Hvad sker der egentlig når man bliver udsat for en traumatisk oplevelse og hvordan kommer man over den? Det er grundtemaet i Den tavse stemme, af Peter A. Levine. Levine er medicinsk biofysiker, psykolog og forfatter, med et langt livs erfaring i behandling af blandt andet traumer. Han har udviklet Somatic Experiencing, som er en kropslig og bevidsthedsmæssig tilgang til traumebehandling.

Bogen er ikke én man læser på et par timer, den skal tages i små portioner. Men så har den også rigtig meget at give, for den er rigtig godt skrevet og kommer vidt omkring. Levine tager udgangspunkt i sin egen traumatiske oplevelse i et trafikuheld og har også medtaget mange eksempler fra sin egen praksis.

Pointen i bogen

er, at hvis man kommer ud for en traumatisk oplevelse, bliver den ”lagret” i kroppen indtil den, forhåbentlig, bliver forløst, så man kan komme videre i sit liv. Hvis den er uforløst, kan det have vedvarende og mentalt forkrøblende konsekvenser. Men heldigvis viser Levine en måde at løse knuden på. Nemlig ved at lade kroppen reagere som den naturligt skulle, da den traumatiske episode skete.

Bogens grundtema er også, at når vi bringer vores dyriske instinkter sammen med vores fornuft, kan vi blive mere hele mennesker.

Der er mange gode og tankevækkende ideer i denne bog, men den er nok mest for mennesker der allerede er kommet et stykke på vejen i forhold til sin egen selvudvikling. Der er mange anekdoter og henvisninger til historisk kontekst. Og den slutter ovenikøbet med tanker om forholdet mellem nutidens behandling og åndelighed.

Jeg kan helt klart anbefale denne bog, for den meget tankevækkende og forholdsvis nem at læse. For dig som vil et spadestik dybere i traumer og krop.

Den tavse stemme. Skrevet af: Peter A. Levine. 384 sider. ISBN: 978-87-412-5465-4. Udgivet af Hans Reitzels Forlag, 2010.

Indlægget Boganmeldelse – Den tavse stemme af Peter A. Levine blev først udgivet på tilknytning.nu.

At få øje på tegnene på forstyrrelser, kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du skal gøre for at opfylde barnets behov. Derfor har forskerne prøvet at finde ud af, hvilke faktorer der spiller ind, i forhold til at opbygge tryg tilknytning i adoptivbørn.

Hvornår skabes den primære følelsesmæssige tilknytning?

De første to år efter fødslen, er de vigtigste i forhold til at få skabt en tidlig tilknytning. I dette kritiske tidsrum, udvikler dit barn sin ”skabelon” og sin mentale repræsentation af, hvordan en relation mellem omsorgsgiver og barn ser ud. Faktisk foretrækker barnet bestemte omsorgsgivere over andre allerede efter 6 uger. Det sker fordi barnet begynder at stole på, at du som omsorgsgiver, kan opfylde de behov han/hun måtte have. Barnet forstår, at når det græder i mangel på mad, kærlighed eller opmærksomhed, så vil du give det. Eller, i nogle tilfælde vil du ikke.

Derfor er dette tidlige vindue af tid så vigtigt for barnet, fordi det her finder ud af, om andre mennesker kan stoles på eller ej. Og det er også vigtigt for at skabe et positivt selvbillede og en selvsikkerhed i livet.

Tilknytnings teori og adoption

Ifølge John Bowlbys tilknytnings teori, har de tidlige tilknytningsbånd en indvirkning på, hvordan vi ser på tætte relationer i barndommen, ungdommen og i voksenlivet. Derfor kan de første oplevelser med de oprindelige forældre have en betydning for evnen til at relatere til de nye omsorgsgivere. Det mønster er særlig tydeligt når barnet har haft en sund og sikker relation til mindst én af de oprindelige omsorgsgivere. Det betyder, at barnet vil have positive forventninger til de nye omsorgsgivere. Det gør barnet i stand til at skabe en stabil og tryg tilknytning med dem.

