Klokken er omkring 21 den 4. februar 1974, da det banker på døren til lejlighed nummer 4 på 2603 Benvenue Street i Berkeley, Californien.
I lejligheden bor en ung kvinde og hendes kæreste, og da de åbner døren, trænger 3 bevæbnede mænd ind hos dem. De banker, bagbinder og giver kvindens overraskede kæreste Stephen Weed bind for øjnene, inden de griber fat i den unge kvinde på 19 år. Ude på gaden skyder de tre bortførere omkring sig, inden de tvinger kvinden ind i bagagerummet på den bil, der holder udenfor og kører så væk.
Bortførelsen af en rigmandsdatter
Den bortførte kvinde er ikke hvem som helst. Hendes navn er Patricia Hearst, mellem familie og venner også kaldt Patty. Hun er Barnebarn til bladkonge, udgiver og rigmand William Randolph Hearst.
Politi og FBI bliver selvfølgelig sat på sagen, men Patty Hearst er som sunket i jorden. Men 3 dage efter bortførelsen modtager en radio station i Berkeley et brev fra en venstreorienteret gruppe ved navn SLA, som står for Symbionese Liberation Army. Det er SLA’s mål at opfordre til guerillakrig mod den amerikanske regering og den kapitalistiske stat.
I brevet står der, at Patty Hearst bliver holdt fanget, som en ”krigsfange”. 4 dage senere forlanger SLA at Hearst familien giver for 70 dollars i fødevarer til alle der har brug for det, fra Santa Rosa til Los Angeles. Når det er gjort, vil forhandlingerne om frigivelsen af Patty Hearst gå i gang, ifølge SLA.
Randolph Hearst giver tøvende derefter mad væk for 2 mio. dollars. SLA sender besked om, at beløbet langt fra er nok, og forlanger at Hearst familien giver 6 mio. dollars mere. Familien svarer, at de vil give beløbet, hvis Patty bliver løsladt uden at have taget skade.
En dramatisk udvikling
Indtil videre har forløbet fulgt et ”normalt” mønster for bortførelser, men i april sker der noget som ændrer situationen dramatisk. Under et væbnet røveri af en bank i San Fransisco tager et overvågningskamera nemlig billeder af Patty Hearst, der deltager i røveriet, og derefter flygter sammen med de andre. Hun erklærer senere, i et bånd sendt til myndighederne, at hun er blevet medlem af SLA af egen fri vilje.
Den 17. maj trænger politiet ind i SLA’s hemmelige hovedkvarter, hvor de dræber 6 af gruppens 9 kendte medlemmer. Blandt de døde er gruppens leder, Donald DeFReeze, en tidligere straffet afroamerikaner. Patty Hearst og 2 andre medlemmer af gruppen bliver dog ikke fundet på stedet.
Til sidst, efter at have flygtet fra politiet i over et år, bliver Patty Hearst, eller ”Tania som hun nu kalder sig, fanget i en lejlighed i San Fransisco den 18. september 1975. Hun bliver arresteret sigtet for væbnet røveri.
Selv om hun hævder at hun blev hjernevasket af SLA, bliver hun den 20. marts 1976 dømt til 7 år i fængsel. Hun når at afsone 21 måneder, før hendes dom bliver reduceret af præsident Jimmy Carter, og hun bliver frigivet. Efter hendes løsladelse vender Patty hjem til en mere almindelig tilværelse, hvor hun senere bliver gift med sin bodyguard. I januar 2001 bliver hun benådet af præsident Clinton.
Det spørgsmål der står tilbage efter denne historie er: Hvorfor bliver Patty Hearst pludselig kriminel og tilsyneladende på SLA’s side? Spørgsmålet er egentlig ikke blevet besvaret helt endnu. Selv hævder Patty, at hun blev hjernevasket, misbrugt og voldtaget. Men det er klart, at alle undrer sig over, at en overklasse pige pludselig kan blive venstreorienteret terrorist.
Patty Hearst under bankrøveriet.
Stockholm Syndromet
Historien med Patty Hearst er nok det mest kendte eksempel på et interessant psykologisk fænomen som kaldes for Stockholm Syndromet. Det opstår, når der opstår en tilknytning mellem offer og vogter i traumatiske situationer. Ofte er det offeret, der udvikler en form for tilknytning eller solidaritet med den eller de personer der står for frihedsberøvelse i en eller anden forstand. Tilstanden kan endda føre til at offeret ligefrem begynder at hjælpe vogteren.
Selve navnet Stockholm Syndrom, kommer fra et berømt røveri, der finder sted den 23. august 1973. Her indtager en gruppe bankrøvere Kreditbanken på Norrmalmstorg i Stockholm. Røverne tager gidsler i banken, og hele situationen varer helt indtil 28. august.
Det særlige ved dette røveri var, at de gidsler som bliver taget, forsvarer røverne længe efter de 6 dage hvor de har været gidsler. Faktisk bliver ofrene ved med at forsvare røverne, selv efter at den traumatiske situation ophører. Selv under retssagen stiller ofrene op og forsvarer deres tidligere vogtere, til politiets og offentlighedens forbløffelse.
Det var kriminologen og psykologen Nils Bejerot som finder på betegnelsen Stockholm Syndromet. Han hjælper politiet i sagen med røveriet. Han bruger ordet i en nyhedsudsendelse, og siden har det altså hængt ved.
Men faktisk har tilstanden eksisteret længe før røveriet i Stockholm. Det er blot dér, den får et navn. Tilstanden er beslægtet med ”bruderov”, hvor en mand bortfører en kvinde, med det formål at tvinge hende til ægteskab.
“Mugshot” af Patte Hearst.
Grunden til Stockholm Syndromet
Umiddelbart virker det helt skørt, at man kan udvikle sympati for personer, der berøver én, ens frihed og vilje. Men ifølge psykologerne udvikler Stockholm Syndromet sig, fordi ofret er i en situation, hvor han eller hende forsøger at få sympati fra vogteren. Eller måske prøver at relatere sig til personerne der holder vedkommende som gidsel.
Presset på begge parter er ekstremt i situationen, og de to parter kommer tættere på hinanden jo længere tid der går. Det kan medføre, at barriererne bliver nedbrudt og at relationerne dermed ændrer sig, så der opstår en form for gensidig sympati.
Det er grunden til, at moderne gidseltagere forsøger at skabe så meget anonymitet mellem sig selv og offeret. For ellers vil det eksempelvis blive svært at eksekvere en likvidering af et offer, som ofte er et trumfkort overfor myndighederne.
Politi og myndigheder vil derfor ofte forsøge at trække tiden i forbindelse med gidseltagning. For jo mere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at der opstår sympati mellem parterne. Og at forbryderne derfor vil få svært ved at gøre alvor af deres trusler. Politiet skal dog også være opmærksom på, at de ikke kan forvente hjælp fra gidslerne. For måske forhindrer Stockholm Syndromet gidslerne i at se klart i situation. Måske de ligefrem bliver medsammensvorne.
Stockholm syndromet er tæt forbundet med det psykologiske begreb traume binding. Her har det ikke nødvendigvis noget at gøre med bankrøverier eller bortførelser.
Få mere inspiration på Bliv klogere. Læs mere om traumebinding på Psychology Today.