Hvad er et glasbarn?

En vigtig ting at huske når man taler om at være glasbarn er, at det ikke er en diagnose med rod i din mentale sundhed. I stedet er det et fagudtryk som beskriver børn som vokser op med en eller flere søskende som har store udfordringer, og som derfor bliver overset. Det kan for eksempel være at din bror eller søster havde psykiske udfordringer eller kroniske sygdomme, handicaps eller adfærdsproblemer. Og på grund af de omstændigheder, føler du at du er nødt til at lade dine egne behov træde i baggrunden.

En lidt ”lettere” udgave kan måske være, at du voksede op som mellembarnet i familien. Hvor din lille søskende kalder på al opmærksomheden, og den store kan klare sig selv bedre, og så står du dér og føler dig helt usynlig.

At være glasbarn betyder altså  at du er et barn som bliver set igennem i stedet for at blive set på af dine forældre. Det skyldes at de andre søskende tager al pladsen og opmærksomheden. Og ud over at føle dig usynlig, føler du dig også ignoreret og forsømt. Når du vokser op på denne måde, kan det føles utrolig kompliceret for dig, for hvem kan du egentlig give skylden? Du kan ikke give din bror eller søster skylden fordi de har det hårdt og har brug for hjælp, og du kan ikke give forældrene skylden, for de hjælper jo bare deres barn, som har mere brug for det – eller sådan kan det i hvert fald føles for dig. Så i stedet for ender det med at du giver dig selv skylden fordi du føler dig vred og overset, som om det er din fejl at du (også) ønsker mere kærlighed og opmærksomhed.

Det har en stor og varig pris for dig at vokse op som glasbarn. Så lad os se nærmere på de tegn, der tyder på at du er glasbarnet i familien:

Du føler dig usynlig

Den første og mest åbenlyse grund er, at du føler dig usynlig som barn, (og som også er en følelse du kan have som voksen.) Du vokser måske op med den tro, at dine følelser ikke er lige så vigtige som dine søskendes. Dine søskende har sandsynligvis særlige udfordringer eller sygdomme som tager al opmærksomheden i familien. Så du vokser op og lærer at gøre dig selv mindre, for på den måde at optage mindre følelsesmæssig plads. Du har en idé om, at så længe du ser ud til at have det godt, har du ikke brug for tryghed, hjælp eller opmærksomhed. Og faktisk kan følelsen af overhovedet at have brug for noget, få dig til at føle dig skyldig. Du kan måske huske at du blev rost for at være så selvstændig som barn, eller for at være voksen af din alder eller meget hjælpsom. Men indeni har du en overvældende følelse af ensomhed, som om ingen ser dig som du virkelig er eller hvad du har brug for. Man kan også sige det på den måde, at jo mere dygtig eller egnet du ser ud til at være, jo mindre synligt bliver det du kæmper med i dig selv. Det kan også gælde hvis du er den ældste søskende i familien, hvor du lider i stilhed, mens dine søskendes udfordringer får dig til at gå stille med dørene omkring dine egne behov. Der er ikke plads til at spørge om hjælp. Som om din smerte ikke tæller, eller ikke er lige så væsentlig som dine søskendes. Så selv om føler det som en ros at være uafhængig og voksen af natur som barn, er det måske i virkeligheden knap så godt.

Du bliver super uafhængig

Fordi dine forældre er så fokuserede på dine søskendes behov, lærer du lynhurtigt at tage dig af dig selv. Nogle gange endda tidligere end du er følelsesmæssigt klar til. Du laver måske din egen mad, laver selv dine lektier og sørger for at passe din sengetid. Du trøster dig selv når du har det hårdt og ingen bemærker det. I første omgang føler du det muligvis som godt, at du ikke er afhængig af andre, men over tid kan det blive udmattende. Det går sandsynligvis ikke en gang op for dig, at du faktisk fortjener tid og opmærksomhed. Det er ikke overraskende, at du som glasbarn også har større risiko for at udvikle spiseforstyrrelser, for du får en indgroet tro på at det er bedst hvis du ikke har brug for noget i dit liv. Så jo mindre du har behov for, jo bedre. Din super uafhængighed tager du med ind I dit voksenliv, hvor den hurtigt bliver giftig for dine relationer, særligt i dine parforhold. At bede om hjælp eller vise sårbarhed overfor partneren føles som en fiasko for dig. Så der vil være en del arbejde for dig i forhold til at tillade andre at få del i dine følelser og i det hele taget at have tillid til dine omgivelser. Fordi du tilbringer så mange år med kun at kunne stole på dig selv, vil tanken om at åbne dine følelsesmæssige døre for andre føles fremmed, risikabel eller måske endda umulig.

Du kæmper med skyld over at være vred

Ikke nok med at du kæmper med at tøjle din vrede, du føler dig også skyld over at være (berettiget) vred. Inderst inde elsker du dine søskende og ved, at det ikke er deres skyld. De har ikke valgt at have deres udfordringer, eller for den sags skyld den opmærksomhed det kræver af omgivelserne. Det kan endda være de hader den. Men den bevidsthed sletter jo ikke på magisk vis alle de år hvor du føler dig uset, gennemsigtig og efterladt. Så når du reflekterer over din barndom, vil det være svært for dig ikke at føle dig vred eller sørgmodig over at dine forældre ikke kunne give dig mere opmærksomhed end de gjorde. Du går rundt med en stille smerte når du husker hvordan du var nødt til at håndtere dine egne udfordringer alene. Og hvordan du skulle pakke dine følelser væk, fordi der var andre i familien der tog opmærksomheden. Det gør dig vred som barn, men lige efter følger skylden over at være vred – hvilket forstærker vreden. Det bliver en smertefuld cyklus, som det er svært at bryde ud af. Så det bliver også vanskeligt for dig at få styr på dine egne følelser, fordi det er som om det ikke er tilladt for dem at vise sig fuldt ud, uden at skulle sammenlignes. Det siger nok sig selv, at det er utrolig trættende at være fanget i sådan en cyklus, for det er svært for dig at afgøre hvor smerten ender og skylden begynder. Det er som om du er fanget midt imellem de to.

Du bliver fredsmægler og people pleaser

Når hjemmet føles som om det kunne eksplodere hvert andet øjeblik, er det måske dig der går ind og påtager dig rollen som limen der holder det hele sammen. Du er den rolige stemme og stabile tilstedeværelse i familien. Dén som lynhurtigt kan læse rummet og justere din adfærd til de fleste situationer. Du undertrykker dine egne følelser, ønsker og behov fordi du tror, at det er dit ansvar at sørge for at alle er glade og trygge. Også selvom det koster for dig selv. Med tiden bliver du så god til at forudsige andres humør og følelser, at du får stoppet spændingerne næsten før de starter. Samtidig mister du dig selv i processen. At sætte grænser eller have din egen mening bliver på den måde meget svært for dig, fordi du altid er bevidst om de krusninger det medfører. Når du handler som du gør, er det ikke så meget et valg, men mere en overlevelsesstrategi. Du lærer simpelthen, at når du er usynlig, imødekommende og følelsesmæssigt på vagt, så kan du sikre både familien og dig selv. Det betyder også, at selv når du bliver voksen, er det vanskeligt at slå det instinkt fra. Det er tæt sammenvævet i dine relationer og den måde du ser dig selv på, og hvordan du bevæger dig gennem verden. Og dog har du under alle lagene en længsel efter at sænke paraderne. Så husk at verden ikke falder sammen hvis du viser hvem du virkelig er, og vil helt sikkert være en lettelse for dig at lægge byrden fra dig.

