Det autonome nervesystem

Det autonome nervesystem er selvregulerende. Det vil sige, at det skifter mellem at være i aktivitet og i hvile. Systemet regulerer mange af kroppens funktioner når du kommer ud for forskellige situationer. Det kan for eksempel være din hjerterytme, din sved, spyt, den måde dit blod bliver dirigeret rund i kroppen på, og meget mere.

Systemet har to ”gear”. Aktivitetsgearet er det sympatiske nervesystem. Det styrer kæmp og flygt mekanismen. Det andet gear er det parasympatiske nervesystem, som er gearet til hvile og fordøjelse og overtager styringen når du ikke kan bruge din kæmp eller flygt mekanisme mere.

Du kan også forestille dig det autonome nervesystem som en arbejdsplads hvor der er to teams som har svært ved at samarbejde, fordi de laver det modsatte af hinanden. Alligevel kan de blive enige om, at hvis det sympatiske team får problemer, tager det parasympatiske over.

Det er ikke kun negative ting de to nervesystemer reagerer på. Det er for eksempel det sympatiske nervesystem der sørger for en heftig hjertebanken to minutter før du skal møde en date første gang – og desværre også for den ubehagelige lugt af æsel du får i samme ombæring!

Men hvad er det så egentlig de to nervesystemer laver?

Det sympatiske nervesystem

Det sympatiske nervesystem er ansvarlig for kæmp eller flygt mekanismen, som en reaktion på en truende eller stressfyldt situation. Systemet gør dig klar til at handle ved at øge din hjerterytme og blodtryk. Blodet bliver ført væk fra huden, maven og tarmene for i stedet at fordele det til hjernen, hjertet og musklerne. Det får dig til at trække vejret hurtigere og gør, at din krop er klar til at reagere på faren med det samme.

Krybdyr reagerer på fare ved at udløse ubevægelighed i deres krop, og de vil hurtigt kunne vende tilbage til homøostase når truslen er drevet over. Det kan du ikke som menneske, i hvert fald ikke hvis ubevægeligheden kommer til at vare lang tid. Det kommer jeg ind på senere, men kort fortalt handler det om, at hvis din krop lukker mere ned end til blot at spille død, vil det være svært for dig at komme ”op” igen. Du kan få huller i din hukommelse i lang tid bagefter, hvis du ikke gør noget for at hjælpe den på vej, for eksempel i form af professionel terapi.

Det parasympatiske nervesystem

Det parasympatiske nervesystem har de modsatte arbejdsopgaver end det sympatiske. Det vil sige at det sørger for at sætte mange af dine kropslige funktioner på pause når du bliver (alt for) stresset eller oplever noget traumatisk som det er muligt at bekæmpe eller flygte fra. Noget af det der bliver sat på pause er din fordøjelse og dit mave- og tarmsystem. Energien bliver fordelt til de steder i din krop der har allermest brug for den. De ting der sker, er ikke noget du selv kan styre. De foregår automatisk ved at der sendes nerveimpulser til de organer og blodkar der har brug for det. Så når dit parasympatiske nervesystem er i gang vil dit hjerte slå langsommere og der bliver sendt mere blod til dine indre organer og væk fra dine musklerne, (det er derfor du vil have svært ved at bevæge dig). Det parasympatiske nervesystem sørger også for at du bliver seksuelt opstemt og medvirker til at dine kønsorganer får øget blodtilførsel.

Det sympatiske og parasympatiske nervesystem bliver styret fra hypothalamus i hjernen. Her fra udsendes nerveimpulser som kan skrue op eller ned for de forskellige funktioner i dig. Ud over dit autonome nervesystem er der også flere kemiske ”fabrikker” i din krop, som står for at producere hormoner.

Reaktioner på frygt – 6F modellen

Lad os lige se hvad det egentlig er der sker, når kæmp eller flygt mekanismen går i gang. Som nævnt bliver den udløst når der sker et eller andet truende. Men tingene er faktisk noget mere komplicerede end at du blot at kæmper eller flygter fra en fare.

En kaskade af reaktioner

Den ”gamle” version af kæmp eller flygt mekanismen består af 3 ting du kan gøre, hvis der lige pludselig opstår en truende eller farlig situation:

• At kæmpe, det vil sige at du gør front mod truslen.
• At flygte, hvor du forsøger at bevæge dig væk fra situationen.
• At fryse. Når du ikke kan kæmpe eller flygte, forsøger du at ”spille død”.

Den version vil jeg delvis beskrive her, og udvide den ved at bruge 6F modellen. De 6 F’er beskriver den kaskade af reaktioner der opstår når du bliver udsat for noget potentielt farligt. De udfolder sig i en fast rækkefølge, og afløses af den næste reaktion i rækken, hvis den foregående reaktion ikke fører til noget. Rækkefølgen af reaktionerne er:

1. Frys (Freeze).
2. Flygt (Flight).
3. Kæmp (Fight).

Hvis der ikke er nogen mulighed for at kæmpe eller flygte, kan du prøve med nedlukning. På den måde mister kilden til fare måske interessen:

4. Styrkende ubevægelighed (Fright) – der tidligere hed ”frys”.
5. Slap ubevægelighed (Flag).
6. Besvimelse (Faint).

Modellen ser ud på følgende måde:

Kilde: (Schauer & Elbert, 2010)

Når du lige ser ovenstående model, ser den sandsynligvis helt uoverskuelig ud. Men bare rolig, jeg vil forklare de forskellige reaktioner i den rækkefølge de sker, og hvad der samtidig sker i kroppen.

1. Frys

Forestil dig, at du er taget med på en bustur ud i den canadiske vildmark. Under en pause er du kommet til at bevæge dig udenfor synshold af holdet. Du går i den retning du tror de andre befinder sig i, men i stedet går det op for dig, at du er faret uhjælpeligt vild. Træerne føles på en eller anden måde meget tættere på nu, og en hel del mørkere. Du bemærker en knugende stilhed og lægger mærke til at du er begyndt at liste. Pludselig hører du en kvist knække højt.

Da du hører den uventede lyd fryser du. Det vil sige, du stopper op og står helt stille. Der sker nu en række ting som gør dig i stand til at indsamle så mange oplysninger om lyden som muligt, inden du beslutter hvad der er det bedste at gøre. Eller måske rettere inden din krop beslutter det, for du vil spilde tid hvis du skal stå og veje for og imod, inden du kan træffe en beslutning. Dine sanser arbejder på højtryk for at finde kilden til den knækkede kvist, og om der er noget du kan se, høre, lugte eller fornemme i nærheden. Dine øjne og mund er vidt åbne og dine øjenbryn er løftet.

Man siger her, at du er i en tilstand af hyperarousal. Arousal er et udtryk for din mentale vågenhed og modtagelighed for sanseindtryk. Din første reaktion på lyden vil måske være overraskelse, men ikke nødvendigvis (ret meget) frygt. Du er på vagt, på udkig efter faren og klar til at reagere. Dit hjerte slår langsommere og fokus er på den potentielle trussel i nærheden og på detaljer der kan afsløre hvad faren er. Man kan sige du befinder dig i en ”pause” inden din reaktion.

