Sex er naturlig, og for de fleste er den også værd at nyde. Og det er en af de stærkeste drivkræfter, måske bortset fra frygt. Og så skulle man jo mene, at sex er nem at navigere i, men sådan er det ikke nødvendigvis. Hvis du har en tryg tilknytning kan du forholdsvis nemt finde din vej i sex. Det er fordi du har lært hvordan du regulerer dine følelser og bevæger dig i sociale rum. Du har også et stærkt selvbillede og er i stand til at sætte sunde grænser.

Men hvis har en utryg tilknytning, kan det være svært for dig at navigere i det seksuelle og ikke mindst relationen omkring det. Det kan føre til at du føler forvirring, smerte eller andre negative følelser, alt afhængig af din tilknytningsstil. Det kan også betyde, at du får mindre tilfredsstillelse af sex, og større risiko for sex udenfor din nuværende romantiske relation. Grunden er, at du har udfordringer omkring din tilknytning fra barndommen, som der ikke er blevet taget hånd om. Og de udfordringer fortsætter både ind i voksenlivet, såvel som i soveværelset. Sagt på en anden måde, er det ikke sex i sig selv der nødvendigvis er en udfordring for dig. Det er mere den følelsesmæssige relation der også ofte følger med.

Så lad os se nærmere på, hvorfor tilknytningen i din barndom påvirker din seksuelle adfærd.

Hvordan påvirker tilknytningsstilen dig i soveværelset?

Din tilknytningsstil bliver formet allerede i din tidlige barndom, og bliver hængende gennem ungdom og voksenliv. Og den påvirker den måde du ser dig selv på som individ, såvel som når du befinder dig i sociale relationer. De mønstre du har tillært dig, bestemmer langt hen ad vejen hvordan du indleder relationer, og også hvordan du handler i dem. Og fordi sex er en vigtig del af intime relationer, er det logisk at forvente, at din tilknytningsstil påvirker dig i soveværelset.

Der er 4 tilknytningsstile. Tryg, ængstelig, undvigende og desorganiseret. Lidt over halvdelen af befolkningen har en tryg tilknytning. Ængstelig og undvigende tilknytning har begge ca. 20%  af alle, mens desorganiseret tilknytning står for ca. 5%. Så det er altså ganske mange der har en utryg tilknytningsstil.

Din tilknytningsstil prædisponerer dig for hvordan du ser på, oplever og griber sex an. Hvis du har tryg tilknytning med dig, har du hovedsagelig et fyldestgørende sexliv. Hvis du derimod har en utryg tilknytning i bagagen, kan det lede til flere udfordringer i dine intime relationer. Det skal siges, at der ikke er tale om endegyldige sandheder. Der er forskel på, hvor påvirket du er af din tilknytningsstil. Så der er altså tale om sandsynligheder her. Lad os se på hver enkelt af tilknytningsstilene:

Tryg tilknytning

Hvis du har en tryg tilknytning med fra barndommen, bekymrer du dig mindre om dit selvværd og din rolle i relationer. I stedet føler du dig grundlæggende godt tilpas i forhold til både dig selv og dit kærlighedsliv.

Du vil typisk søge romantiske forhold der holder længe. Ting som engagement, gensidig tillid og følelsesmæssig intimitet er nogle af de ting du sætter pris på.

Når du går ind i et intimt forhold, har du større sandsynlighed for at føle dig tilfreds og glad for dit sexliv. Mere end hvis du havde et utrygt tilknytningsmønster med fra din barndom. Du føler dig også tryg med at eksperimentere mere i soveværelset (eller andre steder).

Som ung har du mindre tendens til at give dig i kast med one night stands eller tilfældig sex. Du vil heller ikke ”bruge” sex til at manipulere din partner, og på den måde tilfredsstille deres ego. Den største grund til at trygge unge dyrker sex, er for at udtrykke kærlighed til kæresten. Så det vil være sandsynligt at du er begyndt på tilfredsstillende og passioneret sex forholdsvis tidligt i livet.

Synet på sex varierer

I modsætning til mennesker med tryg tilknytning, kan det være svært at finde rundt i dating, intimitet og sex for utrygt tilknyttede. Og adfærden vil være meget forskellig, alt efter din tilknytningsstil:

Ængstelig tilknytning

Hvis du er ængsteligt tilknyttet betyder det, at du tænker meget over hvordan du bliver opfattet af andre. Og du har et stort behov for tæthed, kontakt og sammensmeltning med din partner. Fordi du har en stærk frygt for at blive afvist, har du tendens til at besat af kæresten og føle dig emotionelt usikker. Selv det mindste tegn på at din partner ikke er der for dig, kan lede til ekstrem jalousi, vrede eller mistillid.

Du kan også føle, at du ikke bliver værdsat, at du ofte bliver misforstået, eller at du generelt ikke er tilfreds med den måde du bliver elsket på. Når du har de følelser, fører det til at du tit bliver omklamrende, trængende og afhængig af din kæreste. Paradoksalt nok kan det slukke lysten i din kæreste og betyde flere konflikter og frustrationer i forholdet.