Du bliver rost for ikke at behøve noget som helst

På overfladen kan det lyde som en kompliment at høre ting som: ”Du er så sorgløs, vi behøver aldrig at være bekymrede for dig.” Eller måske: ”Du er så uafhængig, det elsker vi ved dig.” Men under rosen er der også en usagt forventning hvor din værdi bliver bedømt efter hvor lidt du har brug for. Det gør, at du over tid tror, at når du bare er stille og holder sig ude af syne, gør du dig fortjent til at blive elsket eller bare accepteret. Når du så vokser op, vil det være dybt ubehageligt for dig at udtrykke dine følelser. Du tøver med at bede om hjælp eller støtte, og du føler måske endda skyld over at have behov. Så når du græder åbent eller tager en pause når tingene bliver for overvældende, kan det trigge ængstelse, skam eller en følelse af at være for meget.

Du kæmper med dit selvværd

Når dine behov konstant bliver nedprioriteret, vil du få det billede af dig selv, at du ikke er vigtig. Andre mennesker er mere vigtige, og din værdi afhænger af hvor hjælpsom, stille og selvhjulpen du er. Som barn lærer du, at kærlighed og opmærksomhed langt fra er givet. Det er noget du altid skal gøre dig fortjent til, ved at minimere dine egne behov og gøre dig selv nyttig i familien. Og når så du bliver voksen, vil du ofte være fanget i mønstre hvor du føler du skal levere alt for meget. For inderst inde håber du, at når du gør det, vil nogen omsider bemærke dig og dine behov. Det kan være du jagter ros og forfremmelse på jobbet eller bruger en masse energi på at tage dig af alle mulige andre. Du har en tro på, at så vil tomheden indeni blive fyldt ud. Alligevel føles det hult hver gang du opnår et nyt mål, fordi du stadig ikke føler at du er helt god nok. For dét du virkelig har brug for er faktisk ikke at få ros af andre eller stige i graderne. Dét, du har brug for, er at føle at du har værdi præcis som du er og ikke hvor brugbar du er. Uanset hvor succesfuld du er på jobbet eller i privaten, er det noget andet der skal til for at hele de sår der har udspring i at føle dig usynlig, ignoreret og uelsket.

Du har et kompliceret forhold til omsorg

Når du vokser op, er du måske én af dem som får rollen som omsorgsgiver, længe før du faktisk er emotionelt eller udviklingsmæssigt klar til det. Du bliver det ansvarlige barn, som skal hjælpe dine søskende, trøste dine overvældede forældre eller påtage dig andre voksenopgaver. På den måde bliver det til at ligge på din rygrad, at være ”omsorgsgiver”, fordi det er hvad familien har brug for at du er. Det kan have den betydning, at du som voksen instinktivt hopper ind i rollen som omsorgsgiveren i dine relationer, som for eksempel i dine venskaber eller på jobbet. Som glasbarn vil du ofte finde dig selv i jobs, hvor du har en funktion som hjælper eller som kræver en god portion følelsesmæssigt arbejde. Du bliver nemt den alle henvender sig til, når der er krise i farvandet. Du bliver ”terapeut-vennen” for omgangskredsen. Èn som altid stiller op for andre. På andre virker du som den person, som altid ved hvad der skal siges og gøres. Du er stabil, pålidelig, rolig og én som kan rumme andres bekymringer, uanset hvor store de må være. Selv kan du måske føle det som dybt tilfredsstillende at tage dig af andre på den måde. Men måske er der alligevel en stille og vedvarende smerte dybt i dig, som bliver ved med at spørge dig: ”Hvem tager sig af mig?”, ”hvem lægger mærke til, når jeg kæmper eller er udmattet?”, ”hvem rækker ud når jeg har brug for det?”. Du bliver så god til at være omsorgsgiveren for andre, at det føles helt fremmed eller utrygt at bede andre om hjælp. Det kan endda føles virkelig skræmmende. Så føles det måske nemmere for dig, at blive ved med at være der for andre, for så risikerer du ikke at føle dig sårbar. Så slipper du også for at blive skuffet, hvis de ikke er i stand til at give dig den omsorg du har brug for.

5 veje til heling

Som du kan se, er der mange facetter forbundet med at være glasbarn. Måske du kan genkende nogle af dem? Når du lige læser det, virker det måske som om der ikke er så meget at gøre ved det. Men at være glasbarn er ikke noget du vælger, det er noget du tilpasser dig til. Det betyder også, at du ikke sidder fast i dine mønstre for evigt, så lad os lige se hvordan du kan komme videre.

• Vær detektiv

Du kan ikke ændre hvad du ikke ved eller forstår. Så begynd med at lægge mærke til din adfærd, og de overbevisninger du har fået med, ved at vokse op som glasbarn. Måske har du gået rundt med dine mønstre i mange år, uden at være klar over hvor de kom fra. Men det er aldrig for sent at gå i gang. Så bare gå i gang med at undersøge dig selv lige så stille, uden at sige det til andre. Du vil helt sikkert blive overrasket over hvilke ting der begynder at dukke op! Du kan for eksempel lægge mærke til hvornår du lægger dine egene følelser til side, til fordel for andre? Hvornår siger du, at du er ok, når du faktisk ikke er? Vær nysgerrig, uden at dømme, I forhold til de måder du lærte at overleve på. Og husk: Du er ikke ødelagt. Du tilpassede dig.

• Genvind din stemme

Det kan for eksempel være at begynde at skrive dagbog eller tale med en terapeut. Eller måske bare at lade dig selv sige de ting højt, som aldrig tillod dig at sige før. Det kan være ting som: ”Jeg har brug for mere”, ”det er ikke fair” eller ”jeg føler mig ensom.” Det er sandheder der fortjener at blive hørt, særligt af dig selv.

• Øv dig i at bede om hjælp

Jep, det er nemmere sagt end gjort. Men heling betyder også at erkende, at du faktisk ikke behøver gøre alting selv. Du kan gøre det nemmere ved at starte i det små. Det kan for eksempel være at aftale at ses med en ven eller få ham/hende til at tage en kop kaffe med fra automaten i kantinen. Senere kan du går videre til: ”Jeg har lige brug for at få luft, er det i orden?” – og det vil det jo være for de fleste. I stedet for at brænde inde med det hele og påstå at du har det fint, så tillad dig i stedet at fylde mere i dine relationer. Og i livet.

