Selv om du ikke kan løfte et skib eller smelte sten med dit syn, har du alligevel superkræfter. Som trygt tilknyttet har du fordele som er så effektive, at de praktisk taget er superkræfter. Dine sociale færdigheder gælder både på jobbet, i intime relationer og blandt venner.
Lidt om tilknytning
De første 18 måneder af dit liv er mega vigtige. Det er nemlig i den periode at du bliver formet mest af dine nærmeste omsorgsgivere. Eller sagt på en anden måde, så er det her din tilknytning er i sin vigtigste periode.
Tilknytningsteorien blev skabt i 1950’erne af John Bowlby og Mary Ainsworth. De fastslog, at det tidlige bånd bestemmer evnen til at relatere til andre og hvordan du håndterer dine personlige og professionelle relationer i dit liv. Hvis du som barn lever i et usikkert, forsømt, kaotisk eller traumatisk miljø, vil du sandsynligvis vokse op med en utryg tilknytning. Det kan være en ængstelig, undvigende eller desorganiseret tilknytning.
Hvis du derimod bliver set, hørt elsket og forstået vil du få en tryg tilknytning med dig. Det betyder også, at du som voksen har et sundt syn på dig selv, kan skabe god kontakt med andre, og navigere fornuftigt i dine forskellige relationer. Du vil heller ikke have problemer med at være intim eller med tillid til din omverden. Og så vil du have en god følelsesmæssig balance.
Tryg er ikke nødvendigvis perfekt
Ikke overraskende vil de fleste mennesker gerne have en tryg tilknytningsstil. For med tryg tilknytning er du normalt i balance, rolig og tilpas i intimitet, uden at bakke ud eller blive klæbende.
Når det er sagt, betyder det ikke, at du er perfekt med en tryg tilknytningsstil. Du kan sagtens opleve problemer i dine romantiske relationer eller andre forhold. Forskellen er dog, at du er bedre til at tage ansvar for dine handlinger og fejl med tryg tilknytning. Og du er bedre til at indrømme når du har brug for andres hjælp i svære situationer.
Superkræfter på arbejdet
Evnen til at skabe relationer på dit job, har en positiv effekt på din mentale sundhed. Samtidig mindsker det muligheden for stress og følelsen af at være udbrændt. Venner på jobbet sænker ikke kun stress niveauet, men er også med til at være en buffer, hvis der opstår svære situationer på jobbet.
Hvis du har en tryg tilknytning, har du en klar fordel når det gælder om at håndtere stress på dig arbejde. Det er fordi du har det fint med at spørge efter hjælp hos dine kolleger når der er behov for det. Og dine kolleger vil også opsøge dig, fordi du har en sund tro på dig selv.
Du er også god til at håndtere dine følelser og har det godt med at have andre omkring dig, uanset om de er chefer eller kolleger på ”gulvet”. Du har tillid til at andre vil dig det godt, og ser ofte din chef i et positivt lys (hvis det er fortjent!).
Som trygt tilknyttet vil du have tendens til at være glad for dit arbejde og generelt tilfreds med dit arbejdsmiljø. Du har færre sygedage end kolleger med utryg tilknytning, er effektiv på jobbet, og kan håndtere afvisninger fra kolleger. Du kan oven i købet acceptere kritik uden at blive ked af det. Så trygt tilknyttede er ønskemedarbejdere!
Hvis du skulle ønske det, ville du sandsynligvis også blive en rigtig god leder. Du er empatisk og klar over andres ønsker. Og så er du i stand til at fokusere på dine arbejdsopgaver. Fordi du er så åben og varm i forhold til andre, vil dine ansatte føle sig godt tilpas med at komme til dig med arbejdsrelaterede problemer. Sådan et miljø fremmer produktiviteten, så det vil være en win-win situation for alle.
Superkræfter i dine intime forhold
Det vil ikke være sådan, at du ikke kommer ud for problemer i intime relationer fordi du har tryg tilknytning. Livet er en kompliceret sag, og skaber udfordringer for alle. Det kan også have noget at sige, hvilken tilknytningsstil en partner har. Men hvis du har en tryg tilknytningsstil, vil det være nemmere for dig at lande i et kærligt og længerevarende forhold. Også selv om din partner har en utryg tilknytning.
Som trygt tilknyttet vil du typisk være åben og varm overfor din partner. Du har det godt med at være dig selv i et forhold, fordi du har fået en god emotionel rygsæk med fra din barndom. Derfor tænker du at dit intime forhold er sikkert og du stoler selvfølgelig på din partner, og hans/hendes intentioner. Du har evnen til at vise dig sårbar og intim når du er sammen med din kæreste. Du er kort sagt bedre klædt på til en tæt kærlighedsrelation end en utrygt tilknyttet.
Der ud over har du en god fornemmelse af dig selv og du tror på dig selv og dét, du foretager dig. Så det vil være nemt for dig at søge hjælp hos en partner når du har brug for det. Din partner vil føle sig tryg med din åbenhed, og der vil være en god balance hvor i begge kan give og tage.
Du føler dig glad i et forhold, men du kan også sagtens føle dig godt tilpas i dit eget selskab. Det betyder også, at du ikke bare springer ud i det første forhold der viser sig. Du evner at vente for at afgøre om forholdet kan bære, inden du springer ud i det. Hvis forholdet ikke viser sig holdbart, vil du også kunne gøre det forbi, for begges bedste.
Fordi du er i så god forbindelse med dine følelser, vil du ofte kunne hjælpe en utrygt tilknyttet partner med at regulere hans/hendes følelser. På den måde kan din utrygge partner hjælpes ind i en tryggere tilknytning. Det kræver arbejde af jer begge, men chancen er god for succes.
Dine superkræfter i venskaber
Dine kendetegn som trygt tilknyttet, er åbenhed og afslappethed. Derfor er du for det meste rolig, balanceret og undgår helst konflikter i dine venskaber, med mindre de ikke kan undgås. Du er god til at kommunikere for at løse uenigheder, fordi du forstår konsekvenserne af dine handlinger og ord.
Du rækker gerne ud til andre eller deler personlige oplysninger om dig selv. Men du respekterer også at andre har en mening og grænser. Så du går ikke over i ”oversharing”, eller borer i ting, der får andre til at føle sig utrygge.
Hvis vennerne ikke lige svarer på opringninger eller beskeder, tager du det ikke personligt. Heller ikke hvis en ven aflyser en aftale i sidste øjeblik. Du er klar over at dine venner har deres eget liv, og ting der haler i dem, også udenfor venskabet.
Andre mennesker har det med at opsøge dig, fordi du udstråler en god selvsikkerhed, uden at være arrogant. Og du viser en ægte interesse i at lære andre at kende. For du er god til at se værdi, både i dig selv og i andre. Så du vil være en fantastisk ven!
Til sidst
Husk, at selv om du har tryg tilknytningsstil, så kan du godt dele træk med utrygge tilknytningsstile. For ingen har en hundrede procent tryg tilknytning. Men måske du kan genkende dine superkræfter som er beskrevet her? I så fald har du haft en barndom som har hjulpet dig godt på vej i livet.
Få mere inspiration på Bliv klogere. Læs mere om tryg tilknytning og superkræfter på The Attachment Project.