Hvis forholdet går forbi, vil du ofte føle dig bitter og vred. Med andre ord er det ikke sandsynligt at i bagefter ”bare” kan være venner efter du har været seksuelt involveret med ham/hende.

Din seksuelle adfærd er drevet af dine forsøg på at råde bod på din oplevelse af manglen på kærlighed og sikkerhed. Det betyder at du hele tiden vil forsøge at tilfredsstille dit behov for at føle dig værdsat, godkendt og ønsket.

Du forelsker dig let, også selv om du måske sjældent tror på at din kæreste er den eneste ene. Det er fordi du inderst inde forventer at andre ikke er tilgængelige, eller interesseret i et længere forhold med dig. Og du har mindre selvværd, så du ser ofte dig selv som ikke attraktiv nok.

Følelserne omkring sex

Når disse følelser sættes sammen, er det opskriften på dårlig sex. Ikke forstået på den måde, at sex i sig selv er dårlig. Den er bare mindre tilfredsstillende og nydelsesfuld for dig, som lever i en konstant tilstand af bekymring og angst. Undersøgelser viser, at ængsteligt tilknyttede har et negativt syn på deres seksuelle erfaringer. Hvilket igen forklarer hvorfor denne tilknytningsstil har det med at bruge fantasi som en erstatning for intimitet. For i fantasien kan du forhindre at du bliver forladt eller afvist.

Når du som ængsteligt tilknyttet indleder sex med en partner, sker der ofte af to grunde:

  • Som manipulation. For at provokere din partners opmærksomhed, tilgængelighed og omsorg.
  • Som en jagt på nærhed. På den måde bliver du værdsat og godkendt.

Selv om der er en negativ effekt hvad angår sex, har du som ængsteligt tilknyttet større tendens til flere partnere og tilfældig sex end de andre tilknytningsstile.

Ungdommen

Som ung indleder du ofte sex som et middel til at undgå at blive forladt eller afvist. Derfor er det mere sandsynligt, at du giver dig i kast med noget seksuelt, som du i virkeligheden ikke har lyst til. På den anden side, da du er mere forsigtig, vil du have tendens til at bruge beskyttelse mens du har sex.

En anbefaling vil være at du prøver at fokusere mere på at have det sjovt end dét, at have sex. Prøv at vente med at have sex med en partner, indtil du kan se om de gengælder dine følelser. På den måde falder du ikke for én, som ikke efter kort tid gengælder følelserne.

Undvigende tilknytning

Hvis du har undvigende tilknytningsstil, havde du forældre i barndommen som du ikke havde emotionel kontakt med. Og du lærte at gøre dig så lille som muligt i familien. Derfor trak du dig væk, og begyndte at ”klare” alting selv. Som voksen har du denne bagage med, og derfor har du svært ved at søge nærhed og intimitet. Du undgår helst at udtrykke følelser, og af samme grund kan du virke fjern og kold på din kæreste.

Det er mindre sandsynligt, at du forelsker dig fuldt og helt, og tror ikke rigtig på at ”leve lykkeligt til jeres dages ende”. Faktisk er intimitet en kilde til frygt for dig, hvilket gør, at du bliver mindre involveret i romantiske forhold. Det kan også betyde, at du begynder at finde på strategier for at komme ud af forholdet. Det vil sige, begynde at sabotere forholdet. For på den måde bekræfter du dig selv i, at du ikke kan elskes.

Fantasi og sex

Af disse grunde er det mindre sandsynligt at du giver dig i kast med et længerevarende forhold. Så vil du hellere have korte forhold, eller måske helt afholde dig fra sex. Det er også mere sandsynligt at du vil bruge fantasi eller porno som en erstatning for intimitet. Eller andre former for sex, som ikke kræver brugen af følelser. For som undvigende tilknyttet, kan det føles ubehageligt for dig, når et andet menneske kommer for tæt på.

Derfor kan det være svært for dig, rent faktisk at nyde sex fuldt ud. Og det er også mindre sandsynligt, at du vil hengive dig til et lidenskabeligt og nydelsesfuldt forspil. Din intime adfærd er ofte drevet af dit Ego. For eksempel for at skabe status i din omgangskreds, eller et ønske om at manipulere og kontrollere partneren. Det er også mere sandsynligt, at du benytter sex som en måde at reducere din egen stress på. Her kan tilfældig sex være mere praktisk for dig, da det ikke i første omgang kræver en følelsesmæssig involvering af dig.

Ungdommen

I din ungdom vil dit ønske om sex sandsynligvis være mindre end de andre tilknytningsstile. Hvis du har sex, kan det være drevet af dine egne motiver, som at undgå at være ”jomfru”.

Dét, at du har det svært med intimitet kan udvikle sig til en stor udfordring, særligt hvis din partner er ængsteligt tilknyttet. For her er I to modpoler. Din kæreste vil have mere intimitet hele tiden, og du trækker dig fra den. Denne dynamik er også kendt som The anxious-avoidant trap.

