Heling af utryg tilknytning

Som voksen er der mange ting du kan gøre for at hele den utrygge tilknytning fra barndommen.

  1. Kend dig selv

Det kan være lidt af en rejse, at begive dig ud i at lære dig selv at kende. For mange af tankerne om dig selv har været gemt væk i årevis, og i stedet har dit fokus været på andres mening om dig.

Men nu kan du i stedet spørge dig selv: Hvem er jeg? Hvad er det jeg tænker, føler, ønsker mig og har behov for?

Brug tid på at lære dig selv at kende, som hvis det var en ny person der stod overfor dig. Find ud af hvem du er i verden, og hvordan det føles i din krop, dit humør og dine daglige rytmer. Det kan også være en hjælp for dig at tænke på din historie, og hvilke gode træk du har fået på den konto. For det er bestemt ikke kun negative ting du har fået med fra barndommen. Skriv evt. dine gode træk ned, for nogle gange kan det hjælpe at se det på skrift, i stedet for blot at tænke på det.

Tænk også over hvad du er sensitiv overfor. Er det for eksempel at være i større selskaber, følelsen af at skulle præstere noget, eller måske noget helt tredje? Hvordan foretrækker du at være sammen med andre – i større eller mindre grupper, eller måske 1:1?

Hvilke interesser har du? Kan de også være en hjælp til at hele dine sår? Det kunne for eksempel være at tegne situationer fra din barndom, eller måske lave en collage med dine drømme for fremtiden.

Du kan også tænke over hvilke typer af personer du har en aversion imod, og hvorfor. For ofte, hvis du ikke kan lide bestemte typer, er det fordi du har noget ubearbejdet i dig selv omkring lige netop den måde de er på. Det er dét, der kaldes for skyggearbejde.

  1. Dine fysiske behov

Din barndom var den tid, hvor du skulle lære din fysiske krop at kende. Hvis dine forældre ikke var der emotionelt for dig, kan det være at du ikke kender din krop så godt som voksen. Derfor kan det være godt for dig at indhente kendskabet til din krop nu.

Prøv at lægge mere mærke til når du bliver sulten, tørstig, træt eller måske træt af at være socialt til stede. Du har sikkert også nogle rytmer, som din krop trives med?

Hvis du menstruerer, så læg mere mærke til hvordan det påvirker dig, både dit humør, men også energiniveauet eller syn på verden.

Tillad din krop at bevæge sig, og brug den plads du har behov for til dét. Yoga og andre typer af kropsbevidsthed kan hjælpe dig med at bearbejde dine oplevelser i barndommen. På den måde kan traumet i bogstavelig forstand flyttes udenfor kroppen.

  1. Hvile

At hele dig selv på et dybere plan kan være intenst og kræve en masse af dig. Derfor vil det være nødvendigt, at du tager en lur oftere, eller sover mere end du er vant til.

Søvn er nemlig super vigtig, når det drejer sig om din hjernes sundhed og tilstand generelt. Når du heler, vil der også blive ”trukket nye ledninger” i hjernen, så den kræver ro til at gro og holdt ved lige i længere perioder. Du kan sammenligne det med, at en baby også sover meget, netop fordi hjernen er i gang med en stor udvikling.

Find et søvnmønster der passer dig og forholdet godt. Hvornår har du behov for søvn, og vil det være en god idé med et powernap midt på dagen?

I forlængelse af at få søvn, er det en god idé at holde lidt igen med kaffen, sukkeret eller andre ting, der kan geare dig op. Lad også være med at overarbejde, for det kan også være med til at det kan være svært for dig at ”falde ned”, når du kommer hjem.

  1. Meditation

En stor hjælp kan være at lære at meditere. For med tiden udvikler meditation dine evner til at være nærværende, fokuseret og opmærksom i nuet. De evner gør, at alt glider dybere og hurtigere ind fra dine omgivelser. Og effekten vil oven i købet være langtidsholdbar.

Den bedste måde at lære meditation på, er fra en ekspert på området. Og gerne én, der ved noget om, hvordan traumer påvirker dig.

  1. Bliv klogere på utryg tilknytning

Jo mere du forstår dig selv og din baggrund, jo bedre kan du hele fra en barndom med utryg tilknytning. Læs bøger og artikler om emnet, og se film om det på nettet, men lad være at drukne i det. Husk at holde pauser og have det sjovt mellem læsningerne.

Du vil sikkert finde ud af, at der kan være relaterede emner, som passer på netop din situation, så de spor kan du også følge. Det kan for eksempel være om CEN (Childhood Emotional  Neglect, PTSD, Traumer, eller andre ting der har påvirket dig. Og som stadig fylder meget i dig, og i forhold til din partner.

Dyk også ned i din måde at kommunikere på. Du kan nemlig lære at tale godt med dine omgivelser på en hjælpsom og venlig måde.

Du kan se film og dokumentarer, som handler om forhold, og på den måde lære hvad der duer eller ej i et forhold. Der er også mange fora på nettet, som handler om tilknytning eller relaterede emner, som det kan give mening at følge. Vær dog lidt kritisk, for de er ikke alle lige seriøse.

  1. Grænser

Når du er i en helingsproces, kan du anskue dig selv som en byggeplads med hegn omkring. Lad kun de relevante ”konstruktører” slippe ind gennem hegnet. Alle andre bliver udenfor, indtil du er klar til at tage dit hegn ned.

Eller sagt på en anden måde: Gør andre opmærksom på, at du er i gang med en heling, og derfor har brug for at sætte dine grænser en gang imellem. Hvis nogen ikke respekterer dine grænser, har du nemlig ret til at sige fra.

Hegnet er ikke for evigt. Men du bestemmer hvor meget det skal fylde.

  1. Lav et support team

Kig på de mennesker der er i dit liv. Hold dem tæt på, som er en hjælp for dig. Tilbring tid med dine gode venner, familie og andre relationer. Det gælder også dyr.

Vær opmærksom på, at når du som utrygt tilknyttet begynder at føle dig sikker i et forhold, kan det også være dér, du falder fra hinanden. Men det kan være godt, for så vil din heling nå et dybere plan, når du kan slå dine forsvarsmekanismer fra. En periode kan det blive rodet, men på langt sigt meget bedre!

  1. Terapi

Person-centreret terapi kan hjælpe dig med dine forældre-issues, og udvikle din selvbevidsthed. Du får også en forståelse for, hvad der dybest set sker for dig, og hvordan du kan håndtere det. Vær gerne kritisk i forhold til at vælge terapeut, for det er ikke altid givet, at ”kemien” er der.

En god terapeut kan også hjælpe dig med at udvikle din måde at kommunikere på og dine evner til at være i relationer. Det gør også, at du føler færre perioder med ensomhed, bedre familierelationer og tættere venskaber. Du vil også opleve bedre samarbejde med dine kolleger.

At arbejde 1:1 med en trænet terapeut kan hjælpe dig med at lære de fundamentale ting, du ikke lærte som barn. Det man i fagsproget kalder for reparenting.

Selv om listen her er nummereret, er det ikke sådan at du nødvendigvis skal starte med nummer 1 og arbejde dig slavisk gennem listen. Du skal vælge de punkter der hjælper dig her bedst her og nu, og så udvide dit udsyn efter behov. Heling er en proces som indebærer, at du tager flere og flere lag af dig selv. På den måde gør du plads til nye lag, som tillader dig at ”blive dig selv” igen.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Læs mere om at kende dig selv på Sue Mahoney.