Du kender det sikkert: Der er altid en masse der skal planlægges når du holder ferie. Men midt i al travlheden, husker du så at tænke på dig selv? Bliver du for eksempel nervøs eller stresset når du holder ferie? Kan du have det svært ved at være mentalt til stede i sociale sammenhænge? Tænker du (alt for) meget på, om alt nu er perfekt for alle omkring dig? Hvis en eller flere af spørgsmålene gælder for dig, er der hjælp at hente her.

Ferien kan udløse udfordringer omkring tilknytning

Når du endelig når til at holde ferie, er det også en tid med store forventninger. Måske skal du være sammen med familien og/eller deltage i fester eller andre sammenkomster. Men ferien er ikke nødvendigvis den fedeste tid på året for dig? For måske kan dét, at tilbringe længere tid med din familie, udløse udfordringer i forhold til din tilknytning. Og alligevel kan du med bevidsthed og planlægning, stadig have en god ferie, og det endda selv om du har en utryg tilknytningsstil.

Når det er sagt, så kan ferien være stressende for alle, også hvis du har en tryg tilknytning. Der er altid så mange ting der skal gå op i en højere enhed, og en masse mentale krav i nye eller kendte omgivelser. Hvis du har en utryg tilknytningsstil, kan ferien føles vildt overvældende, fordi du ikke er vant til at være så tæt sammen med familien i længere tid. Der skal ikke så meget til, før nogle familiemedlemmer får pirket til din tilknytning.

Men faktisk er det muligt at undgå følelsesmæssig stres, også med en utryg tilknytningsstil. Du kan nemlig lære at forstå og håndtere dine ”triggere” før de udløser stress og /eller konflikter.

Læg en mental sundhedsplan for ferien

Ferieplanen er en forberedt liste med strategier til at håndtere din tilknytning og de ting der trigger den i ferien. Planen bør være personlig for dig, og have udspring i dine værdier.

Og så vil det være en rigtig god idé, at vide hvilken type tilknytningsstil du har. Så tag tilknytningstesten på tilknytning.nu (LINK) eller testen på YourPersonality.net, hvor du kan finde ud af din tilknytning i forhold til forskellige nære relationer omkring dig (LINK). For du kan nemlig godt have forskellig tilknytning til forskellige relationer. Du kan for eksempel godt have undvigende tilknytning til din mor, og tryg tilknytning til din far. Og ikke nok med det. Din tilknytning ligger ikke fast. Den kan ændre sig med tiden.

Her får du nogle gode tips til at lave en god mental ferieplan, specielt hvis du har en utryg tilknytningsstil.

  1. Tænk på dine triggere fra tidligere ferier

For at få en dejlig ferie i år, kan du huske de mennesker, tidspunkter og begivenheder der før har udløst dine triggere. Det vil være ting, som har ødelagt dit humør, og som har gjort dine tilknytningstræk tydelige. Tænk så langt tilbage i tiden som du kan. Måske du begynder at se et bestemt mønster dukke op?

Hvis du eksempelvis har en undvigende tilknytning, har du måske konflikter med familien om, hvor lang tid i skal tilbringe sammen. Med ængstelig tilknytning, ofrer du dig selv for at gøre alle tilfredse, selv om det er umuligt. Eller som desorganiseret reagerer du voldsomt i selskab med bestemte personer.

Hvis du opdager et mønster, er det en god idé at skrive de situationer ned, som har en tendens til at trigge dit tilknytningsmønster. Nu kan du bedre få overblik over, hvad der kan opstå af situationer på årets ferie. Og du kan forudsige situationer hvor du er lidt udfordret, så du kan undgå dem, eller håndtere dem bedre. Fordi du er bedre mentalt forberedt end tidligere.

Når du først har fået et overblik, er det tid til at finde ud af, hvordan du får dine triggere til at falde til ro. Det vil nemlig forhindre dig i at blive vildt stresset og også forebygge hvad der ville have været store konflikter før i tiden. Du kan gøre følgende:

  1. Find en sikker base

Mennesker med tryg tilknytning er for det meste gode til at deltage i sociale situationer. De er i stand til at tilføre konsistens, varme og bekræftelse i gruppen. Det er ikke tilfældet for dig med utryg tilknytningsstil. For det er mere sandsynligt, at ferien vil skabe følelser af stress og ængstelse i dig. Men eftersom halvdelen af alle har en tryg tilknytning, er der en god chance for, at der er sådan en person med på din ferie. Det kan være en kæreste, ven eller et medlem af familien. Den person kunne være din trygge base i ferien.

Så du kan planlægge lidt i forvejen, og spørge vedkommende om du må kontakte ham/hende i din ferie. Eller snakke i ferien, hvis I er af sted på samme ferie. På den måde har du en sikker base i nærheden, med et opkald eller en snak.

  1. Deltag i meningsfyldte ritualer

På den ene side er ferien associeret med et positivt velvære og tilfredshed med livet. På den anden side, kan den også udløse negative følelser og dårlig stemning i familien. Men det kan have en positiv effekt, at deltage i de ritualer der er i ferien. For der kan være en følelse af sammenhold forbundet med ritualerne, som løfter din mentale stemning. Nogle ritualer er måske de faste ting I gør i familien. Men det kunne også være nye ritualer, der kunne hjælpe dig med at føle dig bedre tilpas i ferien.

Det kunne for eksempel være ritualer du låner fra det sted på er på ferie, eller læse op for familien fra en god bog. Det kunne være pyjamas party eller vinterbadning til jul. Kun fantasien sætter grænser. Det vigtige er, at det er et ritual der giver dig ro på, og som giver dig et ”break” fra de fastlagte mønstre.

