Følte du dig usynlig da du voksede op? Som om dine behov blev overset eller der ikke var nogen der bemærkede dig? Hvis det er tilfældet, er du vokset op som glasbarn. Lad os dykke dybere ned i hvad det er.

Hvad er et glasbarn?

En vigtig ting at huske når man taler om at være glasbarn er, at det ikke er en diagnose med rod i din mentale sundhed. I stedet er det et fagudtryk som beskriver børn som vokser op med en eller flere søskende som har store udfordringer, og som derfor bliver overset. Det kan for eksempel være at din bror eller søster havde psykiske udfordringer eller kroniske sygdomme, handicaps eller adfærdsproblemer. Og på grund af de omstændigheder, føler du at du er nødt til at lade dine egne behov træde i baggrunden.

En lidt ”lettere” udgave kan måske være, at du voksede op som mellembarnet i familien. Hvor din lille søskende kalder på al opmærksomheden, og den store kan klare sig selv bedre, og så står du dér og føler dig helt usynlig.

At være glasbarn betyder altså  at du er et barn som bliver set igennem i stedet for at blive set på af dine forældre. Det skyldes at de andre søskende tager al pladsen og opmærksomheden. Og ud over at føle dig usynlig, føler du dig også ignoreret og forsømt. Når du vokser op på denne måde, kan det føles utrolig kompliceret for dig, for hvem kan du egentlig give skylden? Du kan ikke give din bror eller søster skylden fordi de har det hårdt og har brug for hjælp, og du kan ikke give forældrene skylden, for de hjælper jo bare deres barn, som har mere brug for det – eller sådan kan det i hvert fald føles for dig. Så i stedet for ender det med at du giver dig selv skylden fordi du føler dig vred og overset, som om det er din fejl at du (også) ønsker mere kærlighed og opmærksomhed.

Det har en stor og varig pris for dig at vokse op som glasbarn. Så lad os se nærmere på de tegn, der tyder på at du er glasbarnet i familien:

Du føler dig usynlig

Den første og mest åbenlyse grund er, at du føler dig usynlig som barn, (og som også er en følelse du kan have som voksen.) Du vokser måske op med den tro, at dine følelser ikke er lige så vigtige som dine søskendes. Dine søskende har sandsynligvis særlige udfordringer eller sygdomme som tager al opmærksomheden i familien. Så du vokser op og lærer at gøre dig selv mindre, for på den måde at optage mindre følelsesmæssig plads. Du har en idé om, at så længe du ser ud til at have det godt, har du ikke brug for tryghed, hjælp eller opmærksomhed. Og faktisk kan følelsen af overhovedet at have brug for noget, få dig til at føle dig skyldig. Du kan måske huske at du blev rost for at være så selvstændig som barn, eller for at være voksen af din alder eller meget hjælpsom. Men indeni har du en overvældende følelse af ensomhed, som om ingen ser dig som du virkelig er eller hvad du har brug for. Man kan også sige det på den måde, at jo mere dygtig eller egnet du ser ud til at være, jo mindre synligt bliver det du kæmper med i dig selv. Det kan også gælde hvis du er den ældste søskende i familien, hvor du lider i stilhed, mens dine søskendes udfordringer får dig til at gå stille med dørene omkring dine egne behov. Der er ikke plads til at spørge om hjælp. Som om din smerte ikke tæller, eller ikke er lige så væsentlig som dine søskendes. Så selv om føler det som en ros at være uafhængig og voksen af natur som barn, er det måske i virkeligheden knap så godt.

Du bliver super uafhængig

Fordi dine forældre er så fokuserede på dine søskendes behov, lærer du lynhurtigt at tage dig af dig selv. Nogle gange endda tidligere end du er følelsesmæssigt klar til. Du laver måske din egen mad, laver selv dine lektier og sørger for at passe din sengetid. Du trøster dig selv når du har det hårdt og ingen bemærker det. I første omgang føler du det muligvis som godt, at du ikke er afhængig af andre, men over tid kan det blive udmattende. Det går sandsynligvis ikke en gang op for dig, at du faktisk fortjener tid og opmærksomhed. Det er ikke overraskende, at du som glasbarn også har større risiko for at udvikle spiseforstyrrelser, for du får en indgroet tro på at det er bedst hvis du ikke har brug for noget i dit liv. Så jo mindre du har behov for, jo bedre. Din super uafhængighed tager du med ind I dit voksenliv, hvor den hurtigt bliver giftig for dine relationer, særligt i dine parforhold. At bede om hjælp eller vise sårbarhed overfor partneren føles som en fiasko for dig. Så der vil være en del arbejde for dig i forhold til at tillade andre at få del i dine følelser og i det hele taget at have tillid til dine omgivelser. Fordi du tilbringer så mange år med kun at kunne stole på dig selv, vil tanken om at åbne dine følelsesmæssige døre for andre føles fremmed, risikabel eller måske endda umulig.