• Sæt grænser for omsorg

Det kan være, at du stadig føler dig ansvarlig for alle andres velbefindende. Men du kan faktisk vælge hvad du vil give ud af. Bare fordi du kan bære andres udfordringer, betyder det ikke at du skal. Dit værd skal ikke måles i hvor brugbar du er. Hvis du ikke har energien til at hjælpe, så sig det højt. Du behøver ikke give en alenlang forklaring på hvorfor du ikke kan hjælpe lige nu. Sig i stedet: ”Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, men det kan jeg ikke lige nu.” Bare lad det være med det.

• Lær dig selv at kende udenfor din rolle

Prøv at undersøge hvem du egentlig er, når du ikke lige er den ansvarlige person? Hvad synes du er sjovt at foretage dig? Hvad kan få dig til at grine? Hvad har du lyst til? Hvilke behov har du? Hvad føler du? Det er her du kan opdage hvem du er, når du ikke er i din rolle som glasbarn.

Indlægget Er du glasbarn? blev først udgivet på tilknytning.nu.

Du kan trylle

Når du bliver født er verden din østers, forstået på den måde, at alt hvad der sker forbinder du med dig selv. Din mor vil være så tæt forbundet med dig, at der nærmest er tale om en sammensmeltning i det første cirka halve år af dit liv. Hun kan fornemme når du er sulten, træt eller har fyldt bleen. Men DU opfatter det som at du er sulten, og så bliver du mæt, og det er noget du får til at ske. Du får det simpelthen til at ske på magisk vis. Der findes ikke noget andet end dig endnu, det kommer først lidt senere. Man siger at du i denne første periode er omnipotent, det vil sige at du opfatter dig som verdens centrum, hvilket understøttes af dine omsorgsgiveres adfærd, som tilpasser sig dine behov når de viser sig. Det er også en positiv ting med omnipotensen, for på den måde får du en tillid til at den måde du ser din verden på, kan bruges, og at du kan interagere med den.

Der er andre østers

Men det bliver ikke ved med at gå så nemt, for efterhånden vil dine omsorgsgivere ikke reagere med det samme, hvilket bringer alle mulige nye følelser op i dig. Frustration og raseri over at dine behov ikke bliver dækket med det samme, og frygt for at dine behov vil blive overset for altid. Så du lærer lidt efter lidt at udsætte dine behov, og udvikle en tillid til at de nok skal blive dækket, selv om det ikke lige sker med det samme. Det er også på denne tid at du opdager, at der faktisk er noget der er ikke-mig. En omverden, som ikke altid gør dét, du selv lige har lyst til. At der er nogle mennesker du kan påvirke og selv blive påvirket af. Derfor er det super vigtigt at overgangen hvor verden er din østers, til en verden hvor der er en masse der ikke er dig, bliver så skånsom og glidende som muligt. Det kræver også noget af dine omsorgsgivere, som skal være i stand til at mærke den overgang. Hvis de delvist eller slet ikke kan hjælpe med det, er du allerede dér sårbar og påvirkelig.

Tillid

Så nu har du opdaget der er en omverden, og at du faktisk ikke på magisk vis laver din egen føde eller tryller din fyldte ble væk. Og du har også fundet ud af at du har en krop som har sine egne grænser, hvilket du begynder at udforske og eksperimentere med. For eksempel kan du putte ting i munden for at finde ud af om det er noget spiseligt du har fat i eller ej. Senere finder du ud af, at din krop kan kravle, så du ikke behøver være samme sted hele tiden. Da du lige blev født spillede det ingen rolle for dig hvem der gav dig mad, for det troede jo du selv gjorde. Men nu bliver det lidt mere vigtigt hvad der er for nogle andre der sørger for et konstant flow af kærlighed og føde. Du finder også ud af, at der er flere andre end dig, og de er alle sammen forskellige. Men nogen ser ud til at være tættere på dig end andre. Det er i hvert fald bestemte personer du får tillid til at de  kommer når du er sulten eller er faldet ned af sofaen igen. De vil for det meste hedde mor og far, men det behøver ikke være sådan. Det kan også være plejeforældre, bedsteforældre, venner, søskende eller ansatte på institution.

Kunsten at opdage verden

Du finder ud af, at det nok egentlig er meget godt at der er andre end dig i verden, for den ser lidt mere kompliceret ud end at få mad og få skiftet ble. Det er også her du får øje på hvor meget (eller lidt), dine omsorgsgivere dækker dine behov når du har brug for at blive trøstet, er vred eller på andre måder får rystet den tilknytning du har til dem. Hvis du er heldig får de for det meste øje på dine behov, men det kan lige så vel være, at de ikke gør. Så begynder du at gå rundt i en tilstand af forhøjet angst. Det kan enten være fordi dine omsorgsgivere kun nogle gange reagerer når du har brug for dem, eller også lader de til helt at overse dig. Hvis det er rigtig slemt, er hjemmet et kaos som er umuligt at finde ro i. Men uanset hvilken type hjem du har, vil du altid føle angst når dine omsorgsgivere ikke er der. Og der vil være en periode  hvor du har særlig angst overfor fremmede. Den kalder man for otte måneders angst. Når du føler dig tryg med dine omsorgsgivere, vil du bruge dem som en sikker base til at udforske verden, vel vidende at du altid kan vende tilbage til dem hvis der opstår noget farligt. Det vil du ikke have lige så meget tendens til hvis du har en utryg tilknytningsstil, for du er jo ikke sikker på om de vil være der når du flygter fra noget farligt.

Hvilken vej?

Efterhånden udvikler du et parløb fremfor en afhængighed med dine omsorgsgivere, hvor du lærer dem at kende, og det samme den anden vej. Du har fået en fornemmelse af hjemmets og personernes rutiner, og bliver mindre angst når du er alene. Du vil føle dig sikker, i hvert fald hvis du har en tryg tilknytning. Det vil også se sådan ud for andre, hvis du har en utryg tilknytning, men under overfladen er uroen alligevel større. Så man kan sige at det gode er at du er godt på vej til at finde ud af hvem du selv og andre er. Det knap så gode er, at dine omgivelser gerne vil fortælle dig hvem de synes du er, og de meninger vil med tiden blive din historie om dig selv. Og de overbevisninger kan som voksen vise sig at være svære at ryste af dig. Når du står dér, på startlinjen til dit liv, kan du forestille dig det som en tur hvor der vil være flere veje at tage. Det normale vil være at du kan vælge en strategi for at få så meget kærlighed og behov dækket af dine omsorgsgivere som muligt. Det vil gælde hvis du får en tryg, ængstelig eller undvigende tilknytning med dig. Strategierne vil være forskellige, men du har i det mindste en mulighed for at vælge en vej. Det vil ikke være tilfældet med desorganiseret tilknytning, der vil vejen mere være valgt til dig på forhånd, uden du selv har kunnet vælge strategi. Det kalder man også for udviklingsstier:

I dit liv er der i begyndelsen mange veje at gå, men efterhånden som du vokser op, bliver der længere imellem mulighederne. Så når du har valgt én vej, er der nogle andre veje der lukkes. Derfor vil der være langt færre veje du kan gå når du rammer pensionsalderen.