Forskning viser, at når et dyr i naturen ”fryser”, vil det bedre kunne undgå at blive opdaget ved at gå i ét med omgivelserne. Det skyldes at mange rovdyr reagerer på bevægelse fremfor farver. Din ubevægelighed er en overgangsfase inden din næste reaktion, som giver dig tid til at overføre de ressourcer der skal til for at udføre en ny handling.

2. Flygt

Du har fået øje på bjørnen nu. Den står ca. 100 meter væk i en lysning og stirrer direkte på dig. Du kan mærke, at kroppen er i højeste alarmberedskab nu. Hjertet hamrer i brystet på dig, du registrerer et kort sekund, at du føler dig svimmel og tør i munden. Så vender din krop sig og spæner alt hvad den kan i den modsatte retning af bjørnen. Det er ikke noget du tænker over, det lader bare til at ske af sig selv. Mens du løber mærker du ingen smerter. Faktisk forekommer kroppen følelsesløs selv om alle muskler kører i højeste gear. Du hører lyden af grene der knækker bag dig, og du sætter farten endnu mere op.

Hvis du ser på modellen over frygtreaktioner, vil du se at det sympatiske nervesystem er tæt forbundet med type 1: Oprør. Det betyder med andre ord, at det sørger for at sætte alt det i gang i kroppen, som kan hjælpe i en kæmp eller flygt situation. I denne situation hvor du flygter, frigiver kroppen endorfiner der gør, at du føler meget mindre smerte, samtidig med at din berøringssans og bevidsthed bliver dæmpet. Det sker så din krop kan arbejde så optimalt som muligt med at løbe væk og fokusere på eventuelle steder at gemme dig. Dine håndflader bliver fugtige for at give dig bedre muligheder for at gribe fat i noget under flugten, og din fordøjelse bliver midlertidigt sat i stå.

Der bliver desuden frigivet rå mængder at adrenalin i din krop. Adrenalin er et hormon som blandt andet produceres når du står i en stressfyldt situation, eller du kan få et adrenalin ”kick”, for eksempel lige før du springer ud med faldskærm eller laver noget tilsvarende Daredevil-agtigt. Den vigtigste funktion er at forsyne musklerne med energi i form af sukker og ilt, og hæve puls og blodtryk. Du har måske hørt historier om mødre der har kunnet løfte en bil, hvis deres barn ligger under den? Det er adrenalin der gør det muligt.

Hormonet produceres i det inderste af din binyre, hvor det hurtigt kan sendes ud i din blodbane hvis det er nødvendigt. I lungerne udvides bronkierne hvilket gør, at der kommer mere ilt til kroppen. Samtidig forbrændes der mere fedt fra dine fedtdepoter og dit blodsukker bliver hævet. Så det vil nok ikke være helt forkert at sige, at der pludselig foregår en hel masse ting i din krop, når du er i fare eller under intens stress.

3. Kæmp

Bjørnen bag dig er nu så tæt på, at du kan høre dens vejrtrækning. Du føler næsten at du kan lugte den lige bag dig. Samtidig kan du ikke se nogle muligheder for at springe op i et træ eller gemme dig på andre måder. Du når lige at komme til en klippe før du vender dig om. Klar til kamp. Du ser bjørnen i øjnene lige foran dig. Den er stoppet op og gør også klar til at angribe.

Din krop bliver ved med at stige i arousal og dele af din krop mærkes kolde. Det sker fordi blodforsyningen i dig omfordeles, så visse steder ikke får tilført så meget blod. På samme tid får hjerte og muskler tilført mere blod for at gøre dig så stærk som muligt i kampsituationen, det sker ved at blodkarrene trækker sig sammen for at få mere tryk på blodtilstrømningen. Det øgede blodtryk gør, at du nu er klar til kamp. Du ånder hurtigere og dybere for at tilføre din krop al den ilt det kan lade sig gøre, og alt hvad der ikke er brug for i kroppen sættes mere eller mindre på pause. Du mærker at hårene har rejst sig på huden.

Kroppen nærmer sig nu toppen af arousal, så du er nærmest så ophidset som du kan blive i den akutte stress situation. På et tidspunkt vil du nå toppen af din ophidselse, og der starter nu nogle helt andre ting i din krop. Dit parasympatiske nervesystem begynder at træde i kraft for at give kroppen hvile. Dette nervesystem er på den måde det modsatte af det sympatiske system, for det står for de funktioner i din krop, som ”lukker dig ned”. På toppen af ophidselse, vil de to modsatte systemer fylde lige meget i dig, hvilket vil føre til et sammensurium af kropslige og følelsesmæssige reaktioner.

Din frygt vil dukke op på overfladen igen, efter at være blevet trængt i baggrunden af din kæmp og flygt mekanisme. De kropslige reaktioner vil være kvalme, svimmelhed, hjertebanken og spændinger. Du vil have sløret syn, følelsesløshed, prikken i kroppen og en fornemmelse af sløvhed. Følelsesmæssigt forekommer situationen uvirkelig. Kroppen går nu over til forskellige stadier af dissociation, som kort fortalt er en følelse af at stå udenfor din egen krop. Jeg vender tilbage til en nærmere beskrivelse af dissociation om lidt. For at give dig et lille overblik over hvad der sker i din krop under kamp og flugt, kan du få en fornemmelse af det på nedenstående billede:

4. Styrkende ubevægelighed

Efter at have slået ud efter bjørnen nogle gange, kan du mærke svimmelheden brede sig i dig. Du har svært ved at fokusere og dine arme falder ned og føles meget tunge. Bjørnen står lige foran dig på rejste bagben, og den sætter langsomt en lab på dit bryst. Du er presset op mod klippen bag dig, og mærker fjernt at du falder sammen.

Du har nu forsøgt dig med at kæmpe og flygte, uden resultat. Derfor går din krop nu over i en tilstand, hvor dine muskler bliver stive og paralyserede og du er ikke i stand til at tale. I naturens verden svarer det til at ”spille død”. På den måde prøver du at få rovdyret (eller en person) til at tabe interessen for dig. Så hvis der byder sig en mulighed for at komme væk på et tidspunkt, vil du være klar til at komme hurtigt ud af din tilstand og flygte. En eksplosiv flugt kan blive fulgt af en fornyet tilstand af styrkende ubevægelighed, hvis der igen opstår en situation det ikke er muligt at kæmpe i eller flygte fra.

Styrkende ubevægelighed er også en overgang fra det sympatiske til det parasympatiske nervesystem. Det betyder at kroppen går fra stigende til faldende arousal og en nedlukning går i gang. Fra stærk ophidselse bevæger kroppen sig over i en hviletilstand. Overgangen er farlig for dig, fordi begge teams i dit autonome nervesystem arbejder på samme tid. Faktisk er der forhøjet risiko for at dø. Så selvom du står midt i en farlig situation, bliver det pludselig meget besværligt at bevæge dig.

På trods af at kroppen er stiv, er du vågen og føler at angsten og ophidselsen bliver mindre, men du kan ikke reagere på de ting der sker omkring dig, eller med din krop. Dit blik vil blive stift, og du opfatter ikke så meget med dit syn. Du er følelsesløs og mærker ikke smerte, men du vil muligvis kunne huske en fornemmelse af kulde i kroppen efter situationen. Tilstanden øger din mulighed for overlevelse når du er i direkte kontakt med en fare, som for eksempel et rovdyr eller en voldsmand. Den ses ofte også i forbindelse med kvinder som bliver udsat for vold eller seksuelle overgreb, eller når der er en anden tydelig uligevægt i styrkeforhold. Det kan være børn eller svagelige personer som kommer ud for en voldelig eller farefuld oplevelse, eller som er vidner til vold. Følelsen vil være en overvældelse af truslen som gør, at personen ikke er i stand til at reagere med kamp eller flugt. Hvis den traumatiske situation fortsætter, vil kroppen gå videre til næste led i kaskaden af reaktioner på frygt.

