Adoption og tilknytning

Adoption betyder ofte en ny chance i livet. Barnet får mulighed for at få udfoldet sit potentiale i en tryg og kærlig familie. Adoption er også en af de mest tilfredsstillende og uselviske ting du kan beslutte af gøre. Og grundene kan være mange, til at vælge adoption. Men selv om det er givende, kan der også være udfordringer forbundet med en adoption. Det gælder særligt hvis barnet har haft problemer i den familie det havde før adoptionen. For så kan det være svært at opbygge et tillidsfuldt og sikkert bånd til adoptivfamilien.

At få øje på tegnene på forstyrrelser, kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du skal gøre for at opfylde barnets behov. Derfor har forskerne prøvet at finde ud af, hvilke faktorer der spiller ind, i forhold til at opbygge tryg tilknytning i adoptivbørn.

Hvornår skabes den primære følelsesmæssige tilknytning?

De første to år efter fødslen, er de vigtigste i forhold til at få skabt en tidlig tilknytning. I dette kritiske tidsrum, udvikler dit barn sin ”skabelon” og sin mentale repræsentation af, hvordan en relation mellem omsorgsgiver og barn ser ud. Faktisk foretrækker barnet bestemte omsorgsgivere over andre allerede efter 6 uger. Det sker fordi barnet begynder at stole på, at du som omsorgsgiver, kan opfylde de behov han/hun måtte have. Barnet forstår, at når det græder i mangel på mad, kærlighed eller opmærksomhed, så vil du give det. Eller, i nogle tilfælde vil du ikke.

Derfor er dette tidlige vindue af tid så vigtigt for barnet, fordi det her finder ud af, om andre mennesker kan stoles på eller ej. Og det er også vigtigt for at skabe et positivt selvbillede og en selvsikkerhed i livet.

Tilknytnings teori og adoption

Ifølge John Bowlbys tilknytnings teori, har de tidlige tilknytningsbånd en indvirkning på, hvordan vi ser på tætte relationer i barndommen, ungdommen og i voksenlivet. Derfor kan de første oplevelser med de oprindelige forældre have en betydning for evnen til at relatere til de nye omsorgsgivere. Det mønster er særlig tydeligt når barnet har haft en sund og sikker relation til mindst én af de oprindelige omsorgsgivere. Det betyder, at barnet vil have positive forventninger til de nye omsorgsgivere. Det gør barnet i stand til at skabe en stabil og tryg tilknytning med dem.

Men hvis relationen til forældrene før adoptionen var forstyrret og usikker, kan det være svært for barnet at skabe en tryg tilknytning til adoptivfamilien. Det er fordi barnets oplevelser har lært ham/hende, at relationer til omsorgsgivere er uforudsigelige og at de ikke kan stoles på. Og i nogle tilfælde endda direkte skræmmende.

Heldigvis viser forskning, at børn er virkelig gode til at skabe nye skabeloner til relationer til omsorgsgivere. Og dét, selv om de har oplevet usunde tilknytningsmønstre i den tidlige barndom. Så både positive og negative oplevelser kan være med til at forme barnets syn på andre, og ikke mindst sig selv.

Tilknytning og modgang før adoption

Der er ikke udført meget forskning om tiden før adoptionen og tilknytningen i den periode. Det meste af den, koncentrerer sig om børn som bliver adopteret efter at have været i en eller anden form for institution, for eksempel på børnehjem.

For eksempel blev det i 1990’erne undersøgt, hvordan børn fra Rumænien, Rusland, Bulgarien og Ukraine var faldet til hos adoptionsfamilier i USA. Da disse børn havde oplevet svære tider i kølvandet på Sovjetunionens fald, var det svært for dem at vænne sig til de nye familieforhold. Mange af børnene havde ikke modtaget kropslig stimulation, grundlæggende ressourcer eller sund mad. Derfor havde mange af børnene svære problemer i forhold til tilknytning og udvikling.

Pointen er, at problemer inden adoptionen, fortsætter som udfordringer på tilknytningen senere hen. Det gælder særligt for børn, som har oplevet alvorlig forsømmelse eller mishandling. Selv om eksemplerne her er ekstreme, så sker de. Og udfordringerne med at kunne skabe bånd til andre, fører ofte til en klar tilknytningsforstyrrelse.

Hvad er en tilknytningsforstyrrelse?

En tilknytningsforstyrrelse er en række følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer, som kan udvikle sig i småbørn. De kæmper for at skabe forventede bånd til de primære omsorgsgivere, det vil ofte sige forældrene. Tilknytningsforstyrrelser opstår typisk hos børn, der ikke får konsistent omsorg. Det kan for eksempel være:

• At de ikke bliver trøstet og får omsorg når de græder.
• At omsorgsgiveren ikke skifter dem, når de har gjort i bleen.
• At omsorgsgiveren ikke giver dem mad når de er sultne.
• At de kun får opmærksomhed når de laver en scene.
• At omsorgsgiverne er inkonsistente med at give omsorg.