Men hvis relationen til forældrene før adoptionen var forstyrret og usikker, kan det være svært for barnet at skabe en tryg tilknytning til adoptivfamilien. Det er fordi barnets oplevelser har lært ham/hende, at relationer til omsorgsgivere er uforudsigelige og at de ikke kan stoles på. Og i nogle tilfælde endda direkte skræmmende.

Heldigvis viser forskning, at børn er virkelig gode til at skabe nye skabeloner til relationer til omsorgsgivere. Og dét, selv om de har oplevet usunde tilknytningsmønstre i den tidlige barndom. Så både positive og negative oplevelser kan være med til at forme barnets syn på andre, og ikke mindst sig selv.

Tilknytning og modgang før adoption

Der er ikke udført meget forskning om tiden før adoptionen og tilknytningen i den periode. Det meste af den, koncentrerer sig om børn som bliver adopteret efter at have været i en eller anden form for institution, for eksempel på børnehjem.

For eksempel blev det i 1990’erne undersøgt, hvordan børn fra Rumænien, Rusland, Bulgarien og Ukraine var faldet til hos adoptionsfamilier i USA. Da disse børn havde oplevet svære tider i kølvandet på Sovjetunionens fald, var det svært for dem at vænne sig til de nye familieforhold. Mange af børnene havde ikke modtaget kropslig stimulation, grundlæggende ressourcer eller sund mad. Derfor havde mange af børnene svære problemer i forhold til tilknytning og udvikling.

Pointen er, at problemer inden adoptionen, fortsætter som udfordringer på tilknytningen senere hen. Det gælder særligt for børn, som har oplevet alvorlig forsømmelse eller mishandling. Selv om eksemplerne her er ekstreme, så sker de. Og udfordringerne med at kunne skabe bånd til andre, fører ofte til en klar tilknytningsforstyrrelse.

Hvad er en tilknytningsforstyrrelse?

En tilknytningsforstyrrelse er en række følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer, som kan udvikle sig i småbørn. De kæmper for at skabe forventede bånd til de primære omsorgsgivere, det vil ofte sige forældrene. Tilknytningsforstyrrelser opstår typisk hos børn, der ikke får konsistent omsorg. Det kan for eksempel være:

• At de ikke bliver trøstet og får omsorg når de græder.
• At omsorgsgiveren ikke skifter dem, når de har gjort i bleen.
• At omsorgsgiveren ikke giver dem mad når de er sultne.
• At de kun får opmærksomhed når de laver en scene.
• At omsorgsgiverne er inkonsistente med at give omsorg.

Tilknytningsforstyrrelser kan også opstå ved at være afskåret fra omsorgsgiverne, eller at flytte fra den ene til den anden. En oplevelse som meget ligner flytningen i forbindelse med adoption. Tilknytningsforstyrrelser hos adoptivbørn kaldes for adoptionstilknytningsforstyrrelse.

Når børn føler manglende tilknytning i relationen med de tidlige omsorgsgivere, kan der opstå stærke negative følelser dem. De kan føle sig isolerede og efterladt. Eller de kan have en følelse af magtesløshed og at de ikke bliver plejet. Disse følelser får børnene til at tro, at de ikke kan stole på relationerne omkring dem, og at verden er usikker at være i. Graden af tilknytningsforstyrrelser kan variere. Lige fra små vanskeligheder til alvorlige udfordringer.

Omkring alvorlige udfordringer taler man om symptomer der kan indikere RAD eller DSED. Rad står for Reactive Attachment Disorder. Her trækker barnet sig væk fra andre, og manglende evne til at reagere på andre og søge tryghed. DSED står for Disinhibited Social Engagement Disorder. Det vil sige, at barnet mangler hæmninger i farlige og ukendte situationer.

Adoptionstilknytningsforstyrrelse

Der sker altid en forstyrrelse i tilknytningen, når et adoptivbarn oplever at blive taget væk fra sine primære omsorgsgivere. Uanset om de havde en tryg eller utryg relation før adoptionen, bryder det båndet, når barnet løsrives fra sin mor og/eller far. Det kan endda være, at barnet oplever en løsrivelse flere gange, hvis det flytter fra familie til familie, før det når sin endelige adoptivfamilie.