5. Slap ubevægelighed

Du bemærker fjernt bjørnens tilstedeværelse, uden egentlig at have nogen følelser omkring det. Som om det bare er noget der foregår i en anden tid, et andet sted – og i en anden krop. Det er kun svagt at du sanser noget som helst og du glider ind i en følelsesløs ubevægelighed.

Efterhånden bevæger din krop sig langsomt over i slap ubevægelighed, hvor der foregår en form for depersonalisation, det vil sige en oplevelse af at stå ved siden af dig selv eller være en tilskuer til din situation. Denne ubevægelighed adskiller sig fra styrkende ubevægelighed ved at informationen fra dine sanser, følelser og krop lukker ned. Så lyde og synsindtryk forsvinder. Når det sker, vil du få fornemmelsen af at være udenfor dig selv.

Din arousal bliver ved med at falde, og derfor falder din ophidselse mere og mere, til den nærmer sig ligegyldighed og passiv opførsel. Du har nu bevæget dig ind i type 2: Nedlukning i 6F modellen. Det betyder at dine blodårer udvider sig og dermed falder din hjertefrekvens og dit blodtryk. Du er ude af stand til at tænke rationelt, og dine følelser forekommer langt væk. Din hukommelse vil også næsten slå fra.

I modsætning til styrkende ubevægelighed vil det kun langsomt være muligt for dig at komme ud af ubevægeligheden, fordi din krop og tanker er lukket så meget ned. Så selv om faren forsvinder, kan det tage mange timer inden du kommer tilbage til virkeligheden. Hvis du er udsat for noget, som får dig til at føle intens afsky, kan det fremkalde spontan kvalme og opkastning, for at afstøde eventuelle skadelige ting i dig eller omkring dine åbninger i kroppen. Det kan være hvis du har spist eller drukket noget du ikke skulle, eller hvis du er udsat for seksuel vold. Du nærmer dig nu sidste trin i 6F kaskaden.

6. Besvimelse

Langsomt og fjernt bemærker du at bevidstheden forsvinder. Det sker bare, som om du giver slip uden at tænke over det, eller føle noget for det. Der er ingen fornemmelse af tid eller sted mere.

Det er i sagens natur svært at sige noget fornuftigt om hvad der sker mentalt i dig når du taber bevidstheden. Men der er nogle ting der kan siges om de reaktioner der fører til en besvimelse. Før mente man, at det lave blodtryk vil mindske blodtabet hvis du bliver skadet, men det er en misforståelse, for blodtabet i venerne bliver ikke påvirket af trykket i arterierne. Til gengæld mener man, at besvimelsen skal forebygge hjertestop under den traumatiske oplevelse. Når du besvimer falder du, og den vandrette stilling skal sikre, at du får blod nok til hjernen mens du er væk.

Besvimelse er forbundet tæt til følelsen af afsky. Det kan være overfor smittefarlige eller skadelige ting, gift eller rådne fødevarer. Kvalmefornemmelser og opkastning menes at have udviklet sig gennem evolutionen, som et svar på at undgå kontakt med farlige ting.

Når din bevidsthed så småt begynder at komme tilbage, vil du kun meget langsomt begynde at sanse omverdenen og dine egne følelser. Du vil lidt efter lidt få fornemmelsen af at være i din egen krop igen, og kan orientere dig i den virkelige verden, (forhåbentlig uden en bjørn i nærheden). Men man kan sige, at jo længere du bevæger dig ud ad 6F modellen, jo sværere bliver en efterfølgende behandling også.

Handlingssystemer og dissociation

Dissociation kan, udover at ses som en forsvarsmekanisme, også anskues som et symptom på manglende integration af personligheden. Hvad betyder det så? Det betyder, at hvis du bliver udsat for noget der kan opleves som traumatiserende som barn eller voksen, og du ikke er i stand til at tage hændelsen ind og samtidig er i stand til at have en personlighed der hænger sammen, vil der ske en dissociation. Det vil sige at din personlighed bliver splittet op i to eller flere dele, hvor hver del har sit eget syn på den hændelse du har været udsat for. Det er nok vigtigt at sige her, at en dissocieret personlighed ikke skal forveksles med skizofreni, som er en sjælden psykisk sygdom.

Så man kan sige, at fornemmelsen af dig selv bliver delt, fordi du har oplevet et traume som har været for svært at håndtere. Der er to tydelige delpersonligheder der kan opstå af traumer. Den ene er den tilsyneladende normale personlighed, som lader til at fungere som den plejer i hverdagslivet og vil ofte ikke have nogen erindring om traumet. Den anden er den emotionelle personlighed, som bliver ved med at genopleve traumet, og hele tiden forsøger at forsvare sig mod potentielle farer. Det er vigtigt at sige, at der ikke er tale om to forskellige personligheder, men mere to dele af samme personlighed.

Opdelingen af personligheden er en udvikling som er bestemt af evolutionen og kan deles op i to handlingssystemer som tilsammen udgør din personlighed. På den ene side er der de handlingssystemer som er beregnet til at videreføre slægten og håndtere hverdagslivet. Det er ting som tilknytning, omsorg for barnet, seksualitet, udforskning, leg og sociale aktiviteter. På den anden side har du dit psykologiske forsvarssystem, som beskytter dig mod pludselige trusler. Dette system har en række undersystemer, som deles med andre pattedyr: vagtsomhed, underkastelse og frygtreaktioner som i 6F modellen.

Hvis du har oplevet noget traumatisk og har dissocieret under hændelsen, vil du langsomt vågne op for at opdage om faren er drevet over. Derefter vil du begynde at hele. Smertefornemmelsen og bevidstheden vender tilbage sammen med hverdagen og de aktiviteter der foregår i den. Hvis du ikke er traumatiseret, vil de to handlingssystemer kunne fungere fint sammen, men efter et traume vil de to systemer gå meget i vejen for hinanden, fordi den skarpe opdeling mellem dem nu træder tydeligt frem.

Den emotionelle del lever videre i traumet uden at kunne bearbejde det, fordi den ikke har adgang til den tilsyneladende normale del, som på sin side prøver at undgå alt hvad der kan minde om traumer. Den del oplever slet ikke traumet som en del af den personlige livshistorie. Så kernen er at skabe forbindelse mellem de to systemer i en behandling.

Behandling

Når du lærer at forbinde bestemte ting i omgivelserne med fare, bliver du i stand til at forudsige den. Det betyder at hvis du oplever traumatisk stress gentagne gange, kan det ske at faren også opleves på andre tidspunkter og steder, også selv om der ikke i virkeligheden er en fare. Så taler man om at du har udviklet PTSD (Post Traumatic Stress Disorder). Det er en tilstand som gør, at du kommer til at ”sidde fast” i traumet. Du genoplever hele tiden dine traumer, eller brudstykker af dem, hvor du enten har været i en tilstand af hyperarousal (kæmp eller flygt), eller dissociation (slap ubevægelighed eller besvimelse). De kan også kaldes for henholdsvis Type 1: Oprør, eller Type 2: Nedlukning.

