Der er mange måder at kommunikere på. Det kan være i tale, på skrift, tegnsprog og meget andet. Og ikke mindst er der kropssproget. Det kan for eksempel være et diskret blink at slå ud med arme og ben, et smil og mange andre ting. Så kroppen signalerer dine intentioner til omgivelserne. Du, og alle andre mennesker bruger kropssprog hele tiden. Så det gælder selvfølgelig også i en dating situation, som det handler om her.
Kropssproget på den første date
Det er faktisk muligt for dig at aflæse interessen fra din date ved at lægge mærke til hans eller hendes kropssprog. Det kan fremtræde åbent eller lukket. Og det kan tit afsløre nogle ting man ikke selv tænker over man gør, når man er sammen med andre.
Det er klart at den første date er en lidt ”kunstig” situation for både dig og din date. Du føler dig måske nervøs eller utryg i situationen. Så det kan nemt blive lidt akavet. Når det bliver dét, er det fordi du fryser til i en bestemt situation før du beslutter om du skal flygte eller kæmpe. Det er en arv der går millioner af år tilbage i tiden, fra før der var dinosaurer. Det er dog ikke sådan at du bogstaveligt flygter ud ad døren eller begynder at slås. Det er heldigvis mere en mental ting, ellers kunne det hurtigt blive noget rod!
Bevar roen
I starten vil noget af dig og din dates kropssprog måske være lidt overdrevet, men det skyldes sandsynligvis nervøsitet. Det kan sagtens være at du føler dig lammet, men hvis du prøver at bevare roen, vil det gå over ret hurtigt. Tænk også på at det er et interessant nyt menneske du er ved at møde, og vær til stede i nuet, så godt du kan. Så vil du efterhånden føle dig mere tryg i situationen. Humor er også en god ting at prøve, for at tage brodden lidt af det hele, (men lad være at overdrive).
Meget afhænger også af, om du umiddelbart klikker med din date eller om der skal arbejdes lidt mere for sagen.
Når den første nervøsitet har lagt sig, får du mere overskud til at se nærmere på signalerne fra din date. Du behøver ikke at sidde og stirre, men mere lægge diskret mærke til datens kropssprog, for det har meget at fortælle. Du kan for eksempel se om vedkommende føler sig godt tilpas i dit selskab, eller om han/hun er ved at trække bremsen.
Der er nogle gode råd du kan bruge, når du skal afgøre datens sindstilstand ved at studere kropssignalerne:
-
Øjnene røber meget
Det er et fint tegn, hvis der er god øjenkontakt mellem dig og din date. Det kan også være, at din date kigger ned i bordet eller har et flakkende blik. Det kan være tegn på enten kedsomhed eller generthed, så her er det nok en god idé at skifte emne. Hvis din date kniber øjnene sammen, kan det være nødvendigt for dig at gentage det du lige sagde. For så er sætningen enten ikke blevet hørt, eller måske misforstået. Hvis din date har udvidede pupiller er det tegn på at han/hun lever sig ind i samtalen (eller i dig). Hvis pupillerne er små, behøver det ikke betyde det modsatte. Det kan også være, at din date bare sidder i meget lys.
-
Ansigtets signaler
Løftede øjenbryn er ofte et tegn på velvilje, som betyder at daten føler sig interesseret og tilpas i selskabet. Det er en måde at invitere til åben samtale. Hvis næseborene vibrerer lidt, kan det også være tegn på interesse og invitation. Det er et godt tegn hvis læberne er lidt adskilte og tegn på åbenhed og nysgerrighed. Det kan også være din date slikker sig flere gange om læberne. Det kan enten betyde, at din date er usikker eller at vedkommende er flirtende. Et bid i underlæben og sammenpressede læber er ikke godt, og kan være et tegn på anspændthed eller ligefrem angst. Her vil det være godt at forsøge at få daten til at slappe af. Hvis din date har hovedet på skrå, kan det være en invitation. Særligt hvis han/hun også smiler og I har god øjenkontakt. Berøring af ansigtet kan være tegn på flirten. Der er sjovt nok forskel på flirten fra mænd og kvinder. Kvinder har tendens til at gnide fingrene på halsen, og mænd aer ofte kinden eller rører øreflippen.
-
Overkroppens tegn
Din date kan have et åbent eller lukket kropssprog eller en blanding af dem. Hvis kropssproget er åbent, læner din date sig frem mod dig og har afslappede arme. Det kaldes også for en ”du-stilling”. Korslagte arme og at læne sig tilbage, er derimod et mere lukket kropssprog, en ”jeg-stilling”. Korslagte arme betyder dog ikke nødvendigvis lukkethed. Det kan også være et tegn på afslappethed, eller at din date spejler dit eget kropssprog. Du kan sikkert se om grebet er fast eller afslappet. Hvis det er fast, kan det signalere anspændthed. Åbne håndflader er et nedarvet tegn fra stenalderfolkene, som viser at man ikke er ”bevæbnet”. Det betyder at din date viser dig tillid og åbenhed. Et tegn på at din date føler sig godt tilpas er, hvis han/hun kører fingrene rundt på runde ting på bordet. Det kan være et glas eller andet. Måske rører din date dig lidt tilfældigt. Så går det godt ;-)
-
Og lidt om underkroppen også
Fødder og knæ peger på dét, de vil have. Hvis din dates ben vender mod udgangen på en unaturlig måde, er det ikke så godt. For så er vedkommende klar til at flygte. Det kan også være at benene bevæger sig under bordet. Det er godt, og tegn på begejstring eller en følelse af, at det går godt. Hvis I står op, kan begejstringen vise sig ved en vippen med foden eller letten på hælen. Kvinder vipper tit med foden og leger med skoen, der bliver vippet af og på.
-
Spejling
De fleste mennesker spejler dét de godt kan lide, og det er godt for god kommunikation. Så læg mærke til om din date spejler dine bevægelser. Det er dog ikke alle bevægelser der er tegn på god spejling. Det er for eksempel aldrig godt hvis en kvinde spejler mandens spredte ben. Eller hvis manden spejler en meget feminin positur hos kvinden.
Rådene her er selvfølgelig ikke en klokkeklar facitliste til din date, men kan nok give et fingerpeg om din dates sindstilstand og interesse. Forhåbentlig vil du nu være lidt bedre klædt på til din næste date. Held og lykke!
Læg en kommentar