Her vil du få mere at vide om undvigende tilknytning og indlejring i familien.

At blive forladt

De fleste er nok klar over hvad det betyder at blive forladt. I din barndom betyder det, at din mor, far eller anden omsorgsperson forlader dig eller trækker sig væk fra dig. Hvilket betyder at dine behov ikke bliver mødt. Ikke følelsesmæssigt og måske heller ikke hvad angår fysisk kontakt. Det kan være, at dine forældre ikke var fysisk til stede, eller også var de, men var følelsesmæssigt fjerne fra dig. Det kan også være, at dine forældre ikke tog sig nok af dig og din sikkerhed, eller måske var dine forældre optaget af andre ting, for eksempel arbejde, sex, spil, alkohol eller andet misbrug.

Indlejring er den modsatte mørke side af at blive forladt

I stedet for at overse dine behov som barn, prøver en indlejrende forælder at få sine egne behov dækket gennem barnet. Det engelske ord for indlejring er ”enmeshment”, som betyder ”at vikle sig ind i”. Så man kan sige at kontakten mellem forælder og barn bliver så tæt, at den er svær at skille ad.

Indlejring kan vise sig på forskellig måde

Blandt andet kan indlejring vise sig ved:

  • At en forælder lever for de ting du som barn udretter. Det kan for eksempel være forskellige former for konkurrencer eller andre ting der kan blive officielt belønnet.
  • At en forælder gør dig til surrogat ægtefælle, terapeut eller omsorgsgiver.
  • At en forælder er depressiv og udnytter dig følelsesmæssigt.
  • At en forælder er dominerende og/eller kontrollerende.
  • At en forælder er alt for følsom eller ængstelig omkring dig som barn.
  • At du føler, at du hele tiden skal have ondt af forælderen.

Hvad sker der når du bliver voksen?

Indlejring betyder også, at du som barn mister fornemmelsen af dig selv, fordi dit forhold til forælderen er viklet så tæt sammen. Som voksen vil det være svært for dig at lade nogen komme for tæt på dig, fordi du ikke ønsker at havne i din barndoms scenarie igen. Det er også svært for dig at mærke hvad præcis du føler i forhold til en romantisk partner. Du bygger en mur op, for at undgå intimitet, og bliver måske selv perfektionistisk og overkontrollerende. Det er sandsynligt at du vil føle dig overlegen overfor en partner og giver udtryk for, at du ikke har behov for noget. Disse sidste punkter er også kendt som undvigende tilknytningsform.

Andre tegn på indlejring i et parforhold som voksen

Der kan også være andre ting der kan indikere, at du har en indlejring med fra barndommen:

  • Du er ubevidst tiltrukket af samme type forælder som i din barndom. Det kan være kontrollerende, behovsstyrede og besiddende typer.
  • Du har svært ved at blive voksen og er følelsesmæssigt ikke så udviklet.
  • Du føler dig kvalt i intime relationer.
  • Du har svært ved at udtrykke hvad du har behov for.
  • Du kan ikke træffe dine egne valg.
  • Du føler dig presset og bebyrdet af din partners behov i et kærlighedsforhold.
  • Du kan have problemer med køn og seksuel identitet.
  • Måske er du passiv-aggressiv.
  • Du føler dig ambivalent i forhold til din partner. Svinger fra had til kærlighed hele tiden.
  • Måske er du afhængig af tilfældig sex.

10 trin til at komme indlejring til livs

Heldigvis er det ikke sådan, at du behøver leve i skyggen af hverken indlejring eller undvigende tilknytning resten af livet. At gå ind i din proces betyder også, at du er parat til at ændre dit liv til en mere naturlig tilgang til dine tætte relationer. Du kan for eksempel:

  • Fortælle din partner hvor dine grænser går. Ellers vil de blive overskredet, og vreden vil bygge op inden i dig.
  • Være opmærksom på hvilke behov i dig selv der trænger til opmærksomhed.
  • Lade være at tænke over din partner og hvad du tror deres problem er. Du kan ikke date nogen i håbet om at de vil ændre sig. Så er det bedre at date dem som de er, og ikke have forudfattede meninger om dem.
  • Lade være med at føle dig ansvarlig for andres følelser. Det er netop dét, der holder dig tilbage i et forhold og måske ender med vrede.
  • Være klar til at overskride din frygt for at føle dig fanget eller ikke god nok i dit forhold. Det kan være vigtigt for dig at undersøge din frygt, for at gøre den mindre fremover. Og sig til dig selv, at din frygt er om dig, ikke din partner.
  • Fortælle dig selv hver morgen, at det er dit valg at blive hos din partner, og at forpligtelse er frihed.
  • Sige til dig selv, når nogen udtrykker et behov, at de ikke er dine forældre, og at du ikke er ansvarlig for deres lykke.
  • Gøre dig selv til din egen bedste forælder ved at spørge dig selv løbende: ”Hvad har jeg behov for lige nu, for at tage mig af mig selv?”. Du kan eventuelt have et billede stående ved din seng af dig selv som barn, som en reminder om at tage dig af dit indre barn.
  • Notere negative tanker og handlinger ned, når du bliver trigget. Se på hvad det kan udspringe af i din fortid, og så fortælle dig selv hvad sandheden er i situationen.
  • Prøve at opretholde en sund balance i dit liv, det kan være fysisk, følelsesmæssigt, socialt, intellektuelt og spirituelt.

Forskellen mellem indlejring og medafhængighed

Et tæt beslægtet begreb i forhold til indlejring er medafhængighed. Men selv om de to ting ligner hinanden meget, er der forskel på de problemer der ligger under dem.

Medafhængighed stammer ofte fra roller der opstår ud af destruktive mønstre, som for eksempel misbrug eller afhængighed. Og indlejring stammer altså fra usunde mønstre i tætte relationer, typisk i familien. Læs mere på tilknytning.nu og medafhængighed.

I begge tilfælde vil du dog ofre dine egne behov, til fordel for andres. Det gør du for at undgå konflikten omkring det eller af frygt for at blive afvist eller forladt.

Der er håb forude

Det er muligt at bryde ud af dine problematiske mønstre og lære at sætte sunde grænser for andre i familien. På den måde kommer dit forhold til familien til at være mere i balance, og mere bygget på tillid og et godt følelsesmæssigt niveau for dig selv. Men det koster selvfølgelig tid og tålmodighed.

Måske kan du tale med de involverede familiemedlemmer om den usunde indlejring. Måske bliver du nødt til at lade det ligge og kun arbejde med dig selv. Måske bliver du nødt til at kappe forbindelsen til familien, eller dele af den for at kunne komme videre. Men du kan. Og du skal!

Få mere inspiration på Bliv klogere. Du kan også læse mere om indlejring/enmeshment på Fulshear.