Meget terapeutisk behandling går ud på at du genoplever dit traume på en mere eller mindre direkte måde. Men der er stor forskel på, om du har oplevet et traume i oprør eller i nedlukning. For eksempel giver det ikke mening at slappe af i en terapeutisk behandling, hvis du lukkede ned under dit traume, for så risikerer du også at lukke ned under sessionen. Eller at du bliver opmuntret til at blive mere ophidset, hvis du havde en høj arousal under dit traume. Så det er vigtigt at din behandling er tilrettet dine oplevelser.

Forbindelsen til tilknytning

Nu sidder du måske med 10.000 kroners spørgsmålet: ”Hvad har alt det her med tilknytning at gøre?” Faktisk er der er tæt parløb mellem frygtreaktioner og tilknytning. Når du bliver født, er din første opgave at overleve, drevet af en frygt for at ”blive sat udenfor hulen”. Det er en instinktiv og genetisk kodet reaktion som skal sikre både din overlevelse og dermed også ”stammens” fremtid.

I løbet af din opvækst og når du lander i voksenlivet, tager du dine frygtreaktioner med dig. Og den bedste måde at forklare dét på, er ved at tage bjørne-historien frem igen:

Frys

Din fødsel er det tidspunkt hvor ”grenen knækker” i skoven. Du er i alarmtilstand som nyfødt og prøver at orientere dig, for at finde ud af hvordan du kan overleve. Det svarer til frys-tilstanden i historien om bjørnen. Hvis der ikke er nogen fare på færde, og du får dine behov dækket, kan du bevæge dig ”gennem skoven” med en tryg tilknytningsstil. Der vil af og til være ”nye grene” der knækker, som kalder på din frys-reaktion, men din vej vil være uden de store farer på vejen. Dem der er, vil du kunne håndtere uden at det ændrer din tilknytningsstil. Som trygt tilknyttet er du godt klædt på til at finde ud af en strategi til at håndtere din stress (og dermed også din kæmp eller flygt mekanisme). Som barn blev du følelsesmæssigt set og hørt, så du vil have en god følelse af dig selv. Dit overordnede syn på verden er, at du egentlig godt kan stole på andre mennesker og at du kan vise dig selv som du virkelig er. Du skal ikke lave dig om, for at gøre andre tilpas.

Flygt

I løbet af din opvækst kan du ”se bjørnen langt væk” – det vil sige, dine omsorgsgivere er ”langt væk” i forhold til at dække dine følelsesmæssige behov. Så faren er ikke at du risikerer at blive angrebet. Angrebet er mere, at der slet ikke er en kontakt. Derfor flygter du retning af den eneste person du føler du kan stole på, nemlig dig selv. Med undvigende tilknytningsstil søger du hele tiden at minimere din stress ved at komme væk fra den. Da du var barn var mønstret, at du for det meste blev følelsesmæssigt afvist af dine omsorgsgivere. Derfor fik du en grundlæggende mistillid til andre mennesker, og en følelse af, at du kun kunne stole på dig selv. Så for at beskytte dig i de stressende situationer sætter du din flygt mekanisme i spil. Du lukker med andre ord ned for dit tilknytningssystem og fornægter dine negative følelser. Du kan ovenikøbet blive irriteret hvis andre reagerer på stress fordi du er vant til at tackle dine problemer selv. Det kan selvfølgelig have fordele at kunne handle individuelt, for eksempel i forhold til opgaver på arbejdspladsen. Men det er ikke en strategi som holder i længden, for det gør dig også dårligere udrustet til at håndtere følelsesmæssigt udfordrende ting i dit privatliv eller i familien. Selvom du måske ikke viser det, så har du stadigvæk følelser lige under overfladen. Det kan være ensomt, og føre til at du føler dig udbrændt, fysisk og følelsesmæssigt. Din krop vil være i alarmtilstand, særligt i dit voksne liv, for når ”bjørnen” kommer tættere på i en intim relation flygter du.

Kæmp

Bjørnen, det vil sige dine omsorgsgivere, er tæt på, men du er usikker på om de er der for dig eller ej (om bjørnen vil angribe dig eller ej). Derfor kæmper du for at få deres opmærksomhed for på den måde at få dine behov dækket. Når du har ængstelig tilknytningsstil, er det kodet ind i dig fra barndommen, at du reagerer meget mere end andre i stressfyldte situationer. Det skyldes at dine omsorgsgivere kun var der nogle gange for dig da du var barn, derfor lægger du flere følelser i alt hvad du foretager dig. Selv de mindste ting kan hurtigt blive til store ting for dig, og det er svært at slippe tankerne. Du er kort sagt utrolig meget oppe i dit hoved. En anden ting der er en udfordring for dig, er følelsen af at noget kan vare ved. Det gør at du hurtigt vil føle dig stresset og hjælpeløs fordi du så nemt bliver følelsesmæssigt overvældet. Derfor bruger du ofte en masse krudt på at lægge mærke til hvordan alle andre reagerer, hvor du egentlig skulle bruge kræfterne på dig selv. Så din kæmp mekanisme er konstant aktiveret. Det betyder at du hele tiden vil søge bekræftelse fra andre, særligt i parforholdet.

Styrkende ubevægelighed og dissociation

I det næste scenarie angriber bjørnen dig, det vil sige du bliver udsat for en traumatisk oplevelse i din barndom, på toppen mellem oprør og nedlukning. Med desorganiseret tilknytningsstil vil du hele tiden føle at du har det dilemma, om du skal kæmpe eller flygte. På den ene side opsøger du nærheden fra dine relationer. Men når de så nærmer sig, flygter du. Samtidig kan du gå med en følelse af at være mere eller mindre fjern fra verden, det vil sige at du dissocierer dig fra omgivelserne. Dine tidlige år var fyldt med frygt og uforudsigelighed, fordi din frygt var knyttet til den selvsamme person som skulle give dig omsorg. For andre vil du være svær at finde ud af, fordi du både har en ”jeg hader dig” og ”forlad mig ikke” udstråling på samme tid. Fordi du har svært ved at styre følelserne er du i risikogruppen for at blive udbrændt og få kroniske stresssymptomer. Det vil også være mere sandsynligt at du vil ty til alkohol eller stoffer for at håndtere situationen.

Indlægget Når du ser en bjørn blev først udgivet på tilknytning.nu.

Måske kan du huske en oplevelse du havde med din første kæreste? Eller en bytur med vennerne som blev lidt vild? Eller noget du lavede som barn, og som nu er blevet til en ”familiehistorie” som du skal høre på, gang på gang, når der er familie tam-tam?

Men en erindring er ikke som en bog du tager frem fra din indre hylde, hvor du så kan læse præcis hvad det var du oplevede i fortiden. Faktisk bliver pladsen på din indre harddisk i stedet slettet, og når du så skal bruge din erindring, bliver den ”gendannet” i den form som passer til dig nu. Så på den måde kan man sige, at vi kun har de erindringer vi selv bygger.

