Social angst viser sig som en overdrevet frygt for at være i sociale situationer. Hvis du har social angst, handler frygten om, at situationen vil ende katastrofalt. Du tror måske, at du vil blive ydmyget, miste selvværd eller blive bedømt negativt af andre.

Typisk vil du også have oplevet at dine tidlige omsorgsgivere ofte var usympatiske eller ligefrem barske i deres opdragelse. De kunne også være:

  • Kontrollerende og grænseoverskridende.
  • Følelsesmæssigt fjerne og kolde.
  • Kritiske og udskammende.

Symptomer

Når du får et anfald af social angst, kan du opleve en række voldsomme symptomer:

  • Intens frygt for at tale eller interagere med fremmede.
  • Frygt for at andre vil lægge mærke til hvor angst du i virkeligheden er.
  • Frygt for det pinlige ved de fysiske symptomer, som at rødme, svede eller stammen.
  • Undgå at tale med folk, eller deltage i aktiviteter, af frygt for at føle dig forlegen.
  • Undgå situationer hvor du er genstand for opmærksomhed.
  • Være overdrevet bekymret for at komme til at ydmyge dig selv.
  • Frygt for situationer, som har en risiko for at du bliver bedømt negativt.
  • Oplevelse af intens frygt og ængstelse i sociale situationer.
  • Overdrevent analysere den måde du var på, og dine fejl, efter en social begivenhed.
  • Forvente det værst mulige udfald fra negative oplevelser i sociale situationer.

Tilknytningsstil

  • Social angst kan også ses fra et tilknytningsperspektiv, fordi relationer mellem mennesker er en vigtig ting for begge. Forskere mener, at hvis du lider af social angst, så vil den måde du er vokset op og opdraget på, være en vigtig faktor. Både for at udvikle social angst, men også en utryg tilknytningsstil.

Tilknytningsteorien fokuserer på relationer og bånd mellem mennesker, særligt dynamikkerne mellem barn og omsorgsgiver over længere tid. Senere også de relationer der er i romantiske forhold i voksenlivet. Som tilknytningsteoriens fader, den britiske psykiater og psykolog John Bowlby udtrykker det:

”Tilknytning er den langvarige psykologiske kontakt med en meningsfuld person, som skaber glæde, mens det interagerer og tilbyder trøst i tider med stress.”

Bowlby begyndte at studere tilknytning gennem den forskning han udførte omkring hospitalsindlagte børn og ungdomskriminelle. Den forskning førte ham til at undersøge de negative effekter ved at være berøvet moderlig omsorg. I de fleste tilfælde viste det sig, at moderen enten ikke reagerede på barnets behov, eller simpelthen ikke var til stede i lange perioder af barnets to første leveår.

Bowlby’s hypotese var derfor, at barnet har et instinktivt behov for at udvikle en tæt relation med en tilknytningsfigur, ideelt set en mor. I de uheldige tilfælde, hvor der ikke var dette tætte bånd, var der større risiko for negative konsekvenser for barnet. Det kunne være ting som:

  • Mindre intelligens
  • Agression
  • Depression
  • Kriminalitet
  • Følelsesløs psykopati (mangel på empati og medfølelse for andre)

Harlow’s og Zimmerman’s studie med rhesusaber

I forlængelse med hans arbejde omkring moderligt afsavn, udviklede Bowlby en teori omkring tilknytning. Den var blandt andet også baseret på en indflydelsesrig teori af Harlow og Zimmerman fra 1959.

Deres forsøg var udført med rhesusaber, som blev taget fra deres biologiske mor og placeret i et bur med to ”surrogatmødre”. Den ene af ”mødrene” var lavet af ståltråd, og havde en flaske monteret på, med mad. Den anden tilbød ikke føde, men var beklædt med et blødt klæde.

Forsøget viste klart, at aberne valgte trygheden hos den varme bløde mor, fremfor at vælge ”moderen” med føde. Det var et resultat der gik stik imod tidligere teorier omkring tilknytning. Disse tidligere teorier gik på, at målet med tilknytning var at få de vigtigste behov dækket, herunder behov for føde.

Bowlby udviklede nu sin teori, som er baseret på at tilknytning bliver skabt af et iboende behov i barnet for at skabe et emotionelt bånd med moderen. Dette behov går langt ud over behovet for at få føde.

Tilknytningstrin

I sin teori konkluderer Bowlby, at barnet gennemgår fire hovedtrin i sin tilknytning:

  • Før-tilknytning (nyfødt til 8 uger): Nyfødte babyer forstår instinktivt hvordan de skal få opmærksomhed fra voksne. Det kan være ved at græde, pludre, have øjenkontakt eller smile. Babyer på dette trin er ikke tilknyttet til moderen endnu, men kan blive trøstet af andre menneskers tilstedeværelse.
  • Skabelse af tilknytning (6 uger til 6-8 måneder): Her begynder spædbarnet at udvikle en følelse af tillid til sin primære omsorgsgiver, for det meste moderen. De bliver trøstet meget hurtigere af moderen, end af andre mennesker, og smiler ofte når hun er nærheden.
  • Tydelig tilknytning (6-8 måder til 18 måneder – 2 år): Tilknytningen mellem spædbarn og omsorgsgiver bliver etableret. Babyer på dette trin, foretrækker deres mor fremfor andre. De oplever også angst, når moderen ikke er til stede. Den måde moderen trøster sit barn på, og den måde barnet reagerer på når moderen ikke er der, har stor indflydelse på intensiteten af separationsangsten.
  • Skabelse af gensidige relationer (18 måneder og op): Efterhånden som spædbarnets sprog udvikler sig, bliver angsten mindre ved separation. Barnet har en klar fornemmelse af, hvornår mor går og kommer. En dyb fornemmelse af sikkerhed har udviklet sig, fordi barnet ved, at selv om mor ikke altid er der, vil hun altid komme tilbage. Denne fornemmelse af sikkerhed bliver ofte kaldt for ”Den indre arbejdsmodel”.

Tilknytningsstile

Mary Ainsworth, en kollega og canadisk psykolog, udtænkte en test, hvor børns reaktioner på moderens tilstedeværelse og fravær blev afprøvet. Testen bestod af børn under to år gamle. Resultaterne af testen blev fundamentet for tilknytningsteorien.

I de først tests, kunne børnene inddeles i tre distinkte grupper. Omkring halvdelen var trygt tilknyttet, en fjerdedel var ængsteligt tilknyttet, og en fjerdedel var undvigende tilknyttet. Siden, ved psykologen Mary Main, blev en fjerde tilknytningsstil opdaget, den desorganiserede tilknytning, som der var ca. 5 % af.

Selve reaktionerne i testen var følgende:

  • Tryg tilknytning:

Småbørn der har udviklet tryg tilknytningsstil, er glade og trygge, og viser interesse for at udforske omgivelserne. De bliver forsikret for, at mor altid vil være der for dem, uanset hvor langt de går væk. De kan blive urolige og kede af det når mor ikke er der, men de falder hurtigt ned, når hun kommer igen. Moderens adfærd er konsistent, og med en god følsomhed overfor barnets behov.

  • Ængstelig tilknytning:

Børn med ængstelig tilknytningsstil viser en kombination af hjælpeløshed og vrede i forhold til deres mor. Erfaringen har lært børnene at de ikke kan stole på deres mor, og derfor er de passive, og virker usikre. Moderen er inkonsistent, og reagerer ofte ikke på barnets behov, eller forsømmer barnet helt.

  • Undvigende tilknytning:

Børn med denne tilknytningsstil stoler ikke på, at moderen vil tilgodese deres behov. De ser ud til at være ligeglade med, om mor er til stede eller ej. Men inden i er de i virkeligheden i oprør. Børnene er følelsesmæssigt fjerne og ikke særligt udforskende på omgivelserne. Moderen viser ingen interesse i barnet, og ser ikke ud til at have nogen form for emotionel forbindelse med barnet.

  • Desorganiseret tilknytning:

Børn med denne tilknytningsstil kan være vrede, deprimerede, apatiske eller passive. Barnet har ingen strategi for at håndtere moderens adfærd, som kan veksle mellem stærk aggression og passivitet.

Utryg tilknytning og social angst

I en undersøgelse af N.L.Collins fra 1996 blev en gruppe på 118 patienter inddelt i to grupper med ængstelig og tryg tilknytningsstil. Undersøgelsen viste, at gruppen med ængstelig tilknytning viste højere social angst, flere hæmninger, højere grad af depression og en mindre følelse af livsværdi end gruppen med tryg tilknytning. Konklusionen var derfor, at social angst var en formidlende faktor mellem ængstelig tilknytning og mental sundhed, som for eksempel depression.

I det hele taget viser forskningen, at der er en stærk sammenhæng mellem utryg tilknytning og social angst.

Når du vokser op med omsorgsgivere der er konsistente og reagerer på dine behov og stress signaler, vil det påvirke dit syn på dig selv og andre. Du vil føle at det kan stole på andre, og føler at de tager sig af dem og elsker dig. Og du vil se dig selv som værdig, værdsat og kompetent.

Men der er også en bagside af medaljen.

Måske vokser du op med omsorgsgivere som ikke reagerer på dine signaler, afviser dig eller er inkonsistente i deres kontakt til dig. Så vil du udvikle utryg tilknytning, og få indbygget en tro på, at du ikke kan stole på andre. Her vil du se dig selv som uværdig til kærlighed og inkompetent. Din utrygge tilknytning vil have stor indflydelse på, om du vil søge hjælp fra andre til at regulere din stress. På den måde vil det også blive sværere for dig at udvikle sociale kompetencer.

Forskel på undvigende tilknytning og social angst

Undvigende tilknytning og social angst kan nemt forveksles, men det er to forskellige mentale ting.