Når du som ny omsorgsgiver tager imod barnet, er der nogle tidlige tegn du kan holde øje med, som signalerer udfordringer omkring tilknytningen. Børn med tilknytningsforstyrrelser kan tænkes at:

• Undgå at stirre og holde øjenkontakt.
• Have det svært med at smile.
• Undgå at søge tryghed, for eksempel ikke række ud, når de bliver taget op.
• Trøste dem selv, for eksempel ved at sidde og rokke frem og tilbage.
• Græde, uden at kunne trøstes.
• Virke fjern, når du forsøger at trøste eller skabe kontakt.
• Afvise dine forsøg på at lege eller spille spil sammen.
• Lave færre lyde end et trygt tilknyttet barn ville.
• Undgå at vise følelser når de er alene.

Alle disse måder at handle på, er tillært adfærd, der har til formål at beskytte barnet. Selv om det kan være svært for dig at se på som adoptivforælder, skal du huske, at adfærden en gang spillede en vigtig rolle for barnet.

Børn med adoptionstilknytningsforstyrrelser kan have det svært med fysisk berøring. Når du so omsorgsgiver kommer for tæt på, kan barnet sige ”av” for at undgå at blive rørt. Der kan også være problemer i forhold til vrede og kontrol. Vi lærer som børn at regulere vores følelser gennem den sikre tidlige tilknytning, en tilknytning som adoptivbarnet måske ikke har oplevet. Det kan også være, at adoptivbarnet mangler værktøj til at holde sig tilbage. Det kan være meget talende til fremmede, eller frygtløst i truende situationer. På den måde bliver barnet også meget sårbart.

Adfærden kan fortsætte in di voksenlivet. Selv om der ikke findes en formel diagnose, er det kendt blandt forskere, at tilknytningsproblemer kan fortsætte senere i livet. Som voksen kan der være tale om udfordringer med at læse andres følelser, ikke at stole på nogen, løsrivelse fra egne følelser og problemer med grænsesætning. Det betyder alt sammen, at det kan være svært at være i et stabilt forhold med andre. Det er naturligt for dig som omsorgsgiver at du ikke føler dig forberedt nok til at håndtere den slags adfærd. Mange adoptivforældre siger, at det er svært at få andre til at sætte sig ind i problemstillingerne, og at hele processen kan føles socialt isolerende og stressende for dem.

Når det er sagt, opvejer belønningerne alligevel udfordringerne i sidste ende. At du viser dit adoptivbarn at det kan føle sig sikker, tryg, elsket og ”god nok” kan hjælpe med at bryde de uheldige mønstre der måske er fulgt med fra barnets tidligere liv.

Betyder det noget hvilken alder barnet har, når det bliver adopteret?

Det korte svar på spørgsmålet er: ja. Når barnet bliver adopteret som baby, har det bedre muligheder for at vokse op med tryg tilknytning. Det er naturligvis fordi du som omsorgsgiver, kan give barnet en stabil opvækst fra en tidlig alder. Til sammenligning vil et ældre barn opleve mindst ét stort brud i tilknytningen ved adoptionen. I nogle tilfælde kan barnet have været på en hård rejse, inden det lander hos dig. Det siger sig selv, at så bliver det noget mere vanskeligt og komplekst at skabe en tryg tilknytning til barnet.

Noget tyder også på, at børn overfører deres mentale billeder af tidligere relationer til deres nye omsorgsgivere. Det betyder, at hvis deres oplevelse af relationer har været negative op til adoptionen, så vil de allerede dér have en utryg tilknytningsstil med sig. Dermed har de heller ikke de samme muligheder for at nå de udviklingsmæssige trin som et trygt tilknyttet barn kan. Det gør det svært at læse sociale signaler og at reagere ”rigtigt” på situationer i omgivelserne. På den måde kan der blive skabt en mur mellem barn og omsorgsgiver, som kan være svær at komme over.

