Hvis du har forældre som er følelsesmæssigt umodne, vil du sandsynligvis sidde med en følelse af, ikke helt at være dig selv, når I er sammen. Udfordringen er nemlig, at din indre verden betyder meget mindre for dine forældre, end deres egen verden gør. Og deres verden handler næsten altid om ydre ting, fordi det er for svært for dem at forholde sig til det indre.

Din indre verden og følelsesmæssigt umodne forældre

Måske har du valgt helt at afbryde kontakten til dine forældre. Men hvis du gerne vil have kontakt med dem, er der ting du kan gøre for at beskytte din indre verden. Det betyder også, at du skal ændre på de mønstre du har lært siden barndommen. For dét du har lært er, at begrænse din individualitet, for at tingene skal gå så glat som muligt når I er sammen. I det hele taget lægger du låg på dig selv, og føler dig sikkert nervøs i selskab med dine forældre?

Du føler dig nervøs for at udtrykke dig selv, fordi dine forældre er hurtige til at dømme og gøre grin med andres indre oplevelser. Det er altså også andres indre verden der er i spil her. For følelsesmæssigt umodne forældre forstår ikke denne del af andre mennesker, og føler den måske som en trussel. Eller som noget der ikke er vigtigt. De forventer at du er enig med dem om alt, og opfatter en anden mening som at være respektløs overfor dem.

Når du gennem hele livet har lært at din mening ikke betyder noget, er din selvbevidsthed blevet undermineret. Du skammer dig måske nærmest over at have en indre verden?

Men din indre verden er fantastisk vigtig, ikke mindst retten til at udtrykke den, også i selskab med dine forældre. Der er 5 vigtige gaver du får fra din indre verden:

  1. Din indre stabilitet og modstandskraft.

Din indre verden udvikles fra barndommen i forudsigelige trin, nøjagtig som din krop. Du starter med at uudviklet, og bliver siden hen en mere og mere kompleks og dynamisk person. Hvis alt går som det skal, vokser du op til at blive en stabil person, hvor de forskellige dele af dig vekselvirker sømløst med hinanden. Det vil sige dine tanker, følelser og din krop. Du bliver kort sagt stabil og modstandsdygtig. Du lærer at tilpasse dig forskellige situationer i livet, og du lærer ikke mindst dig selv og dine følelser at kende. Du er selvbevidst. Hvilket er i modsætning til følelsesmæssig umodenhed. Her vil der være en sort-hvid og stiv måde at se verden på. Og personligheden er ikke udviklet nok til at være hverken stabil, modstandsdygtig eller selvbevidst.

  1. Din følelse af at være hel og at tro på dig selv.

Når du kender dine egne tanker og er i god kontakt med din indre verden, får du en følelse af helhed. I forlængelse af dét, føler du dig også mere sikker. Du udstråler værdighed og integritet, og er god til at håndtere stress og uenigheder. Du har tillid til, at dine tanker og følelser har mening, og at du kan stole på dine instinkter.

  1. Din evne til intime relationer med andre.

Følelsesmæssig selvbevidsthed tillader dig at dele intime relationer med andre. Eller sagt på en anden måde: Jo mere du kender dig selv, jo mere føler du andre. Virkelig intimitet er at dele hinanden indre erfaringer. Hvis ikke denne del er til stede, er der mere tale om to mennesker der følger deres egne impulser og behov, uden at sætte sig dybere ind i den anden. Selvbevidsthed hjælper dig også med at vælge de mennesker der har en ægte betydning for dig, i dit liv.

  1. Din evne til at beskytte dig selv.

At fornemme fare og utroværdighed i omgivelserne afhænger meget af, hvor god du er til at lytte til din mavefornemmelse. For at opdage trusler, skal du være bevidst om, hvad du føler i forhold til situationer og interaktioner i din omverden. Dine instinkter en nemlig afgørende for din sikkerhed.

  1. Din bevidsthed om målet med dit liv.

Hvis du har en god forbindelse til dit indre liv, viser det også hvad der er vigtigt for dig og bestemmer på den måde formålet med dit liv. Hvis du ikke udvikler kontakten til dit indre liv, vil du være afhængig af hvad dine omgivelser mener du skal være.

Inspirationen til denne serie indlæg kommer fra “Recovering from emotionally Immature Parents af Lindsay C. Gibson.

Få mere inspiration til læsning på Bliv klogere. Se mere på Lindsay C. Gibsons hjemmeside.