til at ske. Du får det simpelthen til at ske på magisk vis. Der findes ikke noget andet end dig endnu, det kommer først lidt senere. Man siger at du i denne første periode er omnipotent, det vil sige at du opfatter dig som verdens centrum, hvilket understøttes af dine omsorgsgiveres adfærd, som tilpasser sig dine behov når de viser sig. Det er også en positiv ting med omnipotensen, for på den måde får du en tillid til at den måde du ser din verden på, kan bruges, og at du kan interagere med den.

Der er andre østers

Men det bliver ikke ved med at gå så nemt, for efterhånden vil dine omsorgsgivere ikke reagere med det samme, hvilket bringer alle mulige nye følelser op i dig. Frustration og raseri over at dine behov ikke bliver dækket med det samme, og frygt for at dine behov vil blive overset for altid. Så du lærer lidt efter lidt at udsætte dine behov, og udvikle en tillid til at de nok skal blive dækket, selv om det ikke lige sker med det samme. Det er også på denne tid at du opdager, at der faktisk er noget der er ikke-mig. En omverden, som ikke altid gør dét, du selv lige har lyst til. At der er nogle mennesker du kan påvirke og selv blive påvirket af. Derfor er det super vigtigt at overgangen hvor verden er din østers, til en verden hvor der er en masse der ikke er dig, bliver så skånsom og glidende som muligt. Det kræver også noget af dine omsorgsgivere, som skal være i stand til at mærke den overgang. Hvis de delvist eller slet ikke kan hjælpe med det, er du allerede dér sårbar og påvirkelig.

Tillid

Så nu har du opdaget der er en omverden, og at du faktisk ikke på magisk vis laver din egen føde eller tryller din fyldte ble væk. Og du har også fundet ud af at du har en krop som har sine egne grænser, hvilket du begynder at udforske og eksperimentere med. For eksempel kan du putte ting i munden for at finde ud af om det er noget spiseligt du har fat i eller ej. Senere finder du ud af, at din krop kan kravle, så du ikke behøver være samme sted hele tiden. Da du lige blev født spillede det ingen rolle for dig hvem der gav dig mad, for det troede jo du selv gjorde. Men nu bliver det lidt mere vigtigt hvad der er for nogle andre der sørger for et konstant flow af kærlighed og føde. Du finder også ud af, at der er flere andre end dig, og de er alle sammen forskellige. Men nogen ser ud til at være tættere på dig end andre. Det er i hvert fald bestemte personer du får tillid til at de  kommer når du er sulten eller er faldet ned af sofaen igen. De vil for det meste hedde mor og far, men det behøver ikke være sådan. Det kan også være plejeforældre, bedsteforældre, venner, søskende eller ansatte på institution.

 

Kunsten at opdage verden

Du finder ud af, at det nok egentlig er meget godt at der er andre end dig i verden, for den ser lidt mere kompliceret ud end at få mad og få skiftet ble. Det er også her du får øje på hvor meget (eller lidt), dine omsorgsgivere dækker dine behov når du har brug for at blive trøstet, er vred eller på andre måder får rystet den tilknytning du har til dem. Hvis du er heldig får de for det meste øje på dine behov, men det kan lige så vel være, at de ikke gør. Så begynder du at gå rundt i en tilstand af forhøjet angst. Det kan enten være fordi dine omsorgsgivere kun nogle gange reagerer når du har brug for dem, eller også lader de til helt at overse dig. Hvis det er rigtig slemt, er hjemmet et kaos som er umuligt at finde ro i. Men uanset hvilken type hjem du har, vil du altid føle angst når dine omsorgsgivere ikke er der. Og der vil være en periode  hvor du har særlig angst overfor fremmede. Den kalder man for otte måneders angst. Når du føler dig tryg med dine omsorgsgivere, vil du bruge dem som en sikker base til at udforske verden, vel vidende at du altid kan vende tilbage til dem hvis der opstår noget farligt. Det vil du ikke have lige så meget tendens til hvis du har en utryg tilknytningsstil, for du er jo ikke sikker på om de vil være der når du flygter fra noget farligt.

Hvilken vej?

Efterhånden udvikler du et parløb fremfor en afhængighed med dine omsorgsgivere, hvor du lærer dem at kende, og det samme den anden vej. Du har fået en fornemmelse af hjemmets og personernes rutiner, og bliver mindre angst når du er alene. Du vil føle dig sikker, i hvert fald hvis du har en tryg tilknytning. Det vil også se sådan ud for andre, hvis du har en utryg tilknytning, men under overfladen er uroen alligevel større. Så man kan sige at det gode er at du er godt på vej til at finde ud af hvem du selv og andre er. Det knap så gode er, at dine omgivelser gerne vil fortælle dig hvem de synes du er, og de meninger vil med tiden blive din historie om dig selv. Og de overbevisninger kan som voksen vise sig at være svære at ryste af dig. Når du står dér, på startlinjen til dit liv, kan du forestille dig det som en tur hvor der vil være flere veje at tage. Det normale vil være at du kan vælge en strategi for at få så meget kærlighed og behov dækket af dine omsorgsgivere som muligt. Det vil gælde hvis du får en tryg, ængstelig eller undvigende tilknytning med dig. Strategierne vil være forskellige, men du har i det mindste en mulighed for at vælge en vej. Det vil ikke være tilfældet med desorganiseret tilknytning, der vil vejen mere være valgt til dig på forhånd, uden du selv har kunnet vælge strategi. Det kalder man også for udviklingsstier:

I dit liv er der i begyndelsen mange veje at gå, men efterhånden som du vokser op, bliver der længere imellem mulighederne. Så når du har valgt én vej, er der nogle andre veje der lukkes. Derfor vil der være langt færre veje du kan gå når du rammer pensionsalderen.

Tunnelsyn eller vidvinkel?

Når du bevæger dig gennem livet vil det helt sikkert være fyldt med oplevelser og overraskelser. Nogle af dem vil være fantastiske, dejlige, sjove, skønne og fyldt med kærlighed. Andre vil være trælse, deprimerende, stressende og konfliktfyldte. Det hører alt sammen med på turen. Men det vil ikke være alle der vil få øje på at turen faktisk var afhængig af den start den fik. Så det vil langt fra være alle der får øje på de uhensigtsmæssige mønstre. Så hvordan kommer du egentlig i gang med at få øje på dine mønstre? Måske har du en fornemmelse af at de er der, uden rigtig at kunne sætte ord på, eller du tænker ikke over det. Eller måske er du lige på dét sted, hvor du er klar til at skrue vidvinklen på og få øje på dit indre landskab? Der er ingen opskrift her, andet end at hvis du begynder på en helingsproces, så husk at det bliver en lang tur, som først slutter for enden af dit liv.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Ved du at jeg også er coach? Se mere om det her: lifecoachen.dk