En anbefaling hvis du har undvigende tilknytning er, at du prøver at gøre dine indre grænser mindre. Og prøve at være i relationen først, inden du begiver dig ud i sex.

Desorganiseret tilknytning:

Hvis du har en desorganiseret tilknytning, er det sandsynligt at du kommer fra et kaotisk hjem. Et hjem hvor der var langt mellem kærligheden, og hvor du ikke kunne forudsige noget i dine omgivelser. Nogle gange fik du måske (alt for) meget kærlighed, andre gange var dine forældre distancerede af en eller anden grund. Det betyder, at du både har ængstelige og undvigende træk i din voksne personlighed.

På den måde er dit adfærdsmønster også uforudsigeligt og ustabilt.

Det samme er tilfældet for dit forhold til seksuel adfærd. For eksempel vil det være sandsynligt, at du først udviser en stor passion for din kæreste, for så pludselig at lukke ned. Det gør du fordi du dybest set frugter intimitet.

Grundfølelsen i dig er, at du ser dig selv i et negativt lys. Du har et dårligt selvværd, og tænker om dig selv, at du i virkeligheden ikke er værdig til at få kærlighed.

Modstridende følelser

Fordi du har alle disse modstridende følelser i dig, har du svært ved at stole på andre. Lige som det var svært at stole på dine nærmeste i din barndom. Så du vil måske have det bedre med at dyrke tilfældig sex, som du ikke risikerer at skulle investere følelser i. Der er dog lige det ved det, at sandsynligheden så også stiger for, at du bliver afhængig af sex på en usund måde.

Der er også en god chance for, at når du begiver dig ind i en relation som desorganiseret, vil du ofte blive den passive eller underdanige i forholdet.

Så en anbefaling vil være at tage den med ro i et nyt forhold. Prøv eksempelvis at starte med sensuelle kys, og mærk efter hvor meget du kan gå med til. Du behøver ikke gå ”hele vejen” den første gang. Så hellere gå ind i forholdet i små portioner.

Så hvad betyder det?

Hvis du har en tryg tilknytningsstil er det bare dejligt, særligt hvis din partner også er trygt tilknyttet.

Men når nu næsten halvdelen af os har en utryg tilknytning med hjemmefra, er det sandsynligt at din partner også har det. Så hvad gør du så?

Det vigtigste er at tage fat på at hele den tilknytningsstil du nu har, så du ændrer den til en mere tryg tilknytning. For det er ikke sådan at tilknytningsstilen ligger fast for tid og evighed. Du kan ændre den, for eksempel fra ængstelig til tryg. Husk også, at det ikke alene er din egen tilknytning der skal ses på i en intim relation. Det er også din partners.

Men selv om det er muligt at hele utryg tilknytning, så husk at det er hårdt arbejde, både for dig og din partner. Så parterapi kunne også være en god ide hen ad vejen. Her er det vigtigt, at I får valgt den rette terapeut. De er ikke alle sammen lige gode, eller kompatible med de I ønsker, så vær gerne kritiske i jeres valg.

Praktiske muligheder

Der er også nogle ting du rent praktisk kan gøre i forbindelse med sex og relationer:

  • Kend din tilknytningsstil. Sammenlign hvordan den påvirker dine følelser med hvad der rent faktisk foregår i virkeligheden.
  • Lær at kontrollere og/eller regulere dine følelser. Hvis du for eksempel er undvigende, så prøv at skrue op for følelserne. Det omvendte gælder hvis du har en ængstelig tilknytning.
  • Hvis du har tendens til at handle impulsivt, så øv dig på at forsinke din reaktion. Tag evt. en time-out før du begynder på, eller samtykker til, sex.
  • Kommunikér med din partner, og spørg om ting der kan hjælpe dig med at forstå vedkommende bedre. På den måde lærer du at kende hans/hendes syn på tingene.
  • Lær at adskille dine egne følelser fra din partners, hvad enten det drejer sig om et fast forhold eller en første date.
  • Husk at sex ikke nødvendigvis er det samme som kærlighed.
  • Vær tålmodige med hinanden, særligt omkring sex. For de fleste af os har lært at sex ikke nødvendigvis er noget man taler om.
  • Husk at du tidligt i et forhold, ikke kender din partner så godt. Der vil sandsynligvis være nogle historier med i vedkommendes bagage, som forklarer deres adfærd.

En lille fodnote til sidst

Det er ikke min hensigt at være fordømmende overfor hvordan man har sex. Det er heller ikke min mening at sige at alle i en bestemt tilknytningsstil er på en bestemt måde. Oplevelsen af sex og relationer kan jo ikke nødvendigvis puttes i kasser. Jeg taler mere om sandsynligheder i forhold til tilknytning og sex. Men derfor kan du jo sagtens opleve det helt anderledes. Mit motiv er blot at gøre opmærksom på de ting der kan være i spil, når det handler om tilknytning og sex.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Inspirationen til denne artikel kommer fra The Attachment Project og Psychology Today.