Hvis du har søskende kender du det: Det ene øjeblik hænger i sammen som ærtehalm, det andet er i ved at kvæle hinanden. Det er helt normalt at du og dine søskende kan irritere hinanden, føle sig jaloux eller skændes. Det kan også være, at du generelt ikke bryder dig om din søster eller bror. I så fald er der risiko for at I mister kontakten til hinanden når I bliver voksne. Den måde I vokser op på i barndommen, kan opleves meget forskelligt, og afhænger meget af den tilknytning du og dine søskende har til jeres omsorgsgivere. Så måske har dine søskende opfattet barndommen som helt anderledes end dig. Men hvordan påvirker den tilknytning I har fået med, jeres forhold til hinanden?

Søskende og utryg tilknytning

Nogle gange påvirker en utryg tilknytning i barndommen den måde du og dine søskende er sammen på i voksenlivet. Det kan ske, at forholdet er så ustabilt, at I måske helt mister kontakten med hinanden, fordi jeres personligheder er langt fra hinanden. Grunden til jeres forskel kan være at I voksede op i en familie hvor omsorgsgiverne ikke var i stand til at give jer en tryg tilknytning med i bagagen. Når det sker, påvirker det både dit forhold til dine søskende, men også hvordan du selv får mulighed for at gro og udvikle dig senere. Men hvordan påvirker en utryg tilknytning dit forhold til dine søskende?

Tilknytningen til dine primære omsorgsgivere i barndommen har stor indflydelse på alle dine relationer senere i livet. Det gælder familien, vennerne og I sidste ende også dine romantiske partnere. Faktisk viser det sig, at hvis man har haft en utryg tilknytning til omsorgsgiverne, vil tre ud af fire tage den utrygge tilknytning med sig ind i voksenlivet.

Det gælder også for forholdet til dine søskende. Når du har en tryg tilknytning, er det mere sandsynligt at du vil have et godt og trygt forhold til dine brødre eller søstre. Har du derimod fået en utryg tilknytning med dig, fører det i mange tilfælde til et utrygt forhold mellem søskende, og dermed også en forhøjet risiko for konflikter, der i værste fald kan klippe kontakten over. Men faktisk påvirker det tidlige bånd til omsorgsgiverne forholdet mellem søskende mindre end andre relationer. Her er det “kun” lidt over halvdelen af alle der tager en utryg tilknytning med sig. Det er relativt få, når man tænker på at den fysiske nærhed mellem søskende er større i barndommen.

Utryg tilknytning kan forstærke båndet

På trods af, at der er en større risiko for at miste kontakten med dine søskende hvis I har utryg tilknytning, kan det modsatte også ske. Det kan nemlig være, at jeres bånd bliver stærkere, når I har oplevet det samme utrygge bånd til omsorgsgiverne i den tidlige barndom. Der er også undersøgelser der viser, at ældre søskende ofte kan være den trygge base for yngre brødre og søstre. Det giver dem selvtillid til at udforske omgivelserne, når de ved der er en sikker base at vende hjem til. Så ældre søskende har en tryg relation til de yngre søskende, i stedet for forældre eller andre omsorgsgivere. Hvis du er den yngre bror eller søster, kan tillidsbåndet hjælpe dig med at relatere til andre på en sund måde.

Når du og dine søskende mærker et varmt forhold til hinanden, kan det virke som en buffer mod smertefulde oplevelser tidligere i livet. Det kan være ting som skilsmisse eller død I familien. Det kan oven i købet være, at du føler at du kan snakke bedre med dine søskende end med andre. Og at en eller flere søskende forstår dig på et helt dybt plan. Med denne buffer oplever du også at du og dine søskende beskytter hinanden, også uden for hjemmets fire vægge. På den måde bliver du i stand til at udvikle gode strategier for at klare udfordringer i dine relationer senere hen. Når du får mulighed for at udvikle en sund adfærd, er det også mere sandsynligt at du har lyst til at dele dine tanker og følelser med andre. Det vil også være mindre sandsynligt, at du vil bruge strategier som aggression eller modstand for at håndtere dine svære følelser.

Hvad påvirker ellers tilknytning mellem søskende?

Forholdet mellem omsorgsgiverne og dig som barn er ikke det eneste der påvirker tilknytningen. Af andre faktorer kan der nemlig være dit eget temperament, rækkefølgen du og dine søskende blev født i og den kultur I er opvokset i. Så lad os lige se på dem.