Du kæmper med skyld over at være vred

Ikke nok med at du kæmper med at tøjle din vrede, du føler dig også skyld over at være (berettiget) vred. Inderst inde elsker du dine søskende og ved, at det ikke er deres skyld. De har ikke valgt at have deres udfordringer, eller for den sags skyld den opmærksomhed det kræver af omgivelserne. Det kan endda være de hader den. Men den bevidsthed sletter jo ikke på magisk vis alle de år hvor du føler dig uset, gennemsigtig og efterladt. Så når du reflekterer over din barndom, vil det være svært for dig ikke at føle dig vred eller sørgmodig over at dine forældre ikke kunne give dig mere opmærksomhed end de gjorde. Du går rundt med en stille smerte når du husker hvordan du var nødt til at håndtere dine egne udfordringer alene. Og hvordan du skulle pakke dine følelser væk, fordi der var andre i familien der tog opmærksomheden. Det gør dig vred som barn, men lige efter følger skylden over at være vred – hvilket forstærker vreden. Det bliver en smertefuld cyklus, som det er svært at bryde ud af. Så det bliver også vanskeligt for dig at få styr på dine egne følelser, fordi det er som om det ikke er tilladt for dem at vise sig fuldt ud, uden at skulle sammenlignes. Det siger nok sig selv, at det er utrolig trættende at være fanget i sådan en cyklus, for det er svært for dig at afgøre hvor smerten ender og skylden begynder. Det er som om du er fanget midt imellem de to.

Du bliver fredsmægler og people pleaser

Når hjemmet føles som om det kunne eksplodere hvert andet øjeblik, er det måske dig der går ind og påtager dig rollen som limen der holder det hele sammen. Du er den rolige stemme og stabile tilstedeværelse i familien. Dén som lynhurtigt kan læse rummet og justere din adfærd til de fleste situationer. Du undertrykker dine egne følelser, ønsker og behov fordi du tror, at det er dit ansvar at sørge for at alle er glade og trygge. Også selvom det koster for dig selv. Med tiden bliver du så god til at forudsige andres humør og følelser, at du får stoppet spændingerne næsten før de starter. Samtidig mister du dig selv i processen. At sætte grænser eller have din egen mening bliver på den måde meget svært for dig, fordi du altid er bevidst om de krusninger det medfører. Når du handler som du gør, er det ikke så meget et valg, men mere en overlevelsesstrategi. Du lærer simpelthen, at når du er usynlig, imødekommende og følelsesmæssigt på vagt, så kan du sikre både familien og dig selv. Det betyder også, at selv når du bliver voksen, er det vanskeligt at slå det instinkt fra. Det er tæt sammenvævet i dine relationer og den måde du ser dig selv på, og hvordan du bevæger dig gennem verden. Og dog har du under alle lagene en længsel efter at sænke paraderne. Så husk at verden ikke falder sammen hvis du viser hvem du virkelig er, og vil helt sikkert være en lettelse for dig at lægge byrden fra dig.

Du bliver rost for ikke at behøve noget som helst

På overfladen kan det lyde som en kompliment at høre ting som: ”Du er så sorgløs, vi behøver aldrig at være bekymrede for dig.” Eller måske: ”Du er så uafhængig, det elsker vi ved dig.” Men under rosen er der også en usagt forventning hvor din værdi bliver bedømt efter hvor lidt du har brug for. Det gør, at du over tid tror, at når du bare er stille og holder sig ude af syne, gør du dig fortjent til at blive elsket eller bare accepteret. Når du så vokser op, vil det være dybt ubehageligt for dig at udtrykke dine følelser. Du tøver med at bede om hjælp eller støtte, og du føler måske endda skyld over at have behov. Så når du græder åbent eller tager en pause når tingene bliver for overvældende, kan det trigge ængstelse, skam eller en følelse af at være for meget.

Du kæmper med dit selvværd

Når dine behov konstant bliver nedprioriteret, vil du få det billede af dig selv, at du ikke er vigtig. Andre mennesker er mere vigtige, og din værdi afhænger af hvor hjælpsom, stille og selvhjulpen du er. Som barn lærer du, at kærlighed og opmærksomhed langt fra er givet. Det er noget du altid skal gøre dig fortjent til, ved at minimere dine egne behov og gøre dig selv nyttig i familien. Og når så du bliver voksen, vil du ofte være fanget i mønstre hvor du føler du skal levere alt for meget. For inderst inde håber du, at når du gør det, vil nogen omsider bemærke dig og dine behov. Det kan være du jagter ros og forfremmelse på jobbet eller bruger en masse energi på at tage dig af alle mulige andre. Du har en tro på, at så vil tomheden indeni blive fyldt ud. Alligevel føles det hult hver gang du opnår et nyt mål, fordi du stadig ikke føler at du er helt god nok. For dét du virkelig har brug for er faktisk ikke at få ros af andre eller stige i graderne. Dét, du har brug for, er at føle at du har værdi præcis som du er og ikke hvor brugbar du er. Uanset hvor succesfuld du er på jobbet eller i privaten, er det noget andet der skal til for at hele de sår der har udspring i at føle dig usynlig, ignoreret og uelsket.