Forholdet mellem tilknytning og adoption går dog aldrig i lige linje, og er ofte kompleks. For på samme måde som barnets sted i sin udvikling kan have indflydelse på skabelsen af en tryg tilknytning til dig som omsorgsgiver, så gælder det også den anden vej. At du med en tryg tilknytning kan have indflydelse på barnets udvikling. Det betyder med andre ord, at barnet kan udvikle en positiv fornemmelse af selv, og lære at regulere sine følelser på en god måde. På den måde kan barnet nå udviklingsmæssige milesten, som er med til at skabe en tryg tilknytning til dig.

Hvordan skaber du tryg tilknytning til dit adoptivbarn?

Forskning har vist, at omsorgsgivere kan skabe en tryg base for deres adoptivbarn ved at:

• Være konsistent i måden at være forælder på.
• Sørge for at der er struktur i hverdagen.
• Anerkende barnets styrker og de små sejre i hverdagen.
• Have et positivt udsyn generelt.
• Afstemme sig med barnets behov.

Her er det vigtigt at huske på, at familier har forskellige dynamikker indbygget. Nogle børn vil meget hurtigt vise fremskridt i forhold til deres tilknytning, mens andre tager mere tid. Tålmodighed og empati er vigtige værktøjer for at skabe en god dynamik og fremskridt. Du kan bruge følgende tips til at skabe den trygge base dit adoptivbarn behøver:

1. Gør dig bekendt med barnets historie

Det er svært nok i sig selv, at opfylde dit adoptivbarns behov, hvis det har været ude for traumatiske oplevelser inden adoptionen. Men det kan være en stor fordel for dig, hvis du ved noget om barnets historie, så du kan forstå hvor dit barn er henne lige nu. Det gælder både følelsesmæssigt og udviklingsmæssigt. På den måde kan du komme dit adoptivbarns behov i møde på en god måde.

2. Drop den traditionelle forældrerolle

Du vil sandsynligvis hurtigt finde ud af, at traditionelle metoder som belønning og straf ikke nødvendigvis virker på traumatiserede børn. For dit adoptivbarn har måske lært at lade være med at reagere på det. I stedet vil du komme længere ved at give tid og plads til at dit adoptivbarn kan tale om sine traumer og de ting han/hun er utryg ved. Når du lytter åbent, og uden at overreagere, hjælper du barnet med at føle sig hørt og hjulpet.

Børn, der har oplevet et brud på den sikre tilknytning, har brug for vedvarende og forudsigelige hjælp fra dig, som den primære omsorgsgiver. Det kan være ting som at opbygge en god rutine, og at sige til i god tid i forvejen, hvis der er ændringer i den. For dit barn har brug for at se, at du er organiseret og har kontrol over tingene.

3. Sæt grænser

Grænser hjælper barnet med at føle sig sikker, også selv om han/hun måske ikke i første omgang handler positivt på dem. Det kan for eksempel være en fordel, at du lufter dine forventninger til barnet, klart og tydeligt, hvis der er problemer med tilknytningen. Så giver du dit barn tid til at tænke over det først. Når det bliver gjort rigtigt, signalerer grænser, at barnets miljø er retfærdigt, rimeligt og forudsigeligt. Grænser bliver derfor også et værktøj til at skabe tryg tilknytning.

4. Gå med i en hjælpe gruppe

Hjælpe grupper kan være en god hjælp, fordi du her møder andre, som har været gennem samme proces som dig. Det kan også gøre det synligt for dig, at dine oplevelser er normale og noget der kan løses. Du vil måske også føle dig mindre isoleret i dine problemstillinger, og kan på den måde bedre opfylde dit adoptivbarns behov for tryghed.

Betyder din egen tilknytningsstil noget?

Ideen om, at vi giver vores tidlige repræsentationer omkring tilknytning videre til næste generation, er et centralt mantra for tilknytningsteorien. Så det vi selv erfarede og lærte i vores egen tidlige relationer, bliver givet videre til børnene. Men gælder det også for adoptivbørn?

Forskning viser, at adoptivforældre har større sandsynlighed for at have en tryg tilknytningsstil end forældre der ikke adopterer. Faktisk kan det dreje sig om så meget som 75% af adoptivforældrene, der har tryg tilknytning. Så det betyder også, at selv om adoptivforældre ikke er biologisk beslægtede, vil det være nemmere for barnet at nå til en tryg tilknytningsstil.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Se mere om tilknytning og adoption på TheAttachmentProject.