Tunnelsyn eller vidvinkel?

Når du bevæger dig gennem livet vil det helt sikkert være fyldt med oplevelser og overraskelser. Nogle af dem vil være fantastiske, dejlige, sjove, skønne og fyldt med kærlighed. Andre vil være trælse, deprimerende, stressende og konfliktfyldte. Det hører alt sammen med på turen. Men det vil ikke være alle der vil få øje på at turen faktisk var afhængig af den start den fik. Så det vil langt fra være alle der får øje på de uhensigtsmæssige mønstre. Så hvordan kommer du egentlig i gang med at få øje på dine mønstre? Måske har du en fornemmelse af at de er der, uden rigtig at kunne sætte ord på, eller du tænker ikke over det. Eller måske er du lige på dét sted, hvor du er klar til at skrue vidvinklen på og få øje på dit indre landskab? Der er ingen opskrift her, andet end at hvis du begynder på en helingsproces, så husk at det bliver en lang tur, som først slutter for enden af dit liv.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Ved du at jeg også er coach? Se mere om det her: lifecoachen.dk

Indlægget Når du bliver født blev først udgivet på tilknytning.nu.

Trin 1: Vurdér jeres forhold

Prøv at tænke over, hvad det egentlig er, som kommer i vejen for en god forbindelse til din mor. Er det nogle ting hun gør, som trigger noget i dig? Måske er det hendes holdninger eller at hun ikke er enig i de valg du træffer? Eller omvendt? Se om du kan tænke helt objektivt over det, og brug noget tid på det. Hvad er det for nogle ting der gør ondt? Og hvilke problemer er det, der bliver ved at gentage sig? Når du finder nogle svar, så skriv dem ned, for det vil være en hjælp til de andre trin i processen. Det kan være en mulighed for at se hvad uenigheden drejer sig om og hjælpe dig ind til kernen af problemet.

Trin 2: Overvej din egen rolle

Prøv at overveje hvilken rolle du selv spiller i udfordringerne. Det kan være rigtig svært, specielt hvis du er vred på din mor og tænker at det er hende der gang på gang har forurettet dig. Men det er nu en gang sådan, at der skal to til tango. Uanset hvem der har skylden, har du også en del af ansvaret for forholdet. Så tænk over hvad du gør, der gør det værre – eller i hvert fald ikke bedre.

Det kan for eksempel være at komme med kommentarer om ting du ved din mor er (over) følsom overfor. Eller det kan være du nægter at tale med hende når du bliver sur, eller blokerer hende, uden at hun ved hvorfor. Måske fortalte du hende aldrig hvem du var, eller hvad du lærte, da du voksede op som barn? At se din rolle er ikke det samme som at tage skylden for det hele. Det er bare en bevidsthed i dig om, hvad din del af ansvaret er, for at problemerne stadig er der.

Trin 3: Prøv at se tingene fra hendes perspektiv

Jep, dette trin er sikkert endnu sværere end det sidste. Det er fordi du så må indrømme, at hun faktisk er en person med en fortid og med hendes egne problemstillinger. Det kan være du har haft massevis af skænderier med din mor da du voksede op. Måske særligt i dine teenageår? Måske har din mor på det tidspunkt også skulle finde ud af sit liv? Eller din mor har muligvis skulle arbejde meget for at få det hele til at hænge sammen, så hun ikke havde så meget på tanken til dig?

Når du tænker på hvordan du selv ville have det i disse situationer, er det måske også nemmere for dig at sætte dig ind i nogle af hendes reaktioner. Alle har sin egen historie med (eller imod) sig. Det kan være, at din mor kom fra et voldeligt forhold, eller at hendes egne forældre var superdårlige til at kommunikere. Så prøv at være detektiv lidt, og se hvad der kan dukke op ad gemmerne.

Trin fire: Tilgiv hende

Jeg ved det, nu får du sikkert lyst til at stoppe med at læse! Du tænker måske at jeg overhovedet ikke ved hvor forfærdelig din mor har været. Og det har du ret i, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at kun skader dig at blive ved med at holde fast i at være ked af det og nægte at tilgive – nogensinde. Men prøv lige at tænke over det et kort sekund: Hvis du ikke tilgiver, vil din vrede blive ved med at gnave i dig og din smerte vil blive ved meget længere. Du bliver ved med at genopleve dine gamle sår igen og igen, uden at komme videre.

Jeg taler ikke om, at det hele ender lykkeligt som i en Hollywood film. Men mere at når du tilgiver, er det ikke det samme som at tolerere din mors adfærd eller at blive forsonet. Tilgivelse lader dig slippe af krogen. For så siger du til dig selv, at du ikke ønsker at blive såret af det her mere. Du giver slip på din vrede fordi du vil videre. Så du kan med andre ord tilgive, men det behøver ikke at betyde at du skal have en relation til din mor. Eller det kan betyde, at du sætter nye og mere faste grænser.

En mulighed er også at tilgive og arbejde for at forbedre jeres forhold. Du kan eventuelt skrive et brev til din mor, som du sender eller ej, omkring de tanker og følelser du har. Og ikke mindst hvordan du kan tilgive hende for de ting hun gjorde eller undlod at gøre, da du var yngre.

Trin 5: Overvej, hvad du har brug for fra forholdet

Og tænk over hvad hun er villig, eller i stand til at give nu. Et eksempel kunne være hvis din mor er alkoholiker. Så kunne du nok ønske dig at hun var der for dig, og at hun skal tage jeres forhold seriøst. Men fordi hun er alkoholiker, er det ikke muligt for hende. Hun er ikke i stand til at gøre noget, før hun får styr på sin afhængighed. Prøv at tænke tilbage fra trin 3, da du så tingene fra hendes perspektiv. Og prøv så at være ærlig for dig selv om, hvad hun er i stand til.

Det kan være svært og måske vække en vrede eller tristhed over, hvad din mor rent faktisk er i stand til at byde ind med. Du er muligvis ikke en gang klar over, at du bliver ved med at drømme om at hun bliver bedre, får det bedre eller er i stand til at tilbyde dig dét du søger. Når du holder fast i den drøm, kan det faktisk hæmme jeres forhold, for du leder jo efter noget hun ikke kan give. Så overvej hvad du ønsker og hold det op imod dét hun er i stand til. Hvis de to ting ikke er ens, er der noget at arbejde på, henimod et mere sundt forhold.

Trin 6: Bekæmp trangen til at prøve at ændre hende

Når du har det svært med én du elsker, tror du måske at du kan gøre det bedre, hvis bare du prøver hårdt nok. Det gælder selvfølgelig også i forhold til din mor.

Det kan være, at du forsøger at behage hende hele tiden. Så kan man tale om, at du bruger dét at favne som strategi. Men at favne er faktisk en form for manipulation, fordi du på den måde forsøger at få din mor til at handle på bestemte måder. Forstået på den måde, at når du handler sådan her, vil det presse din mor til at gøre tingene anderledes. Så vil hun endelig anerkende dig, eller give dig den kærlighed du har brug for. Eller du tror, at hvis du gør mor glad, holder hun op med at såre dig. Det kan endda være, at du gør alt hvad du kan for at være ”perfekt” i din mors øjne (eller hvad du tror din mor gerne vil se).