Tilknytningsforstyrrelser kan også opstå ved at være afskåret fra omsorgsgiverne, eller at flytte fra den ene til den anden. En oplevelse som meget ligner flytningen i forbindelse med adoption. Tilknytningsforstyrrelser hos adoptivbørn kaldes for adoptionstilknytningsforstyrrelse.

Når børn føler manglende tilknytning i relationen med de tidlige omsorgsgivere, kan der opstå stærke negative følelser dem. De kan føle sig isolerede og efterladt. Eller de kan have en følelse af magtesløshed og at de ikke bliver plejet. Disse følelser får børnene til at tro, at de ikke kan stole på relationerne omkring dem, og at verden er usikker at være i. Graden af tilknytningsforstyrrelser kan variere. Lige fra små vanskeligheder til alvorlige udfordringer.

Omkring alvorlige udfordringer taler man om symptomer der kan indikere RAD eller DSED. Rad står for Reactive Attachment Disorder. Her trækker barnet sig væk fra andre, og manglende evne til at reagere på andre og søge tryghed. DSED står for Disinhibited Social Engagement Disorder. Det vil sige, at barnet mangler hæmninger i farlige og ukendte situationer.

Adoptionstilknytningsforstyrrelse

Der sker altid en forstyrrelse i tilknytningen, når et adoptivbarn oplever at blive taget væk fra sine primære omsorgsgivere. Uanset om de havde en tryg eller utryg relation før adoptionen, bryder det båndet, når barnet løsrives fra sin mor og/eller far. Det kan endda være, at barnet oplever en løsrivelse flere gange, hvis det flytter fra familie til familie, før det når sin endelige adoptivfamilie.

Når du som ny omsorgsgiver tager imod barnet, er der nogle tidlige tegn du kan holde øje med, som signalerer udfordringer omkring tilknytningen. Børn med tilknytningsforstyrrelser kan tænkes at:

• Undgå at stirre og holde øjenkontakt.
• Have det svært med at smile.
• Undgå at søge tryghed, for eksempel ikke række ud, når de bliver taget op.
• Trøste dem selv, for eksempel ved at sidde og rokke frem og tilbage.
• Græde, uden at kunne trøstes.
• Virke fjern, når du forsøger at trøste eller skabe kontakt.
• Afvise dine forsøg på at lege eller spille spil sammen.
• Lave færre lyde end et trygt tilknyttet barn ville.
• Undgå at vise følelser når de er alene.

Alle disse måder at handle på, er tillært adfærd, der har til formål at beskytte barnet. Selv om det kan være svært for dig at se på som adoptivforælder, skal du huske, at adfærden en gang spillede en vigtig rolle for barnet.

Børn med adoptionstilknytningsforstyrrelser kan have det svært med fysisk berøring. Når du so omsorgsgiver kommer for tæt på, kan barnet sige ”av” for at undgå at blive rørt. Der kan også være problemer i forhold til vrede og kontrol. Vi lærer som børn at regulere vores følelser gennem den sikre tidlige tilknytning, en tilknytning som adoptivbarnet måske ikke har oplevet. Det kan også være, at adoptivbarnet mangler værktøj til at holde sig tilbage. Det kan være meget talende til fremmede, eller frygtløst i truende situationer. På den måde bliver barnet også meget sårbart.

Adfærden kan fortsætte in di voksenlivet. Selv om der ikke findes en formel diagnose, er det kendt blandt forskere, at tilknytningsproblemer kan fortsætte senere i livet. Som voksen kan der være tale om udfordringer med at læse andres følelser, ikke at stole på nogen, løsrivelse fra egne følelser og problemer med grænsesætning. Det betyder alt sammen, at det kan være svært at være i et stabilt forhold med andre. Det er naturligt for dig som omsorgsgiver at du ikke føler dig forberedt nok til at håndtere den slags adfærd. Mange adoptivforældre siger, at det er svært at få andre til at sætte sig ind i problemstillingerne, og at hele processen kan føles socialt isolerende og stressende for dem.

Når det er sagt, opvejer belønningerne alligevel udfordringerne i sidste ende. At du viser dit adoptivbarn at det kan føle sig sikker, tryg, elsket og ”god nok” kan hjælpe med at bryde de uheldige mønstre der måske er fulgt med fra barnets tidligere liv.

Betyder det noget hvilken alder barnet har, når det bliver adopteret?

Det korte svar på spørgsmålet er: ja. Når barnet bliver adopteret som baby, har det bedre muligheder for at vokse op med tryg tilknytning. Det er naturligvis fordi du som omsorgsgiver, kan give barnet en stabil opvækst fra en tidlig alder. Til sammenligning vil et ældre barn opleve mindst ét stort brud i tilknytningen ved adoptionen. I nogle tilfælde kan barnet have været på en hård rejse, inden det lander hos dig. Det siger sig selv, at så bliver det noget mere vanskeligt og komplekst at skabe en tryg tilknytning til barnet.

