Kommunikation er en svær fisk
Fordi vi er forskellige og vi ikke altid er samme sted mentalt, slår kommunikation nogle gange knuder. Her får du forslag til hvordan du kan kommunikere bedre.
Du har din egen bagage med fra din barndom, som alle andre. I forhold til tilknytning består bagagen af den strategi du valgte for at få dine følelsesmæssige behov dækket. Strategien kan være mere eller mindre hensigtsmæssig og følger med ind i dit voksenliv. Så medmindre du bliver bevidst om dine tilknytningsmønstre og gør noget ved dem, vil de styre den måde du relaterer til andre på.
Hvis du har en utryg tilknytning, kan det være, at dine reaktioner er helt ude af proportion med virkeligheden. Eller at du trækker dig væk fra din partner. Det sker fordi dit mønster er blevet trigget, og kommer til udtryk i dine intime relationer. Når det sker, vil én af de første ofre være kommunikationen, som vil have tendens til at gå galt og blive svær.
Noget, som egentlig er startet som en lille ting, vil hurtigt kunne vokse sig kæmpestor i dine tanker. Og du får måske problemer med at bringe det op med din partner. Fordi dit mønster er super-aktiveret vil du nemlig have svært ved at snakke om problemet på en konstruktiv og rolig måde.
Vær tydelig og sæt grænser
Grunden til at vi ofte misforstår hinanden kan være, at vi ikke er tydelige nok overfor hinanden. Hvis du for eksempel har en ængstelig tilknytning, kan det være svært for dig at sætte grænser. Du frygter nemlig at hvis du gør dét, vil du miste din partner.
Hvis du på den anden side har en undvigende tilknytning, kan det være en udfordring for dig at være klar i spyttet. Det er det fordi du i din barndom lærte, at du kun kan stole på dig selv. Derfor er du ikke interesseret i at dele dine meninger med andre.
Men at være tydelig og sætte grænser over for dine omgivelser vil gøre alting meget nemmere. Men det kan også være en meget svær barriere at komme over, særligt hvis du har en utryg tilknytningsstil. Du vil nemlig frygte en konflikt i meget højere grad, end en person med tryg tilknytningsstil.
Girafsprog
Den amerikanske psykolog Marshall B. Rosenberg har beskrevet en metode, som egner sig godt til kommunikation i konfliktsituationer. Den kaldes for ikke-voldelig kommunikation, i daglig tale girafsprog. Navnet girafsprog er en hentydning til det store hjerte det har, og den lange hals som giver overblik. Så man kan sige, at metoden drejer sig om at se konflikten “fra oven”.
En vigtig ting i forhold til girafsprog er, at du bliver på egen banehalvdel. På den måde afholder du dig fra at lægge problemet over på andre. Og samtidig gør du opmærksom på hvad du føler.
Der er 4 trin i girafsprog. Her et eksempel på en samtale med lederen på dit arbejde:
Trin 1:
Hvad var det der faktisk skete? Du tager udgangspunkt i fakta og beskriver dem, men du undlader at fortolke eller blande følelser ind i det:
Jeg har ikke haft ferie i skolens sommerferie i mange år.
Trin 2:
Hvad er dine følelser? Du fortæller, hvad du føler eller følte i situationen:
Det er jeg ked af, for jeg var nødt til at aflyse ferien til Italien sidste år.
Trin 3:
Hvad er dit behov? Du fortæller, hvad dit behov er i den forbindelse, det kan være både dækkede og udækkede behov:
Jeg har brug for, at jeg kan holde ferie med min familie af og til.
Trin 4:
Hvad vil du anmode om? Her kan du konkret anmode om noget, for at få dækket dine behov:
Kan det lade sig gøre at bytte, så jeg kan komme med familien til Italien i år?
Når du kommunikerer på denne ikke-voldelige måde, får du udtrykt dine behov mens du tager dit udgangspunkt i fakta. Bogen om girafsprog er værd at læse, hvis du ønsker at kunne kommunikere bedre og mere klart (LINK)
Ulvesprog
Det modsatte af girafsprog er ulvesprog, hvor du i stedet angriber og anklager den anden, og går over på deres banehalvdel. Så i forhold til kommunikation, vil det være klogt at lade være at gå over til ulvesiden.
Vælg tid og sted
En anden grund til at kommunikation går galt kan være, at det er den forkerte tid eller det forkerte sted. Så det kan være en god ting at overveje at udskyde konflikten lidt, så I begge kommer ned på jorden. Og så vælge et godt tidspunkt at snakke, hvor I er mere rolige. Det kan være på et sted hvor i tidligere har haft gode oplevelser eller bare et skønt sted I begge kan lide. På den måde får I et meget bedre udgangspunkt for en rolig og konstruktiv kommunikation i jeres forhold.
Læg en kommentar