Traume og hukommelse af Peter A. Levine handler om, hvad erindringer er, og hvordan de bliver ”lagret” i vores krop. Hvis traumer ikke kan blive afsluttet når de bliver oplevet, vil de ”sætte sig” i kroppen, men kan heldigvis blive opløst af en god terapeut. Der er flere gode cases i bogen, som er nem at læse og med mange overraskende pointer. Så hvis du er coach eller terapeut, vil bogen her være et godt supplement for dig. Men den vil også være for dig, der bare er nysgerrig på hvordan vi fungerer indeni.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, og også andre titler af Levine, som f.eks. Den tavse stemme og Væk tigeren.

Traume og hukommelse. Skrevet af: Peter A. Levine. 199 sider. ISBN: 978-87-412-6513-1. Udgivet af: Hans Reitzels Forlag (2015)

Indlægget Boganmeldelse: Traume og hukommelse af Peter A. Levine blev først udgivet på tilknytning.nu.

Hvad sker der egentlig når man bliver udsat for en traumatisk oplevelse og hvordan kommer man over den? Det er grundtemaet i Den tavse stemme, af Peter A. Levine. Levine er medicinsk biofysiker, psykolog og forfatter, med et langt livs erfaring i behandling af blandt andet traumer. Han har udviklet Somatic Experiencing, som er en kropslig og bevidsthedsmæssig tilgang til traumebehandling.

Bogen er ikke én man læser på et par timer, den skal tages i små portioner. Men så har den også rigtig meget at give, for den er rigtig godt skrevet og kommer vidt omkring. Levine tager udgangspunkt i sin egen traumatiske oplevelse i et trafikuheld og har også medtaget mange eksempler fra sin egen praksis.

Pointen i bogen

er, at hvis man kommer ud for en traumatisk oplevelse, bliver den ”lagret” i kroppen indtil den, forhåbentlig, bliver forløst, så man kan komme videre i sit liv. Hvis den er uforløst, kan det have vedvarende og mentalt forkrøblende konsekvenser. Men heldigvis viser Levine en måde at løse knuden på. Nemlig ved at lade kroppen reagere som den naturligt skulle, da den traumatiske episode skete.

Bogens grundtema er også, at når vi bringer vores dyriske instinkter sammen med vores fornuft, kan vi blive mere hele mennesker.

Der er mange gode og tankevækkende ideer i denne bog, men den er nok mest for mennesker der allerede er kommet et stykke på vejen i forhold til sin egen selvudvikling. Der er mange anekdoter og henvisninger til historisk kontekst. Og den slutter ovenikøbet med tanker om forholdet mellem nutidens behandling og åndelighed.

Jeg kan helt klart anbefale denne bog, for den meget tankevækkende og forholdsvis nem at læse. For dig som vil et spadestik dybere i traumer og krop.

Den tavse stemme. Skrevet af: Peter A. Levine. 384 sider. ISBN: 978-87-412-5465-4. Udgivet af Hans Reitzels Forlag, 2010.

Indlægget Boganmeldelse – Den tavse stemme af Peter A. Levine blev først udgivet på tilknytning.nu.

At få øje på tegnene på forstyrrelser, kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du skal gøre for at opfylde barnets behov. Derfor har forskerne prøvet at finde ud af, hvilke faktorer der spiller ind, i forhold til at opbygge tryg tilknytning i adoptivbørn.

Hvornår skabes den primære følelsesmæssige tilknytning?

De første to år efter fødslen, er de vigtigste i forhold til at få skabt en tidlig tilknytning. I dette kritiske tidsrum, udvikler dit barn sin ”skabelon” og sin mentale repræsentation af, hvordan en relation mellem omsorgsgiver og barn ser ud. Faktisk foretrækker barnet bestemte omsorgsgivere over andre allerede efter 6 uger. Det sker fordi barnet begynder at stole på, at du som omsorgsgiver, kan opfylde de behov han/hun måtte have. Barnet forstår, at når det græder i mangel på mad, kærlighed eller opmærksomhed, så vil du give det. Eller, i nogle tilfælde vil du ikke.

Derfor er dette tidlige vindue af tid så vigtigt for barnet, fordi det her finder ud af, om andre mennesker kan stoles på eller ej. Og det er også vigtigt for at skabe et positivt selvbillede og en selvsikkerhed i livet.

Tilknytnings teori og adoption

Ifølge John Bowlbys tilknytnings teori, har de tidlige tilknytningsbånd en indvirkning på, hvordan vi ser på tætte relationer i barndommen, ungdommen og i voksenlivet. Derfor kan de første oplevelser med de oprindelige forældre have en betydning for evnen til at relatere til de nye omsorgsgivere. Det mønster er særlig tydeligt når barnet har haft en sund og sikker relation til mindst én af de oprindelige omsorgsgivere. Det betyder, at barnet vil have positive forventninger til de nye omsorgsgivere. Det gør barnet i stand til at skabe en stabil og tryg tilknytning med dem.

Men hvis relationen til forældrene før adoptionen var forstyrret og usikker, kan det være svært for barnet at skabe en tryg tilknytning til adoptivfamilien. Det er fordi barnets oplevelser har lært ham/hende, at relationer til omsorgsgivere er uforudsigelige og at de ikke kan stoles på. Og i nogle tilfælde endda direkte skræmmende.

Heldigvis viser forskning, at børn er virkelig gode til at skabe nye skabeloner til relationer til omsorgsgivere. Og dét, selv om de har oplevet usunde tilknytningsmønstre i den tidlige barndom. Så både positive og negative oplevelser kan være med til at forme barnets syn på andre, og ikke mindst sig selv.

Tilknytning og modgang før adoption

Der er ikke udført meget forskning om tiden før adoptionen og tilknytningen i den periode. Det meste af den, koncentrerer sig om børn som bliver adopteret efter at have været i en eller anden form for institution, for eksempel på børnehjem.

For eksempel blev det i 1990’erne undersøgt, hvordan børn fra Rumænien, Rusland, Bulgarien og Ukraine var faldet til hos adoptionsfamilier i USA. Da disse børn havde oplevet svære tider i kølvandet på Sovjetunionens fald, var det svært for dem at vænne sig til de nye familieforhold. Mange af børnene havde ikke modtaget kropslig stimulation, grundlæggende ressourcer eller sund mad. Derfor havde mange af børnene svære problemer i forhold til tilknytning og udvikling.

Pointen er, at problemer inden adoptionen, fortsætter som udfordringer på tilknytningen senere hen. Det gælder særligt for børn, som har oplevet alvorlig forsømmelse eller mishandling. Selv om eksemplerne her er ekstreme, så sker de. Og udfordringerne med at kunne skabe bånd til andre, fører ofte til en klar tilknytningsforstyrrelse.

Hvad er en tilknytningsforstyrrelse?

En tilknytningsforstyrrelse er en række følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer, som kan udvikle sig i småbørn. De kæmper for at skabe forventede bånd til de primære omsorgsgivere, det vil ofte sige forældrene. Tilknytningsforstyrrelser opstår typisk hos børn, der ikke får konsistent omsorg. Det kan for eksempel være:

• At de ikke bliver trøstet og får omsorg når de græder.
• At omsorgsgiveren ikke skifter dem, når de har gjort i bleen.
• At omsorgsgiveren ikke giver dem mad når de er sultne.
• At de kun får opmærksomhed når de laver en scene.
• At omsorgsgiverne er inkonsistente med at give omsorg.