For eksempel vil du måske have hende til at komme til en sammenkomst, og har sørget for at alt er rent og pænt og har sørget for transport. Så du synes du har gjort en masse ting for at forbedre forholdet. Men faktisk kan det gøre det værre, fordi din mor måske tror du prøver at kontrollere hende eller bare ikke gør hvad hun håbede på. Det gør selvfølgelig, at du nu føler dig endnu mere såret. At forsøge at ændre andre mennesker på den måde er en dårlig idé, fordi du ikke kan eller skal have kontrol over dem.

Trin 7: Sæt grænserne

Grænser er ikke anmodninger. Når du beder nogen om at stoppe med at tale til dig på en bestemt måde, er det en anmodning. Det er noget du ikke har kontrol over. Men du har kontrol over hvad du gør, og hvor dine grænser er. Det betyder, at hvis din mor taler grimt til dig, kan du fortælle hende det, og bede hende om at stoppe. Men så er du også nødt til at følge op på det. Du kan for eksempel sige: ”Mor, hvis du bliver ved med at tale sådan til mig, vil jeg ikke være i stand til at komme forbi så ofte.” Eller: ”Det sårer mig, det du siger, så jeg vil ikke tale eller skrive så meget med dig på sms eller telefon mere.”

Du behøver egentlig ikke sige noget om grænser, for dét, at kommunikere mindre er jo en grænse i sig selv. Du kan sige til din mor at du vil svare, når hun kan tale pænere til dig, så du på den måde fortæller: Hertil og ikke længere. Det kan være at dine reaktioner bliver mødt med modstand eller manipulation. Så her er det tidspunktet at holde fast og ikke give dig. Kun på den måde vil jeres forhold kunne bevæge sig i en bedre og mere sund retning. I yderste tilfælde kan det betyde, at du mister kontakten med din mor. Men på den anden side er der ingen grund til at blive ved at bruge tid  på et sårende og respektløst forhold.

Indlægget 7 tips om forholdet til mor blev først udgivet på tilknytning.nu.

At få øje på tegnene på forstyrrelser, kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du skal gøre for at opfylde barnets behov. Derfor har forskerne prøvet at finde ud af, hvilke faktorer der spiller ind, i forhold til at opbygge tryg tilknytning i adoptivbørn.

Hvornår skabes den primære følelsesmæssige tilknytning?

De første to år efter fødslen, er de vigtigste i forhold til at få skabt en tidlig tilknytning. I dette kritiske tidsrum, udvikler dit barn sin ”skabelon” og sin mentale repræsentation af, hvordan en relation mellem omsorgsgiver og barn ser ud. Faktisk foretrækker barnet bestemte omsorgsgivere over andre allerede efter 6 uger. Det sker fordi barnet begynder at stole på, at du som omsorgsgiver, kan opfylde de behov han/hun måtte have. Barnet forstår, at når det græder i mangel på mad, kærlighed eller opmærksomhed, så vil du give det. Eller, i nogle tilfælde vil du ikke.

Derfor er dette tidlige vindue af tid så vigtigt for barnet, fordi det her finder ud af, om andre mennesker kan stoles på eller ej. Og det er også vigtigt for at skabe et positivt selvbillede og en selvsikkerhed i livet.

Tilknytnings teori og adoption

Ifølge John Bowlbys tilknytnings teori, har de tidlige tilknytningsbånd en indvirkning på, hvordan vi ser på tætte relationer i barndommen, ungdommen og i voksenlivet. Derfor kan de første oplevelser med de oprindelige forældre have en betydning for evnen til at relatere til de nye omsorgsgivere. Det mønster er særlig tydeligt når barnet har haft en sund og sikker relation til mindst én af de oprindelige omsorgsgivere. Det betyder, at barnet vil have positive forventninger til de nye omsorgsgivere. Det gør barnet i stand til at skabe en stabil og tryg tilknytning med dem.

Men hvis relationen til forældrene før adoptionen var forstyrret og usikker, kan det være svært for barnet at skabe en tryg tilknytning til adoptivfamilien. Det er fordi barnets oplevelser har lært ham/hende, at relationer til omsorgsgivere er uforudsigelige og at de ikke kan stoles på. Og i nogle tilfælde endda direkte skræmmende.

Heldigvis viser forskning, at børn er virkelig gode til at skabe nye skabeloner til relationer til omsorgsgivere. Og dét, selv om de har oplevet usunde tilknytningsmønstre i den tidlige barndom. Så både positive og negative oplevelser kan være med til at forme barnets syn på andre, og ikke mindst sig selv.

Tilknytning og modgang før adoption

Der er ikke udført meget forskning om tiden før adoptionen og tilknytningen i den periode. Det meste af den, koncentrerer sig om børn som bliver adopteret efter at have været i en eller anden form for institution, for eksempel på børnehjem.

For eksempel blev det i 1990’erne undersøgt, hvordan børn fra Rumænien, Rusland, Bulgarien og Ukraine var faldet til hos adoptionsfamilier i USA. Da disse børn havde oplevet svære tider i kølvandet på Sovjetunionens fald, var det svært for dem at vænne sig til de nye familieforhold. Mange af børnene havde ikke modtaget kropslig stimulation, grundlæggende ressourcer eller sund mad. Derfor havde mange af børnene svære problemer i forhold til tilknytning og udvikling.

Pointen er, at problemer inden adoptionen, fortsætter som udfordringer på tilknytningen senere hen. Det gælder særligt for børn, som har oplevet alvorlig forsømmelse eller mishandling. Selv om eksemplerne her er ekstreme, så sker de. Og udfordringerne med at kunne skabe bånd til andre, fører ofte til en klar tilknytningsforstyrrelse.

Hvad er en tilknytningsforstyrrelse?

En tilknytningsforstyrrelse er en række følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer, som kan udvikle sig i småbørn. De kæmper for at skabe forventede bånd til de primære omsorgsgivere, det vil ofte sige forældrene. Tilknytningsforstyrrelser opstår typisk hos børn, der ikke får konsistent omsorg. Det kan for eksempel være:

• At de ikke bliver trøstet og får omsorg når de græder.
• At omsorgsgiveren ikke skifter dem, når de har gjort i bleen.
• At omsorgsgiveren ikke giver dem mad når de er sultne.
• At de kun får opmærksomhed når de laver en scene.
• At omsorgsgiverne er inkonsistente med at give omsorg.

Tilknytningsforstyrrelser kan også opstå ved at være afskåret fra omsorgsgiverne, eller at flytte fra den ene til den anden. En oplevelse som meget ligner flytningen i forbindelse med adoption. Tilknytningsforstyrrelser hos adoptivbørn kaldes for adoptionstilknytningsforstyrrelse.

