Hvad har dating egentlig med tilknytning at gøre?
Det spørger du måske dig selv om, for umiddelbart kan det se ud som om der ikke er en sammenhæng. Men det er der.
Der findes 4 tilknytningsstile, som har deres udspring i barndommen. Den ene er tryg tilknytning. De 3 andre tilknytningsstile er utrygge, de kaldes for henholdsvis ængstelig, undvigende og desorganiseret tilknytning. De forskellige tilknytningsstile reagerer på forskellige måder i relationer, så det gælder altså også i en dating situation. Men hvordan kan tilknytning relateres til dating?
For det første:
Du kan spotte hvilken tilknytningsstil din date har ved at tolke de små subtile (eller megastore) signaler, der kommer fra ham/hende. På den måde kan du finde ud af, om det er en stil som er fint kompatibel med din. Eller hvilke ting du skal være opmærksom på, hvis du og din date vil gå all-in på et mere seriøst forhold.
For det andet:
Hvis du er kommet et godt stykke med din egen helingsproces, kan du se hvilke signaler du selv sender. Det er nemlig godt hvis du på den måde kan gå i helikopterperspektiv og betragte dig selv udefra.
For det tredje:
Der kan være noget i dét din date siger eller gør, der trigger dig. Det vil sige, bringer nogle ubearbejdede issues frem i dig. Det kan være nyttigt for dig at ”måle” hvor langt du er i din proces. Hvilke ting du trigger på endnu, og hvilke du har trigget på før, men ikke gør nu.
For det fjerde:
En dating situation er en ”øvelse” i at lære at relatere til en anden person. Her kan du finde ud af, hvilke styrker og svagheder både du og din date har.
De 4 tilknytningsstile på date
På en date vil de forskellige tilknytningsstile reagere og handle på den måde de er ”vant” til. Lad os se på hvordan:
Tryg tilknytning
På en date vil en trygt tilknyttet være åben, både i tale og kropssprog. Vedkommende vil sige hvad de mener, og ikke mindst mene hvad de siger. De vil være godt tilpas med at blive mere intime, efterhånden som relationen udvikler sig. Men hvis du selv har en utryg tilknytning og dater én der er trygt tilknyttet, kan du komme til at opfatte dem som kedelige. Det gør du, fordi du selv oplever følelsesmæssige rutsjebaneture og din date mere er en rolig havn. Hvilket gør dig lidt urolig.
En trygt tilknyttet vil være bevidst om sit eget værd, ikke at forveksle med egoisme eller narcissisme. Som regel er de varme og kærlige, og tager godt imod tilbud om kontakt. De vil også gerne kommunikere med dig og har ingen problemer med at være tæt på. For en ængstelig eller undvigende tilknyttet vil sådan en date bringe en fornemmelse af ro ind i forholdet. Og det vil føles som en sikker havn at lægge til i.
Ængstelig tilknytning
En ængsteligt tilknyttet date vil være en rigtig god lytter, og tillige være sød og generøs. Han/hun vil fokusere mere på hvad andre siger, end tale om egne behov. Vedkommende vil være optaget af at få din kærlighed og interesse, og gerne så den varer ved. Dette er meget vigtigt for dem og kan få dem til at virke nervøse. De vil være (for) hurtige til at udvikle stærke følelser for dig, fordi deres ønske er at opnå nærhed og blive anerkendt. Der vil være en tendens til at overanalysere forholdet, hvilket kan gøre dem mere ængstelige.
Fordi den ængsteligt tilknyttedes behov for følelsesmæssig afstemning og stabilitet ikke blev mødt i barndommen, er grundfrygten at blive forladt og afvist. Derfor bliver de trigget af afstand i et forhold. For eksempel hvis en date ikke svarer på opkald eller beskeder inden for en rimelig tid, (altså rimelig i deres eget hoved). Ængsteligt tilknyttede er superopmærksomme i forhold til andres opførsel overfor sig. Det betyder at de kan tolke dit behov for at være dig selv som mangel på interesse. Hvilket igen kan få dem til at føle stærk jalousi.
Undvigende tilknytning
Undvigende typer kan være sværere at finde ud af. De fremstår som rolige, selvsikre og ligner ved første øjekast en trygt tilknyttet. De er nemlig gode til at skjule deres usikkerhed. I nære relationer vil de være langsomme til knytte sig til. Det er fordi de ser forhold som et tab af uafhængighed eller at de mister sin identitet. Derfor deler de heller ikke ud af sig selv med det samme på en date. Undvigende tilknyttede voksede typisk op i hjem, hvor forældrene ikke så dem på det følelsesmæssige plan. Så de lærte at klare og trøste sig selv og undertrykke deres følelser.
På en date vil du opleve dem som langsomme startere. De vil sandsynligvis helst tale om overfladiske ting. Det gør de for at undgå følelsesmæssig nærhed. Hvis du udtrykker for meget interesse overfor dem på en date, kan de hurtigt føle sig overvældede og pludseligt forlade forholdet. Nærhed trigger nemlig en følelse af at være fanget i en fælde for en undvigende tilknyttet. Hvis i går videre med jeres forhold vil den undvigendes adfærd langsomt komme op til overfladen. Det kan være at ”ghoste” dig, eller trække sig væk fra dig i et stykke tid. Det er i så fald ikke en anklage mod dig, men mere en måde for dem at klare tankerne og føle sig mere sikre. I dating situationer vil du få brug for en god portion tålmodighed og rummelighed til at give dem plads.
Desorganiseret tilknytning
Fordi desorganiserede er et mix af ængstelige og undvigende typer, kan de være svære at blive kloge på. Som undvigende typer kan de fremstå som selvsikre og følelsesmæssigt tilgængelige. Og samtidig vil de helst hverken være for tæt på eller for langt væk på samme tid. Det kræver af dig at du kan give dem hjælpe dem med følelserne. Og at du kan være stabil for dem og acceptere at der er tale om en indbygget uforudsigelighed i forholdet. Han/hun har tendens til at have svært ved at stole på folk, særligt hvis de føler tegn på skuffelse eller at de er uønskede.
De vil sandsynligvis føle sig forvirret overfor nærhed med dig, specielt hvis de bliver forelskede i dig. Længere henne i forholdet kan det være en følelsesmæssig rutsjebanetur for dem. Fordi de både vil være tæt på og trække sig væk på samme tid. Deres barndom var så ustabil, at de ikke kunne regne med noget fra forældrene. Nogle gange fik de nærhed, andre gange blev de helt overset. Når de begynder at føle kontakt med dig, kan de nogle gange begynde at sabotere forholdet. Det er fordi de har så svært ved at stole på andre. Så er det nemmere for dem at ødelægge det, så de kan bekræfte sig selv i at de ikke kan være sammen med nogen.
Alt behøver ikke være skidt
Nu ser det måske ud som om det er helt håbløst at date, men sådan skal det ikke forstås. Der kan sagtens være masser af mennesker du kan date, og få et vedvarende forhold ud af. Det hele afhænger i sidste ende af kemi, lytten og tålmodighed. Og så hvilken sammensætning af tilknytningstyper i er. Det vigtigste er nok at møde ind på en date med et åbent sind, for du møder jo et nyt interessant menneske for første gang.
Læg en kommentar