Tilknytningsforstyrrelser kan også opstå ved at være afskåret fra omsorgsgiverne, eller at flytte fra den ene til den anden. En oplevelse som meget ligner flytningen i forbindelse med adoption. Tilknytningsforstyrrelser hos adoptivbørn kaldes for adoptionstilknytningsforstyrrelse.

Når børn føler manglende tilknytning i relationen med de tidlige omsorgsgivere, kan der opstå stærke negative følelser dem. De kan føle sig isolerede og efterladt. Eller de kan have en følelse af magtesløshed og at de ikke bliver plejet. Disse følelser får børnene til at tro, at de ikke kan stole på relationerne omkring dem, og at verden er usikker at være i. Graden af tilknytningsforstyrrelser kan variere. Lige fra små vanskeligheder til alvorlige udfordringer.

Omkring alvorlige udfordringer taler man om symptomer der kan indikere RAD eller DSED. Rad står for Reactive Attachment Disorder. Her trækker barnet sig væk fra andre, og manglende evne til at reagere på andre og søge tryghed. DSED står for Disinhibited Social Engagement Disorder. Det vil sige, at barnet mangler hæmninger i farlige og ukendte situationer.

Adoptionstilknytningsforstyrrelse

Der sker altid en forstyrrelse i tilknytningen, når et adoptivbarn oplever at blive taget væk fra sine primære omsorgsgivere. Uanset om de havde en tryg eller utryg relation før adoptionen, bryder det båndet, når barnet løsrives fra sin mor og/eller far. Det kan endda være, at barnet oplever en løsrivelse flere gange, hvis det flytter fra familie til familie, før det når sin endelige adoptivfamilie.

Når du som ny omsorgsgiver tager imod barnet, er der nogle tidlige tegn du kan holde øje med, som signalerer udfordringer omkring tilknytningen. Børn med tilknytningsforstyrrelser kan tænkes at:

• Undgå at stirre og holde øjenkontakt.
• Have det svært med at smile.
• Undgå at søge tryghed, for eksempel ikke række ud, når de bliver taget op.
• Trøste dem selv, for eksempel ved at sidde og rokke frem og tilbage.
• Græde, uden at kunne trøstes.
• Virke fjern, når du forsøger at trøste eller skabe kontakt.
• Afvise dine forsøg på at lege eller spille spil sammen.
• Lave færre lyde end et trygt tilknyttet barn ville.
• Undgå at vise følelser når de er alene.

Alle disse måder at handle på, er tillært adfærd, der har til formål at beskytte barnet. Selv om det kan være svært for dig at se på som adoptivforælder, skal du huske, at adfærden en gang spillede en vigtig rolle for barnet.

Børn med adoptionstilknytningsforstyrrelser kan have det svært med fysisk berøring. Når du so omsorgsgiver kommer for tæt på, kan barnet sige ”av” for at undgå at blive rørt. Der kan også være problemer i forhold til vrede og kontrol. Vi lærer som børn at regulere vores følelser gennem den sikre tidlige tilknytning, en tilknytning som adoptivbarnet måske ikke har oplevet. Det kan også være, at adoptivbarnet mangler værktøj til at holde sig tilbage. Det kan være meget talende til fremmede, eller frygtløst i truende situationer. På den måde bliver barnet også meget sårbart.

Adfærden kan fortsætte in di voksenlivet. Selv om der ikke findes en formel diagnose, er det kendt blandt forskere, at tilknytningsproblemer kan fortsætte senere i livet. Som voksen kan der være tale om udfordringer med at læse andres følelser, ikke at stole på nogen, løsrivelse fra egne følelser og problemer med grænsesætning. Det betyder alt sammen, at det kan være svært at være i et stabilt forhold med andre. Det er naturligt for dig som omsorgsgiver at du ikke føler dig forberedt nok til at håndtere den slags adfærd. Mange adoptivforældre siger, at det er svært at få andre til at sætte sig ind i problemstillingerne, og at hele processen kan føles socialt isolerende og stressende for dem.

Når det er sagt, opvejer belønningerne alligevel udfordringerne i sidste ende. At du viser dit adoptivbarn at det kan føle sig sikker, tryg, elsket og ”god nok” kan hjælpe med at bryde de uheldige mønstre der måske er fulgt med fra barnets tidligere liv.

Betyder det noget hvilken alder barnet har, når det bliver adopteret?

Det korte svar på spørgsmålet er: ja. Når barnet bliver adopteret som baby, har det bedre muligheder for at vokse op med tryg tilknytning. Det er naturligvis fordi du som omsorgsgiver, kan give barnet en stabil opvækst fra en tidlig alder. Til sammenligning vil et ældre barn opleve mindst ét stort brud i tilknytningen ved adoptionen. I nogle tilfælde kan barnet have været på en hård rejse, inden det lander hos dig. Det siger sig selv, at så bliver det noget mere vanskeligt og komplekst at skabe en tryg tilknytning til barnet.

Noget tyder også på, at børn overfører deres mentale billeder af tidligere relationer til deres nye omsorgsgivere. Det betyder, at hvis deres oplevelse af relationer har været negative op til adoptionen, så vil de allerede dér have en utryg tilknytningsstil med sig. Dermed har de heller ikke de samme muligheder for at nå de udviklingsmæssige trin som et trygt tilknyttet barn kan. Det gør det svært at læse sociale signaler og at reagere ”rigtigt” på situationer i omgivelserne. På den måde kan der blive skabt en mur mellem barn og omsorgsgiver, som kan være svær at komme over.

Forholdet mellem tilknytning og adoption går dog aldrig i lige linje, og er ofte kompleks. For på samme måde som barnets sted i sin udvikling kan have indflydelse på skabelsen af en tryg tilknytning til dig som omsorgsgiver, så gælder det også den anden vej. At du med en tryg tilknytning kan have indflydelse på barnets udvikling. Det betyder med andre ord, at barnet kan udvikle en positiv fornemmelse af selv, og lære at regulere sine følelser på en god måde. På den måde kan barnet nå udviklingsmæssige milesten, som er med til at skabe en tryg tilknytning til dig.

Hvordan skaber du tryg tilknytning til dit adoptivbarn?

Forskning har vist, at omsorgsgivere kan skabe en tryg base for deres adoptivbarn ved at:

• Være konsistent i måden at være forælder på.
• Sørge for at der er struktur i hverdagen.
• Anerkende barnets styrker og de små sejre i hverdagen.
• Have et positivt udsyn generelt.
• Afstemme sig med barnets behov.

Her er det vigtigt at huske på, at familier har forskellige dynamikker indbygget. Nogle børn vil meget hurtigt vise fremskridt i forhold til deres tilknytning, mens andre tager mere tid. Tålmodighed og empati er vigtige værktøjer for at skabe en god dynamik og fremskridt. Du kan bruge følgende tips til at skabe den trygge base dit adoptivbarn behøver:

1. Gør dig bekendt med barnets historie

Det er svært nok i sig selv, at opfylde dit adoptivbarns behov, hvis det har været ude for traumatiske oplevelser inden adoptionen. Men det kan være en stor fordel for dig, hvis du ved noget om barnets historie, så du kan forstå hvor dit barn er henne lige nu. Det gælder både følelsesmæssigt og udviklingsmæssigt. På den måde kan du komme dit adoptivbarns behov i møde på en god måde.