Når børn føler manglende tilknytning i relationen med de tidlige omsorgsgivere, kan der opstå stærke negative følelser dem. De kan føle sig isolerede og efterladt. Eller de kan have en følelse af magtesløshed og at de ikke bliver plejet. Disse følelser får børnene til at tro, at de ikke kan stole på relationerne omkring dem, og at verden er usikker at være i. Graden af tilknytningsforstyrrelser kan variere. Lige fra små vanskeligheder til alvorlige udfordringer.

Omkring alvorlige udfordringer taler man om symptomer der kan indikere RAD eller DSED. Rad står for Reactive Attachment Disorder. Her trækker barnet sig væk fra andre, og manglende evne til at reagere på andre og søge tryghed. DSED står for Disinhibited Social Engagement Disorder. Det vil sige, at barnet mangler hæmninger i farlige og ukendte situationer.

Adoptionstilknytningsforstyrrelse

Der sker altid en forstyrrelse i tilknytningen, når et adoptivbarn oplever at blive taget væk fra sine primære omsorgsgivere. Uanset om de havde en tryg eller utryg relation før adoptionen, bryder det båndet, når barnet løsrives fra sin mor og/eller far. Det kan endda være, at barnet oplever en løsrivelse flere gange, hvis det flytter fra familie til familie, før det når sin endelige adoptivfamilie.

Når du som ny omsorgsgiver tager imod barnet, er der nogle tidlige tegn du kan holde øje med, som signalerer udfordringer omkring tilknytningen. Børn med tilknytningsforstyrrelser kan tænkes at:

• Undgå at stirre og holde øjenkontakt.
• Have det svært med at smile.
• Undgå at søge tryghed, for eksempel ikke række ud, når de bliver taget op.
• Trøste dem selv, for eksempel ved at sidde og rokke frem og tilbage.
• Græde, uden at kunne trøstes.
• Virke fjern, når du forsøger at trøste eller skabe kontakt.
• Afvise dine forsøg på at lege eller spille spil sammen.
• Lave færre lyde end et trygt tilknyttet barn ville.
• Undgå at vise følelser når de er alene.

Alle disse måder at handle på, er tillært adfærd, der har til formål at beskytte barnet. Selv om det kan være svært for dig at se på som adoptivforælder, skal du huske, at adfærden en gang spillede en vigtig rolle for barnet.

Børn med adoptionstilknytningsforstyrrelser kan have det svært med fysisk berøring. Når du so omsorgsgiver kommer for tæt på, kan barnet sige ”av” for at undgå at blive rørt. Der kan også være problemer i forhold til vrede og kontrol. Vi lærer som børn at regulere vores følelser gennem den sikre tidlige tilknytning, en tilknytning som adoptivbarnet måske ikke har oplevet. Det kan også være, at adoptivbarnet mangler værktøj til at holde sig tilbage. Det kan være meget talende til fremmede, eller frygtløst i truende situationer. På den måde bliver barnet også meget sårbart.

Adfærden kan fortsætte in di voksenlivet. Selv om der ikke findes en formel diagnose, er det kendt blandt forskere, at tilknytningsproblemer kan fortsætte senere i livet. Som voksen kan der være tale om udfordringer med at læse andres følelser, ikke at stole på nogen, løsrivelse fra egne følelser og problemer med grænsesætning. Det betyder alt sammen, at det kan være svært at være i et stabilt forhold med andre. Det er naturligt for dig som omsorgsgiver at du ikke føler dig forberedt nok til at håndtere den slags adfærd. Mange adoptivforældre siger, at det er svært at få andre til at sætte sig ind i problemstillingerne, og at hele processen kan føles socialt isolerende og stressende for dem.

Når det er sagt, opvejer belønningerne alligevel udfordringerne i sidste ende. At du viser dit adoptivbarn at det kan føle sig sikker, tryg, elsket og ”god nok” kan hjælpe med at bryde de uheldige mønstre der måske er fulgt med fra barnets tidligere liv.

Betyder det noget hvilken alder barnet har, når det bliver adopteret?

Det korte svar på spørgsmålet er: ja. Når barnet bliver adopteret som baby, har det bedre muligheder for at vokse op med tryg tilknytning. Det er naturligvis fordi du som omsorgsgiver, kan give barnet en stabil opvækst fra en tidlig alder. Til sammenligning vil et ældre barn opleve mindst ét stort brud i tilknytningen ved adoptionen. I nogle tilfælde kan barnet have været på en hård rejse, inden det lander hos dig. Det siger sig selv, at så bliver det noget mere vanskeligt og komplekst at skabe en tryg tilknytning til barnet.

Noget tyder også på, at børn overfører deres mentale billeder af tidligere relationer til deres nye omsorgsgivere. Det betyder, at hvis deres oplevelse af relationer har været negative op til adoptionen, så vil de allerede dér have en utryg tilknytningsstil med sig. Dermed har de heller ikke de samme muligheder for at nå de udviklingsmæssige trin som et trygt tilknyttet barn kan. Det gør det svært at læse sociale signaler og at reagere ”rigtigt” på situationer i omgivelserne. På den måde kan der blive skabt en mur mellem barn og omsorgsgiver, som kan være svær at komme over.

Forholdet mellem tilknytning og adoption går dog aldrig i lige linje, og er ofte kompleks. For på samme måde som barnets sted i sin udvikling kan have indflydelse på skabelsen af en tryg tilknytning til dig som omsorgsgiver, så gælder det også den anden vej. At du med en tryg tilknytning kan have indflydelse på barnets udvikling. Det betyder med andre ord, at barnet kan udvikle en positiv fornemmelse af selv, og lære at regulere sine følelser på en god måde. På den måde kan barnet nå udviklingsmæssige milesten, som er med til at skabe en tryg tilknytning til dig.

Hvordan skaber du tryg tilknytning til dit adoptivbarn?

Forskning har vist, at omsorgsgivere kan skabe en tryg base for deres adoptivbarn ved at:

• Være konsistent i måden at være forælder på.
• Sørge for at der er struktur i hverdagen.
• Anerkende barnets styrker og de små sejre i hverdagen.
• Have et positivt udsyn generelt.
• Afstemme sig med barnets behov.

Her er det vigtigt at huske på, at familier har forskellige dynamikker indbygget. Nogle børn vil meget hurtigt vise fremskridt i forhold til deres tilknytning, mens andre tager mere tid. Tålmodighed og empati er vigtige værktøjer for at skabe en god dynamik og fremskridt. Du kan bruge følgende tips til at skabe den trygge base dit adoptivbarn behøver:

1. Gør dig bekendt med barnets historie

Det er svært nok i sig selv, at opfylde dit adoptivbarns behov, hvis det har været ude for traumatiske oplevelser inden adoptionen. Men det kan være en stor fordel for dig, hvis du ved noget om barnets historie, så du kan forstå hvor dit barn er henne lige nu. Det gælder både følelsesmæssigt og udviklingsmæssigt. På den måde kan du komme dit adoptivbarns behov i møde på en god måde.