Når du som barn har store følelsesmæssige udbrud og er meget aktiv, er det sandsynligt at du får mærkaten ”et svært temperament”. Der vil typisk være flere sammenstød og rivalisering med dine søskende. Hvis du er den først fødte, kan det være svært for dig at give plads til den næste søskende i familien, fordi du mister noget opmærksomhed fra omsorgsgiverne. På den anden side kan det også tænkes, at du som den ældste bliver set som en tilknytningsfigur af dine yngre søskende. Måske har du udviklet et andet temperament, hvor du er mere rolig, tillidsvækkende og varm. På den måde bliver din måde at være på en skabelon for dine yngre søskende – eller omvendt. Temperamentet vil ofte først være en vigtig faktor når du kommer til den tidlige ungdom. Undersøgelser viser, at de skadelige effekter af et ”svært temperament” vokser efterhånden som du og dine søskende bliver ældre. Derfor vil konflikter også forekomme oftere på vejen ind i ungdommen.

Rækkefølgen I bliver født i som børn betyder også en del for den måde du og dine søskendes personligheder og adfærd udvikler sig. For eksempel kan ældre børn føle sig svigtet af omsorgsgiverne når de får et andet barn. Hvis det er tilfældet for dig, kan du måske føle dig vred på dem, og med tiden kan vreden også bliv rettet mod den nye bror eller søster. Der kan også være følelser som jalousi og at skulle kæmpe om omsorgsgivernes opmærksomhed. Disse følelser kommer mest i spil, hvis afstanden mellem søskende er tre år eller mindre. Hvis der er flere år mellem jer, er det mere sandsynligt at den ældre søskende bliver set som en tilknytningsfigur. Der kan også være en udfordring i at være mellembarn, hvis der er tre eller flere børn i familien. For ”yderbørnene” vil tit tage meget af opmærksomheden, hvilket kan efterlade mellembarnet i lidt af et tomrum.

Kulturen spiller også en rolle i forholdet mellem søskende. I den vestlige kultur ses forholdet mellem søskende generelt som mindre vigtig end forholdet til omsorgsgivere eller romantiske relationer i voksenlivet. Der vil også være en mindre tendens til at søskende ikke nødvendigvis har kontakt med hinanden, eller med resten af familien for den sags skyld. Det bliver set som et personligt valg, men kan selvfølgelig også betyde at du mister en vigtig kontakt med familien og den historie der skabte dig. I andre kulturer kan der være en anden forpligtelse i at opretholde et godt forhold mellem søskende. I Indien for eksempel, afholdes Raksha Bandhan festivalen, specielt med det formål at fejre relationen mellem søskende. Pointen er, at det er sværere at opretholde et bånd mellem søskende i en vestlig kultur end i en ikke-vestlig.

Skab en tryg tilknytning mellem søskende

Så hvis du ønsker det, hvordan kan du så skabe en tryg tilknytning til dine søskende? Det er nemlig aldrig for sent at ændre sin tilknytning til dine relationer:

  • Tilbring tid sammen

En stor del af tryg tilknytning handler om at tilbringe tid sammen, hvor man er fysisk tæt på hinanden. Vi bruger nemlig sanserne rigtig meget I forbindelse med tilknytning. Det kan være i form af berøring, smag, duft, syn og lyd. Den fysiske nærhed vil trække dig og en bror eller søster tættere på hinanden, særlig hvis du også føler dig psykologisk tæt på ham/hende. Det gælder for søskende, men faktisk også I forhold til din anden familie, venner eller endda fremmede som du føler et umiddelbart bånd til. Det er under alle omstændigheder mere sandsynligt, at du får et tæt forhold til personer du deler en fysisk tæthed med. Det er også derfor, at studerende og skoleelever der sidder ved siden af hinanden tit bliver venner. Og derfor vil fysisk nærhed med en bror eller søster også betyde en større sandsynlighed for en tryg tilknytning mellem jer.

  • Find ligheder

Lige fra du er lille, vil du prøve at finde ligheder mellem dig og andre, som en måde at føle dig tættere på dem. Når du er helt lille, vil du forsøge at imitere dem tæt på dig, og senere vil sprog og kultur være en måde at nærme dig til andre. Uanset hvor du bevæger dig hen, vil du ubevidst lede efter mennesker der afspejler din egen måde at være på og dine værdier. Ligheder hjælper en åben kommunikation og forståelse mellem mennesker på vej, og mindsker konflikter og uenigheder. Når du føler at der er ligheder mellem dig en søster eller bror, vil du også føle dig mere tryg og sikker i relationen. Det kan dog nogle gange være nemmere sagt end gjort, for ofte vil du og dine søskende have oplevet barndommen helt forskelligt. I vil måske også have meget forskellige personligheder, måder at se verden på og værdier i sætter pris på. Hvis det er tilfældet, så prøv at starte med mindre ting i stedet, som for eksempel yndlingsmad, film eller måske en fælles ferie i jeres barndom.