2. Drop den traditionelle forældrerolle

Du vil sandsynligvis hurtigt finde ud af, at traditionelle metoder som belønning og straf ikke nødvendigvis virker på traumatiserede børn. For dit adoptivbarn har måske lært at lade være med at reagere på det. I stedet vil du komme længere ved at give tid og plads til at dit adoptivbarn kan tale om sine traumer og de ting han/hun er utryg ved. Når du lytter åbent, og uden at overreagere, hjælper du barnet med at føle sig hørt og hjulpet.

Børn, der har oplevet et brud på den sikre tilknytning, har brug for vedvarende og forudsigelige hjælp fra dig, som den primære omsorgsgiver. Det kan være ting som at opbygge en god rutine, og at sige til i god tid i forvejen, hvis der er ændringer i den. For dit barn har brug for at se, at du er organiseret og har kontrol over tingene.

3. Sæt grænser

Grænser hjælper barnet med at føle sig sikker, også selv om han/hun måske ikke i første omgang handler positivt på dem. Det kan for eksempel være en fordel, at du lufter dine forventninger til barnet, klart og tydeligt, hvis der er problemer med tilknytningen. Så giver du dit barn tid til at tænke over det først. Når det bliver gjort rigtigt, signalerer grænser, at barnets miljø er retfærdigt, rimeligt og forudsigeligt. Grænser bliver derfor også et værktøj til at skabe tryg tilknytning.

4. Gå med i en hjælpe gruppe

Hjælpe grupper kan være en god hjælp, fordi du her møder andre, som har været gennem samme proces som dig. Det kan også gøre det synligt for dig, at dine oplevelser er normale og noget der kan løses. Du vil måske også føle dig mindre isoleret i dine problemstillinger, og kan på den måde bedre opfylde dit adoptivbarns behov for tryghed.

Betyder din egen tilknytningsstil noget?

Ideen om, at vi giver vores tidlige repræsentationer omkring tilknytning videre til næste generation, er et centralt mantra for tilknytningsteorien. Så det vi selv erfarede og lærte i vores egen tidlige relationer, bliver givet videre til børnene. Men gælder det også for adoptivbørn?

Forskning viser, at adoptivforældre har større sandsynlighed for at have en tryg tilknytningsstil end forældre der ikke adopterer. Faktisk kan det dreje sig om så meget som 75% af adoptivforældrene, der har tryg tilknytning. Så det betyder også, at selv om adoptivforældre ikke er biologisk beslægtede, vil det være nemmere for barnet at nå til en tryg tilknytningsstil.

Få mere inspiration på Bliv klogere. Se mere om tilknytning og adoption på TheAttachmentProject.

Indlægget Adoption og tilknytning blev først udgivet på tilknytning.nu.

Du føler det måske som om din barndom egentlig var helt normal og tryg. Så hvorfor er det du kæmper med at få dine nære forhold til at fungere og dit syn på dig selv til at være bedre?

Svaret på hvorfor det er så svært at sige helt præcist hvor problemerne opstod, kan ligge gemt i dine gener. For din utrygge tilknytning er muligvis ikke opstået i en direkte relation i dit liv, men kan gå tilbage til dine bedsteforældre eller længere. Denne overførsel af traumer kan beskrives som multi-generationelle traumer. Det vil sige sår, som er overført fra generation til generation, fordi der ikke er sket en heling, eller der er fundet en løsning på problemet.

Hvad er traumer?

Traumer kan opstå I forskellige former. Generelt kan man sige, at et traume er en følelsesmæssig reaktion på en stressende, skræmmende eller foruroligende hændelse. Det kan for eksempel være krigsoplevelser, naturkatastrofer, en nær relations dødsfald eller misbrug. Reaktionerne på traumer kan variere fra person til person, men der er typisk nogle fælles elementer:

• Intense eller skræmmende mareridt.
• Flashbacks til traumatiske situationer.
• Problemer med at sove.
• Mere undvigende adfærd i nære relationer, som mangel på interesse eller ikke at føle sig til stede.
• Hukommelsesproblemer, særligt omkring den traumatiske hændelse.

Det er dog ikke sikkert at du har været ude for Store T, altså traumatiske oplevelser af ovenstående type. Der kan nemlig også være nogle ting fra dine sociale omgivelser, som har givet dig mindre traumer over længere tid. Dét, man kalder for lille t. Disse små traumer opstår typisk i din barndom, i forbindelse med forholdet til dine primære omsorgsgivere. Det vil ofte være din mor og far, men kan også være bedsteforældre, plejeforældre, adoptivforældre eller institutionspersonale.

Hvis ikke din binding til omsorgsgiveren er tryg, kan du udvikle tilknytningstraumer. Dine følelsesmæssige sår kan være tydelige, eksempelvis forbundet med misbrug eller forsømmelse. Eller din omsorgsgiver har været emotionelt fraværende på grund af ting som dødsfald eller skilsmisse. Men grunden til dine tilknytningstraumer behøver ikke være så tydelige. Det kan være, at din mor og far “bare” ikke har været i stand til at udtrykke deres følelser til dig. Så du vil have oplevet en barndom uden følelsesmæssig kontakt til dine forældre. Konsekvenserne vil under alle omstændigheder være gennemgribende. Og det er her, at multi-generationelle traumer kommer i spil.

Hvad er multi-generationelle traumer?

I modsætning til traumer der sker direkte for dig, bliver multi-generationelle traumer ført videre fra generation til generation gennem generne og adfærden. Denne form for traumer kan vise sig som symptomer på både det individuelle og kollektive plan.

For eksempel kan misbrug i hjemmet ændre din genetiske kode, så dine børn bliver mere disponeret og sensitive i forhold til tilsvarende stressende oplevelser. Dine individuelle traumer kan ovenikøbet også blive givet videre gennem din adfærd og holdninger. Det sker fordi dine børn bruger dig som model til at forholde sig til deres omgivelser.

På et kollektivt plan kan multi-generationelle traumer blive ført videre gennem de oplevelser gruppen har været igennem sammen. Denne form for traumer er også kendt som ”historiske traumer”. Der kan eksempelvis være tale om børn til overlevende fra Holocaust, efterkommere af slaver fra Afrika eller flygtninge fra krige.

Men selv om der kan være negative traumer der bliver ført videre gennem generationerne, kan der også være positive. Det kan være positive træk som er opstået som følge af svære forhold i livet. Det kan for eksempel være modstandskraft til at komme igennem svære perioder.

Ofte bliver multi-generationelle traumer også kaldet for ”Fantomet” i litteraturen. Det skyldes, at vi for det meste slet ikke er bevidste om, at de eksisterer i os. Fordi de traumatiske hændelser ikke skete direkte for os, lever det ubevidst videre og bliver manifesteret gennem vores adfærd og holdninger. Og ubevidst bliver det også overført til vores børn. Det forklarer også hvorfor du kan opleve år at utryg tilknytning uden at være i stand til at finde ud af, hvor dit mønster kommer fra.

Hvordan bliver multi-generationelle traumer ført videre gennem generationerne?

Før i tiden foregik der en længere debat om den måde vores træk og adfærd gik videre på fra generation til generation. Nogle forskere sagde, at det var miljøet der havde mest indflydelse, andre at det var genetisk betinget. Men realiteten er, at det er en blanding af begge dele.