2. Drop den traditionelle forældrerolle

Du vil sandsynligvis hurtigt finde ud af, at traditionelle metoder som belønning og straf ikke nødvendigvis virker på traumatiserede børn. For dit adoptivbarn har måske lært at lade være med at reagere på det. I stedet vil du komme længere ved at give tid og plads til at dit adoptivbarn kan tale om sine traumer og de ting han/hun er utryg ved. Når du lytter åbent, og uden at overreagere, hjælper du barnet med at føle sig hørt og hjulpet.

Børn, der har oplevet et brud på den sikre tilknytning, har brug for vedvarende og forudsigelige hjælp fra dig, som den primære omsorgsgiver. Det kan være ting som at opbygge en god rutine, og at sige til i god tid i forvejen, hvis der er ændringer i den. For dit barn har brug for at se, at du er organiseret og har kontrol over tingene.

3. Sæt grænser

Grænser hjælper barnet med at føle sig sikker, også selv om han/hun måske ikke i første omgang handler positivt på dem. Det kan for eksempel være en fordel, at du lufter dine forventninger til barnet, klart og tydeligt, hvis der er problemer med tilknytningen. Så giver du dit barn tid til at tænke over det først. Når det bliver gjort rigtigt, signalerer grænser, at barnets miljø er retfærdigt, rimeligt og forudsigeligt. Grænser bliver derfor også et værktøj til at skabe tryg tilknytning.

4. Gå med i en hjælpe gruppe

Hjælpe grupper kan være en god hjælp, fordi du her møder andre, som har været gennem samme proces som dig. Det kan også gøre det synligt for dig, at dine oplevelser er normale og noget der kan løses. Du vil måske også føle dig mindre isoleret i dine problemstillinger, og kan på den måde bedre opfylde dit adoptivbarns behov for tryghed.

Betyder din egen tilknytningsstil noget?

Ideen om, at vi giver vores tidlige repræsentationer omkring tilknytning videre til næste generation, er et centralt mantra for tilknytningsteorien. Så det vi selv erfarede og lærte i vores egen tidlige relationer, bliver givet videre til børnene. Men gælder det også for adoptivbørn?

Forskning viser, at adoptivforældre har større sandsynlighed for at have en tryg tilknytningsstil end forældre der ikke adopterer. Faktisk kan det dreje sig om så meget som 75% af adoptivforældrene, der har tryg tilknytning. Så det betyder også, at selv om adoptivforældre ikke er biologisk beslægtede, vil det være nemmere for barnet at nå til en tryg tilknytningsstil.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Se mere om tilknytning og adoption på TheAttachmentProject.

Indlægget Adoption og tilknytning blev først udgivet på tilknytning.nu.

Det er vigtigt at du her forstår, at den måde at reagere på, en gang tjente et formål for din partner, nemlig i barndommen. Det var en strategi der gav tryghed i et miljø som føltes afvisende og upålideligt. Så hvordan kan du skabe et stabilt forhold til din partner, når det er svært at kommunikere?

At få mere bevidsthed om hvordan undvigende tilknytning fungerer i romantiske forhold kan være en stor hjælp. Og også at udforske forskellige måder at kommunikere på, så forholdet føles mere trygt og med god kontakt mellem jer.

Undvigende tilknytningsstil og deaktiveringsstrategier

Hvis din partner har undvigende tilknytningsstil, vil vedkommende sandsynligvis have udfordringer med at sænke paraderne. Han/hun vil måske sætte grænser op, med det formål at holde dig på afstand. Formålet er at undgå intimitet og følelsesmæssig nærhed, hvilket kan få jeres forhold til at føles som overfladisk.

Når der opstår konflikter hvor din partner føler sig truet, vil han/hun sikkert bruge deaktiveringsstrategier i situationen. Deaktivering er en adfærd der har til formål at skabe afstand mellem dig og din partner. Denne måde at reagere på kan hjælpe din partner til ubevidst, at undertrykke følelser som smerte, ængstelse eller vrede. Når din partner lukker ned på denne måde, kan du opfatte det som om han/hun er kold, eller ligeglad med dig. Men husk, at den adfærd er ubevidst. Din kæreste er ikke ligeglad. Han/hun har bare lært at beskytte sig selv, ved at lukke ned for sin tilknytning.

I stressende situationer kan der også være andre måder din undvigende partner kan reagere på. Det kan for eksempel være at gå i forsvarsposition, eller simpelthen nægte at tale om problemet. Han/hun kan stoppe med at have fysisk kontakt, eller tænke meget sort-hvidt.

Det er ikke altid nemt at kommunikere med en undvigende partner, særligt når der opstår en konflikt. Men det vil være en stor hjælp, at tilpasse din måde at kommunikere på til din partners tilknytningsstil.

Hvordan kan du kommunikere med en undvigende partner?

Det kan være en udfordring at kommunikere godt i et forhold, særligt hvis du ikke er klar over din partners tilknytningsstil. Men med tålmodighed, forståelse og støtte er det muligt for din undvigende partner at åbne sig og blive mere følelsesmæssig intim. Der er adskillige måder du kan kommunikere bedre med din undvigende partner på:

• Vær mere blød i din kommunikation

Når du benytter dig af ”blød” kommunikation når der er en konflikt i forholdet, kan have en beroligende effekt på din partner. At blødgøre din kommunikation og adfærd kan være at nedtone hvor alvorligt problemet er. Du kan også fremhæve din partners positive træk og måder at handle på, eller anerkende hans/hendes følelser og perspektiv. Du kan også simpelthen vise dine positive følelser for din partner. Når du benytter dig af blød kommunikation, signalerer du, at du er til at stole på. Med andre ord vil du virke mindre truende overfor en undvigende partner, hvilket igen forebygger, at han/hun går i forsvarsposition. Det vil også forhindre at udløse følelser af skam eller skyld i din partner, fordi du viser at du har kontrol over dine følelser.

• Undgå at udløse skyldfølelse

Selv om det er nemt at falde i fælden med at give den anden skyldfølelse i en konflikt, duer det bare ikke med en undvigende partner. Det kan være fristende at prøve at ændre den anden part i en konflikt, ved at prøve at udløse skyldfølelse. På den måde siger du: ”Hvis du virkelig elsker mig, vil du også ændre dig.” Du kan bruge et bredt spektrum af følelsesudbrud for at få din partner til at føle skyld. Måske ser du såret ud, du græder eller surmuler, mens du fortæller hvor ondt din partners gør. Udløsning af skyldfølelse er en indirekte og negativ strategi, som ikke direkte går til konfliktens kerne. I stedet er formålet at blive beroliget og få bekræftelse fra den anden part.

Der er bare det ved det, at en undvigende partner typisk vil føle sig kvalt af afhængighed, kontrol og forpligtelser. Derfor vil resultatet være, at du vil skubbe din partner væk, hvis du forsøger at udløse skyldfølelser i ham/hende. Så i virkeligheden vil du gøre problemet værre, og din partner vil være mindre motiveret for at ændre sig.