Noget tyder også på, at børn overfører deres mentale billeder af tidligere relationer til deres nye omsorgsgivere. Det betyder, at hvis deres oplevelse af relationer har været negative op til adoptionen, så vil de allerede dér have en utryg tilknytningsstil med sig. Dermed har de heller ikke de samme muligheder for at nå de udviklingsmæssige trin som et trygt tilknyttet barn kan. Det gør det svært at læse sociale signaler og at reagere ”rigtigt” på situationer i omgivelserne. På den måde kan der blive skabt en mur mellem barn og omsorgsgiver, som kan være svær at komme over.

Forholdet mellem tilknytning og adoption går dog aldrig i lige linje, og er ofte kompleks. For på samme måde som barnets sted i sin udvikling kan have indflydelse på skabelsen af en tryg tilknytning til dig som omsorgsgiver, så gælder det også den anden vej. At du med en tryg tilknytning kan have indflydelse på barnets udvikling. Det betyder med andre ord, at barnet kan udvikle en positiv fornemmelse af selv, og lære at regulere sine følelser på en god måde. På den måde kan barnet nå udviklingsmæssige milesten, som er med til at skabe en tryg tilknytning til dig.

Hvordan skaber du tryg tilknytning til dit adoptivbarn?

Forskning har vist, at omsorgsgivere kan skabe en tryg base for deres adoptivbarn ved at:

• Være konsistent i måden at være forælder på.
• Sørge for at der er struktur i hverdagen.
• Anerkende barnets styrker og de små sejre i hverdagen.
• Have et positivt udsyn generelt.
• Afstemme sig med barnets behov.

Her er det vigtigt at huske på, at familier har forskellige dynamikker indbygget. Nogle børn vil meget hurtigt vise fremskridt i forhold til deres tilknytning, mens andre tager mere tid. Tålmodighed og empati er vigtige værktøjer for at skabe en god dynamik og fremskridt. Du kan bruge følgende tips til at skabe den trygge base dit adoptivbarn behøver:

1. Gør dig bekendt med barnets historie

Det er svært nok i sig selv, at opfylde dit adoptivbarns behov, hvis det har været ude for traumatiske oplevelser inden adoptionen. Men det kan være en stor fordel for dig, hvis du ved noget om barnets historie, så du kan forstå hvor dit barn er henne lige nu. Det gælder både følelsesmæssigt og udviklingsmæssigt. På den måde kan du komme dit adoptivbarns behov i møde på en god måde.

2. Drop den traditionelle forældrerolle

Du vil sandsynligvis hurtigt finde ud af, at traditionelle metoder som belønning og straf ikke nødvendigvis virker på traumatiserede børn. For dit adoptivbarn har måske lært at lade være med at reagere på det. I stedet vil du komme længere ved at give tid og plads til at dit adoptivbarn kan tale om sine traumer og de ting han/hun er utryg ved. Når du lytter åbent, og uden at overreagere, hjælper du barnet med at føle sig hørt og hjulpet.

Børn, der har oplevet et brud på den sikre tilknytning, har brug for vedvarende og forudsigelige hjælp fra dig, som den primære omsorgsgiver. Det kan være ting som at opbygge en god rutine, og at sige til i god tid i forvejen, hvis der er ændringer i den. For dit barn har brug for at se, at du er organiseret og har kontrol over tingene.

3. Sæt grænser

Grænser hjælper barnet med at føle sig sikker, også selv om han/hun måske ikke i første omgang handler positivt på dem. Det kan for eksempel være en fordel, at du lufter dine forventninger til barnet, klart og tydeligt, hvis der er problemer med tilknytningen. Så giver du dit barn tid til at tænke over det først. Når det bliver gjort rigtigt, signalerer grænser, at barnets miljø er retfærdigt, rimeligt og forudsigeligt. Grænser bliver derfor også et værktøj til at skabe tryg tilknytning.

4. Gå med i en hjælpe gruppe

Hjælpe grupper kan være en god hjælp, fordi du her møder andre, som har været gennem samme proces som dig. Det kan også gøre det synligt for dig, at dine oplevelser er normale og noget der kan løses. Du vil måske også føle dig mindre isoleret i dine problemstillinger, og kan på den måde bedre opfylde dit adoptivbarns behov for tryghed.

Betyder din egen tilknytningsstil noget?

Ideen om, at vi giver vores tidlige repræsentationer omkring tilknytning videre til næste generation, er et centralt mantra for tilknytningsteorien. Så det vi selv erfarede og lærte i vores egen tidlige relationer, bliver givet videre til børnene. Men gælder det også for adoptivbørn?

Forskning viser, at adoptivforældre har større sandsynlighed for at have en tryg tilknytningsstil end forældre der ikke adopterer. Faktisk kan det dreje sig om så meget som 75% af adoptivforældrene, der har tryg tilknytning. Så det betyder også, at selv om adoptivforældre ikke er biologisk beslægtede, vil det være nemmere for barnet at nå til en tryg tilknytningsstil.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Se mere om tilknytning og adoption på TheAttachmentProject.