Epigenetik er læren om hvordan både vores adfærd og miljø kan ændre den måde vores gener fungerer på. Men i modsætning til ændringer i vores DNA, kan epigenetiske ændringer også ændre den måde kroppen ”læser” en DNA-sekvens. Det betyder med andre ord, at den epigenetiske proces bestemmer hvor vidt bestemte gener bliver udtrykt, og i hvilken grad.

Så på den måde forklarer det også hvorfor en omsorgsgivers traumer kan påvirke dig allerede inden fødslen. Det bedste bevis for den rolle epigenetik spiller på traumer gennem generationer, er den smerte og uro du kan opleve i livmoderen og den tidlige barndom.

Der er mange der mener, at fordi du er en baby, så forstår du ikke noget. Men det er helt forkert. Faktisk er du ekstra opmærksom på at fange signaler fra dine omgivelser som baby og i din tidlige barndom. Endda særligt når det drejer sig om traumatiske hændelser.

En anden faktor fra dit miljø, som kan påvirke traumer gennem generationer, er den måde dine omsorgsgivere håndterer stress på. For det kan have en stor betydning for dit barn, hvordan du spiser og behandler dig selv i svære perioder af livet.

Så, kort sagt, bliver multi-generationelle traumer givet videre gennem epigenetik, problemfyldte perioder i graviditeten, og tidlige påvirkninger fra miljøet. Men det er vigtigt, at selv om epigenetik spiller en vigtig rolle i den måde du udtrykker sin DNA på, er det også muligt at ændre den i en positiv retning.

Er utryg tilknytning et multi-generationelt traume?

Ja, lige som andre former for traumer eller smertefulde oplevelser, kan utryg tilknytning blive givet videre til de næste generationer. Der er der flere grunde til:

At blive forældre, særligt for førstegangsfødende, kan være en stressende oplevelse. Dermed ikke være sagt, at det ikke er en virkelig givende og kærlig periode i livet. Men hvis du har utryg tilknytning, kan det aktivere dine tidligere traumer som barn, når du opfostrer dine egne børn. Selv om du er en god forælder, kan dét at tage dig af dit barn udløse en fornemmelse af tab i dig. En følelse af tab, som hænger sammen med hvordan dine behov i barndommen blev mødt af dine forældre. Det kan føre til, at du trækker dig væk fra dit barn, eller ikke altid møder dit barns behov. Hvilket kan føre til at dit barn bliver forvirret, når det søger efter kærlighed og opmærksomhed.

Når en omsorgsgiver trækker sig væk fra dig som barn, bliver du tvunget til at skabe dine egne betingelser for en tryg tilknytning. Det betyder, at du kan føle behov for at trøste og skabe nærhed med dine omsorgsgivere. Så på den måde bliver rollerne vendt om, til at det bliver dig som barn, som bliver omsorgsgiver. Som barn har du sjældent andre referencer end dine tætteste relationer. Derfor kan det have en blivende virkning på hvordan du opfatter relationer fremover, også i dit voksne liv.

Du spejler dine omgivelser

For at udvikle en tryg tilknytningsstil, er det nødvendigt for dig, at du som barn føler dig sikker og tryg med dine omsorgsgivere. Og lige så vigtigt er det, at du føler at dine omsorgsgivere er tunet ind på dine følelser og behov. Men traumer hos dine forældre kan have betydning for hvordan de håndterer deres liv. Det kan også forhindre dig i at udvikle en tryg tilknytningsstil som barn. Nogle gange er omsorgsgiveren klar over hvad hans/hendes traume betyder for dig, og føler sig skyld og skam over det. Det medfører ofte, at omsorgsgiveren prøver at forhindre at forholde sig til traumet ved at skubbe sine egne følelser i baggrunden.

Som barn lærer du ved at observere dine omgivelser, og opfanger og spejler denne løsrivelse fra egne følelser. Hvad der er et typisk træk for den undvigende tilknytningsstil. På den anden side, når der finder en rolleombytning sted, hvor du som barn bliver omsorgsgiver, kan det medføre at

Hvordan undgår du at overføre utryg tilknytning til dine børn?

Selv om dine traumer kan båret i dine gener, er det stadig muligt for dig at forhindre at din utrygge tilknytningsstil overføres til dit barn. At forhindre den overførsel følger de samme retningslinjer som at forhindre multi-generationelle traumer. Det sker ved at du prøver at forbedre de forhold der er i nuet. Der er flere ting du kan gøre:

• At forhindre overførsel af utryg tilknytning med opmærksomhed

Når du bliver mere opmærksom på, hvordan traumer bliver overført på et personligt plan eller for grupper, kan du afbøde deres effekt. Det vil være en stor hjælp for dig og dit barn, at du er bevidst om at traumer kan forlænges når du ikke er tunet ind på dit barns behov. Der kan også være større ting i omgivelserne som kan have betydning for din måde at håndtere følelser på. Det kan være ting som for eksempel krig og racisme.

• Anerkend dine styrker til at overvinde utryg tilknytning

Styrke og modstandskraft bliver ofte udviklet som et svar på traumer, men kan også føres videre i generne til næste generation. Det betyder at hvis du har oplevet traumer, direkte eller indirekte, har du en indbygget holdbarhed. Og den holdbarhed gør, at du ikke alene kan tale om dine traumer, du kan også overvinde dem.

• Giv dig tid til at sørge 

At give dig tid til at sørge over dine traumer, kan i sidste ende også forhindre at de bliver sendt videre til næste led i kæden. Uanset om traumet skete for dig, eller det blev overført fra dine omsorgsgivere, er det vigtigt at skabe et mentalt rum til at bearbejde og løse det. Det betyder selvfølgelig ikke at det er en nem proces. Men det gør dig bevidst om hvad traumet er, hvad der førte til det, og hvad det betyder for hvordan du har det. For eksempel at du har udviklet en utryg tilknytningsstil.

• Læg vægt på sikkerhed og hjælp 

Når du opfostrer dit barn, er sikkerhed og hjælp vigtige holdepunkter. Det gør nemlig at dit barn føler sig sikker nok i deres miljø til at udforske den ukendte verden omkring sig. Så når du sætter disse forudsætninger i højsædet, kan det hjælpe med at bryde kæden af multi-generationelle traumer i familien. Og ikke mindst forhindre at dit barn vokser op med en utryg tilknytning.

Til slut 

Selv om multi-generationelle traumer kan være lidt af en ”fantom-smerte” som kan være svær at få øje på og forstå, så kan den forhindres og overvindes. Vær opmærksom på, at selv om du bliver bevidst om hvordan traumer og utryg tilknytning overføres, kan det stadig være nødvendigt med professionel hjælp.

En anden vigtig ting at huske er, at du ikke er alene i din kamp. For det ligger i sagens natur, at multi-generationelle traumer er noget der bliver delt mellem generationerne. Gennem bevidsthed, anerkendelse af dine styrker, tid til sorg og at fremme sikkerhed og hjælp, er det muligt at forhindre overførsel af traumer. Og samtidig forbedre din egen livskvalitet.

Få mere inspiration på Blive klogere. Læs mere på TheAttachmentProject.

Indlægget Utryg tilknytning og traumer gennem generationer blev først udgivet på tilknytning.nu.