Indlægget Adoption og tilknytning blev først udgivet på tilknytning.nu.

Du føler det måske som om din barndom egentlig var helt normal og tryg. Så hvorfor er det du kæmper med at få dine nære forhold til at fungere og dit syn på dig selv til at være bedre?

Svaret på hvorfor det er så svært at sige helt præcist hvor problemerne opstod, kan ligge gemt i dine gener. For din utrygge tilknytning er muligvis ikke opstået i en direkte relation i dit liv, men kan gå tilbage til dine bedsteforældre eller længere. Denne overførsel af traumer kan beskrives som multi-generationelle traumer. Det vil sige sår, som er overført fra generation til generation, fordi der ikke er sket en heling, eller der er fundet en løsning på problemet.

Hvad er traumer?

Traumer kan opstå I forskellige former. Generelt kan man sige, at et traume er en følelsesmæssig reaktion på en stressende, skræmmende eller foruroligende hændelse. Det kan for eksempel være krigsoplevelser, naturkatastrofer, en nær relations dødsfald eller misbrug. Reaktionerne på traumer kan variere fra person til person, men der er typisk nogle fælles elementer:

• Intense eller skræmmende mareridt.
• Flashbacks til traumatiske situationer.
• Problemer med at sove.
• Mere undvigende adfærd i nære relationer, som mangel på interesse eller ikke at føle sig til stede.
• Hukommelsesproblemer, særligt omkring den traumatiske hændelse.

Det er dog ikke sikkert at du har været ude for Store T, altså traumatiske oplevelser af ovenstående type. Der kan nemlig også være nogle ting fra dine sociale omgivelser, som har givet dig mindre traumer over længere tid. Dét, man kalder for lille t. Disse små traumer opstår typisk i din barndom, i forbindelse med forholdet til dine primære omsorgsgivere. Det vil ofte være din mor og far, men kan også være bedsteforældre, plejeforældre, adoptivforældre eller institutionspersonale.

Hvis ikke din binding til omsorgsgiveren er tryg, kan du udvikle tilknytningstraumer. Dine følelsesmæssige sår kan være tydelige, eksempelvis forbundet med misbrug eller forsømmelse. Eller din omsorgsgiver har været emotionelt fraværende på grund af ting som dødsfald eller skilsmisse. Men grunden til dine tilknytningstraumer behøver ikke være så tydelige. Det kan være, at din mor og far “bare” ikke har været i stand til at udtrykke deres følelser til dig. Så du vil have oplevet en barndom uden følelsesmæssig kontakt til dine forældre. Konsekvenserne vil under alle omstændigheder være gennemgribende. Og det er her, at multi-generationelle traumer kommer i spil.

Hvad er multi-generationelle traumer?

I modsætning til traumer der sker direkte for dig, bliver multi-generationelle traumer ført videre fra generation til generation gennem generne og adfærden. Denne form for traumer kan vise sig som symptomer på både det individuelle og kollektive plan.

For eksempel kan misbrug i hjemmet ændre din genetiske kode, så dine børn bliver mere disponeret og sensitive i forhold til tilsvarende stressende oplevelser. Dine individuelle traumer kan ovenikøbet også blive givet videre gennem din adfærd og holdninger. Det sker fordi dine børn bruger dig som model til at forholde sig til deres omgivelser.

På et kollektivt plan kan multi-generationelle traumer blive ført videre gennem de oplevelser gruppen har været igennem sammen. Denne form for traumer er også kendt som ”historiske traumer”. Der kan eksempelvis være tale om børn til overlevende fra Holocaust, efterkommere af slaver fra Afrika eller flygtninge fra krige.

Men selv om der kan være negative traumer der bliver ført videre gennem generationerne, kan der også være positive. Det kan være positive træk som er opstået som følge af svære forhold i livet. Det kan for eksempel være modstandskraft til at komme igennem svære perioder.

