Ghosting – når den anden pludselig forsvinder. Måske kender du dét, at en date eller en romantisk relation pludselig forsvinder uden et ord. Og du står tilbage som ét stort spørgsmålstegn. Selv om du tænker efter, var der ingen tegn i forvejen på deres forsvindingsnummer. Du troede at alt var i orden og at det gik godt.
At en person forsvinder på den måde kaldes for ghosting. Der er ikke rigtig et godt ord for det på dansk. Men pointen er, at den anden forsvinder, som et spøgelse.
Dybest set er ghosting at undgå at forholde sig til sine egne følelser på, ved at forsvinde. Enten fysisk eller online.
Fænomenet bliver mest forbundet med dating, men det kan også foregå i et etableret forhold. Det kan for eksempel være, at din partner med jævne mellemrum forsvinder fra dig. Måske har din partner et undvigende tilknytningsmønster med i sin barndoms bagage. Derfor kan det være svært at være i et tæt forhold hele tiden.
Ghosting i dating universet
Du har måske prøvet at bliver ghostet når du har datet. Det er i hvert fald noget som bliver mere og mere udbredt. Det kan delvis være som en konsekvens af vores udbredte swiping kultur på nettet. En urealistisk søgen efter den perfekte partner måske?
I dag er meget af vores kontakt blevet mere et ”køb og smid væk samfund”. Det er meget nemmere at forsvinde online, end at skulle stå ansigt til ansigt med hinanden. Det kan måske også mere føles som en leg, hvor man glemmer at der er et menneske i den anden ende. Derfor bliver det også nemmere at cutte forbindelsen, fordi man så ikke behøver at forholde sig til den andens følelser.
Det kan være, at du har skrevet, set, eller datet med én i et stykke tid. Men pludselig stopper vedkommende al kontakt og forsvinder fra dit liv. Du er måske blokeret på sociale medier, eller dine beskeder bliver ikke besvaret. Og så står du dér og føler dig dum, med 1000 spørgsmål, uden nogen idé om, hvad der lige skete.
Men hvorfor er det egentlig at nogen ghoster?
Det kan være, at man mister interessen, og ikke orker at sige det til den anden. Så er det nemmere bare at ignorere vedkommende. På den måde undgår man en ubehagelig konfrontation. Måske tænker man, at man på den måde undgår at såre den anden. Men i virkeligheden sårer man måske mere? Så der kan være en stor portion konfliktskyhed indblandet i ghosting.
At styre kontakten eller at vise sin magt, kan også være en del af ghosting. Måske har den anden flere kontakter i gang samtidig. Her er det mere spændingen end en egentlig seriøs kontakt der betyder noget.
Ghosting i parforholdet
Fænomenet ghosting kan også forekomme i et mere seriøst forhold. Det kan være du har en partner som forsvinder i perioder. Og vedkommende vil måske ikke en gang kunne fortælle dig grunden til det.
En sandsynlig forklaring kan være, at din partner har haft en utryg tilknytning med fra barndommen. Det er blevet normalt for ham eller hende, at følelsesmæssig fjernhed er en del af kærlighed. Derfor er det svært at være i et tæt forhold, med emotionelt nærvær.
Det behøver ikke være en grund til at forholdet ikke kan virke. I mange forhold vælger man for eksempel at bo hver for sig, så man kan ”trække væk”, når der er behov for det. Det kan også være, at man har et rum i huset hvor man kan være sig selv.
I andre tilfælde kan det have stor negativ effekt på forholdet, navnlig hvis du selv har en utryg tilknytning som kan blive trigget.
Konsekvenserne
Det kan have store og forskellige konsekvenser for dén, der er blevet ghostet. Det afhænger også af, hvad man har med i bagagen fra tidligere forhold eller oplevelser. Nogle vil måske blive meget påvirkede, mens andre ikke tager det så tungt.
Det kan være, at du i din barndom er blevet afvist meget, og at en ny afvisning vil bekræfte dig i, at du ikke er god nok. Eller måske oven i købet, at du ikke er værd at elske. Troen på at dating er svaret, kan på den måde helt forsvinde.
Hvis du ikke har en historie med afvisninger, tager du ikke dét, at blive ghostet så personligt. Måske kan du lige frem vende det til noget positivt. At den anden alligevel ikke ville have været god for os. Hvis man bliver ghostet flere gange, kan det på den anden side tænkes at det bliver sværere, ikke at blive påvirket.
Under alle omstændigheder er det som om det menneskeligheden forsvinder i vores online samfund. At man kan ”glemme”, at der er et menneske bag skærmen.
En anden udfordring med ghosting er også, at det kan være svært at afgøre om det er slut eller ej. Du står måske tilbage med en uvished, eller måske ligefrem et håb, om den fremtidige kontakt med den anden. Fordi den anden ikke har sagt det er slut. På den måde går du måske og venter på noget der aldrig sker.
Læs mere om ghosting på MyDailySpace. Få mere inspiration på Bliv klogere.