  • Social angst, eller social fobi, er en bestemt form for angst, som er forbundet med sociale situationer. Hvis du har social angst, bekymrer du dig for om du gør noget pinligt blandt andre. Eller om du gør noget, der stempler dig negativt. De fleste kan nok føle uro ved at gøre noget pinligt, men når du har social angst, vil det fylde meget mere hos dig. Det kan skabe problemer for dig på jobbet, i skolen eller andre dele af livet. Omkring 75% af mennesker med social angst bliver diagnosticeret når de er mellem 8 og 15 år.
  • Undvigende tilknytningsstil er en personlighedsforstyrrelse. Personlighedsforstyrrelser er et mentalt sundhedsproblem, hvor mønstre og tanker påvirker hverdagen. Hvis du har undvigende tilknytning kan det være en udfordring for dig at forstå og stole på andre. Og mange almindelige situationer kan også være svære at gennemskue.

Forskellen mellem de to er blandt andet den måde du ser på dig selv. Når du har social angst, er du klar over, at din angst er irrationel, og at andre ikke vil dømme dig så hårdt som du dømmer dig selv. Hvis du har undvigende tilknytning, har du ikke denne indsigt, for her har du en stærk følelse af usikkerhed og værdiløshed, som du tror er sandheden.

Med undvigende tilknytning føler du dig ofte akavet, eller mindre værd, i selskab med andre. Og du er meget modtagelig for kritik og afvisning. Du undgår også helst at deltage I sociale begivenheder, medmindre du er sikker på at føle dig velkommen. Skam og selvhad er mere associeret med undvigende tilknytning end med social angst. Den sociale angst bliver for det meste først diagnosticeret senere i barndommen, når du er mellem 8-15 år.

Fælles træk mellem undvigende tilknytning og social angst

Ud over forskellene, er der også fælles træk mellem de to tilstande. Begge deler en intens frygt for at blive flov eller bedømt i sociale situationer. Og folk udefra vil beskrive dig som genert, skræmt, akavet eller bange. Frygten der er forbundet med undvigende tilknytning eller social angst kan vise sig på flere måder:

  • Du undgår at deltage i sociale situationer.
  • Du undgår at møde og interagere med nye mennesker.
  • Du har et lavt selvværd.
  • Du føler dig genert eller skræmt, når de befinder dig sammen med andre.
  • Du isolerer dig fra andre.

Hvad er mest alvorligt?

Der foregår en løbende debat blandt mentale sundhedseksperter om, hvilken af de to tilstande der er mest alvorlig. Mange gange er de to udfordringer så tæt diagnosticeret, så de virker som to sider af samme sag. Men mens undvigende tilknytning typisk involverer mønstre i alle dele af livet, er social angst mere forbundet med nogle få specifikke situationer.

De to tilstande viser fælles træk når det kommer til risikofaktorer. Genetiske og miljømæssige faktorer kan være medvirkende til begge tilstande. Undvigelse kan være en tillært adfærd, hvis du for eksempel begynder at undgå sociale situationer efter en negativ oplevelse. Hvis du generelt voksede op som et genert barn, er der større chance for at udvikle enten undvigende tilknytning eller social angst. Du vil dog ikke med sikkerhed udvikle én af de to tilstande, blot fordi du er genert som barn.

En anden ting der kan påvirke din risiko for at udvikle enten undvigende tilknytning eller social angst, er din bagage fra barndommen. Det kan for eksempel være hvis du har været udsat for misbrug, traumer, mobning eller andre negative oplevelser. Forsømmelse, og særlig den fysiske af slagsen, er mere en særlig risikofaktor for dig i forhold til undvigende tilknytning. I forhold til social angst, viser forskning, at det er 2-6 gange mere sandsynligt at du udvikler social angst, hvis du har en bror eller søster der også har det.

Hvad kan du gøre?

Terapi er generelt en god idé, både hvis du har undvigende tilknytning og social angst. For det er kun en professionel, der kan diagnosticere din tilstand. Hvis du mener du har symptomer på én af de to tilstande, så få en aftale med en terapeut, og få en god start på din heling. Vær dog opmærksom på, at det ikke er alle terapeuter der har erfaring på netop dit område. Og det er også vigtigt, at du har en god kemi med din terapeut.

Social angst bliver ofte behandlet med kognitiv adfærdsterapi. Her får du hjælp til at identificere de tanker der gør dig urolig og påvirker dig negativt. Når du får dine tanker frem i lyset, kan du også lære hvordan du kan ændre dem. Du kan vælge 1:1 sessioner med din terapeut, men nogle får også stor hjælp af gruppeterapi. Nogle former for adfærdsterapi arbejder med eksponering. Det vil sige, at du langsomt lærer at blive udsat for de situationer du frygter. Det er den samme måde som mange fobier bliver behandlet på.

Mange tror, at personlighedsforstyrrelser ikke kan behandles, men det er ikke tilfældet. Ud over terapi, kan behandling af social angst også kombineres med medicin. Her kan nogle af dine symptomer blive mindre, men det er en god idé også at have terapi med i forløbet.

Hvis du har undvigende tilknytning, vil din motivation for at søge behandling ofte være, at du føler ensomhed og uro, fordi du ikke er i stand til at deltage i sociale begivenheder. I forhold til terapi, kan det være en hjælp for dig, hvis du kan få støtte af andre medlemmer af familien. Gruppeterapi kan være godt for dig, for her kan du lære at udvikle dine relationer og din kommunikation til andre i trygge rammer.

Få mere inspiration på Bliv klogere.