Ofte bliver multi-generationelle traumer også kaldet for ”Fantomet” i litteraturen. Det skyldes, at vi for det meste slet ikke er bevidste om, at de eksisterer i os. Fordi de traumatiske hændelser ikke skete direkte for os, lever det ubevidst videre og bliver manifesteret gennem vores adfærd og holdninger. Og ubevidst bliver det også overført til vores børn. Det forklarer også hvorfor du kan opleve år at utryg tilknytning uden at være i stand til at finde ud af, hvor dit mønster kommer fra.

Hvordan bliver multi-generationelle traumer ført videre gennem generationerne?

Før i tiden foregik der en længere debat om den måde vores træk og adfærd gik videre på fra generation til generation. Nogle forskere sagde, at det var miljøet der havde mest indflydelse, andre at det var genetisk betinget. Men realiteten er, at det er en blanding af begge dele.

Epigenetik er læren om hvordan både vores adfærd og miljø kan ændre den måde vores gener fungerer på. Men i modsætning til ændringer i vores DNA, kan epigenetiske ændringer også ændre den måde kroppen ”læser” en DNA-sekvens. Det betyder med andre ord, at den epigenetiske proces bestemmer hvor vidt bestemte gener bliver udtrykt, og i hvilken grad.

Så på den måde forklarer det også hvorfor en omsorgsgivers traumer kan påvirke dig allerede inden fødslen. Det bedste bevis for den rolle epigenetik spiller på traumer gennem generationer, er den smerte og uro du kan opleve i livmoderen og den tidlige barndom.

Der er mange der mener, at fordi du er en baby, så forstår du ikke noget. Men det er helt forkert. Faktisk er du ekstra opmærksom på at fange signaler fra dine omgivelser som baby og i din tidlige barndom. Endda særligt når det drejer sig om traumatiske hændelser.

En anden faktor fra dit miljø, som kan påvirke traumer gennem generationer, er den måde dine omsorgsgivere håndterer stress på. For det kan have en stor betydning for dit barn, hvordan du spiser og behandler dig selv i svære perioder af livet.

Så, kort sagt, bliver multi-generationelle traumer givet videre gennem epigenetik, problemfyldte perioder i graviditeten, og tidlige påvirkninger fra miljøet. Men det er vigtigt, at selv om epigenetik spiller en vigtig rolle i den måde du udtrykker sin DNA på, er det også muligt at ændre den i en positiv retning.

Er utryg tilknytning et multi-generationelt traume?

Ja, lige som andre former for traumer eller smertefulde oplevelser, kan utryg tilknytning blive givet videre til de næste generationer. Der er der flere grunde til:

At blive forældre, særligt for førstegangsfødende, kan være en stressende oplevelse. Dermed ikke være sagt, at det ikke er en virkelig givende og kærlig periode i livet. Men hvis du har utryg tilknytning, kan det aktivere dine tidligere traumer som barn, når du opfostrer dine egne børn. Selv om du er en god forælder, kan dét at tage dig af dit barn udløse en fornemmelse af tab i dig. En følelse af tab, som hænger sammen med hvordan dine behov i barndommen blev mødt af dine forældre. Det kan føre til, at du trækker dig væk fra dit barn, eller ikke altid møder dit barns behov. Hvilket kan føre til at dit barn bliver forvirret, når det søger efter kærlighed og opmærksomhed.

Når en omsorgsgiver trækker sig væk fra dig som barn, bliver du tvunget til at skabe dine egne betingelser for en tryg tilknytning. Det betyder, at du kan føle behov for at trøste og skabe nærhed med dine omsorgsgivere. Så på den måde bliver rollerne vendt om, til at det bliver dig som barn, som bliver omsorgsgiver. Som barn har du sjældent andre referencer end dine tætteste relationer. Derfor kan det have en blivende virkning på hvordan du opfatter relationer fremover, også i dit voksne liv.