Du har et kompliceret forhold til omsorg

Når du vokser op, er du måske én af dem som får rollen som omsorgsgiver, længe før du faktisk er emotionelt eller udviklingsmæssigt klar til det. Du bliver det ansvarlige barn, som skal hjælpe dine søskende, trøste dine overvældede forældre eller påtage dig andre voksenopgaver. På den måde bliver det til at ligge på din rygrad, at være ”omsorgsgiver”, fordi det er hvad familien har brug for at du er. Det kan have den betydning, at du som voksen instinktivt hopper ind i rollen som omsorgsgiveren i dine relationer, som for eksempel i dine venskaber eller på jobbet. Som glasbarn vil du ofte finde dig selv i jobs, hvor du har en funktion som hjælper eller som kræver en god portion følelsesmæssigt arbejde. Du bliver nemt den alle henvender sig til, når der er krise i farvandet. Du bliver ”terapeut-vennen” for omgangskredsen. Èn som altid stiller op for andre. På andre virker du som den person, som altid ved hvad der skal siges og gøres. Du er stabil, pålidelig, rolig og én som kan rumme andres bekymringer, uanset hvor store de må være. Selv kan du måske føle det som dybt tilfredsstillende at tage dig af andre på den måde. Men måske er der alligevel en stille og vedvarende smerte dybt i dig, som bliver ved med at spørge dig: ”Hvem tager sig af mig?”, ”hvem lægger mærke til, når jeg kæmper eller er udmattet?”, ”hvem rækker ud når jeg har brug for det?”. Du bliver så god til at være omsorgsgiveren for andre, at det føles helt fremmed eller utrygt at bede andre om hjælp. Det kan endda føles virkelig skræmmende. Så føles det måske nemmere for dig, at blive ved med at være der for andre, for så risikerer du ikke at føle dig sårbar. Så slipper du også for at blive skuffet, hvis de ikke er i stand til at give dig den omsorg du har brug for.

5 veje til heling

Som du kan se, er der mange facetter forbundet med at være glasbarn. Måske du kan genkende nogle af dem? Når du lige læser det, virker det måske som om der ikke er så meget at gøre ved det. Men at være glasbarn er ikke noget du vælger, det er noget du tilpasser dig til. Det betyder også, at du ikke sidder fast i dine mønstre for evigt, så lad os lige se hvordan du kan komme videre.

  • Vær detektiv

Du kan ikke ændre hvad du ikke ved eller forstår. Så begynd med at lægge mærke til din adfærd, og de overbevisninger du har fået med, ved at vokse op som glasbarn. Måske har du gået rundt med dine mønstre i mange år, uden at være klar over hvor de kom fra. Men det er aldrig for sent at gå i gang. Så bare gå i gang med at undersøge dig selv lige så stille, uden at sige det til andre. Du vil helt sikkert blive overrasket over hvilke ting der begynder at dukke op! Du kan for eksempel lægge mærke til hvornår du lægger dine egene følelser til side, til fordel for andre? Hvornår siger du, at du er ok, når du faktisk ikke er? Vær nysgerrig, uden at dømme, I forhold til de måder du lærte at overleve på. Og husk: Du er ikke ødelagt. Du tilpassede dig.

  • Genvind din stemme

Det kan for eksempel være at begynde at skrive dagbog eller tale med en terapeut. Eller måske bare at lade dig selv sige de ting højt, som aldrig tillod dig at sige før. Det kan være ting som: ”Jeg har brug for mere”, ”det er ikke fair” eller ”jeg føler mig ensom.” Det er sandheder der fortjener at blive hørt, særligt af dig selv.

  • Øv dig i at bede om hjælp

Jep, det er nemmere sagt end gjort. Men heling betyder også at erkende, at du faktisk ikke behøver gøre alting selv. Du kan gøre det nemmere ved at starte i det små. Det kan for eksempel være at aftale at ses med en ven eller få ham/hende til at tage en kop kaffe med fra automaten i kantinen. Senere kan du går videre til: ”Jeg har lige brug for at få luft, er det i orden?” – og det vil det jo være for de fleste. I stedet for at brænde inde med det hele og påstå at du har det fint, så tillad dig i stedet at fylde mere i dine relationer. Og i livet.

  • Sæt grænser for omsorg

Det kan være, at du stadig føler dig ansvarlig for alle andres velbefindende. Men du kan faktisk vælge hvad du vil give ud af. Bare fordi du kan bære andres udfordringer, betyder det ikke at du skal. Dit værd skal ikke måles i hvor brugbar du er. Hvis du ikke har energien til at hjælpe, så sig det højt. Du behøver ikke give en alenlang forklaring på hvorfor du ikke kan hjælpe lige nu. Sig i stedet: ”Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, men det kan jeg ikke lige nu.” Bare lad det være med det.

  • Lær dig selv at kende udenfor din rolle

Prøv at undersøge hvem du egentlig er, når du ikke lige er den ansvarlige person? Hvad synes du er sjovt at foretage dig? Hvad kan få dig til at grine? Hvad har du lyst til? Hvilke behov har du? Hvad føler du? Det er her du kan opdage hvem du er, når du ikke er i din rolle som glasbarn.