  • Få din søster eller bror til at føle sig særlig

En oplagt måde at skabe nærhed på til dine søskende, er at vise dem at de faktisk betyder rigtig meget for dig. At betyde noget for andre gør også, at man føler sig set, at være behøvet og at være vigtig som person. Det gør igen at din bror eller søster får et bedre selvværd og mindsker på den måde risikoen for ængstelse og depression. Du kan for eksempel få søskende til at føle sig vigtige ved at:

  • Fortælle dem at de er vigtige for dig.
  • Rose dem.
  • Give en gave du har tænkt over.
  • Overraske dem med noget personligt.
  • Sætte tid af til at være sammen med dem.
  • Lytte og tale på et dybere plan med dem.
  • Vise interesse i deres liv.
  • Hjælp hvor du kan.
  • Åbne op for dine egne udfordringer.

At åbne op gør både dig og dine søskende sårbare, derfor kan det blive smertefuldt hvis jeres relation går i stykker. Hvis de på et tidspunkt har for travlt i deres liv til at tale med dig eller være sammen, kan du komme til at føle skam eller utilstrækkelighed. Det gælder også hvis du foretager dig noget som de ikke bryder sig om. At være følelsesmæssig sårbar vil være særlig svært, hvis du har en undvigende tilknytningsstil. Det skyldes at følelsen af at blive set og hørt i barndommen for det meste manglede, og derfor lukkede du af for dine følelser. Det gælder også den anden vej. Hvis du har søskende som er undvigende, kan det være svært for dig at få dem til at føle sig som vigtige for dig. Men bliv ikke vred på dem af den grund, for det er et tillært mønster som de måske ikke selv tænker over. Derfor kan dét, at du søger kontakt, føles som et angreb mod deres uafhængighed, snarere end at der er et bånd der bliver skabt mellem jer. Så vær tålmodig og bliv ved med at være der for dem på en kærlig måde, så skal de nok med tiden åbne mere op.

  • Vis din bror eller søster varme og kærlighed

Kærlige følelser får de fleste til at føle sig sikre og gode nok til at modtage kærlighed. Når en søskende modtager dine kærlige følelser, vil han/hun føle sig fri til at være sig selv i dit selskab. Det vil på den måde også være nemmere at håndtere vrede og konflikter. Når du viser varme og kærlighed så husk at være konsistent og tålmodig. For det kan være at han/hun har oplevet nogle ting i barndommen som ikke lige lader sig åbne op i første omgang. Men med tiden skal det nok løsne sig, så i kan komme nærmere på hinanden.

  • Lær din søskende at kende

Det lyder måske lidt underligt ved første øjekast. Men hvor godt kender du egentlig din bror eller søster? Du kan nok fortælle om en masse ting der skete eller som I gjorde sammen, men på et dybere følelsesmæssigt plan mangler der måske noget? At lære en søskende at kende, som en måde at skabe en tryg tilknytning mellem jer, ligner at være tæt sammen i et fysisk rum. Forskellen er her, at rummet er jeres psykiske verden. Ofte lærer du folk at kende ved at dele informationer om dig selv. I barndommen starter det med hemmeligheder. Som barn siger du for det meste sandheden til dine forældre, af frygt for at hemmeligheder vil ødelægge muligheden for tæthed. Efterhånden som du bliver ældre, vil det at dele hemmeligheder mere være noget du gør med dine venner og romantiske relationer. På samme måde kan du dele hemmeligheder med en bror eller søster. Når du deler sårbar information om dig selv uden på nogen måde at dømme, og det samme den anden vej, bygger det tillid op mellem jer.

Til slut

Det er normalt at have skænderier og kampe med søskende, særligt i barndommen. Men hvis der er en utryg tilknytning mellem jer, er det meget sandsynligt at konflikterne fortsætter ind i jeres voksne liv. Hvis du ikke kan enes med en bror eller søster, kan det efterlade dig med et hul i dit liv. Derfor er det en god ting at vide, at det faktisk er muligt at skabe en tryg tilknytning til en søskende, også selv om barndommen var utryg.