Du spejler dine omgivelser

For at udvikle en tryg tilknytningsstil, er det nødvendigt for dig, at du som barn føler dig sikker og tryg med dine omsorgsgivere. Og lige så vigtigt er det, at du føler at dine omsorgsgivere er tunet ind på dine følelser og behov. Men traumer hos dine forældre kan have betydning for hvordan de håndterer deres liv. Det kan også forhindre dig i at udvikle en tryg tilknytningsstil som barn. Nogle gange er omsorgsgiveren klar over hvad hans/hendes traume betyder for dig, og føler sig skyld og skam over det. Det medfører ofte, at omsorgsgiveren prøver at forhindre at forholde sig til traumet ved at skubbe sine egne følelser i baggrunden.

Som barn lærer du ved at observere dine omgivelser, og opfanger og spejler denne løsrivelse fra egne følelser. Hvad der er et typisk træk for den undvigende tilknytningsstil. På den anden side, når der finder en rolleombytning sted, hvor du som barn bliver omsorgsgiver, kan det medføre at

Hvordan undgår du at overføre utryg tilknytning til dine børn?

Selv om dine traumer kan båret i dine gener, er det stadig muligt for dig at forhindre at din utrygge tilknytningsstil overføres til dit barn. At forhindre den overførsel følger de samme retningslinjer som at forhindre multi-generationelle traumer. Det sker ved at du prøver at forbedre de forhold der er i nuet. Der er flere ting du kan gøre:

• At forhindre overførsel af utryg tilknytning med opmærksomhed

Når du bliver mere opmærksom på, hvordan traumer bliver overført på et personligt plan eller for grupper, kan du afbøde deres effekt. Det vil være en stor hjælp for dig og dit barn, at du er bevidst om at traumer kan forlænges når du ikke er tunet ind på dit barns behov. Der kan også være større ting i omgivelserne som kan have betydning for din måde at håndtere følelser på. Det kan være ting som for eksempel krig og racisme.

• Anerkend dine styrker til at overvinde utryg tilknytning

Styrke og modstandskraft bliver ofte udviklet som et svar på traumer, men kan også føres videre i generne til næste generation. Det betyder at hvis du har oplevet traumer, direkte eller indirekte, har du en indbygget holdbarhed. Og den holdbarhed gør, at du ikke alene kan tale om dine traumer, du kan også overvinde dem.

• Giv dig tid til at sørge 

At give dig tid til at sørge over dine traumer, kan i sidste ende også forhindre at de bliver sendt videre til næste led i kæden. Uanset om traumet skete for dig, eller det blev overført fra dine omsorgsgivere, er det vigtigt at skabe et mentalt rum til at bearbejde og løse det. Det betyder selvfølgelig ikke at det er en nem proces. Men det gør dig bevidst om hvad traumet er, hvad der førte til det, og hvad det betyder for hvordan du har det. For eksempel at du har udviklet en utryg tilknytningsstil.

• Læg vægt på sikkerhed og hjælp 

Når du opfostrer dit barn, er sikkerhed og hjælp vigtige holdepunkter. Det gør nemlig at dit barn føler sig sikker nok i deres miljø til at udforske den ukendte verden omkring sig. Så når du sætter disse forudsætninger i højsædet, kan det hjælpe med at bryde kæden af multi-generationelle traumer i familien. Og ikke mindst forhindre at dit barn vokser op med en utryg tilknytning.

Til slut 

Selv om multi-generationelle traumer kan være lidt af en ”fantom-smerte” som kan være svær at få øje på og forstå, så kan den forhindres og overvindes. Vær opmærksom på, at selv om du bliver bevidst om hvordan traumer og utryg tilknytning overføres, kan det stadig være nødvendigt med professionel hjælp.

En anden vigtig ting at huske er, at du ikke er alene i din kamp. For det ligger i sagens natur, at multi-generationelle traumer er noget der bliver delt mellem generationerne. Gennem bevidsthed, anerkendelse af dine styrker, tid til sorg og at fremme sikkerhed og hjælp, er det muligt at forhindre overførsel af traumer. Og samtidig forbedre din egen livskvalitet.

Få mere inspiration på Blive klogere. Læs mere på TheAttachmentProject.

Indlægget Utryg tilknytning og traumer gennem generationer blev først udgivet på tilknytning.nu.