Særlige tip til dig med utryg tilknytning

Her følger nogle tip til de forskellige utrygge tilknytningsstile, som kan gøre ferien bedre:

  • Undvigende tilknytning

Du kommer hurtigt til at føle dig overvældet af selskab på ferien, og også føle at du mangler plads til dig selv. Så det er en god idé, at planlægge i forvejen hvordan du kan få lidt luft fra alle de komprimerede aktiviteter. Det kan betyde at finde på grunde til at trække dig lidt for dig selv fra familien, uden at den bliver fornærmet. Det kunne være at skulle ringe til nogen eller at få en kop kaffe med din sikre base.

På den anden side er det også vigtigt at du føler dig inkluderet i ferien og hele stemningen omkring den. Det kan være du føler dig værdsat, i stedet for hele tiden at skulle svare på bemærkninger om, at du ikke er nok til stede.

Selv om det måske lyder lidt underligt, kan det være godt at lave en lille liste med spørgsmål til familiebesøg i ferien. Alle kan nemlig godt lide at føle sig værdsat, og på den måde viser du interesse i deres liv.

Du kan også øve dig i, at fastholde øjenkontakt og have et afslappet kropssprog med dén, du snakker med. For du skal huske, at din tilstedeværelse er ofte en gave for din familie. Så gør dit bedste for ikke at fokusere på dit ubehag. Ferien er midlertidig, og du vender tilbage til normale tilstande efter den.

  • Ængstelig tilknytning

Med ængstelig tilknytning er du sandsynligvis super bevidst om dine omgivelsers behov. Og i ferien i særlig grad i forbindelse med et familiebesøg, eksempelvis hos forældrene. Derfor vil det være en stress faktor for dig, hele tiden at skulle sørge for at alle har det godt, og gøre dit bedste for familien.

Det kan være nødvendigt for dig at lægge tid ind til at pleje dig selv i ferien. Det kan være ting som meditation eller tage ud for at møde venner. Du kan uddelegere opgaver med at lave mad og ordne andre ting mens du er væk. Det vil også være godt for dig, hvis du har en sikker base du kan snakke med på et tidspunkt i ferien. På den måde får du lige et andet perspektiv, og ikke mindst en lille pause. For selv om du måske har ry i familien som den perfekte vært, kan det også være med til at dræne dig mentalt, hvis du glemmer dig selv.

Husk at minde dig selv om, at du kan være hypersensitiv i forhold til at opdage trusler. Trusler som ikke nødvendigvis er virkelige. Dine venner og familie kommer gennem mange følelser hver dag, så prøv at lade være at overfortolke alting. At én i omgivelserne har en dårlig dag, betyder ikke at du har gjort noget forkert.

Det kan også være godt for dig at lave en liste med ting der gør dig glad, og så sørge for at lave mindst ét af punkterne om dagen. At tage noget tid til dig kan forhindre, at du kommer til at føle dig udbrændt og stresset.

  • Desorganiseret tilknytning

At forbinde ferien med magiske og skønne oplevelser kan være svært for dig med desorganiseret tilknytning. Særligt hvis du besøger dine forældre, eller andre tætte familiemedlemmer. Du kan nemt komme til at føle dig i konflikt med dig selv i ferien. For du vil på en ene side gerne gøre din familie glad. Men på den anden side kan du opleve, at blive trigget så det gør ondt. Der kan nemlig være ubearbejdede mønstre i familien, som ligger og lurer i din underbevidsthed.

Triggerne kan være, at nogle familiemedlemmer drikker meget og at der er højrøstede konflikter. Det kan også være, at du føler dig tvunget til at være i selskab med mennesker som gør dig ubehageligt til mode.

Det kan være godt for dig, at gøre nogle ting, som kan regulere dine følelser i ferien. Det kan for eksempel være, at overnatte på et Bed and breakfast eller et hotel. Det vil være neutral grund for dig, og et sted som gør, at du kan komme væk fra et stressende miljø. Som med de andre utrygge tilknytninger, kan du også have glæde af, at tale med en sikker base i ferien.

Skriv eventuelt en ”flugtplan” ned. For hvis du mærker, at noget trigger dig, kan det være nyttigt at fjerne dig fysisk fra situationen. Listen kan være steder du kan gå hen og mennesker du kan kontakte. Eller måske ting du kan foretage dig, som får dig til at falde til ro.

Det kan hjælpe dig at være konsistent i forhold til hvordan du reagerer på andre. Læg mærke til inden ferien, hvilke tanker og følelser der dukker op, og hvordan de påvirker dine svar til andre. For ikke at overreagere på hvad andre siger til dig, kan du øve dig i ting der får dig til at slappe af. Det kan være at være bevidst om din vejrtrækning, eller ting der gør, at du bliver groundet. For eksempel lægge din hånd på et møbel eller tælle de blå ting i rummet. Hvis situationen bliver for meget, kan du bringe din flugtplan i spil.

God ferie

Forhåbentlig kan nogle af disse råd hjælpe dig til en bedre ferie, med mindre stress. Husk også, at du ikke har nogen forpligtelser til andre, heller ikke familien, hvis det betyder du skal ofre dit velbefindende.

Har du haft en ferie, hvor du blev trigget? Hvad gjorde du? 
0
Har du gode forslag til andre omkring ferien?x

 

Få mere inspiration til læsning på Bliv klogere. Læs mere om planlægning af ferien på TheAttachmentProject.