• Regulér dig selv før du kommunikerer

Når du viser hvor oprevet du er, for eksempel ved at græde eller råbe, viser du din partner, at du kæmper med at håndtere dine følelser. Og at du har brug for hjælp. Selv om det vil være en normal ting at gøre i andre forhold, kan det være en trigger for din partners undvigende træk. Uafhængighed er typisk meget vigtigt for en person med undvigende tilknytningsstil. Så når du signalerer at du har brug for følelsesmæssig hjælp, kan det udløse din partners frygt for afhængighed. Selv om det kan være svært at fange og regulere dine følelser i konflikter, kan det være med til at undgå at trigge din partner.

• Husk din partners positive hensigt

Når din partner lukker ned i en konflikt, kan det være udfordrende at huske, at han/hun ikke gør det for at være onde. Måske tænker du: ”han/hun er ligeglad med mig”, eller ”han/hun lukker mig aldrig ind.” Husk her, at dét at lukke ned har beskyttet din partner fra emotionel smerte som barn. Måske har det været den bedste måde at håndtere hans/hendes komplekse følelser på den gang. Så hvis du husker, at din partners hensigter er gode, uanset hvordan de reagerer, kan gøre kommunikationen nemmere. Særligt hvis du viser empati, forståelse og ikke mindst tålmodighed.

• Få din partner til at føle sig tryg

På grund af din undvigende partners barndom, er det svært for ham/hende at stole på andre. Det kan også være svært for din partner at tro på, at hans/hendes problemer og følelser spiller nogen rolle. Så du kan skabe et sikkert rum for din partner ved at lytte når han/hun åbner op, i stedet for at gå i defensiven. Det kaldes for aktiv lytning, og involverer øjenkontakt, at din krop er rettet mod din partner og nikke på de rigtige tidspunkter. Og sidst, men ikke mindst, spørge ind til dét, din partner siger, på en ikke-dømmende måde.

At sætte grænser, kan også få en person med utryg tilknytning til at føle sig sikker. For grænser gør forholdet forudsigeligt, og øger dermed også følelsen af sikkerhed hos din partner. Grænserne kan være om fysisk berøring, en aftale om at kommunikere når i begge er rolige eller at give hinanden plads når det er nødvendigt. Det kan også være at tage ejerskab over sine egne følelser eller fortælle om udfordringer og triggere i det øjeblik de sker.

• Undgå kritik ved at bruge jeg-sætninger

Effektiv kommunikation kan skabe positive ændringer i romantiske forhold. Men for at det kan lade sig gøre, er det vigtigt at undgå skadelig kritik. Alle kan føle kritik som et personligt angreb, ikke mindst én med undvigende tilknytningsstil. Kritik kan nemlig gøre, at din undvigende partners tilknytningstræk bliver aktiveret, hvorefter han/hun trækker sig, gør modstand eller går væk mens i taler. På den måde bliver problemet sværere at løse, og det er mindre sandsynligt at adfærden vil ændre sig positivt.

Når du i stedet bruger jeg-sætninger, kan det tage brodden af konflikten. For når du bruger jeg-sætninger, kommer det til at handle om dig, i stedet for din partner. På den måde hjælper du din partner til at forstå hvad hans/hendes adfærd forårsager, uden at sige direkte at det er dem, der gør det.

I stedet for at sige: ”Du rydder aldrig op efter dig selv”, kan du sige: ”Jeg bliver irriteret når jeg kommer hjem til et rodet hus.” Eller: ”Du vil aldrig bruge tid sammen med mig”, bliver til: ”Jeg føler mig ensom når jeg ikke ser dig så meget i løbet af ugen.”

• Tag begge jeres tilknytningsstile i betragtning

For at få en god kommunikation med en undvigende partner, er det vigtigt at i begge kender jeres tilknytningsstil. Og ikke mindst hvordan de påvirker hinanden og jeres dynamik i parforholdet. For eksempel har en ængstelig og en undvigende stil bestemte mønstre, bedre kendt som ”The anxious-avoidant Trap”. Den ængstelige part frygter at partneren vil trække sig væk, så han/hun vil søge følelsesmæssig bekræftelse his den anden. Og præcis dette træk vil få en undvigende type til at trække sig væk, fordi han/hun frygter at blive afhængig. Alt efter sammensætningen af tilknytningstyper, kan det både være bedre eller værre i forhold til at få forholdet til at fungere.

• Giv din undvigende partner plads hvis der er brug for det

Partnere med undvigende tilknytningsstil kan have brug for tid alene, særligt hvis der er konflikter i luften. Dette behov kan være en kilde til skam for nogle undvigende typer, hvilket kan gøre det svært for dem at spørge om. Så for at hjælpe din undvigende partner i en konflikt, kan du tilbyde dem plads. På den måde anerkender du din partners følelser og behov, uden at sætte navn på dem. Det viser også, at du har styr på dine egne følelser, hvad der kan gøre, at en undvigende partner føler sig kvalt i stressende situationer.

• Prøv at erstatte følelsesmæssig hjælp med medvirkende hjælp

Din undvigende partner kan blive roligere, hvis du selv medvirker til at hjælpe, i stedet for at give emotionel hjælp. Det betyder med andre ord mere håndgribelig hjælp. Det kan være ting som helt lavpraktisk hjælp, eller hjælp til at løse håndgribelige problemer. Det kan for eksempel være små ting, som at tilbyde din partner et glas vand. Eller måske at lave mad, hvis din partner har haft en stressende dag på jobbet. Det kan også være ækonomisk hjælp til et eller andet. Fordelen ved denne type hjælp er, at din undvigende partner ikke får dem til at føle sig afhængig af dig. Så hans/hendes tilknytningsmønster bliver ikke trigget på samme måde som hvis du tilbød emotionel hjælp.

• Vær tålmodig

Selv om din undvigende partners adfærd i en konflikt kan få dig til at føle dig vred eller ked af det, er det vigtigt at du er tålmodig. For tilknytningsmønstre er blevet til af en god grund i barndommen. Og den gang hjalp de med at beskytte fra smerten. Det er muligt at ændre sin tilknytningsstil, men det er ikke noget der sker fra dag til dag. Det tager tid, og kræver tålmodighed og motivation fra jer begge. Når du er tålmodig, giver det plads til, at din partner kan ændre sig i sit eget tempo.

Et par sidste ord

Romantiske forhold kan være udfordrende for mange, særligt hvis én eller begge har haft svære relationer til andre tidligt i livet. En person med undvigende tilknytningsstil kan have svært ved at sænke paraderne, og skabe god kontakt til partneren. Stressende situationer kan udløse det undvigende tilknytningsmønster. Det kan få din partner til at trække sig væk, undertrykke sine følelser og gå i defensiven.

Når du kommunikerer med empati, ved at bruge jeg-sætninger og undgå at beskylde eller kritisere, kan det være en stor hjælp for din partner. Så vil han/hun nemlig føle sig tryg nok til at udtrykke sine følelser og tanker, og med tiden endda kunne ændre sit tilknytningsmønster.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Læs mere på TheAttachmentProject.

Indlægget Kommunikér med din undvigende partner blev først udgivet på tilknytning.nu.