Gæsteanmeldelse – Lone Frank: Størst af alt.
Gæsteanmeldelse – Lone Frank: Størst af alt. Det var et personligt tab, der fik videnskabsjournalisten Lone Frank til at undersøge kærlighedens natur. Hendes kæreste gennem 13 år døde af kræft, og det gik pludselig op for hende – barnløs, forældreløs og uden andre nære familiære bånd – at ”ingen elsker Lone Frank”, som titlen på den afledte podcast kom til at hedde. Tro mod sin faglige baggrund i naturvidenskaben søger hun svaret uden for poesiens og filosofiens verden.
Hun kalder bogen en opdagelsesrejse, og denne rejse følger tre spor.
Det personlige spor består af Lone Franks egne erfaringer med kærligheden gennem barndommen og skiftende forhold som voksen.
Det andet spor udgøres af psykologen Asger Neumanns samtaler med Lone Frank og den spirende indsigt i hende selv og hendes forhold til kærligheden, som han hjælper hende frem til.
Det tredje spor udgøres af det naturvidenskabelige felt, som er Franks naturlige tilgang til verden. Psykologien, antropologien og neurobiologien afsøges for veje til forståelse af kærligheden, og nøj, hvor bliver man klogere på sig selv og sine oplevelser og reaktioner gennem livet.
Og finder hun så svaret på kærlighedens gåde i den nøgterne og meget velskrevne bog? Måske ikke, men hun stiller nogle pokkers gode spørgsmål!
( Tilknytningsteorien har fundet en del plads i bogen her – admin ).
Størst af alt. Skrevet af Lone Frank. 296 sider. ISBN: 9788740053173. Udgivet på Politikens forlag 2020.
Denne boganmeldelse er skrevet af Mie Henriksen, bibliotekar i Hammel Bibliotek.
Du kan få mere inspiration på Bliv klogere.
Der er også meget godt at finde på eReolen, som er bibliotekernes tilbud på nettet. Her finder du både ebøger og lydbøger om alverdens spændende ting. De blå titler kan du altid låne. Der er også rigtig mange spændende podcasts på eReolen. Og husk også, at du kan finde udenlandske titler på eReolen Global.
Læg en kommentar